fredag den 31. oktober 2025

Oktober - og en fortabt klematis

 Georginerne er lidt blege efterhånden og skal snart tages ind, men frost har vi ikke haft endnu,



og mange buske og træer har stadig blade. Rødbøgen på terrassen har fået en smuk farve og ligner nu mere sine grønne slægtninge i skoven.


Også den røde paradisæblebusk blegner til orange nuancer, men snart vil der kun være æblerne tilbage på grenene.


Vi har fået regn i mange små portioner i oktober og ender op omkring de 80-90 mm. Det vil sige at juli måned stadig er årets vådeste, og det er ikke helt normalt. 10 måneder med ringe nedbørsmængde har sat sit præg på haven og udbyttet, og atter engang er det de store og små prydgræsser der viser deres styrke i et tørt år. En finstrået elefantgræs med det poetiske navn 'Morning Light' er for så vidt kun lige begyndt at sætte blomster,


mens de kraftigere Miscanthus sinensis Malepartus står med gule blade og har blomstret længe. Det gør slet ikke noget de kommer på forskellige tidspunkter.



Haven byder stadig på farveklatter og fine frøstande, og de stedsegrønne begynder at titte frem mellem stauderne.







Mærkeligt er det at se den 'fortabte klematis' stikke næsen frem igen. Den kom i jorden forrige år for at klæde det visne æbletræ på, men jeg har ikke set den hele dette år. Det er en Madame Julia Correvon i en dyb rødlilla farve, og nu har jeg lige købt en 'Niobe' for at prøve en gang til. Det ender med de må deles om pladsen og heldigvis er de vistnok i nogenlunde samme farveskala.


Udenfor haven kaster morgensolen sit lys på hegnet på den anden side af marken. Jeg nyder de gule farver i solen, men der er også tågede kolde morgener, hvor træer og hegn i landskabet næsten 'flyder rundt' på hvide skyer og verden virker vægtløs.



Sådan var det netop her på den sidste oktoberdag.



Den egebladede Hortensia er begyndt at skifte farve. Den vokser mest horisontalt, men det ser fint ud sammen med de høje græsser og stauder synes jeg.
   Æbletræet Fillipa er beskåret på to sider i år. Jeg fjernede en stor gren i foråret og én til her for nylig, så nu skygger den ikke så meget i græsbedet til næste år. Det skal stadig skæres ind i bredden, men ikke lige nu. Jeg skal lige se om det kommer sig:-)




Solsorten tager de sidste rønnebær og hygger sig med pærerne der dumper ned, mens bladene falder.







Oktober er snart fortid og har taget mange blade med sig. De sidste træer og buske i haven tager gule farver på, så nu kan november bare komme an.


12 kommentarer:

  1. Så mange vakre bilder du viser, Ulla. Høsten skaper mye fint å se på, og du har funnet mange flotte motiver. Dine dahlia er fortsatt vakre, men du har vel ikke hatt frost enda. Her har vi hatt frost flere ganger, men som regel bare rett under null.
    Det er jo flott at du har fått så mye regn, og det er godt for hagen. Dine gress er så vakre!

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit! Alt hvad vi får af regn går direkte i jorden, så der er stadig plads til meget mere. Vi er langt fra et gennemsnitsår når det gælder, og hvis vi skal op på den mængde skal det regne 200 mm mere inden nytår. Oktober har været dejlig blandet, men bladene er faldt tidligt trods alt.
      De stille dage er jo gode at fotografere i:-)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Du har fået noget mere regn end os, vi har kun indtil nu fået 59 mm, så vi får næppe mere i oktober. Vi havde også tåge her til morgen, det var ikke planen, da vi vaskede sengetøj, nå men det sidste tørrer herinde. Du har stadig mange fine farver, og græsserne er smukke nu, jeg nyder også vores, det er godt, der stadig er noget at kigge på. Bøgetræerne er så smukke nu, både rødbøg og almindelig bøg, jo vi nyder efteråret, men længe varer det ikke, før det er smukt.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth! Jeg holder jo meget af de tågede morgener her i efteråret - i det hele taget af det stille vejr! Blæst kan man hurtigt få for meget af.

      Knus fra Ulla

      Slet
  3. Ja flot dag i går og osse i dag. Og jeg havde en "fridag" i haven i dag, så de sidste løg er lagt og de første blade revet af gangene og ind i bedene.
    Der er kommet lidt røde farver til sidst, men der har været flest gule i år.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de sidste dage har været fine Gunvor, og nu har du tid til alt det du gerne vil nå i haven! Godt at være nået i mål med løgene. Benved, rødeg og papirbarkløn har jo været røde i år, så det er som det skal være. De gule farver kommer her til sidst på hassel-slægten sammen med kirsebær og klatrehortensia. Jeg synes ikke det er meget anderledes end det plejer, men alt virker tidligere i år - i hvert fald løvfaldet - og det er nok tørken der sætter tempo på

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!
    Jag njuter av alla bilder från trädgården, även om de är blöta. Vi har fått en hel del regn också, så det är blött att gå på gräset. Men nu känner jag mig ganska klar med allt.
    Höstens färger är fina. Den lilla klematisen letar sig uppåt. Fina bilder från din trädgård.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marika! Ja, og her regner det også lidt i dag, men jeg synes jo gråvejrsbilleder kan være meget fine, og farver ser man bedst i lidt dæmpet lys.
      Dejligt at føle sig klar med høstarbejdet! Jeg mangler en del, men det er ok.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Ja dahliaerne falmer altid, når vi kommer et godt stykke ind i efteråret. Jeg har også fortsat knolde i jorden, men kommer der en dag med tørvejr, vil jeg tage de sidste op. Det er flotte blomster, du har på dine elefantgræsser. De første af mine har kun lige begyndt at sætte blomster. Stauderne kan også noget om efteråret både med frøstande og smukke blade.
    De disede morgener er bare så smukke, og det er nogle flotte billeder du har taget fra haven og ud over landskabet. Klatrehortensiaen er måske en lidt overset busk sammenlignet med hortensiaer med store blomsterkugler, men den fortjener opmærksomhed på denne tid af året, hvor den er så smuk med gule og grønne blade.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Her ligger alle Georginerne i en stor beholder på terrassen, så jeg tænker ikke det bliver et stort arbejde at finde knoldene - men helst inden frosten kommer:-) Lidt blege er de og lidt sammenfaldne... Der er stauder som næsten gør sig bedst på frøstadiet. Jeg har et par asters som er meget fine i frø, og den høje brandbæger er heller ikke dårlig. Sankthansurterne giver jo sig selv...
      Der er et par græsser som stadig er ved at sætte blomst her og det er begge to af de finstråede elefantgræsser. Håber de når at springe, men ellers har vi alle de andre at se på i vinter. Jeg tror måske de fleste af dine også er de finstråede?
      Det er en kort tid med de gule klatrehortensier, men da vi har dem lige udenfor vinduerne giver de en dejlig effekt i stuen - et frisk gult lys.
      De disede dage er bare fotogene, og måske særligt fordi disen understreger perspektivet og tilfører lidt mystik.

      Hilsner og mange tak fra Ulla

      Slet
  6. Øj sikke mange flotte efterårsbilleder! Du har så mange skønne farver og løv og græsser i haven lige nu. Tænk at du har dahlia blomster. Mine holdt op med at blomstre for over en måned siden så de er tørret og pakket ned for længst. Fint som har beskåret det gamle æbletræ. Det bliver helt skulpturelt samtidig med der bliver mere lys og luft under. God ide!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sydney! Ja, det blev en ordentlig portion. Her er jeg nok noget bagud men mon ikke jeg stadig kan nå at få hentet Georginerne ind? Tiden flyver afsted med mange andre ting, men som regel er vinteren jo ikke hård, så jeg er stadig
      fortrøstningsfuld.
      Planen med æbletræet er at a få hævet kronen endnu en etage, så jeg fjerner de store nedhængende grene én for én i disse år. Håber i fremtiden vi vil kunne gå under træet uden at få æbler i skallen og at træet ikke vil skygge så massivt i græsbedet. Det er jo et eksperiment at skære så voldsomt i et stort træ, men foreløbig ser det ud til at gå:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet