tirsdag den 26. juli 2022

Feber-vejr i kolonien

Sommeren har givet os feber-vejr og vi bliver bagt den ene dag og rusket af vinden den næste, mens haven tørrer ud, og planterne kæmper for livet. De seneste dage er gået med at prøve at redde køkkenhaven igennem med vanding, lugning og omplantning.



I midten af haven skal der ikke vandes, for krydderurterne klarer sig fint og trækker store mængder af bier, humler og sommerfugle til, uden at vi behøver gøre noget.

Vi fordelte arbejdet imellem os så John vandede staudebede og blåbær/aspargesbed, mens jeg lugede og fjernede al det gamle spinat i køkkenbedene. Så blev der plads til at fordele tagetes i de tomme rækker.
Her kommer nogle før-og-efter billeder:



Før og efter i bønne-bedet, hvor bønnerne er det eneste der rigtig trives. Nu er der sået ærter opad hegnet for 3. gang og tagetes har erstattet den rædsomme spinat. En enkelt solsikke har selvsået fra sidste år.




Før og efter i bedet med rødbede og ærter, hvor rådyr har hærget. Her måtte jeg pakke planterne ind i net efter at have ryddet op. Spinaten har vi spist af flere gange, men rødbederne kan jo ikke vokse når bladene bliver ædt af rådyr, og persillerødderne fik vi aldrig at se. Jeg planter tagetes overalt hvor der er plads, og har også sået tallerkensmækker, så det bliver måske en blomsterhave inden sæsonen er slut.




I porre-bedet var der fra starten flere blomster end urter, og her har jeg hentet tagetes til resten af bedene. Det er den mørke Linné-tagtes vi har sået, så den er der nok af. Vanding har gjort planterne godt, og her i skyggen trives det meste, selvom det vokser langsomt.




Det 4. bed er kålbedet, hvor det går allerbedst, så her er der ikke sket så meget. Vi vander den flotte grønkål, og pakker den ind i insektnet. Vi har høstet store flotte glaskål og foræret nogle væk. Resten ender i salater og smager rigtig godt. Sellerien er helt selvkørende og tiltaler hverken rådyr, snegle eller duer, hvilket vi skal huske til næste år!


Mens cykel-feberen var på sit højeste i sidste uge, var vejret også feber-agtigt med 31 grader i skyggen, men da feberen dalede fik vi lysten til havearbejde tilbage. På andendagen i kolonien byttede vi arbejdsplads, og John vandede alle køkken-bede, mens jeg tyndede ud i stauderne. Således fik vi klaret en del af de mest presserende opgaver, og nu mangler vi bare at luge havegangene.







Ind imellem studser vi lidt på hækken og slår en masse snegle ihjel, men der bliver dog også tid til kaffehygge og små måltider med havens afgrøder. Lidt ærter er det da blevet til...



Jeg er glad for at den store tusindstråle kom ud af staudebedet. Den står så godt her mellem buske og bregner, og bregnerne klarer sig stadig fint uden vores hjælp.


Efter et ordentligt temperaturfald i weekenden, fik vejret endnu et feberanfald i går, hvor det pludselig var 31 grader igen, men det endte heldigvis godt med et dejligt regnvejr henad aften. Nu er varmen forsvundet og vi er tilbage i blæst og 15-20 grader. Sikken en sommer!




   

14 kommentarer:

  1. Til tross for febertemperaturer ser det riktig fint ut i kolonihagen deres, Ulla! Luking og vanning må til, men det pynter jo veldig opp. Det ser ut som dere får en fin avling i år likevel. Jeg er glad vi slapp de 31 grader i går, for her kom det litt regn og nå er det 20 grader. Akkurat passe temperatur synes jeg :)

