lørdag den 7. juni 2025

Overvældende vækst

Det omskiftelige vejr bringer grokraften op på max med regn, blæst og sol på skift, og efter en lang tørke er alle bekymringer manet i jorden. Nu er det mere et spørgsmål om jeg kan nå at følge med, og jeg må i hvert fald meget snart i gang med at klippe hække for alvor. Lige så snart det bliver tørt nok...



Det grønne vælder frem fra alle sider, og pludselig er haven blevet til et hyggeligt sted med gange mellem buskadser. Bare se hvor stor den tyrkiske hassel er på billedet herover. Den står bag Viburnum Mariesii med de sidste hvide blomster og kan ikke engang få plads til toppen på billedet. I øvrigt et smukt træ med en fin kegleformet krone.
   På terrassen er det nye rønnebærtræ færdig med at blomstre og står nu og samler kræfter til 10 klaser orange rønnebær. Det blev plantet i november -23 og har altså stået her i 1,5 år, så det er kommet godt fra start.


Havens træer er klædt helt på til sommeren og skaber netop den hygge og skygge man savner om vinteren. I regnvejr tåger havens konturer lidt ud, men det er også fint. I baggrunden har græsmarken lagt sig ned med et sølvskinnende slør af dråber over sig og giver ekstra perspektiv.



I den yderste del af haven er stauder og buske i blomst og hele indtrykket er blevet meget lyserødt. Ikke at det er min yndlingsfarve, men når man genbruger og opformerer de planter der er ved hånden - som geranier og pudenellike - og når både akelejer og fingerbøl sår sig selv i hele haven, så bliver det ret voldsomt. Jeg har en opgave snart med at få de mest aggressive selvsåninger ryddet af vejen, for de trykker nogle af de planter der er plantet af mig, men det er jo et luksusproblem:-)



Pudenelliker foroven, geranier og fingerbøl i græsbedet:


I solbedet gør pudenellike sig godt i kanten, mens blærespirea (med rødlige blade) og trælupin blomstrer. Lupinen udsender en dejlig duft i hele denne afdeling af haven.





Jeg er jo glad for alle de flotte fingerbøl, men når de har blomstret skal nogle af dem graves op, så der bliver plads til de nye græsser og stauder, som de ikke levner plads til. Det gælder for eksempel dagliljer og Amsonia, Asters og den egebladede Hortensia. Lige nu nyder jeg bare overfloden, og der er da også dukket en mutant op blandt de blomstrende fingerbøl. Mere mærkelig end egentlig køn - denne kæmpeblomst i toppen.


Snart skifter haven til et mere broget indtryk med staudesalvie, margerit, potentil og dagliljer mens hyldeblomster og jasmin sørger for de hvide blomster. Det er bare et spørgsmål om at følge med så godt man kan.

 

6 kommentarer:

  1. Ja, været skifter veldig nå, Ulla. Det er kaldt og varmt om hverandre, og det har gått fra tørke til regn. Vi får følge med så godt vi kan ja, for nå kommer vel alt til å gro noe veldig. Dine fingerbøll er veldig fine og det er også dine putenelliker. Jeg er veldig glad i lyserødt, men har forståelse for at ikke alle liker den fargen :-)

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har jo selv plantet det meste Marit, så hvis der er for meget lyserødt kan jeg bare takke mig selv:-) Men det er bare en kort overgang det hele er i samme farve, og jeg er jo glad for næsten alle farver så det er ok. Vejret er næsten som i de 'gode gamle dage' som jeg husker fra min barndom i sommerhuset, men i morgen kan vi godt få styrtregn her. Der kommer en ordentlig klat skyer op fra sydvest, og hvis vi ikke bruger det hele fortsætter det nok videre op til dig.

      Hilsner og tak Marit!
      Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla
    Du har ingen træer i haven siger du, det skal jeg da lige love for, at du har. Haven er groet godt til - både med det gode og det knap så gode. Din Sorbus dodong har taget bedre ved end min, som er plantet i foråret 2023. Men mest af alt er jeg misundelig på din hvide trælupin, så vidt jeg husker, er den fra Høneballehaven, der er mange, der har den nu, men desværre ikke mig. Men I har jo alle taget stiklinger, blot ikke jeg. Det har I været gode til. Anne har den desværre ikke, det er jo hende, der plejer at lave stiklinger til mig. Duften er helt fantastisk, det husker jeg godt.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, når der er blade på træerne ser det ud af af en del mere, og nu har de vist også fået fat rundt omkring. Det var en langsom start med meget tørre somre, og så gjorde jeg den fejl at købe store træer fra den planteskole hvor jeg arbejdede. De er sværere at få i gang. Den lille Dodong har haft fut i rumpetten fra starten, men den står også lige ved siden af vandtønden og har nok fået lidt særbehandling.
      Jeg kan ikke sige dig hvor mange gange jeg har taget stiklinger af trælupinen. Nu er der én på vej og den må altså gerne slå an! Alle de andre har opgivet ånden netop når man tror det er lykkedes - og alle de frø jeg har sået er blevet til nul og niks. Det er ikke nogen nem proces. Duften er fantastisk, og hvis jeg får held med stiklingen denne gang skal du nok få den tilbage i din have.

      Knus fra Ulla

      Slet
    2. Jeg mente nok, at du har prøvet tit. Vi håber det bedste og krydser alt hvad krydses kan.
      Tak og knus

      Slet
  3. Ja, nu nærmer det sig med hækklipning og formklipning. Det er sjovt, hvordan en bestemt farve kan komme til at dominere en overgang. Her er det snarere lilla end lyserødt. Blærespireaen har et flot farvespil mellem blomster og blade.

    SvarSlet