søndag den 28. juni 2015

Lang plantedag


Ih hvor har vi plantet i dag!
   Det startede med jeg samlede 4 forskellige hosta, 5 katteurt, en gulbladet jasmin og en pilebladet pære op i planteskolen, men endte med vi også plantede en masse geranier, Skt. Hans-urter, en hibiscus og flere småting, så alt i alt fik vi gravet en 30-40 huller i dagens løb. Flere ting er blot flyttet fra deres gamle voksested til mere optimale placeringer, da jeg går stærkt ind for genbrug.


I nat har det regnet, så jorden var fin og bekvem. Ydermere loves der regn igen inden varmen sætter ind, så timingen er tæt på perfekt, men alligevel har vi vandet grundigt undervejs.
   De 4 hosta er valgt med lyse farver og gode kontraster på bladene, og de skulle alle blive store nok til at rage op over ukrudtet og forhåbentlig tage kampen op på rimelige vilkår. De er alle plantet i skyggesiden af haven.

Her er et par af dem sat ind imellem astilbe, chrysantemum, geranier og den lysegrønne løn.


I solsiden af haven anbragte vi de nye katteurt, en del Skt. Hans-urter, pink geranier og en hibiscus ved siden af havelågen. Ind imellem satte jeg masser af skovjordbær, prydjordbær, lidt lupiner, merian og nogle rude, som jeg har hentet frø til i en klosterhave i Småland. Rude er smuk med sit grågrønne løv, men kan godt have en allergieffekt på huden sammen med sollys - lidt ligesom bjørneklo - så de skal bare vokse i fred for mig.

De nyplantede er skvattet lidt sammen i solen, men de skal nok komme ovenpå igen.


Og så er der jo den pilebladede pære, som mange kalder Nordens oliventræ. Hvilken skønhed!
   Jeg er helt vild med kontrasten mellem det sølvskinnende løv og ligusterhækkens mørkegrønne flade, og forventer også en raffineret virkning sammen med de andre grågrønne nuancer på stauder og krydderurter i dette hjørne af haven.

Se bare hvor fint den spiller op til Spireaens lyserøde blomster for ikke at tale om hestebønner og rucola på den anden side af havegangen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar