søndag den 19. april 2026

På kanten af vår

En skovtur i ganske køligt og fugtigt vejr for lige at se om det skrider fremad derude, og jo, anemoner var der mange af. Det er en god start, og da jeg også fik øje på frø-æg i en grøft begyndte jeg at tro på et snarligt forår.




Anemonerne var lukkede i det grå vejr og da jeg kom hjem begyndte det at regne. Jeg håber I kan se en klump frø-æg mellem spejlinger af skovens træer!




Dejligt med lidt grønt i skovbunden, og snart også friske bøgeblade når disse store knopper springer ud.




Besynderlige 'skulpturer' af faldne og fællede træer, men heldigvis er der nogle få gamle træer som får lov at stå - endnu. Disse to ser næsten ud som de er midt i en ivrig samtale med store armbevægelser.



Der er liv i skovsyre med små våde blomster, og mos trives helt fantastisk på gamle træer.



I skovbrynet på vej hjem kunne jeg se regnen nærme sig, og ude i disen på marken gik et par gravænder rundt og fandt noget spiseligt. Det er de to hvide prikker i det fjerne, hvis I kan se dem. Lige foran næsen på mig stod de visne vinterstandere fra sidste år og ned fra oven stak nye grønne blade på en tjørn. Jo, vi befinder os lige på kanten af vår!


14 kommentarer:

  1. Ja, hos deg er du nok på kanten av våren, og jeg ser jo grønne blader på trærne hos deg, Ulla. De gamle trærne er så vakre, og den med grønn mose på ser ut som en fot :)
    Ja, kanskje trærne snakker i sammen! Skogsyre har så søte blomster. Vi fikk også regn i går. Det er bra å få det nå når alt skal springe ut.
    Klem, Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var også glad for regnen, og her kunne vi godt have brugt lidt mere. 14 mm i april indtil videre, og jeg tror ikke der kommer meget mere.
      Skoven er altid spændende, og jeg gik 'på jagt' efter det grønne. Mosset på træroden ligner en strømpe på en fod, og de store knopper springer vel ud i denne uge. De gamle træer er så udtryksfulde, men de får kun lov at stå i kanten af skoven. Det er trist.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla!
    Det såg riktigt blött ut. Den riktiga värmen har inte kommit ännu, men idag skall det bli upp till 15 grader. Vitsipporna har slagit ut hos oss också och alla fina vårblommor utanför kyrkan, som är så vackert.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var bare fint med lidt regn Marika, for vi får ikke ret meget her om foråret. Dejligt du også kan mærke de første tegn på rigtig vår!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ja, det må man sige. Skønne billeder fra gåturen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lidt skumle måske i det grå vejr, men med lyspunkter af udspring.

      Hilsner og tak Marie,
      Ulla

      Slet
  4. Jo frø æggene kan sagtens ses. Sjovt, jeg syntes de normalt er mere skjult.
    Gamle træer er guld værd. Desværre er der alt for mange der bliver fældet, med eller uden påstande om råd og farlighed. "de" råber op om biodiversitet, men træerne bliver fældet alligevel.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Her på min egn er alle skove privatejede, så de skal give overskud. For at sige det som det er, så er der ikke mange træer tilbage i den lokale skov! Til gengæld myldrer det op med anemoner, der åbenbart vil have lys:-) Jeg ville ønske de gamle træer fik lov at stå, men de de ejer skoven er nok ikke de samme som råber op om biodiversitet.
      Frø-æggene var dog et positivt syn!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla
    Dejligt med en skovtur og ikke mindst anemoner, flotte billeder som jeg nød, jeg har skove tæt på men kommer der desværre ikke så tit. Det gør ondt i de gamle fødder.
    Derfor nyder jeg dine billeder. Og ja i denne uge skal vi have forår, dejligt.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved hvad du mener, og mine fødder kan også gøre ondt efter en lang tur, men det var alligevel godt at komme ud i luften. Godt du kan nyde mine billeder!
      Ja, nu snerper det for alvor mod forår, og mon ikke bøgetræerne vover pelsen i løbet af ugen?

      Knus fra Ulla

      Slet
  6. Det er et sjovt billede, du har taget af frøæggene og træerne, der spejler sig.
    Anemoner i en skovbund er noget af de smukkeste, man kan se. Men den lille skovsyre er også dejlig.
    De to træer ser ud til at få sig en fredelig snak. Måske snakker de om gamle dage. De virker ikke til at være synderligt påvirkede af sure og krigeriske gamle mænd, ej heller af regeringsforhandlinger, der trækker i langdrag.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Elna! Frø-æg ser jeg ikke ofte, og det nok også fordi vi har sådan et tørt forår at de fleste vandhuller er tørret ind. Gad vide hvor længe disse æg vil have vand?
      Alle de små hvide blomster i skoven er herlige, og om lidt er det skovmærke, liljekonval og fladstjerne der tager over, men de første er altid anemonerne, og det er hvert år så dejligt.
      Nej, alverdens larm og ballade kan vist ikke ryste de gamle træer, og minder om hvor forbigående vores skærmydsler er i det lange perspektiv. En meget sund øvelse tænker jeg...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Dejlige mange forårstegn fra skoven. Godt set at frø æg er klar til den nye sommersæson.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Sydney! Ja, det er vist lige nu det hele sker.

      Hilsner fra Ulla

      Slet