tirsdag den 3. august 2021

Koloni-livet

En god lang uge med regn (heldigvis!) og rusk har givet kolonihaven fred til at leve sit eget liv.
   Stauder, majs og hestebønner har lagt sig ned til højre og venstre, ukrudtet spirer i gangene og ærterne visner på stativet, mens bladlusene har ædt kålen. I går synes vi der måtte gøres lidt igen:)



- Og nu ser der sådan ud i køkkenhaven efter vi nedlagde kål og ærter, og fik nye frø i jorden. Det bliver det sidste vi sår i år, men så har vi også næsten fået bund i alle frøposer, og kan med lidt held se frem til friske planter at høste ud på efteråret.




Majsene bundet op, kålen smidt på komposten og de sidste ærter lagt til tørring hjalp på det samlede indtryk, sammen med lugning, såning, gødning og vanding.
   Bønnerne blomstrer og lover snarlige måltider, rødbederne gror langsomt og sindigt sammen med gulerødderne. Hjemme i garagen hænger hvidløgshøsten til tørre, og hvis vi får et lunt efterår kommer der også majs. Desværre har den varme sommer sat gang i blomstring i porrerne, men hvis vi ikke kan spise dem, må vi nyde synet af de flotte blomster.


Jomfru-i-det-grønne blomstrer i kanten rundt om køkkenhaven,



- og på hegnet hænger masser af brombær og modner stille og roligt. De fine druer når kun at modne hvis vi får en decideret hedebølge, og det er ikke noget jeg ønsker mig.
   Faktisk er det ude i havens udkant planterne klarer sig bedst mellem græs og skvalderkål, og bregnerne er stadig grønne og friske. De har ellers ikke haft det nemt de senere år.




Også i aspargesbedet vokser de store planter, og nettet buler ud til alle sider, men vi er begyndt på blåbærhøsten og nyder at have bærrene for os selv. Den flotte fennikel er halveret for at give lidt luft, og aspargeserne er sluppet for billerne der plejer at æde sig mætte i de grønne toppe.



Kvæsurt og fennikel er gode makkere.


Endnu et arbejdsomt besøg i kolonihaven slutter med smukt aftenlys, og med en vis tilfredshed stiler vi mod hjemmet, aftensmaden og frugtsalaten med de friske blåbær.


 

16 kommentarer:

  1. Godt at høre at I har fået noget regn, vi har også fået lidt, men både I og vi kan sagtens bruge mere. Der er gang i frugt og grønsager hos jer, ærgerligt med porrerne. Vi kan være med hvad angår blåbærrene :)
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ca. 20 mm er jo ikke meget, men alt hjælper vel.
      Det er en fornøjelse at have blåbær i haven, og navnlig når man kan få lov at smage selv. Førhen gik bærrene lige i solsorten:) Porrer er følsomme og selvom vi holder meget af at spise dem, kan man jo også nøjes med at nyde blomsterne...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Deres kolonihage er bare helt fantastisk, Ulla! Det ser jo så flott ut, og ikke et ugress noe sted. Jeg er veldig imponert over deres arbeide der.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork jo, her er masser af ugræs, men det skal helst ikke være større end afgrøderne. Det er det der er fidusen:) - Og du har ret, der er meget arbejde med sådan en køkkenhave!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Kolonihaven ser frodig og ryddelig ud. Alligevel er det bedste selvfølgelig de lækkerier, I tager med hjem derfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og vi sætter pris på begge dele, selvom det kræver arbejde. Måske nyder man sine måltider endnu mere, når man ved hvad de har 'kostet'?

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Ihh , har I fået regn, hvor er I altså heldige.
    Det er så tørt hos os at jorden under den busk jeg er ved at grave op, nærmest støver.
    Flot urtehave I har, Godt I ikke kan se vores, snerlerne har lusket sig til et sandt anarki i år, og hvis jeg forsøger at hive dem væk følger alt andet med.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tja, regn og regn, 20 mm fordelt på 3-4 dage er jo ikke alverden, men det sparede da en vanding eller to. Ikke sjovt når det hele går op i støv!
      Snerler har vi også til overflod i kolonien, men heldigvis ikke i køkkenhaven. Til gengæld ryger alle solbærrene til højre og venstre, når jeg forsøger at rive dem væk fra buskene:) En virkelig besværlig plante...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Altid en tilfredsstillelse at komme til bunds i køkkenhaven. Det er egentlig en dejlig cyklus: der plantes og høstes og nydes for derefter at hive op og smide på komposten for derefter at så igen. Jeres kolonihave ser rigtig godt ud her i sensommeren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Sydney! Vi får da også lidt ud af anstrengelserne. I går fik jeg bælget og ordnet et hold hestebønner (de skal bælges 2 gange!) og lavet en pastasovs. Der kom også lidt i fryseren til vinterbrug.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det ser rigtig fint og frodigt ud i jeres kolonihave. Der er vel altid et eller andet, der ikke lykkes. Det er selvfølgelig ærgerligt, men mon ikke det opvejes af alt det andet, som står så fint. Det må være en stor glæde at tage hjem og tilberede et sundt måltid af alle de friske grøntsager og bær.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en stor glæde, og ellers orkede man det heller ikke. Alle måltider indeholder lidt fra haven efterhånden; hvidløg, basilikum, et par tomater eller ærter og bønner. Forhåbentlig får vi også rodfrugter efterhånden...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hei!
    Så flott kjøkkenhage dere har. Det er inspirerende å se. Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak og i lige måde!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Hej Ulla!
    Det ser ut att växa bra på kolonin, och riktigt bra att nätet har hjälpt till så ni får ha blåbären för er själva. Det är ordning i rabatterna, ser fint ut. I år har det inte gått så bra med mina odlingar, får ta nya tag nästa år, men i växthuset växer både tomater och gurka, och det smakar gott.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sandelig heller ikke alt der er lykkedes hos os! Kun 4 af kålplanterne blev til noget, og nu har vi opgivet resten. Flere andre ting vokser meget langsomt og som sagt går en del af porrerne i top. Det er ikke nemt med køkkenhave, men vi nyder det der lykkes ligesom dig!

      Hilsner fra Ulla

      Slet