lørdag den 7. august 2021

Scenen er sat

- Lyset er dæmpet i salen


- Spotlightet er tændt


- Kulisserne er på plads


- Teater-torden ruller i baggrunden


- og alle de små skuespillere kan deres roller på fingerspidserne.


Ikke fordi der er mange replikker at huske, for der er intet manuskript. Her spilles spontant, og hver dag opføres et nyt stykke, men til gengæld har dette teaterstykke en god titel:

"En rimelig ordentlig have kan huse masser af vildt liv"


Det kunne sådan set også hedde "Som man behager", men denne titel er jo allerede brugt... I hvert fald gør vi som det behager os, og det virker som om vores metode også behager et væld af liv.


Vi bruger ikke gift, fælder og kunstgødning, og forsøger ikke at importere alt for meget materiale udefra.


Vi lader visse områder ligge hen med ukrudt og bunker af grene, og det meste af det grønne "affald" ender i haven i form af kompost.


Vi planter i flere lag, stauder, buske og træer, og sørger for at der er både blomstring og bær, frugt og nødder til os selv og mange vilde dyr.


Vi planter mange forskellige planter med små og åbne blomster.



Egentlig mangler vi bare et vandhul for at kunne sætte hak ved alle de forskellige forhold det vilde liv kunne have gavn af, men vi har altid vand i fuglebadet, og det kan pindsvinet også kan benytte.


Og så lige tilbage til det der med teater-torden. Ja, det har buldret løs, og ja, vi fik dejlig regn, og ja, der er stadig torden i det fjerne, men alt i alt blev det kun til 4 mm i løbet af dagen, så vi lever stadig i håbet om at regnen finder os igen.


Men dagen igennem har haven været fuld af liv. I dag var det sommerfugle - og især nældens takvinge, som er meget smuk. Senere blev haven fuld af guldsmede, mens soveværelset blev invaderet af flyvemyrer!
   Vi må tage det hele med:) - men jeg har bare fotograferet de fine sommerfugle, som boltrede sig blandt krydderurterne.




I denne spraglede sammenplantning fandt vi en lige så spraglet sommerfuglelarve, som viste sig at være en lille penselspinder. Et meget beskrivende navn til sådan en fyr med pensler både for og bag - og til siden!




Vi er glade for det meste af det vilde liv, og prøver egentlig bare at holde rådyrene fra livet. Dels skader de vores mange små buske og træer, dels bringer de mange flåter med sig ind i haven, og dem er vi slet ikke glade for! 
   Fuglelivet har jeg mange gange skrevet om og det er en kilde til stadig undren og underholdning. De mange bærbuske skulle gerne gavne dem fremover. Muldvarpen har vi lært at leve med, da den helt sikkert tager en del skadedyr i jorden. Måske får vi besøg af egern i fremtiden, når vores hasselbusk begynder at give nødder, men først og sidst gælder det om at holde insekterne i live, da de danner grundlag for alt det øvrige liv.


Livet skal leves på alle planer i haven, og vi har sat scenen for et sandt mylder.



18 kommentarer:

  1. Dejlige billeder Ulla og ikke mindst dejlig tekst, du kan noget med ord, du tryller lidt og så bliver man så glad for at læse det du skriver :) og I er hjertelig velkomne til at komme og nyde vores efterårshave sammen med os.
    Så lige til det med nødderne. Jeg har mængder af hasselnødder i år, jeg elsker nødder og har i den grad glædet mig. Her i dag opdagede jeg, at ormene/snudebillerne kom før mig :( øv hvor ærgerligt. Jeg har kun en trøst, så bliver jeg ikke fed af de nødder, men jeg ville nu gerne have haft dem.
    Hilsen og god søndag Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Lisbeth! - Jeg rødmer næsten...
      Blev inspireret af Vild med Vilje, og alt hvad man skal gøre, og navnlig ikke gøre, for at hjælpe det vilde liv. Jeg er jo ikke fanatiker, og vil gerne modarbejde nogle af de mest tossede ekstremister. Det er faktisk muligt at leve i haven uden at gøre mere skade på "naturen" end godt er, og det jo egentlig ret enkelt.
      Vi har (som du måske kan se på et af billederne) nødder på troldnødderne i år, men jeg har set masser af hasselnødder i skovbrynet. Ærgerligt snudebillerne har været der allerede, for friske hasselnødder er noget af det lækreste! Jeg er også vild med nødder, og mon ikke der skulle være et par enkelte som er undgået billernes opmærksomhed?
      Mange tak for invitationen! Det bliver nok ikke i dette efterår, for der er andre ting på tapetet, men jeg vil følge din blog tæt når det begynder at gulne derude.

      Tak og i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Så fint innlegg om livet i hagen din, Ulla! Jeg har den samme scenen her med torden og regn, men har som vanlig fått mer regn enn deg. Jeg har ikke pinnsvin, men en grevling og den bytter jeg gjerne bort :)
    Jeg har også kompost som ligger åpen og masse brennesle. De beholder jeg på grunn av sommerfuglene.
    Rådyr ser jeg kun om vinteren her, for da sliter de med å finne mat i snøen.
    Jeg fikk i gave for mange år siden en liten hasselbusk. I år har treet blitt veldig stort, og jeg håper at det inneholder mange nøtter. Ditt vil jo også få det i fremtiden, og ekorn er så søte når de kommer på besøk.

    Ha en riktig god weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit!
      Ja, vi gør allesammen mange ting i haven, der hjælper insekter, fugle, frøer, egern og hvad vi ellers har af vilde naboer. Alene variationen i plantelivet er jo med til at give muligheder for mere liv. Jeg synes bare ikke vi skal gå til yderligheder og f.eks. skifte al jorden ud. Tænk hvilket resource-spild!
      Du må ud og kigge på din hasselbusk og se om der kommer nødder! Friske nødder er noget af det bedste der findes, og jeg glæder mig til min busk begynder at sætte frugt.
      Jeg håber den der teater-torden giver mere regn snart, men frygter det meste falder i Jylland, hvor de ellers har fået nok efterhånden.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Det er alletiders udendørsteater, I har skabt. Allermest faldt jeg for billedet af sommerfuglelarven. Hvor er den fin og speciel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den var også en god overraskelse for os. En larve som kan leve på mange forskellige værtsplanter uden at gøre megen skade. Den bliver til en lille brun natsværmer, når den bliver voksen, og hunnerne er bare små tykke behårede individer som slet ikke kan flyve.
      Jeg har en teori om at intet skadeligt tager overhånd, hvis blot man giver grundlag for et varieret liv. Agerhønsene har f.eks. hjulpet os af med en del bladlus på ribsbuskene sammen med spurve osv.
      Så du også agerhønen på det femte billede?

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla

    Godt du lige nævnte agerhønen til Marie - den passer helt godt ind i temaet, ungerne lever jo netop af småkryb den første tid.
    når man tænker efter er der vel ikke mange insekter man gerne ville være foruden, parasitter er vel er vel stort set de eneste.....

    Ha en dejlig søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og agerhønsene har vi ikke set tidligere, så det er et nyt og fint bekendtskab. Og egentlig har du ret, man vil meget gerne undgå parasitter. Af en eller anden grund suger jeg nærmest flåter til mig, og den ære kunne jeg godt undvære:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. En herlig start på en dejlig historie. Og ja man man behøver ikke at gå til yderligheder for at få masser af liv i haven, bare lidt omtanke.
    Sjovt med den larve. Jeg fandt osse en stor flot grøn en i sommer. Det var lidt svært at finde dens navn, fordi de fleste af vores insektbøger havde ikke alle larver med på billeder. Men det viste sig at være en natpåfugleøje.
    Vi fik 3mm i aftes, og knapt 1 i nat.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gunvor!
      Ikke alverden du har fået fra oven, må jeg sige. I går gik der endelig hul på et par skyer her hos os, og dagen bød på 12 mm, hvilket føltes godt, men der er langt til en gennemvanding p.g.a. blæsten.
      Yderligheder ligger ikke til mig, og jeg tænker det hele hjælper hvis vi alle gør hvad vi kan. Hellere mange bække små, end et par enkelte yderligtgående:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Jeg nød at læse dit indlæg og se billederne. Især titlen på teaterstykket kan jeg lide. Sådan skulle mange flere haver indrettes.
    Du skriver så godt, Ulla. Har du aldrig overvejet at udgive en bog om jeres have? Hvis sådan en bog udkommer en dag, vil jeg gerne være den første til at købe den, og jeg vil selvfølgelig have den signeret.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Elna, jeg bliver helt varm i kinderne.
      Jeg kan jo godt lide at skrive, og har da også af og til tænkt det kunne være sjovt at skrive om sin have - i en bog - men det er jo et større projekt, og der skal være en idé og noget indhold. Der findes en del havebøger som virker lidt 'tynde' på mig, men der er tilsyneladende salg i det meste - endnu.
      Tror du ikke mange haver allerede passes som vores? Jeg tænker at hele natur-debatten må have påvirket mange haveejere, men måske er jeg bare naiv.
      Hvis jeg nogensinde skriver en bog, får du naturligvis et signeret eksemplar, men for nu må du bare væbne dig med tålmod - sandsynligvis nogle år:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
    2. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror, du er en lille smule naiv. Jeg er bekymret for, at nogle har taget “vild med vilje” tanken til sig i den tro, at man kan slippe for at passe haven, og de skønneste blomsterenge vil indfinde sig helt af sig selv. Sådan forholder det sig jo ikke helt, og en dag vil disse haveejere, stå med en kedelig ukrudtsmark, som helt er vokset dem over hovedet. Dyrelivet vil sikkert have det rimelig godt, men hvad med menneskene?
      I vores parcelhuskvarter ser vi ofte, at når huse bliver sat til salg, bliver de købt af unge familier, der gerne vil have en have, hvor børnene kan lege, men forældrene har ikke tid og måske heller ikke lyst til at dyrke have. Så rydder de hårdt og brutalt hele grunden, anlægger en stor fliseterrasse, sår græs på resten af grunden og køber en robotplæneklipper. Resultatet er en kedelig have næsten uden dyreliv.
      Men jeg vil give dig ret i, at naturdebatten har sat sig gode spor i mange haver ud over landet, vi er bare ikke helt i mål.
      Jeg har også læst en del af den slags havebøger, som du kalder “tynde”. Jeg er sikker på, du kan gøre det meget bedre 😀.

      Hilsen Elna

      Slet
    3. Ak! Jeg var nok bange for det svar, og du har jo ret et langt stykke henad vejen.
      Det var også derfor jeg havde lyst til at tage temaet op, for det lyder nogen gang som om det hele er meget nemt. Jeg tror ofte man slår større brød op end man kan bage, og desværre er et tv-program som Søren Vesters Have måske med til at forstærke tendensen (et program som ellers er udmærket).
      Her startede vi også i denne have med nogle store beton-arealer og en stor plæne, men begge dele bliver kun langsomt omlagt, i et tempo jeg kan følge med til:)
      Det er selvfølgelig et langt sejt træk der skal til, før giften og jubeloptimismen bliver afløst af indsigt og realisme, men jeg tror de unge er bedre til forandringerne end os gamle. Og som en klog kineser engang skulle have sagt:"Lad de unge blive gamle og de gamle blive vise" - en målsætning som kunne gavne i mange sammenhænge.
      Foreløbig kan vi vel bare prøve at påvirke gennem det gode eksempel, men alle må gøre deres egen erfaringer.

      Tak for din tiltro til mine endnu uprøvede evner:)
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Tak, Ulla, for et fantastisk indlæg med masser af lækre billeder. Haven ser bare så flot ud. En nydelse for os, der følger med udefra, og super for alt kryb og kræ.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen selv tak! Det rammer åbenbart et aktuelt emne, som andre bloggere også har haft fat i på det sidste. Det varmer jo med al den ros, selvom hyldesten rettelig burde gå til alt vores dejlige kryb og kravl, der overlever på trods. Dejligt du nød indlægget, og tak for din kommentar!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Dejligt med liv i haven og det kan sagtens lade sig gøre i en rimelig velpasset have, man behøver ikke at lade græs og ukrudt gro.
    Dejlige billeder fra en velpasset have fuld af liv :-)
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Lene! Ja, du har ret, det behøver ikke at ligne Jerusalems forvirring for at tiltrække alle mulige livsformer. Hvis man har en smule tålmodighed dukker der et bladlus-ædende kræ op, hvis der er mange bladlus f.eks., og på vores myre-inficerede terrasser æder gråspurveunger sig fede i de mange myrer, som er lette at fange. Der er en god sammenhæng, hvis vi ikke forstyrrer for meget.

      Hilsner fra Ulla

      Slet