Slut på sommeren

I dag regner det. Naboens vimpel hænger klistret til flagstangen i det stille våde vejr, så i dag er det ikke byger og tordenregn, men rigtig sil-regn der kommer lodret ned fra himlen. August har givet os 115 mm, og det er jeg helt tilfreds med, men al den gode væde har ikke gjort kolonihaven så meget godt som den kunne, hvis rådyrene kunne lukkes ude.  

Der er dog planter som har fået fred til at vokse, og eftersom rådyr ikke kan klatre i træer (endnu) har dette år givet paradisæbletræet mod på at vokse sig pænt igen.

To nye planter i det gule staudebed er også kommet i gang. En dejlig lille perikon og en natlys har endelig fået blomster. Natlys er blevet ædt flere gange i sommerens løb, men nu har den haft lejlighed til at beholde en enkel blomsterstilk, og jeg kan få lov til at glæde mig over den.

Hosta er ikke værd at nævne... Først tørken og dernæst rådyr og snegle har sat sit præg, og blomster får vi ikke nogen af.

Blyrod er trofast, og åbenbart helt uspiselig. Den blå farve er så skøn.

Æbletræerne på espallieret havde oprindelig 3 etager af grene, men som man kan se er det kun den øverste vi får lov at beholde. 1 æble kommer der i år! 

Brombærplanterne får vi lidt ud af selvom de nederste grene pelses for blade og frugt.

Årets eneste afgrøde i køkkenhaven er kartofler, som jeg virkelig troede vi kunne have i fred for bæsterne, men ak! Først nippede rådyrene blomsterne af planterne, og siden gik de over til at grave kartoflerne op af jorden og efterlod mange i overfladen, som nu er helt grønne og uspiselige.

Her i august har vi høstet 3 af bedene, og nu er der kun det sidste kartoffelbed tilbage. Vi har spist de tidlige kartofler allerede, og nu håber jeg de sene kan række til jul. Mere bliver der ikke ud af alt dette arbejde. De sidste rækker er dækket af insektnet indtil vi får gravet dem op.

   De tomme bede bliver tilsået med honningurt efterhånden som vi tømmer dem.

Det har været en tung sommer at komme igennem i kolonien. Man orker næsten ikke at tage derhen, for hver eneste gang opdager man nye ulykker og skader i haven, og bliver i dårligt humør. Til gengæld er stemningen god blandt kolonisterne og det er måske fordi vi bindes sammen af vores fælles problem, men mange opgiver deres haver, når de ikke kan få noget til at gro.

   Jeg håber inderligt at vi til næste år kan blive enige om at hegne hele kolonien ind i et højt og stærkt hegn, som kan give os vores haver tilbage, og hvis det sker, vil jeg kunne se tilbage på de sidste par år som en krise-tid der bare skulle overstås. 
 

Fliser i metermål

I efteråret 2016 overtog vi haven her hvor vi bor fra et par som ikke var haveinteresserede, så der var virkelig mulighed for at sætte sit eget præg på omgivelserne. Huset er omgivet af 3 terrasser og i vinklen mellem hus og carport ligger den største, som jeg gætter på er omkring 70 kvm. En stor beton ørken ret og slet, og resten af haven var græsplæne.

Eneste bevoksning var et lille bed for enden af carporten, hvor 2 klematis og en kraftig rød rose kæmpede for livet i næsten rent stabilgrus. Rosen, som havde store spidse torne, stod på hjørnet netop der hvor man går ind på terrassen udefra, så den var til fare for alle som skulle den vej. I den anden side af terrassen - ud mod haven - stod en vildtvoksende hæk af kirsebærlaurbær. 

I 2017 havde vi meget at gøre med huset, så jeg besluttede mig til kun at gøre lidt ved terrasserne. Resten af haven måtte vente. Allerede i dette år spirede idéer om at bryde den store flise-flade op ved at anbringe planter på midten, og langs husets høje sokkel begyndte jeg at samle potter med bladplanter, men der skulle gå endnu et år før det var tid til at komme videre.

I 2018 fik vi lavet den lange hylde, som ligger i skygge hele året undtagen et par uger omkring midsommer, så den blev indtaget af Hosta, bregner og græs.

I det lille bed med den stikkende rose blev der i stedet plantet 2 nye klematis.

I 2019 begyndte jeg at klippe lidt facon ind i laurbær-hækken, og det viste sig der stod 3 buske, som nu fik en kuplet form i flere højder. Det er en god 'windbreaker' ud mod haven, men i takt med havens anlæggelse blev det også godt at kunne se ud imellem buskene. Her det første år ser det mildt sagt mærkeligt ud men efterhånden fandt jeg en form der kunne bruges.

