Borgfred i en kold tid

 

Februar kom med solskin men den isnende kulde fortsætter. Østenvinden skal op og toppe på kuling med kraftige vindstød før den lægger sig, så vi har et par dage endnu med blæsten, som går til marv og ben. 

   I haven myldrer det med sultne og forfrosne fugle fra nær og fjern, som håber på at kunne klare endnu en nat på vores fedtkugler og solsikkekerner. En flok dompapper har boet her i nogle dage, og selvom der ikke er nogle af de røde hanner med i gruppen, er de normalt meget selvhævdende, og vil have alt foder for sig selv. En lille stædig grønsisken fik dog lov at være med i fuglehuset efter nogle start-vanskelligheder hvor der lige skulle råbes højt:-)

Spætten og blåmejsen kommer dagligt, men spætten vil også helst have hele buffeten for sig selv. Nu hvor kulden strammer til kan man åbenbart godt enes om at spise i hver sin ende.

Spætmejsen har vi ikke set siden de store egetræer i skoven blev fældet for nogle år siden, men nu er den her igen. Dette blev det bedste billede ud af en mængde forsøg, for den er lynhurtig, og det er jeg ikke:-)

I ligusterhækken slås solsorte og sjaggere om bærrene dagen lang, men dem kan jeg slet ikke fange med mit kamera. Nu hvor alle de gamle æbler er fodret op og solsorter for længst har spist de sidste paradisæbler er det ikke nemt at få maverne fyldt i vores have, men der er dog stadig hyben og andre bær ude i landskabet.

Vi har ikke fået mere sne end den der kom i sidste uge, men blæsten har travlt med at flytte rundt på den i en evig 'hvid tornado'. Det meste af sneen er for længst fløjet ned fra grene og hække, men på de stedsegrønne ligger der stadig ret slidte kalotter, og vinterkrukkerne ser ikke festlige ud mere. Der er ikke andet at gøre end at vente på tøbrud og bide tænderne sammen i kulden.

Jeg må glæde mig over lyset og fuglene så længe...