onsdag den 15. oktober 2025

Havearbejde

Endelig kommer jeg i gang med lidt af det arbejde jeg længe har haft lyst til at få gjort i haven. Dette efterår har været enten for tørt - og dernæst for vådt - og ind imellem har der været mange begivenheder i begge familier som skulle klares, en dejlig miniferie i Jylland (mere om den senere), men nu er vejret perfekt og jeg har nogle dage med ro. Er der noget bedre end en hel dag i haven med spade og greb? Ikke for mig!


Det er her i græsbedet det store slag skal slås. Billedet er fra september og som man måske kan se har jeg ladet det gro som det ville det seneste år - nu trænger der til oprydning, udrydning og styring, hvis det ikke skal blive rent anarki. De store blade i midten af billedet er løvehale, som vælter frem i hvert eneste mellemrum og kvæler alt andet på sin vej. En god pionerplante, men den tid er ovre!


Fint vejr i går med både skyer og sol, men som vi alle ved kan ét bed snart blive til flere når der skal flyttes rundt på planter. De to Amsonia jeg havde plantet iblandt græsserne kunne ikke få lys nok og er nu flyttet til to andre bede, hvor der først skulle graves en mængde lammeøre op. Jeg sætter dem i to forskellige bede for at finde ud af hvor de helst vil være. Måske kan I se de små gule planter på de næste billeder?



Foroven står den i baggrunden og forneden helt i forgrunden.


Dernæst gik der et par timer med at grave løvehale og løvefod op i græsbedet. Jeg flyttede på et par dagliljer og tyndede ud så der blev plads til at lægge små 100 tulipanløg og Nectaroscordum siculum (som hedder honningløg på dansk).
   Til sidst plantede jeg en gul Sedum, som jeg havde fået med hjem fra Elna med bloggen Havesysler.




Jeg synes selv det lettede lidt på junglestemningen, og glæder mig til at komme videre en anden dag. Der er stadig mange løvehaler tilbage, og de holder umanerlig godt fast i jorden:-) Der bliver jo mere plads til de andre planter, og måske vil solbruden endda blomstre op til næste år? - og måske bliver der plads til nye spændende græsser... 


Solen kom frem mens jeg knoklede løs, og det blev til et par billeder som I ikke skal snydes for:-)





Til sidst trak skyerne ind over igen og mens de sidste æbler dingler fra træet, fandt de sidste solstråler toppen af de gamle egetræer i hegnet. En flot dag i haven!




1 kommentar:

  1. Det ser ut som du hygger deg i hagen med spade og jord, Ulla. Det er flotte høstfarger hos deg nå. Ja, det er deilig å få sol inn i hagen i oktober.
    Hilsen Marit

    SvarSlet