Vi skulle helt hen i 2020 før vi endelig fik brudt den store terrasse op med et 'stenbed' i midten. En stor del af efteråret gik med anlæg af nye fliser i kanten og natursten i midten.
   Her er vi i 2021 og har fået anbragt en stor kompostbeholder med græs i den ene ende. I den anden ende står en gulbladet tretorn, som med tiden var tænkt som en slags parasol med dens lette fine løv.

Og så er jeg nået frem til nutiden, hvor vi er blevet ret tilfredse med terrassen, men ikke med den gule tretorn. Den vokser nedad i stedet for opad, og kan kun brugs som parasol over fødderne, så den må væk og erstattes af noget andet. 

Til gengæld har en selvsået hyld slået sig ned ved siden af lågen og skaber hygge og tag over indgangen fra carporten, og de nye klematis klatrer gerne op i hyldens grene. Vi er så glade for fuglene i haven at vi har sat et par nye fuglekasser op i år. De er beregnet til mejsefamilier, men er endnu ikke taget i brug som den gamle kasse, der hvert år huser et par skovspurve - men det kommer nok.

Under hyld og klematis vokser taks og masser af krydderurter, som trives godt i den dårlige jord, og i stenbedet har trædebregner fået fat mellem naturstenene, hvor de giver lidt grønt midt i betonen.

Laurbær-hækken er nu blevet til 3 kupler. Den inderste mod ligusterhækken er delt på midten og danner krone et stykke oppe. Den skal jeg snart i gang med at forme. Fra bænken har man et godt kig ned i haven og ud til marken bagved.

Jeg overvejer for tiden hvilket træ vi skal vælge i stedet for tretornen,

men skygge-hylden er kommet for at blive. Den fungerer præcis som jeg havde drømt om.

7 år er gået siden jeg besluttede mig for at starte med terrasserne:-) 7 år går forbavsende hurtigt, når der også er andet at se til, og det fortæller mig blot at den gamle sandhed om at 'haver bliver man aldrig færdig med' stadig står ved magt. Det er jo også skønt at kunne blive ved med den kreative proces mange år ud i fremtiden!

En sej kamp

Jeg har tænkt på det længe - og udskudt det, men nu hvor jorden har fået en del regn kunne jeg ikke finde på flere udsættelser... Jeg er gået i krig med guldnælderne i det store skyggebed.

Dette er områder som stadig står tilbage og her kæmper perikon og bronzeblad, vinterglans og hasselurt, og mange andre stadig for at få luft i den tætte måtte af guldnælde,

mens jeg startede inde midt i bedet på skråningen. I en god augustvarme haglede sveden af mig, mens jeg trippede rundt i virvaret og forsøgte at undgå at træde på noget som jeg gerne ville bevare, mens spand efter spand af de seje nælder blev båret væk.

Målet med aktionen - som nu har været i gang i to dage - var at få flyttet nogle planter og skabe lidt mere balance i bedet. I weekenden fik vi 15 mm regn som gjorde jorden blød og behagelig at arbejde med, så nu har jeg samlet en stor portion fingerbøl-planter i et af de gennemgravede områder. Her skulle blive fin blomstring næste år.

Mange andre planter har også skiftet plads i takt med at guldnældernes overherredømme blev udfordret. Kærmindesøster og Hosta, kirkegårdsbregne og høststenbræk samt mange alunrod. Selvsåede planter blev bragt ud i andre bede, hvor de rettelig hører hjemme. Det er sikkert kun mig der kan se en forskel, men det er vel også i orden.

Det er helt klart en kamp jeg ikke kan vinde, for så skulle samtlige stauder, bregner, træer og buske graves op og renses for guldnælder. Det kommer ikke til at ske! Til gengæld kan jeg nok rykke balancen og give de andre planter lidt plads at udvikle sig på, og så kan jeg selv nyde synet af guldnældens fine brogede blade i vintertiden, der hvor de ikke kan fjernes.

Pauserne tilbringes på bænken med den gode udsigt, og det er jo godt at kunne se ned på de dele af haven, som ikke har haft besøg af guldnælden endnu!

Når jeg ikke lige står på hovedet i skyggebedet går tankerne til et helt andet område i haven, nemlig det nye græsbed, som skal opstå der hvor sommerblomsterne hersker i år. Jeg tegner og regner og lægger planer for den nye beplantning, som skal anskaffes i løbet af det næste årstid. Græsser er en stor familie at kaste sig ud i, så jeg holder mig nogenlunde til dem jeg kender i forvejen. Vi har allerede gode græsser i haven, som åbenbart kan lide at være her, så nu gælder det om at finde stauder der kan supplere dem.

En skitse er ved at tage form, men den involverer flere indgreb i de andre bede, hvor der også skal laves forandringer, så det skal jeg nok fortælle mere om fremover.

Sommer, solsikker og sjove bobler

Her slap vi heldigt gennem Hans, og efter en del udtyndning i sommerblomstbedet og opsamling af et par hundrede små æbler og pærer i græsset, står det meste stadig op og vi skal nok få en god æblehøst. Nu hvor sommeren er kommet igen og varmen slår ud begynder solsikkerne at springe. Det er fuglefrøene der er kommet i vejret.

