torsdag den 20. januar 2022

Indtryk og udtryk

Januar er skiftevis kold og blæsende, våd og mørk, og det er begrænset hvor meget jeg bliver lokket ud i haven, men billeder af vinterens indtryk kan man jo altid tage, og barken på både gamle og nye træer og buske er fine at studere her i januar.

Herover er det sjove kolonier af svampe(?) på Filippa-æbletræet, og herunder til venstre en smuk mønstret bark på blærenød. En busk der nu er en halv meter høj efter den blev sået for 4-5 år siden. Ved siden af den altid spændende papirbarkløn.



Kirsebærtræer har en meget fin bark, synes jeg. Tværstribet på de tykke grene og blank som mahogni på de tynde grene. Kornellen med de røde grene er altid et hit.


I den yderste ende af haven har jeg fået fjernet græstørv til endnu et lille bed. Det er her under Filippa, hvor der skal blive plads til nogle af de buske der står alt for tæt i solbedet. Først og fremmest 3 ribsbuske, som aldrig rigtig er blevet til noget hvor de står, en rød blærespirea og så køber jeg nok en dværgsyren for at få lidt duft og fine blomster her også. I bunden tænker jeg et ensartet bunddække af læbeløs, som klarer sig godt under tørre forhold.



I baggrunden ligger de opgravede tørv i en rektangulær form, både fordi jeg mangler et sted at lægge dem lige nu, og fordi vi ville prøve at forstille os hvor et fremtidigt havehus kunne komme til at ligge.




Efter at have kigget på fotografierne fik jeg lyst til at tegne havehuset ind i den form vi har snakket os frem til. Dette er ikke målfaste tegninger, men et udtryk for hvordan en sådan lille bygning vil virke på haven.


Det lille hus skal næsten svæve på punktfundamenter med en afrundet kant hvor man kan sidde og måske se en lille ild på bålfadet. Selve huset skal fungere som et udsigtspunkt, opbevaring af havemøbler om vinteren og som overnatning i de meget varme sommerperioder. Vi har endnu ikke besluttet hvordan huset skal se ud, og starter nok med at bygge en platform med tag.
   På bagsiden af huset skal der være et smalt rum til græsslåmaskinen og trillebøren.
 

Januar er en god måned til den slags planer, som starter med en løs snak og efterhånden bliver mere konkrete, når man begynder at 'tegne' med tørv på græsplænen eller skitse på sine fotografier, og så må vi se hvornår vi kommer i gang med det egentlige byggeri. 

Og i mellemtiden er de små juleroser sprunget mere ud og minsandten om jeg ikke knipsede en bladlus i en af blomsterne:) Tænk engang hvad det kan nå at blive til i årets løb...



Vintergækkerne begyndt at vise knopper og komposten er blevet vendt, mens den gule troldnød er i fuld gang. Lidt sker der da i januar måned:)




18 kommentarer:

  1. Det ser helt ut som vår hos deg, Ulla, og det ser ut som dine hvite juleroser trives godt. Ja, det skjer mye i hagen din i januar. Det påtenkte lille hus ser jo ut til å kunne passe godt inn i deres hage. Jeg er veldig glad på dine vegne som har blomstring alt nå. Som jeg lengter etter våren nå!

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Forår er det nu ikke her, Marit, og navnlig ikke i disse dage hvor det blæser fra nord med kulingstyrke, men man bliver alligevel glad for at se et par enkelte blomster!
      - Og det lille hus skal nok blive spændende at bygge:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Flotte billeder af havens bark. Ting ser noget anerledes ud i dette vinterlys. Uha ja det kribler i fingrene at grave i haven. Tænk at man kan blive helt glad af at skralle græstorv! Bliver spændende at se bedet udvikle sig. Jeg bruger også det med at tegne på et billede. Jeg har så svært ved at forestille mig hvor meget ting fylder. Spændende projekt - vi følger med!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må ærligt indrømme at det var dine billeder der satte mig på sporet af barken, men det er vel i orden at lade sig inspirere:)
      Jeg er vist ret forfalden til gravearbejde, og det hjælper altså også lidt på den generelle form. Faktisk synes jeg jeg var gået helt ud af formen henover vinteren, så det var høje tid at få lidt at rive i.
      Ja, lad os nu se hvordan og hvornår det kan blive til noget med et havehus... Men tak for interessen!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
    2. Godt med lidt "re-inspiration"! Sjov du siger det: jeg trænger virkelig også til at bruge nogle havemuskler efter en lang vinter.

      Slet
  3. Åhja planer og tegninger, herligt, det er noget af det bedste på denne årstid.
    Bark er noget "man" nok ikke lægger mærke til om sommeren, men her om vinteren er det noget af fornøjelsen at finde så mange forskellige barkmønstre som muligt.
    Og de små gækker og erentis titter frem. Her er det påskeklokkerne der er ved at komme, ikke at de blomstrer, men knopperne ligger så fint i deres reder nu. Jeg har givet dem lidt ekstra blade, de må jo ikke fryse de små.
    Troldnødden kan jo selv. Sjovt at se, i weekenden var der flere blomster som du viser, men i dag var de rullet helt sammen og puttet.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, planer kan man jo altid lægge, og vinteren er et godt tidspunkt, her før man bliver overvældet af realiteterne:) Det var Sydney der sporede mig ind på barken, og det har jeg hygget mig med at finde lidt eksempler på i egen have. I forvejen holder jeg meget af at kigge på de gamle træer i skoven.
      Jeg tror du har fat i noget med troldnød! Det er måske derfor de klarer at blomstre midt om vinteren, fordi de ruller ind og ud som en yo-yo. Jeg synes nemlig også de forandrer udseende ind imellem, og nu vil jeg holde øje med dem!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Ja du er da også godt med med forårstegn. Din troldnød er mere blomsterrig end min, og vintergækkerne er lige så langt som mine. Jeg kender godt det med, at noget bliver for stort, så må det flyttes og et nyt bed må laves, jamen det er da herligt.
    Havehuset bliver måske godt, jeg tænker på, om det ikke tager noget af udsigten fra stuevinduet, men kender jeg dig ret, har du nok styr på det.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo såmænd - med vores enkelte vinterblomster. Vores troldnød er stadig meget lille og blomsterne sidder mest i bunden af busken, men jeg er selvfølgelig godt tilfreds:) Havehuset kan blive en gevinst, også af den simple grund at vi ikke har et overdækket areal trods alle de mange kvadratmeter terrasse, men foreløbig er det jo bare en grov skitse, og vi må se hvor det ender. Udsigten tager ingen skade med den placering kan jeg love dig:)

      Kh. Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla!
    Det ser så härligt ut med lite färg och blommor. Trollhasseln, julrosor och snödroppar ger hopp om en vår. Hos oss har vi haft blåsigt och snöoväder om vartannat. Min stora kaprifol har lossnat från väggen och ligger ner på backen. Men idag är det sol.
    Det skall bli spännande att följa både tankar och bygge av det nya huset i trädgården.
    Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er herligt med de små blomster som tegn på forår! Her har vi haft meget blæsende vejr med vind fra nord, så det har været koldt med snebyger, men nu mildner det vistnok snart.
      Havehuset har vi snakket om i flere år allerede, men nu begynder vi at kunne forestille os hvordan det kan blive. Håber vi kan komme i gang i år!

      Tak og i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det bliver spændende med havehuset. Jeg glæder mig til at følge, hvordan det tager form.
    Læbeløs havde jeg næsten helt glemt eksistensen af. Vi havde den i haven for mange år siden, og den var jo en fortrinlig bunddækkeplante, men af en eller anden grund er den forsvundet. Jeg har en plet tør jord i delvis skygge, hvor jeg mangler en bunddækkeplante, men har ikke rigtig kunnet finde en. Jeg tror, du gav mig en ide.
    Du må på jagt efter en mariehøne, så du kan få gjort kål på den bladlus, inden den invaderer hele haven :)

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altså morsomt med sådan en bladlus, for hvordan overlever sådan et bitte myr i frostnætter? Jeg kunne godt se der var pletter på julerosens kronblade, men ville nok aldrig have gættet på bladlus i januar. Men ja, så skal man bare finde en mariehøne der er vågen...
      Det lille havehus skal vi nok bruge en masse tid på, for måske bliver det bare en platform først, dernæst med tag og så kommer der mere på efterhånden. Måske skal man ud og finde genbrugsvinduer og dør osv. osv. Vi er ikke helt klar på opskriften endnu, men når det engang står der vil jeg sætte en klatreplante på bagsiden (op mod huset) så det mest bare ligner en løvhytte herfra. - Ja, hvad hjertet er fuldt af... Nu stopper jeg!
      Læbeløs er alt i alt ret ustyrlig, så den vil passe godt i dette lidt vildsomme hjørne af haven, hvor der ikke skal luges alt for meget, men du skal lige tænke på hvor hurtigt den løber:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
    2. Så kan det godt være, læbeløs løber for hurtigt til min lille plet jord.
      Du behøver ikke at stoppe, det er spændende at høre om dine byggeplaner.

      Hilsen Elna

      Slet
  7. Hei Ulla! Bark kan ha mange vakre uttrykk. Det gjelder å se. Å utvikle ideer er spennende. Det gir inspirasjon. Hvis vi har snø, hender det at jeg former og tråkker til snøen for å få et inntrykk av hvordan det kan bli. Kjempemorsomt! Fortsatt god helg! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Så morsomt at høre hvordan du 'tegner' i din have, og sne er jo nemt at arbejde med, så det er da en god idé! Ja, lige nu er der ikke meget andet at se på end bark, men det er ok, for der er mange fine mønstre og farver.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. SÅ mycket ni kunnat göra redan nu i januari och så härligt att se lite växter som blommar. Planteringen under trädet blir säkert jättefin och vilken bra idé att använda torvorna till att testa placeringen av en ny byggnad.
    Här får vi vänta lite med både grävandet och att se trollhasseln blomma men vackra stammar och grenar finns det gott om!

    Allt gott! Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man må glæde sig over det der er, og ellers tøjle sin utålmodighed...
      Her er ingen frost lige nu, og det benyttede jeg mig af:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet