Jeg spoler lige tilbage til maj måned...
Sidst jeg skrev om kolonihaven var guldregnen nemlig lige ved at springe ud og det var så fint de par uger den blomstrede. Masser af blomster som næsten lyste hele haven op.
Samtidig begyndte kartoflerne i køkkenhaven at stikke næsen frem, og de blev efterhånden også hyppet.

Kartoflerne har været en succes, men vi måtte ofre lidt vanding undervejs, navnlig i juni måned.


Her efter ferien begyndte de så småt at visne ned, så nu er de toppet af allesammen. De første kartofler smagte jo himmelsk - varme med smør eller kolde på et godt stykke rugbrød - og nu har vi allerede gravet de først 10 kg op og kartoflerne smager stadig godt. Der hvor de stod har jeg sået bønner og rucola. Resten af knoldene bliver liggende og hærder af i jorden et par uger eller tre, for så skulle de være nemmere at opbevare.


Mens vi gik og passede kartoflerne voksede resten af haven også op, og i juni var der rigtig fint i staudebedene. I det rosa bed stod silkepæonerne flot -
Kartofler er altid gode at have, men der var jo også lige det med terrassen. Den har jeg skrevet om mange gange, og vi har arbejdet længe på at få ryddet og planeret foran huset. Nu manglede der bare prikken over i'et, et bredt trin langs hele facaden.
Først lige en lille prøveopstilling:

Først lige en lille prøveopstilling:

- og dernæst gik det stærkt.


Indkøb af leca-blokke i forskellige størrelser og udgravning af huller til at sætte dem ned i. Dernæst skulle de meget gerne ende i nogenlunde vandret position, hvilket man kan bruge megen tid på, når man er på en skrånende grund.




Så fandt vi ud af der var flere skævheder end terrænet. Huset har også sine skævheder (ja, hvad ellers, det er jo et gammelt hus), så vi måtte afsted efter endnu et bræt for at få kabalen til at gå op, men så fik vi også lige den ekstra bredde. Vi byggede nærmest en mindre landgangsbro af lange terrassebrædder, og anbragte den ovenpå lecablokkene.

Det var et herligt projekt at blive færdig med. Ikke alene ser det rasende godt ud, det er også blevet den allerbedste siddeplads og så virker det som om huset er blevet betydeligt større fordi vi er oppe i niveau med gulvet indenfor.
En gammel betonklods vi fandt under gravearbejdet er anbragt som trappesten foran døren, og den har sikkert tjent de tidligere ejere af haven på samme måde i en længst forglemt tid.
En gammel betonklods vi fandt under gravearbejdet er anbragt som trappesten foran døren, og den har sikkert tjent de tidligere ejere af haven på samme måde i en længst forglemt tid.

Således kom vi i mål med terrassen, som nu også kan pryde sig med en dejlig stor parasol og nymalede bænke. Det er da lige før "Bo Bedre" skulle kigge indenfor:) - Nej, for vi er tilfredse med at nyde vores nye frirum i gode naboers selskab over en enkelt kold øl.
Siden ferien har vi haft travlt med alt hvad man nu kan finde på af lugning, vanding og beskæring, men også en del afslapning i skyggen. Haven er ved at tørre ind, men den har ydet sit til både mennesker, insekter ikke mindst - og fugle!


Men fuglene! De må gerne finde deres føde et andet sted end lige her. Blåbærrene har solsorten allerede spist, men brombærrene vil vi altså gerne selv have. Vi har lagt fuglenet over de gode bær, men det gør unægtelig høsten besværlig. Brombær modnes jo over lang tid og skal plukkes når de er lige tilpas, så nu må vi lukke op og i hver gang vi er i kolonien.
Det blev jo en længere reportage, men det er også flere måneder jeg prøver at samle op på.
Kolonihaven er efterhånden blevet lige så dejlig som jeg forestillede mig, da jeg købte den en vinterdag for 5 år siden. Jeg brugte den vinter på at tegne en haveplan, og den er nu realiseret, ligesom huset er blevet lige så enkelt og hyggeligt som jeg drømte om dengang. Der er stadig plads til forbedringer og forandringer, men i det store hele kan vi nu læne os tilbage og nyde haven. Tiden er blevet vores egen, nu hvor de store projekter er overstået.
Og så lige et lille P.S.:
Tak for gode råd og opmuntring fra jer der kommenterede det forrige indlæg! Noget af det kan sikkert bruges, og resten håber jeg Google retter op på meget snart.
Jeg har lavet et nyt indlæg uden at få problemer med teksten. Startede med at fjerne formateringen, og måske har det virket. Men er det ikke irriterende at de billeder man vælger bliver kastet ind i tilfældig rækkefølge, hvis man vælger mere end ét billede ad gangen? Hvis nogen har fundet en løsning på det er jeg meget interesseret.
Jeg har lavet et nyt indlæg uden at få problemer med teksten. Startede med at fjerne formateringen, og måske har det virket. Men er det ikke irriterende at de billeder man vælger bliver kastet ind i tilfældig rækkefølge, hvis man vælger mere end ét billede ad gangen? Hvis nogen har fundet en løsning på det er jeg meget interesseret.
Ønsker andre Google-brugere rigtig meget held og lykke!










































