tirsdag den 11. marts 2025

Lange kig - og den tredje dimension

Jeg genlæser i øjeblikket Lars Bjerkes gode bog 'Kunsten at lave en spændende have', som handler om havens form, struktur, perspektiv, balance og æstetik. Selvfølgelig kommer den også ind på havens indhold og bringer mange eksempler og billeder fra den skønne have Lars og Eirin anlagde i Sponvika i Norge, men det handler meget om hvordan man får havens store linjer på plads - og alle de overvejelser man kan gøre sig i den anledning - og dernæst hvordan man arbejder videre med den stil man har bestemt sig for, så der både bliver en sammenhæng og en variation.
   Ikke mærkeligt satte den også mine tanker i gang, og lige umiddelbart kom jeg til at tænke på hvordan vores have ville tage sig ud i forhold til alle disse kunstneriske virkemidler. Ikke at jeg bevidst har haft dem med i udformningen, men jeg har dog gjort mig forestillinger fra starten ud fra mine idéer om æstetik - og praktik! 
   Her er f.eks. en skitse over hele grunden, hvor hus, hække, terrasser og træer er tegnet ind med blåt, og bedene med rødt. Udgangspunktet var et luftfoto fra Google.


I dag vil jeg gerne sammenligne billeder fra her og nu - inden løvspring - med billeder fra vækst-sæsonen, hvor haven virker ganske anderledes. På en flad plan får man jo slet ikke havefølelsen med.

Et eksempel kunne være kigget fra huset ned gennem den store terrasse og videre ud i haven og landskabet. Det ser ganske fladt ud nu, men tænk hvordan det bliver engang, når rønnebærtræet midt på terrassen breder sig i højden og bredden... Herfra er der dog allerede et meget godt perspektiv på grund af de stedsegrønne kupler mellem terrasse og have, og længere ude i det fjerne af levende hegn og små plantager, men det pynter jo også når der kommer lidt farve på - som i efteråret -24.



Man skal huske vores have er åben mod den udsigt vi i sin tid faldt for. Mod markerne og videre ud i landskabet og helt til horisonten på den anden side af Præstø Fjord har vi blot et rådyrhegn som man ser lige igennem, så vi har sådan set lange linjer nok - i hvert fald set oppe fra huset.
   Men inde i haven har vi også valgt at have græs hele vejen rundt langs skel undtagen under pergolaen langs huset i det lange, smalle haverum, som også er havens mindste. Det har vi gjort for at gøre vedligeholdet af hække og hegn nemmere, og for at holde visse ukrudtsplanter væk fra bedene - vi har altså selv skabt nogle lange linjer inde i haven.




Det er slående hvordan lyset og stemningen ændrer sig når bladene danner tag over dele af haven, så der ikke er åbent helt op til himmelen. Næsten alle vores træer er ganske små endnu da vi selv har plantet det meste, og jeg vil ikke lægge skjul på hvor meget jeg glæder mig til de vokser til og får pondus. De tilfører nemlig den tredje dimension, som er så vigtig, altså højden! 
   Vi ser oven i købet vores have oppe fra huset, så bredden og længden er der ikke megen tvivl om, men højden... Den savner jeg, selvom de nye træer allerede giver lidt virkning i sommertiden. Som her i havens anden side, hvor stien forbi det gamle pæretræ og op mod pergolaen bliver helt hyggelig om sommeren.



Pergolaen er også et forsøg på at skabe tag over en del af haven, og skygge til huset i den varme tid. I år tror jeg endelig klatrehortensierne vil nå helt op i toppen og begynde at brede sig, men med blade på giver de nu også en fin hyggestemning.



Langs dette skel har vi ladet et stykke med ukrudt ligge ind mod vedbendhegnet. Her vokser italiensk ingefær, græs, skvalderkål og brændenælder, og helt nede ligger kompostbåsen og en stor bunke grene under pæretræet. Det er godt at have lidt af det vildtvoksende liggende her adskilt fra skyggebedet af en græsgang.



Da havens bede på en måde er anlagt på diagonalen i flugt med udsigten set oppe fra huset, er der altså også nogle lange kig fra hjørne til hjørne på øst-vest aksen, og den syd-nordlige akse.
   Her set fra øst mod vest nu og i foråret sidste år, hvor de små nyudsprugne træer trods alt giver en anden rumfornemmelse selvom det havde virket stærkere hvis jeg havde haft et billede fra sommeren.



Her set fra den anden ende altså vest mod øst. Lige nu er nabohusets tag dominerende, men det sløres dog lidt på billedet fra sidste efterår.




Rykker man sig nogle skridt til venstre og får et bed ind i forgrunden virker haven faktisk større på grund af perspektivvirkningen, og på billedet fra sidste sommer kan man slet ikke se haven i baggrunden. Det giver lyst til at gå på opdagelse selv i en lille have som vores. Hvor er træer dog vigtige i det samlede havebillede!




Set fra det nordlige hjørne af haven kan man i øjeblikket stort set se hele haven, men på billedet fra sidste sommer forsvinder meget bag trækroner, buske og græsser.
   Jeg holder meget af udsigten fra dette hjørne og håber bænken efterhånden bliver pakket ind i græsser og buske, så man får en vis rygdækning. Jeg har plantet en lille sommerfuglebusk bagved græsserne, og sammen med de to syrenbuske på hver side af bænken og citrontimian under fødderne forestiller jeg mig et dejligt hvil her med sommerfugle og duft.



Sætter man sig ned på bænken bliver følelsen af rum tydeligere som den jo må blive i en have med lav bevoksning:-)




Til sidst den vinkel de fleste af mine havebilleder bliver taget fra, nemlig oppe fra huset fra syd mod nord. Her kan man sige at en stor del af haveplanlægningen er foregået da vi jo dagligt - og hele året - nyder vores udsigt herfra stuens vinduer.
   Den røde hasselbusk erstatter en stor blodribs som gik ud de første år vi boede her, og jeg tror faktisk haslen kan blive endnu bedre med tiden. Planen er at den skal have lov at blive som et flerstammet træ og at vi vil kunne kigge ud under den indefra.




Bænken i det yderste hjørne af haven fungerer fint som fokuspunkt uden at skæmme udsigten bagved, og efterhånden vil man nok slet ikke se den om sommeren, men så vi der være så meget andet at fokusere på.


Lad mig slutte dette lange indlæg med et forårsmotiv. Det varer dog ikke længe før vi vil se den lysegrønne verden igen, og jeg glæder mig til at se min udsigt klædt i nye blade og masser af hvide blomster når frugttræerne blomstrer i maj.


Her er en lille have på omkring 500 kvadratmeter, som er i gang med at vokse frem og måske en dag vil leve helt op til forventningerne - og de tre dimensioner. Kun den fjerde dimension, tiden, vil kunne klare dette.
   Jeg tror jeg er så glad for Lars Bjerkes bog, fordi han ser på sin have i helheder og ikke i detaljer, og det er også det der optager mig. 
   Det er ikke en have med mange blomster eller samlinger af særligt udvalgte sorter eller arter. Det er heller ikke en have med veldefinerede rum, for det ville være svært at forene med udsigten, men som tiden går, opstår der alligevel små hyggelige afdelinger når planterne vokser til. Det er det jeg håber på.


fredag den 7. marts 2025

Sol og lune i luften

Fantastisk vejr vi har fået her i begyndelsen af foråret! Solen stråler fra en skyfri himmel og i dag lagde vinden sig så vi kunne sidde i haven med kaffe og kage. De små krokus fik i en fart åbnet blomsterne op mod solen og enkelte bier fandt vej til nærende føde efter en lang vinter. 







De gule krokus er næsten forsvundet fra den hjemlige have, men til gengæld er de at finde i små klatter rundt omkring i kolonihaven. Skøn farve! 



I kolonien har vi også kirsebærkornel der lige nu gør klar til sin blomstring. Knap så safrangul som krokus, men lige nu tæller hver eneste lille bitte blomst.


Vi får små gule humørpiller indenbords mens vi får ordnet nyttige jobs i begge haver.


søndag den 2. marts 2025

Forår og fastelavn

Lyset er her, frosten er gået af jorden for denne gang, løgplanterne strækker sig, fuglene øver deres vår-sang og jeg kan mærke hvordan det kribler i havehjertet nu hvor kalenderen siger forår.
   I år ville jeg have fat i hornvioler og andre forårsplanter inden de bedste var solgt, eller butikkerne havde mishandlet dem, så jeg købte 70 småplanter og lidt løg i fredags og har fejret min egen helt hyggelige og arbejdsomme fastelavn i haven med at plante alle de små nye i krukker og potter.

Jeg er træt af at se på gran og røde æbler i alle potter og beholdere, så jeg begyndte fra en ende af med en udskiftning af julepynten til bittesmå forårsbebudere. Det kan være jeg er lidt skør, men jeg ser det allerede for mig med de brogede violer og gule Tete-a-tete, og i år er der også kommet en bakke bellis med hjem. Spændende om de forstår der er store forventninger til dem:-)




Græsserne er klippet ned, og krydderurterne har fået hver sin potte, så der er ved at være forårsklar på denne side af huset. På den anden side af huset er der endnu ikke sket så meget i potterne, men haven kan selv og der er forårstegn i mange af bedene. I dag fik jeg øje på årets første krokus, og i græsbedet er tulipanerne på vej op.




Påskeklokkerne har fået mast sig gennem et tykt lag kompost og den røde hassel i skyggebedet har fået en vis pondus efterhånden. Den har selskab af rød troldnød og tyrkisk hassel, så der er flere slags hassel i dette bed. Også en fin vinter Viburnum står på spring med mange blomster.



I solsiden af haven er der gode farver på forskellige buske og blade, hvoraf mange har stået fint hele vinteren. Jeg har plantet lidt om her og der, og glæder mig over de mange blomster der er på vej i primulaerne. 



Det blev min forårs-fastelavnsfejring i år - og det var dejligt at have hænderne i jorden igen!

tirsdag den 25. februar 2025

Vinter - og noget om skadedyr

Når vinteren går på hæld kan man se tilbage på en hel masse grå dage, men her i februar fik vi herlig sol og knitrende frost, og så kan man pludselig mærke at dagene er blevet meget længere. Ellers endnu en mild vinter - og denne gang uden megen nedbør. Sne fik vi november, men det var tøsne som forsvandt lige så hurtigt som den kom, og selve vintermånederne har kun givet et par centimeter sne og ikke megen regn.



Øverst et typisk vinterbillede og nederst en dejlig frostklar morgen i februar.
   Fuglene har været få ved fodringen, men måske kunne de selv finde føden i det milde vejr. vi havde dog besøg i de kolde dage af et par faste beboere som duerne, rødhalsen og lidt spurve og mejser plus et større rykind af sjaggere. 
   En enkelt sjagger blev tilbage da flokken drog videre. Den havde fået øje på æblerne i haven og spiste også de brune paradisæbler. Inden solen begyndte at varme for alvor sad den og pustede sig op i træet.


Også duen, som fandt ud af at hente foder i fuglehuset, havde brug for at lufte fjerene i den kolde morgenstund. Utroligt som den kan fylde når det gælder.


Vi har fået ordnet et par nødvendige projekter i kolonihaven i løbet af vintertiden. Først var der nogle store knækkede grene i troldpilen som vi var nødt til at fjerne inden de faldt ned af sig selv. Et noget halsbrækkende job som blev klaret i december,


og her i år har vi brugt en del tid på at skifte 2 rådne stolper som bærer nettet over aspargesbedet. Dette skulle gøres inden tulipanerne begyndte at kigge frem, og det lykkedes lige akkurat, for nu er de allerførste tulipanblade på vej op derinde:-)



Jeg nåede i mål med at omlægge det ene staudebed, og vi fik hentet en masse dejlig tang til køkkenhaven i de gode dage, så jeg synes egentlig vi fik lavet noget af det der skal gøres inden sæsonen starter. Vi har et par ting mere der skal laves i kolonihaven dette år, og det er noget med et stakit ved terrassen og en kompostbeholder i baghaven, men det bliver nok lidt sjovere end det vi har lavet i vinter, så det glæder jeg mig til.




Efter 10 år med kolonihaven har jeg gjort mig nogle erfaringer med både snegle og rådyr. Det handler navnlig om hvilke planter de æder. For år tilbage fandt jeg en liste over næsten snegle-sikre stauder - og den kommer her:

Liste over næsten snegle-resistente stauder:

Ajuga, læbeløs,
Aconitum, venusvogn,
Alchemilla, løvefod,
Aquilegia, akeleje,
Anaphalis, perlekurv,
Anemona, (høst)anemone,
Artemesia, ambra, malurt,
Campanula, klokkeblomst,
Dianthus, nellike,
Digitalis, fingerbøl,
Echinacea, purpursolhat,
Echinops, kugletidsel,
Eurphorbia, vortemælk,
Geranium, storkenæb,
Geum, nellikerod,
Hedera, vedbend,
Hemerocallis, daglilje,
Heuchera, alunrod, 

    

Iberis, snepude,
Iris, iris,
Lamium, guldnælde,
Lavandula, lavendel,
Lysimachia, fredløs,
Nepeta, katteurt,
Paeonia, pæon,
Phlox, floks,
Polygonatum, storkonval,
Pulmonaria, lungeurt,
Saxifraga, stenbræk,
Salvia, salvie,
Santolina, cypresurt,
Scabiosa, skabiose,
Sedum, stenurt,
Valerian, læge-baldrian,
Veronica, ærenpris,
Vinca, vintergrøn.

 

Men nu har jeg også lavet min egen liste over planter som rådyrene endnu ikke har spist (eller fejet) i min kolonihave. Udvalget omfatter både træer, buske og stauder, men kun dem som jeg selv har afprøvet. Når det kommer til køkkenhaven er intet helligt...

Planter som rådyr ikke har ædt
- endnu

Taks
Tuja
Troldpil
Buksbom
Benved
Spirea
Perikon
Cotoneaster
(Forsythia)
Klokkebusk
Tusindstråle
Rabarber
Høstanemone
Primula
Hasselurt
Silkepæon
Daglilje
Lavendel
Timian
Merian
Salvie
Påskelilje
Løvehale
Løvefod
Fredløs
Vortemælk
Iris
Akeleje
Fingerbøl

Man burde jo kunne kombinere de to lister og derved nå frem til et udvalg som er rimeligt trygt at kaste sig ud i - men måske ikke tilfredsstillende for havefolk med store ambitioner:-)



Ja, det er jo smukke dyr, og måske bliver jeg bare nødt til at eksperimentere videre indtil jeg finder den helt rigtige beplantning. I det nordlige Skandinavien må man slås med elge i haverne og i Afrika er det elefanter der æder afgrøderne, så jeg burde nok ikke være hysterisk...


Hjemme i haven har jeg fået spredt al komposten i 3 af bedene, og er så småt begyndt at klippe visne stauder og græsser ned. Nu hvor frosten er gået af jorden er der stauder og buske der skal flyttes, og dernæst også en hel del gran at fjerne - men først når jeg er sikker på frosten er ovre - og så skal der peppes op på krukker og baljer med forårsblomster. Der er lang vej igen, men jeg plejer da at nå det hele, og muldvarpen er allerede i gang med sit gravearbejde på kryds og tværs igennem bede og græs, så jeg må oppe mig for at følge med:-) Håber bare ikke den får vendt op og ned på forårsløgene.
 




Som man kan se er muldvarpen i gang med en større forårsrengøring, og jeg har bestemt mig til at forsøge at leve i fred med den. I vores tunge, lerede jord er det nok meget godt at få luftet lidt ud og jeg tænker også den får ædt en hel del skadelige larver. Jeg har læst at muldvarpe og mosegrise benytter de samme gange, så jeg vil meget hellere dele haven med muldvarpe (kødædere) end mosegrise som lever af planter og rødder. De kan virkelig gøre skade!

Nu venter foråret lige om hjørnet og der er grund til at glæde sig over livet i al almindelighed. Planteliv, fugleliv og ja, også det øvrige dyreliv:-) Her er noget at se frem til.