fredag den 19. januar 2018

En hyldest til træerne

Jeg blev helt inspireret til et indlæg om træer, som jeg skal have flere af i min egen have. På alle måder er træer jo livgivende og rent bortset fra de fysiske egenskaber ved dem, er det jo næsten umuligt at forestille sig et landskab uden træer.


De gamle ege er helt enestående flotte, og har virkelig brug for beskyttelse i det effektive land- og skovbrug. Hvis vi fjerne dem forsvinder et stærkt karakteristika i landskabet, og hver eneste træ er et helt samfund af plante-, dyre- og mikroliv.


Men selv en almindelig allé kan gøre alverdens forskel her hvor den bryder det lave vinterlys. 


Det er så sjældent vi får lov at opleve rigtigt snevejr, og derfor bliver jeg helt glad i låget, når det hvide drys draperer både nåle- og løvtræer. Se blot hvor det klæder den røde bark på skovfyrren her...


... og tegner en række store hestekastanier tydeligt op mod den grå vinterhimmel.


Når solen skinner i det tidlige forår glæder jeg mig over de gamle stynede pile og popler langs veje og marker, og de allerførste skrig-grønne bøgeblade er forårets højdepunkt.



Træer kan også bruges til påskepynt ligesom lyskæder kan løfte humøret ved midvinter.


I den store natur lever træerne et usikkert liv. Her langs Møns Klint faldt et stort stykke skov ned på stranden for nogle år siden. Og som man kan se voksede en del af bøgene videre på deres nye halvø af kridt, indtil bølger og strøm fik vasket al det nye materiale videre ud i havet. Der gik et par år før det var sket og vandet var mælkehvidt i et stort område langs kysten.

 
Her er en skøn treenighed af kæmpetræer i præstegårdshaven ved Vejlø Kirke på Vestsjælland. Til venstre en af Danmarks største plataner, dernæst en stadig livskraftig hestekastanie og til højre en imponerende ask.


Bøgetræer i skoven er som sagt fantastiske i udspring og de ranke kæmper er værter for en mængde andre livsformer som f.eks. svampe. Der er både gode og skadelige svampe i forbindelse med træerne. De fleste har nemlig brug for en livlig symbiose med svampe i jorden, som hjælper med at samle næringsstoffer, men fyrsvampen er som regel ikke et godt tegn, og er med til at forkorte træets levetid. 


Træer som vokser på skrænter må bruge mange kræfter på at holde sig fast, og ind imellem bliver al jord vasket væk. Træet her har jeg kendt til i 25 år, og det har stået i spagat alle årene uden at give op. Ganske imponerende.


Og dette træ har da også mistet en del af jordforbindelsen og minder nærmest om et mangrovetræ på stylter.


Rodnettet på et træ er mindst lige så fascinerende som grenværket...


... og de faldne kæmper vokser ofte videre hvis de får lov til at være i fred. Her er det en ordentlig poppel som har lagt sig henover stranden og langt ud i vandet.


Dette er også en poppel - en sølvpoppel - som er flækket af vinden og har lagt sig, men den har sendt nye grene opad og skabt en helt ny krone. Et fortrinligt halvtag for dem der vil i læ her på vindblæste Enehøje i Nakskov Fjord.


Dette er også noget værre rod - set fra en haveejers synspunkt - men hvor er det et fint eksempel på naturens egen dekorative evne. Ene men stærk!


Hvidtjørn i blomst er et andet af årets højdepunkter for mig. Måske dufter hvidtjørnen ikke netop forførende, men den er enormt tiltrækkende på bier, som her får et ordentligt måltid tidligt på sommeren. Her er vi i starten af juni på Langø ved Sjællands sydkyst med udsigt til Farøbroen.


Denne fantastiske kæmpe står i slotsparken ved Fredensborg Slot og det er et rigtigt tulipantræ. Jeg fandt en enkelt orange blomst på en af de nederste grene.




Det knudrede har altid talt til min fantasi. Ovenover er det Offermosen i Lejre, nedenunder et par dejlige ege i nærheden af Faxe Ladeplads.


