Så gik den ikke længere med det overraskende milde vejr, og nu er vejret slået om i kulde, blæst og en smule regn. Rigtigt november-vejr faktisk, men det var vel også på tide. Billeder fra vinduet giver et godt indtryk af disse dages omskiftelige forhold og flot er det jo!
De 3 billeder er alle taget i dag: morgen, middag og eftermiddag.



I disse dage er jeg kun i haven i kortere tidsrum, og jeg bruger tiden på at arrangere lidt vinterpynt rundt om huset. Krukkerne bliver pyntet med grønt og små opstillinger og kranse med mos og kastanjeskaller.
De fleste af de elektriske lyskæder er også sat op, og nu glæder jeg mig til at få dem at se, men foreløbig prøver jeg at udskyde belysningen til december, og til den tid vil jeg fejre jul med lys både inde og ude. En lille lysfest!
Lige nu gælder det om at forberede vinteren, og derfor er vandtønden tømt, og alle pelargonierne taget ind i garagen. Et par Georginer står stadig i et bed men de skal jo snart graves op.

Her mod den grå novemberhimmel sidder alle gråspurvene og venter på morgenmaden, som er vældig populær i kulden.
Denne dag bød også på en flot regnbue som endte lige ned midt i den store eg i læhegnet. Jeg har dog ikke tænkt mig at grave træet op for se om der skulle ligge guld i jorden. Tvært imod synes jeg faktisk egetræet i sig selv er guld værd.