Citrontagetes spejler solens stråler

og man kan oven i købet få sig en lur i liggestolen inde skyggen af den tyrkiske hassel. 

Græsset er blevet grønt igen og skal slås jævnligt, så lidt vand har vi da fået.

Haven er stadig præget af forsommerens tørke og Geranien Rozanne har været længe om at komme i gang. Der er ingen overflod, men den fylder sine pladser ud i de to bede på skråningen.

Hostaen i forgrunden med de blå klokkeblomster har blomstret længe

og her læner Rozanne sig hen over pileurten Painters Palette.

Også dagliljerne har blomstret længe og giver små farvedrys i de grønne bede.

 

Denne spinkle gule har en dejlig duft.

Kirsebærtræer - og andre stenfrugter - skal beskæres om sommeren for at kunne lukke sårene hurtigt, og jeg beskærer lidt hvert år så vi kan komme rundt i haven uden at skulle kravle. I går opdagede vi at træet har lukket de foregående års huller med 'bobler' af harpiks der sidder som propper i hullerne. I modlys ligner det virkelig rav der sidder som smykker på grenene - og sådan klarer planterne de problemer vi påfører dem med elegante løsninger!

Det kan godt være vores have ikke byder på eksotiske indslag, men jeg glæder mig dagligt over de fine strukturer i plantevæksten. Disse dejlige små parykker på klematis er altid sjove at se på.

Efter tørre år er jeg overbevist om at græsser vil få en mere fremtrædende plads i havens bede fremover,

men lige nu ser jeg frem til Sankthansurtens blomstring, som nok vil fylde haven med insekter igen. Det er en plante der sjældent skuffer, men tværtimod ser godt ud året rundt - ligesom de fleste græsser.

August i sus og dus

I disse dage er det ikke have-vejr, for blæsten drøner rundt derude og planterne skal holde godt fast i jorden, for ikke at blive lagt ned. Heldigvis er det meste ordentligt rodfæstet, og kun sommerblomsterne ser ud til at have det svært. I aften topper vinden, og så må vi se hvordan det er gået. Foreløbig er det kun den store tunge parasol på terrassen der er væltet, og regn har vi kun fået i mindre mængder. Knap 20 mm.

Æblerne på Filippa-træet bliver sandelig udtyndet i denne tid, men det er kun godt. Der var alt for mange.

For et par dage siden stod mit nye sommerbed ellers så flot, og jeg tog nogle billeder inden 'efteråret' tog fat. Det har været en stor glæde at se hvordan disse sommerblomster har dækket jorden i sommerens løb.

Jeg er meget glad for de gule og orange stolte kavalerer der nu stikker hovederne op mellem tagetes,

og her er honningurt i gang med anden blomstring efter jeg skar dem tilbage.

Også på terrasserne gør sommerblomsterne sig godt i de store baljer, men tomater bliver der ikke mange af i år. Det har været alt for koldt for dem, men jeg glæder mig over det der lykkes.

Regnen i juli og august har også haft en gunstig virkning på resten af haven, hvor det grønne nu er frisk og tæt igen.

En syrenhortensia er havnet i havens yderkant, hvor jeg ikke helt har husket at vande den, men den har dog mod til at blomstre lidt,

mens perikon og Jack Frost klarer sig godt i skyggen.

Tæppepileurt har haft en svær start i tørken, men tager revanche nu,

og i den anden ende af solbedet er der nu gang i et par nye solbrud.  

Der er stadig en del nødder på den røde Zellernød og kastanjer på den ægte kastanje, men stort set ingen rønnebær på Dodong, selvom den blomstrede fint i foråret. Jeg tager det som det kommer og håber blot alle vores små træer klarer sig igennem blæsten. Paradisæbletræerne er som vanligt helt stabile og sætter også masser af små æbler. Det er nok de mest robuste træer jeg nogensinde har haft!

Vi har været optaget af et større projekt med oprydning i to garager. Ikke just et ønske-projekt, men vi var nødt til at tømme alt ud for at få den gamle olietank fjernet, og så kan man jo lige så godt rydde op med det samme. Der er forsvundet en del, og alligevel står man nu tilbage med alt det der skal ind igen - og gerne på en smartere måde. Det var ellers så dejlig overskueligt lige da olietanken blev fjernet...

I kolonihaven er der gode bær at hente og masser af fine kartofler, men ellers er det stadig det samme med rådyr der nærmest løber rundt mellem benene på os. 

Denne kornel er ved at gøre klar til efteråret på de grene rådyrene har ødelagt, men vi arbejder på løsning hvor hele foreningen bliver hegnet ind langs alle yder-hækkene. Vi har målt op og er i gang med at indhente tilbud, så der sker altså noget!