To meget forskellige udtryk hos ganske almindelig røn; den solitære kæmpe flot beskåret fra neden af dyr, og det tætte læhegn af spinkle rønnebærtræer i fint aftenlys.


En "kirkegård" for døde træer langs kysten. Nu kan man rigtig studere skellettet og strukturen i rodnettet, mens de krøllede grene blegner i sol og saltvand.



Storme tager også hårdt på skovens træer, hvor det ikke er mindre dramatisk. Men grundlaget for nyt liv bliver skabt i det døde træ. Masser af insekter og alskens kryb og kravl kan finde ly og føde her, mens svampe, mos og lav vokser frem i den smuldrende bark.



Mangrovesumpe kan vi ikke prale af her i landet, men ellesump er et velkendt fænomen. Måske en skovform vi får mere brug for i fremtiden, hvis vandet fra oven kommer som voldsom styrtregn og jorden ikke er i stand at opsuge det hele. Vi ser allerede nu masser af vand rundt omkring i landet, hvor der ikke plejer at stå vand. I forbindelse med elletræerne siges det jo at elverpigerne danser, og det ville jeg da gerne se.


Jeg er vild med træer i alle former og farver og håber bare der bliver plads til mange flere i det danske landskab. Mange fine alléer og vejtræer er forsvundet, og små remiser bliver nedlagt for ikke at stå i vejen for traktorer, men der er også tegn på at en vis genopretning er igang. Og skovarealet er øget med omkring 5% de senere år, så vi nu er oppe på 15%. Målet er en dækning på 20% inden 2100, så vi er godt på vej. 
   Selv vil jeg forsøge at lave vores egen have om til en lille skovhave med mange arter af både træer og buske. Man må jo også gøre lidt selv...



15 kommentarer:

  1. Så vakre bilder du viser! Trær og busker, og ikke minst skog er så viktig. Spennende å se alle de flotte røttene, og de ligner på mangrover, ja.
    Hyggelig at dere også får litt snø.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må indrømme at have brugt flere år gamle billeder til denne serie, Marit, så sne det har vi ikke fået noget af her hvor jeg bor - endnu. Det er noget andet i Norge kan jeg se. Sikke I knokler rundt med al jeres sne!

      Rigtig god weekend!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Jeg deler din fascination for træer. Hvor er det en skøn billedserie, du viser. Hvis de gamle kæmper kunne fortælle, kunne man få mange spændende historier.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er helt sikkert! Den tanke har jeg også haft mange gange.
      Da jeg var yngre drømte jeg om at bo i et træ - ligesom Tarzan, og jeg går stadig rundt og leder efter det perfekte træ med den bedste placering. Desværre er det blevet moderne med avancerede træhytter i mellemtiden, så nu tror jeg nok bare jeg bliver ved jorden og nyder træerne herfra.

      God weekend!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla!

    Vilken fantastisk hyllning till träden, du skriver så fint, nästan poetiskt om träden som betyder så mycket för oss och för annat liv i naturen. Jag blir faktiskt lite rörd och tänker att så här fint kan man inte skriva om något om man inte också äger känslan.

    Kombinerat med dina vackra bilder, både av liv och död har du gjort ett inlägg som borde publiceras i en tidning för fler människor att läsa.

    Tack Ulla!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det var faktisk meget dit indlæg om skoven og de nye EU regler der inspirerede mig til at fortsætte temaet på min egen måde.
      Jeg tager mange billeder af træer og når jeg maler er der altid træer med som "hovedpersoner", så de har en vis tiltrækningskraft. Her om vinteren er der jo plads til at finde nogle gamle billeder frem og bruge dem på en anden måde end om sommeren, hvor det hele handler om haven og de nære omgivelser.
      Jeg er glad for du også kunne bruge det til noget.

