søndag den 30. december 2018

Farvel til atten - vi letter på hatten!

Det er snart længe siden kolonihaven havde min opmærksomhed, og jeg har næsten ikke taget billeder der siden oktober, men det er vel i orden at en kolonihave ligger stille i de kolde måneder.


Til gengæld har jeg jamret nok over det knastørre 2018 i årets løb, så nu vil jeg finde de pæne billeder og de gode oplevelser frem fra dette herrens år, og glæde mig til et nyt og spændende år i kolonien.

I februar var der gode dage med rimfrost


- og vi brugte en lille uges ferie på at snedkerere på det indvendige af huset.


Marts bragte vinter med snemængder man ikke har set i årevis.


I haven satte solsorten spor mellem småbuske og stauder på jagt efter noget spiseligt, mens en smule sne føg ind i skuret og satte pulverkaffen på køl.


April bragte varme og haven stod fersk og fejet, klar og åben til en ny vækstsæson.


Herlige løgvækster myldrede frem



- og vi fik spredt champignon-muld i køkkenhaven.


Som foråret skred frem kom der styr på køkkenbedene, som blev gravet igennem og tilsået, mens resten af haven blev grønnere dag for dag.



De sene løg springer også ud i flot solskinsvejr, som bare var en nydelse på dette tidspunkt.



Samtidig med haven sprang havelågen ud i grønt, mens det indre af huset blev malet hvidt fra top til tå.



Alt hvad der kan blomstre er igang her i juni, og det varme vejr indbyder til at få malet glasdøren og få den sidste hvide liste på plads. Det begynder at ligne...

 

I køkkenhaven er der vekslende succes - som sædvanlig - men majs og bønner har det godt og vi vander alt hvad vi kan.


Brombær i højsommeren er ikke normalt


- og det er ved at gå op for mig at det alt i alt er et ret unormalt år. Imponerende så godt den japanske løn klarer forholdene.



I juli bliver kaffestuen færdig. Alle de hæklede puder, det tulipanblomstrede betræk og de gamle dåser kommer på plads sammen med kaffekopperne - og det er en dejlig dag!


Når man sådan gennemgår årets billeder får man heldigvis øje på de gode sider af 2018. Lidt fremskridt kan vi godt prale af, selvom det var et år med forhindringer.

Her i september har vi fået lidt regn, og alt hvad der kan og vil gro bliver hilst velkomment. Det ligner kaos, men det er ok, for jeg er bare så glad for at haven grønnes igen.



Da det nu er muligt at få en spade i jorden, går vi løs på endnu et afsnit af haven, et mørkt og vedben-overgroet hjørne, som peppes op med gulbladede buske, stedsegrønne bregner og jødekirsebær.


I den blandede randbeplantning sætter vi stadig stauder og buske ud, når der er overskud andre steder.



Et super år for vin! Vi kan faktisk nyde nogle druer uden munden rimper helt sammen og de stakkels gamle bregner sætter nye skud.


Selv høstanemonerne tager sig sammen og leverer en behersket blomstring.



En blanding af 3 forskellige grøngødningsplanter overtager de tomme bede i køkkenhaven i løbet af efteråret. Nu har vi bare porrerne og bladbederne tilbage mens de få spiselige gulerødder høstes.


Aspargesbedet står faktisk i sit flotteste skrud nu, og her har vi haft en god høst af grønne lækre asparges før Skt. Hans og dernæst en jævn strøm af dejlige blåbær.


Det er ved at være tid at lukke ned i kolonien, så vi giver ukrudtet en overhaling. I oktober lukkes der for vandet i foreningen, og så må man klare sig uden kaffe og uden toilet. Det sætter en helt naturlig begrænsning på hvor længe vi har lyst til at være der. I øvrigt skal man jo arbejde sig varm nu...


Et smukt efterår blev det! Med farver på løv og sene blomster kom sæsonen i mål


- og som jeg ser det nu i bakspejlet, var både forår og høst i og for sig meget vellykkede.


Og her i decembers sidste dage ser her sådan ud.



Huset fungerer som jeg havde forventet, og kan vel komme igennem vinteren med tagrender forbundet til det nye dræn uden at stå og soppe i vand.

Haven ligger i dvale - undtagen rapgræsset som altid vokser. Jødekirsebærrene har nu kun farve på selve bærret, mens frøhylsteret er ribbet for den flotte orange farve og de sidste pralbønner rasler svagt i en smule vind.


Men hey hey hey! Der er jo store knopper i ribsbusken


- og grøngødningen står grøn endnu.



Dagen er allerede 5 minutter længere og det nye år ligger lige om hjørnet med håb og udfordringer.

Rigtig godt nytår!


17 kommentarer:

  1. Hej Ulla

    Flott gjensyn med 2018! Jeg synes at dere fikk gjort veldig mye i år. En sånn hytte og hage må være gull verdt å ha. Fint med hvitmalede vegger og det blir så lyst inne da.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. I år har vi brugt en del tid på vores anden have, men lidt fremskridt var der da i kolonien også.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla

    Uha, der skete meget hos jer i årets løb! Og det på trods af de udfordringer den eksteme sommer gav...
    Midt i kampens hede kan det virke uoverkommeligt - men i kom igennem og der er lagt et godt fundament til året der kommer:)

    Godt nytår!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det håber jeg du har ret i, og så håber jeg på et nyt år uden tørke, for det gik mig på nerverne.

      Godt nyt haveår til dig!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Flot kavalkade, I har da nået meget i 2018 trods tørken. 2019 bliver endnu bedre, så når I meget mere.
    Godt nytår

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber du får ret, og noget skal der jo nok ske uanset vejret. Det ligger ikke til mig at give op og sætte mig hen i en liggestol, men jeg var tæt på opgivelse i sommer må jeg indrømme.

      Godt nytår på Samsø!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. En fin årskavalkad över er prydliga kolonilott - och så det lilla huset som jag är så förtjust i, bra jobbat Ulla och John!

    Önskar er ett riktigt Gott Nytt År!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Jeg blev selv lidt overrasket over at se billederne igennem igen, for lidt fik vi jo gjort.

      Rigtig godt nytår til jer!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Jeg vil også ønske jer er godt nyt år med mange haveglæder. Når vi skal være helt ærlige, ved vi jo godt, at året både vil bringe glæder og skuffelser på havefronten, sådan er det jo. Men er det ikke også netop det, der er med til at gøre havelivet spændende - ting der bare lykkes bliver kedelige i længden?
    Det har været spændende at følge jeres år i kolonihaven. Mange tanker har I gjort jer, og meget har I nået. Jeres lille havehus er bare blevet så flot!

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Der gik noget galt og mit svar til dig kan læses under Esthers kommentar. Det starter sandelig godt med bloggeriet her i det nye år - tsk!

      Slet
  6. Hej Ulla!
    Ni fick mycket gjort på kolonin, både ute och inne, och det blev fint.
    Nu börjar ett nytt år och snart får vi njuta av trädgårdsarbete igen.
    Önskar dig ett riktigt Gott Nytt År!
    /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marika og i lige måde!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Skønt med sådan en gennemgang af året :) I har da nået rigtig meget - og ja, 2018 var et mærkeligt haveår, men som du selv siger, så var der også mange gode haveglæder :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Undskyld fik sendt det gale svar til dig, men hav et dejligt nyt år Esther i din lille, men enormt rummelige have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Tusind tak!
    Jeg giver dig ret - et stykke hen ad vejen - spænding er der altid i haven, og det skal der også være. Det perfekte er kedeligt, og det ville jeg hurtigt miste interessen for. Der hvor jeg ikke giver dig ret, er der hvor bekymringen bliver til et rigtigt problem: er dette begyndelsen til enden på det klima vi kender? Hvis det er tilfældet, får vi rigtig mange andre problemer af meget større omfang end om gulerødderne lykkes og bregnerne visner. Så bliver det globalt, og det er mere end hvad min hjerne kan klare.
    Her vil vi stadig nyde havelivet så længe vi bare kan!

    Godt nytår til dig, og tak for gode kommentarer i det forgangne!
    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  9. Hej Ulla
    Jeg har ikke nået at læse alt det, jeg gerne ville, her i julen og nytåret, men jeg elsker jeres kolonihave, så jeg har lige haft et hyggeligt tilbageblik. Hvor nåede I meget. Jeg glæder mig til at følge med i 2019 :-) Så forsinket: Godt Nyt År
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
  10. After this brings up its clients get entertained well with its premium services, the Call Girls in Sec 56, Gurgaonis liable to increase the level of fun by its quality services dissimilar to get anywhere. So, let us forget everything and take pleasure in what you wait for a long time. Check our other Services...
    Call Girls in Sec 56, Gurgaon
    Call Girls in Sec 56, Gurgaon
    Call Girls in Shilaj Ahmedabad
    Call Girls in Shilaj, Ahmedabad
    Call Girls in Shimla
    Call Girls in Shimla
    Call Girls in Shimla
    Call Girls in Shivranjani, Ahmedabad

    SvarSlet