lørdag den 14. august 2021

Sensommer

August er en sommermåned - ingen tvivl om det - men vejret ændrer sig alligevel og haven modner med den sene blomstring. Når de lyse nætter er forbi får vi køligere aftner og nætter med stjerneskud, og dagenes 26 grader føles ikke så voldsomt varme, som de gjorde i juli.




Nu her midt i den sidste sommermåned er solsikker og majs sprunget ud i køkkenhaven, og de dramatisk mørke solsikker supplerer de hvide majstoppe på bedste vis.



Det er et spørgsmål om der bliver majs at høste, for køkkenhaven kom jo sent i gang i år, men bønner har vi nok af. Vi har sået disse blå bønner flere steder og i flere hold, så de giver os løbende høst.



På den nye portal hænger klematis og modner sine sjove parykker. Jeg synes de ligner rigtigt Beatles-hår:)




Sommerfuglebusken var så flot for et par uger siden, men nu er der bare enkelte blomster tilbage




- og høstanemonerne svæver på høje stilke i havens udkant.


Det hektiske sommerliv med masser af opgaver er stilnet af, så nu kan man bedre nyde detaljerne rundt omkring. Her venter vi stadig på regn, som måske kan give haven en ny vitalitet, men mens vi venter nyder vi resultaterne af det tidligere arbejde.


14 kommentarer:

  1. Ja, de ligner absolutt på Beatles hår, Ulla :)
    Frøstandene på clematis er så flotte. Det blir jo spennende om dere får høstet mais ja. De mørke solsikkene er dramatiske og vakre. De har jeg aldri hatt før.
    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. De mørke solsikker bliver ikke så høje og så får de flere blomster på hver stilk, så dem kan jeg anbefale. Vi må væbne os med tålmodighed når det gælder majsen. Hvis det bliver varmt igen skal de nok komme, men de bliver nok ikke så store.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Det her miks af blomster, frøstande, bær og græsaks skaber en helt speciel auguststemning. Høstanemonen er så fin og elegant.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er sandt. August har en meget speciel stemning, med alle disse sene blomster og forskellige frø og frugter. Høstanemonen har sådan en elegant vækst og jeg elsker de perle-lignende knopper.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Flotte billeder af frøstandene fra clematis, jeg har ikke prøvet at gå tæt på, men det har du til gengæld. Den gule har jeg også, men blomstre vil den desværre ikke. Og så er der solsikkerne, de er så flotte. Mine sommerfuglebuske har lidt blomster endnu, men det er et større arbejde at klippe dem rene for de brune frøstande.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gik lige op for mig at disse frøstande gennemgår flere stadier, så du kan se på headeren. Problemet med vores sommerfuglebusk er nok at vi netop ikke har klippet det visne af, så nu er den ved at være færdig. I øvrigt nogle fine sommerfugle du havde fanget på linsen i dag!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hihi ja det ligner faktisk Beatleshår.
    Jeg plantede osse de mørke solsikker foruden de helt lyse, men sneglende syntes at nyplantede og nyvandede planter var anledning til at holde ædegilde. Sååe, der er ikke noget tilbage.
    det er meget forskelligt hvor langt fremme sommerfuglebuskene er i år. Nogle er næsten færdige, andre på toppen nu. Men det er egentlig godt nok. Det strækker sæsongen.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej, de møgsnegle! Jeg har lige været rundt og gafle 20 af de store orange, for vi fik mirakuløst 4 mm regn her til eftermiddag.
      Her forspirer vi ikke ret meget, så vores solsikker kom i jorden som frø sammen med majsene. De to planter følges pænt ad i væksten og klæder hinanden så godt.
      Vi har kun én sommerfuglebusk så den må vi nyde mens tid er.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Det er bare sjovt. Jeg har også de mørke solsikker i køkkenhaven i år ind imellem squash og courgette planter. De er bare så flotte. Og sikke flotte billeder af klematis frøstande. De er så smukke, når du sådan kommer tæt på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gik også op for mig da jeg kom helt tæt på. Og de skifter jo også udseende i akt med alle de små fimrehår folder sig ud.
      De mørke solsikker er jeg glad for fordi det har en passende højde og sætter flere blomster. De kan også bruges i buketter, og netop i en køkkenhave er de gode til at sætte kulør på sagerne.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Hei!
    Vakker gylden farge i hagen din nå i august. Blåfargen på sommerfuglbusken er nydelig.
    Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Jeg har siddet og beundret billedet af jeres nye portal. Det var en rigtig fin ide, at lave portalen. Når takshækkene på begge sider af portalen lige får et par år mere på bagen og kan klippes, så de står knivskarpe bliver det noget så flot. Og ja, selvfølgelig ligner klematisfrøstandene da Beatleshår. Den tanke har jeg aldrig haft, men når du gør opmærksom på det, bliver det helt tydeligt.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Elna!
      Da vi stod med en række stumper af træ osv. var det som om portalen virkede helt indlysende, og jeg undrer mig nu bare over, at vi slet ikke har tænkt den tanke tidligere. Den skal jo simpelthen være der:)
      Ja, Beatles-hår er jo et udtryk fra den grå oldtid, men det virkede relevant her.

      Hilsner fra Ulla

      Slet