      Rigtig god weekend!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla
    Sikken da et skønt indlæg, jeg nød hvert et træ, jeg er jo også vild med træer. Det er en god idé at plante flere træer i din have.
    Tak for den skønne tur.
    Kh Lisbeth
    PS jeg kan godt lide duften af hvidtjørn :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Din have er en inspiration for mig, netop fordi du fra starten har sørget for at få plantet så mange skønne træer. Det er jo der en god have starter, set fra mit synspunkt.
      I kolonihaven har min nabo så mange store træer at jeg har koncentreret mig om de lave planter, men hjemme på matriklen bliver jeg nødt til at gøre noget ved den store firkantede græsplæne snart. Og det bliver med træer.
      Jeg er heller ikke så sart overfor hvidtjørn. Tror den minder mig om en tjørneeng vi havde i nærheden af mine forældres hus da jeg var barn.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla

    Dejligt indlæg, Ja hvorfor ikke netop gå forrest og med sit eksempel vise hvad man også kan:)
    Specielt gamle træer i forfald synes jeg er noget helt særligt, det er godt at de nu er på vej tilbage i moderne dansk skovbrug, de havde ikke haft en chance for 30 år siden.

    Tak for turen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg husker godt dengang alting skulle ryddes og være nemt og bekvemt. F.eks. fjernede man konsekvent vejtræerne indtil det viste sig at flere folk slog sig ihjel på vejene da træerne forsvandt. Man kan simpelthen ikke vurdere farten, når der ikke er nogle træer eller lygtepæle der giver landskabet perspektiv.
      Og de rådne træer man lader ligge og stå i skovene nu om dage kan jo mere end bare falde ned i hovedet på folk. De er guldgruber for alskens liv.
      Det er fint for mig med de praktiske argumenter, men i bund og grund er det nok for mig at træer bare er uundværlige. På alle måder.

      God weekend!
      Hilsner fra Ulla

      PS. Har du set den "gamle" danske blogliste nu også er opdateret?

      Slet
  6. Sikke et dejligt interessant indlæg med en masse smukke billeder og kloge ord:) Vi plantede to ha blandet løvskov for seks ar siden, og det er bare fantastisk at kunne nyde sin egen skov og vide, at den vil være der langt ud i fremtiden.

    SvarSlet
  7. Ja, det forstår jeg godt. Det må være skønt at have plads til at plante en hel løvskov for sig selv og for fremtiden. Godt gået!

    God fornøjelse med alle dine træer!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  8. Hej Ulla.
    Dejlige træer! Jo ældre træerne bliver, jo tydeligere træder deres karakter og nærmest personlighed frem. At fælde gamle livskraftige træer er på linje med slagtning eller nærmest direkte mord, efter min mening.
    Hvis jeres skov endnu ikke er plantet, kan det godt gå nogle år inden træerne får karakter. Så snart jeg vidste om et træ, jeg gerne ville have, skulle det plantes hurtigt muligt for at få det i gang og længst mulig mulighed for at nyde det. Jeg elsker også træs stammer, og de træder også først frem og gør sig efter mange år.
    Ulla i min inbox kan jeg læse nyt indlæg fra dig, der skulle være sat ind på min blog men på bloggen er der ingenting, så jeg kan ikke svare.
    Hilsen fra Mette.

    SvarSlet
  9. Godt du mindede mig om at kigge her.
    Jeg er vist også en rigtig "trækvinde" og bliver næsten grædefærdig, når der fældes gamle træer i haver og hegn. Engang imellem synes jeg ligefrem man har en forpligtelse til at bevare et skønt træ i ens egen have, hvis det er det eneste ordentlige træ i en bebyggelse. Der er så mange der er bange for træer, skygge, visne blade og hvad ved jeg.
    Nu hvor jeg selv skal starte forfra i en 50 år gammel have med bare et enkelt gammelt pæretræ, føler jeg næsten jeg er ude i en redningsaktion. Men jeg skal altså lige have løst rådyr-problemet først, og inden det sker planter jeg ikke dyre træer. Der er en plan og en rækkefølge, selvom man kan synes det går for langsomt.

    Hvor er det møg-irriterende min kommentar på din blog er væk. Jeg havde skrevet en længere smøre og rost dit indlæg og din beslutning ang. haven. Jeg kunne selv tænke mig et lignende forløb her hos os. Men sådan er det at bo på kanten af Internettet. Nogle gange sker der mærkelige ting.

    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  10. Masse deilige bilder av trær :-))

    SvarSlet