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det pynter når man får gjort noget, men vi var nødt til at vente til den voldsomme varme forsvandt. Dejligt du endelig fik lidt regn - ligesom her! Det frisker alting op - også mig:)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Ja noget arbejde er der i køkkenhaven og det varierer en hel del med succesoplevelserne! Jeg har aldrig prøvet glaskål - det vil jeg huske til næste år. Er det knoldselleri eller bladselleri som får lov til at være i fred for sneglene? Godt at samle på afgrøder, som skadedyr ikke kan lide. Sådan smager ærterne bedst! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har du meget ret i. Her er det tilsyneladende kun selleri (bladselleri) og bønner der går fri af de hærgende horder. Glaskål vokser ret hurtigt og den lysegrønne knold har en mild smag af kål og radisse. Jeg har brugt den med succes i en sommersalat sammen med rygeost og purløg, men du kan nu også smide den på panden med andre grønsager.
      Ja, lige sådan smager ærter allerbedst!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla!
    När det är riktigt varmt då får trädgårdsarbetet vänta. Vi tog ett ryck häromdagen med maken. Det finns lite att göra så fort man vänder ryggen till. Men mest roar vi oss med annat i den värsta värmen. Nu har vi varierat väder, sol och värme ena stunden, lite regn och blåst nästa. Det ser riktigt fint ut på kolonien.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi må holde pause i sådan en hede, og gå i aktion når man igen kan trække vejret. Haven står jo ikke stille, hvad enten det er varmt eller koldt, så vi kan altid finde noget at lave:) Tak Marika!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Ja denne sommer er heller ikke noget at prale af, mon ikke vi skal regne med at det fortsætter med tørke og blæst. Det er så deprimerende med alt det blæsevejr og ingen regn, jeg synes, jeg er ved at tabe modet, for jeg har jo mest planter, der skal vandes. I vander også meget, når I har alle de grønsager. Og så slås I ydermere med rådyrene. Jeg synes, det er svær ikke at miste modet. Vi må op på hesten igen.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Trist hvis du mister modet Lisbeth, men det har jeg nu ikke tænkt mig lige foreløbig. Det kan være du skal til at vende din opmærksomhed mod mere tørke-resistente planter i fremtiden. Man har jo lov til at lægge stilen om, og navnlig hvis omstændighederne ændrer sig. Nej, jeg ved det godt: du kan ikke leve uden dine Rhodondendron, og de er jo nok noget af det mest krævende der findes, men du har jo også mange planter der trives fantastisk (sikkert uden vanding) og dem skal du måske til at knuselske:)
      Håber du klavrer op på hesten igen!

      Knus fra Ulla

      Slet
  5. Det er fedt at se alle de dejlige grønsager i haven, jeg har også kæmpet med tørken i haven :(

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have! Ja, tørke er ved at være et vilkår, og det må vi alle indrette os efter, men sjovt er det ikke.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Vejrmæssigt har den sidste del af juli været en brutal omgang. Mandag fik vi dog 20 mm regn, og så var det en fryd at komme i haven tirsdag, men nu er vi tilbage ved blæsten, som udtørrer det hele. Kæmpe tusindstråle har bestemt et urteagtiget og klosterhaveagtigt præg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, brutal er lige ordet! - Og vinden er slet ikke morsom uge efter uge.
      20 mm er da rigtig fint, her blev det vist til 12 mm, og det er bedre end ingenting.
      Tusindstråle blev for stor i staudebedet, og så spreder den sig med frø, så den blev ustyrlig. Synes den passer meget bedre midt i et buskads. Jeg har ikke forstand på klosterhaver, men du kan jo sagtens have ret:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. gosh en flot urtehave. Hos mig har honningurterne overtaget det meste. De blev sået lidt i protest mod sneglene åd alle grønsager. Men lidt ærter har vi dog haft.
    Ja, jeg har opdaget og afmærket små frølinger af stor tusindstråle. De skal ind og forhåbentlig give lidt farve i skyggen under de store æbletræer. Jeg havde hosta der, men dem æder sneglene jo fra en ende af. Men jeg giver ikke op. Jeg skal nok finde på noget der kan om ikke vokse stort, så i hvertfald være grønne, og helt med lidt farver.
    Nu er blæsten heldigvis ved at lægge sig. Det har ellers blæst en halv pelikan i går, og til dels i dag. øv. Det tørrer de par mm ud vi fik i lørdags.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, blæsten er også det der irriterer mig mest ved sommervejret, og det øger jo bare udtørringen endnu mere. Virkelig trættende!
      Tusindstråle vokser glimrende i græs og blandt andre planter - de er slet ikke til at slå ned faktisk. Jeg har oven i købet set de vokser rundt omkring i skoven, men det må vist være fordi folk smider deres haveaffald der. Jeg tror ikke sneglene orker at æde sig igennem dem. Faktisk så jeg engang skvalderkål under æbletræer (en broget sort) som stod så fint der, fordi græsset blev slået rundt omkring. Så hvis man tør...
      Mange tak Gunvor for dine varmende ord. Efterhånden er der flere blomster end grønsager i urtehaven, men jeg er ved at være ligeglad. Bare det gror! Man lærer jo at være tilfreds med lidt:)

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet