-Og kolonihaven

 Jeg spoler lige tilbage til maj måned...

Sidst jeg skrev om kolonihaven var guldregnen nemlig lige ved at springe ud og det var så fint de par uger den blomstrede. Masser af blomster som næsten lyste hele haven op.

Samtidig begyndte kartoflerne i køkkenhaven at stikke næsen frem, og de blev efterhånden også hyppet.

Kartoflerne har været en succes, men vi måtte ofre lidt vanding undervejs, navnlig i juni måned.

Her efter ferien begyndte de så småt at visne ned, så nu er de toppet af allesammen. De første kartofler smagte jo himmelsk - varme med smør eller kolde på et godt stykke rugbrød - og nu har vi allerede gravet de først 10 kg op og kartoflerne smager stadig godt. Der hvor de stod har jeg sået bønner og rucola. Resten af knoldene bliver liggende og hærder af i jorden et par uger eller tre, for så skulle de være nemmere at opbevare.

Mens vi gik og passede kartoflerne voksede resten af haven også op, og i juni var der rigtig fint i staudebedene. I det rosa bed stod silkepæonerne flot -

- og i det gule bed fandt disse små kønne løgplanter op i kanten af bedet. En slags fuglemælk tror jeg.

Kartofler er altid gode at have, men der var jo også lige det med terrassen. Den har jeg skrevet om mange gange, og vi har arbejdet længe på at få ryddet og planeret foran huset. Nu manglede der bare prikken over i'et, et bredt trin langs hele facaden.

Først lige en lille prøveopstilling:

- og dernæst gik det stærkt.

Indkøb af leca-blokke i forskellige størrelser og udgravning af huller til at sætte dem ned i. Dernæst skulle de meget gerne ende i nogenlunde vandret position, hvilket man kan bruge megen tid på, når man er på en skrånende grund.

Så fandt vi ud af der var flere skævheder end terrænet. Huset har også sine skævheder (ja, hvad ellers, det er jo et gammelt hus), så vi måtte afsted efter endnu et bræt for at få kabalen til at gå op, men så fik vi også lige den ekstra bredde. Vi byggede nærmest en mindre landgangsbro af lange terrassebrædder, og anbragte den ovenpå lecablokkene.

Det var et herligt projekt at blive færdig med. Ikke alene ser det rasende godt ud, det er også blevet den allerbedste siddeplads og så virker det som om huset er blevet betydeligt større fordi vi er oppe i niveau med gulvet indenfor.
   En gammel betonklods vi fandt under gravearbejdet er anbragt som trappesten foran døren, og den har sikkert tjent de tidligere ejere af haven på samme måde i en længst forglemt tid.

Således kom vi i mål med terrassen, som nu også kan pryde sig med en dejlig stor parasol og nymalede bænke. Det er da lige før "Bo Bedre" skulle kigge indenfor:) - Nej, for vi er tilfredse med at nyde vores nye frirum i gode naboers selskab over en enkelt kold øl.

Siden ferien har vi haft travlt med alt hvad man nu kan finde på af lugning, vanding og beskæring, men også en del afslapning i skyggen. Haven er ved at tørre ind, men den har ydet sit til både mennesker, insekter ikke mindst - og fugle!

Men fuglene! De må gerne finde deres føde et andet sted end lige her. Blåbærrene har solsorten allerede spist, men brombærrene vil vi altså gerne selv have. Vi har lagt fuglenet over de gode bær, men det gør unægtelig høsten besværlig. Brombær modnes jo over lang tid og skal plukkes når de er lige tilpas, så nu må vi lukke op og i hver gang vi er i kolonien.

Som en hyggelig afslutning på ferien samlede vi en stor pose sneglehuse ved en strand på Samsø.

Alle sneglehusene er nu anbragt øverst på rionettet hvor de sidder og minder os om en dejlig ferie.

Det blev jo en længere reportage, men det er også flere måneder jeg prøver at samle op på. 

   Kolonihaven er efterhånden blevet lige så dejlig som jeg forestillede mig, da jeg købte den en vinterdag for 5 år siden. Jeg brugte den vinter på at tegne en haveplan, og den er nu realiseret, ligesom huset er blevet lige så enkelt og hyggeligt som jeg drømte om dengang. Der er stadig plads til forbedringer og forandringer, men i det store hele kan vi nu læne os tilbage og nyde haven. Tiden er blevet vores egen, nu hvor de store projekter er overstået.

Og så lige et lille P.S.:

     Tak for gode råd og opmuntring fra jer der kommenterede det forrige indlæg! Noget af det kan sikkert bruges, og resten håber jeg Google retter op på meget snart.
   Jeg har lavet et nyt indlæg uden at få problemer med teksten. Startede med at fjerne formateringen, og måske har det virket. Men er det ikke irriterende at de billeder man vælger bliver kastet ind i tilfældig rækkefølge, hvis man vælger mere end ét billede ad gangen? Hvis nogen har fundet en løsning på det er jeg meget interesseret.

   Ønsker andre Google-brugere rigtig meget held og lykke!

Tilbageblik på forsommeren

Her kommer et meget langt indlæg med masser af billeder. Det har taget et par dage at skrue det sammen, dels på grund af besværligheder med den nye "grænseflade" hos Blogger, dels fordi varmen har forkortet min lunte med hensyn til ovennævnte problemer. Jeg har skiftevis sat mig til computeren i tiltro til det må kunne lade sig gøre, dernæst opgivet fuldstændig, for så at sætte mig til arbejdet igen lidt senere. Om og om igen.

Her til aften er temperaturen mere moderat, selvom der stadig er 27 grader i stuen, og jeg forsøger at beskrive haven siden maj måned.

Jeg starter med det lange bed udenfor stuevinduet, som jeg kalder skovbedet, da det ligger i skygge en del af dagen. Her i maj måned er der gang i den rødbladede vortemælk, som stråler med limegule blomster og giver et fint modspil til de røde alunrod. 

   Det er et årstid siden jeg købte 2 små fine vortemælk, plantede dem med en halv meters afstand, og nu her i anden sæson er de vokset fuldstændig sammen og står som en stor dekorativ busk - hele året. Jeg kan kun anbefale den hvis man hurtigt vil have en rødlig busk med denne festlige forårsblomstring.

I år blomstrede etagekornellen med enkelte blomsterskærme og de første af de sibiriske valmuer var kridhvide. En elegant sammensætning, som opstod helt tilfældigt, som det ofte er tilfældet med det virkelig vellykkede:)

   

Senere blev det hele mere kulørt -

- og den sidste måned har vi haft fornøjelse af dagliljerne. Først de gamle orange, som vi fandt i udkanten af haven blandt brændenælderne, siden nogle store gule fra planteskolen, og snart springer de spinkle lysegule ud under æbletræet i enden af bedet.

Nu er der også ved at komme røde farver på benved her i forgrunden, så alt har sådan set artet sig som man kunne forvente. I forhold til det kun er et par år siden de første planter kom i jorden, er jeg meget tilfreds. Visse bunddækkeplanter har bredt sig lidt vel rigeligt, mens andre, som havde en sølle start, er kommet godt med nu. Det gælder f.eks. vinterglans og hasselurt, som begge hører til mine favoritter. Til gengæld har jeg mistet forbindelsen med de canadiske hønsebær, som ellers var så fine sidste år.

----------

En del af forsommerens havearbejde har drejet sig om vores tilbagevendende problem med at holde rådyr ude af haven. John lavede os en smart rulle-låge i garagen da det viste sig dyrene kom ind fra vejen og ikke kun fra marken.

Inden vi drog på ferie havde vi en batalje med et rådyr der sprang igennem vores høje dyrehegn langs marken da vi jog den ud af haven midt på eftermiddagen, og det gik op for os hvor hullet hegnet var blevet. Altså tog vi fat på at stoppe de største huller med indflettede bambuspinde, og jeg monterede plastikstrimler og vindmøller som afskrækkelse. Hvad man dog ikke finder på...

Vigtigst af alt var dog en ordentlig opstramning af hegnet og en ekstra tråd på toppen af stolperne. Så følte vi os ret sikre på de mere kunne springe ind og ud af haven, når det passede dem.

Til gengæld viste det sig kort tid efter, at rådyrene stadig havde en udmærket og diskret adgang til haven gennem et ganske stort hul i hækken, godt gemt bag en stor laurbærbusk på terrassen. John opdagede et dyr som ganske enkelt forsvandt ind bag busken og var pist væk. Vi fandt hullet da jeg beskar busken og stammede den op, så nu hvor dette hul er lukket kan vi vist slappe lidt af. Det virker som om vi endelig har haven og alle planterne for os selv, men det har været en lang rejse. 

Som et lille plus har vi nu fået et dejligt langt kig ned gennem haven fra spisepladsen på terrassen. 

----------

Det allerførste bed jeg gravede ud i haven i 2018 var bedet mellem de to terrasser, og det var på grund af en farvebælg jeg havde fået forærende. Den skulle stå så vi kunne se den fra huset, for den var så smuk. I dette forår gik jeg forgæves og ventede på at se de spidse violette skud bryde igennem jorden, men de viste sig aldrig.
   Jeg ved ikke om det kan tænkes at mus har ædt roden, som ellers skulle være en dybtgående pælerod. Vi har mange musehuller rundt omkring, og det er den eneste årsag jeg har kunnet finde frem til. Uanset hvad skulle den erstattes af noget andet, og det blev en lysegul margerit og et par staudesalvier der fyldte hullet ud, men de har jo ikke den volumen som farvebælgen kunne præstere.

----------

Sidste efterår kom et efterhånden temmelig stort bed til i solsiden af haven. Først plantede jeg træer og stedsegrønne buske, f.eks. krybende ene, buksbom og forskellige Hebe, siden kom der en hel masse Skt. Hansurter til, både røde og de almindelige gammeldags med grågrønne blade og røde blomster. 

   Dette bed har virkelig haft fart på og allerede her i sit først år giver det masser af gode forhåbninger om en frodig fremtid. Her er vi i maj måned, og på det næste billede i juli, hvor solnedgangen sender sit lys gennem bladene. Så fint!

Et af de træer vi har plantet var en Sorbus Dodong, som man kan se her i bagkanten af billedet til højre for den røde paradisæble. Tænk denne 1,5 m høje pind er nu blevet til et rigtigt lille træ! Jeg er ret sikker på dette rønnebærtræ har lagt 70 cm til i højden på få måneder.

Og her er vi nået frem til august hvor de selvsåede Amarant giver god fyldest i det stadigt nye bed.

----------

Jeg ville gerne runde dette indlæg af på en pæn måde, men som I kan se er teksten nu blå og understreget, og jeg kan ikke holde ud at se på det. Jeg har forsøgt at få programmet til at makke ret og holde sig til den sorte tekst - uden understregning - de sidste to dage, men intet hjælper, så nu er jeg bare træt af det hele. Hvad f..... er det for et møgprogram de har smidt i hovedet på os?

Håber på at høre fra andre google-blogger-brugere der evt. har haft de samme problemer, og meget gerne hvordan de fik programmet til at lystre! Jeg bliver vanvittig af at arbejde med sådan et tilsyneladende ufærdigt produkt.

Undskyld!

P.S. Når jeg kigger på mit indlæg i forhåndsvisning er der ingen problemer med teksten(!), så måske kan man slet ikke se min blå, understregede tekst ude i blogland? Uanset hvad ville det være godt at høre om andre har oplevet lignende.

Genopretning

Sidst jeg skrev var tilbage i maj da æbletræerne blomstrede, og nu er træerne svingende fulde af æbler, så der er forsvundet et par måneder og jeg er vist nødt til at skrive mig varm igen. En slags genopretning af egne formidlingsevner.

   Haven har jo ikke stået stille i den forgangne tid og det har kameraet og jeg heller ikke, så der er hobet materiale op i juni og juli.

Jeg er også vendt hjem fra 14 dages herlig ferie, så haven skulle lige have en overhaling eller genopretning efter et par uger uden min indgriben. Ikke fordi den havde savnet mig voldsomt, men lidt beskæring og vanding er det dog blevet til. Man skal nok være stedkendt for at kunne se den store forandring, og det er egentlig meget rart at haven er blevet så selvkørende.

De røde Amarant er fulgt med komposten ud i de nye bede, men her gør de egentlig god fyldest i år.

14 dage uden min indgriben har ikke forringet vækstkraften, og trods tørre tider er der god gang i det meste.

Georginerne er vokset mest og er i fuld gang med blomstringen, og Montbretia ser endelig ud til at ville blomstre i år.

Ferien tilbragte John og jeg i Jylland hvor vi turede rundt og så en masse dejlige steder, ikke mindst skønne haver og landskaber, så nu er der endnu flere billeder på lager. Det er rart at have lidt i baghånden til de lange mørke vintermåneder, men jeg har jo lyst til at vise alt det dejlige mens det er frisk i erindringen, så jeg må lige sige "pruh!" og holde hestene an inden de løber løbsk.

Så hvor starter jeg så? 

- Jo, jeg vil starte med feriens sidste havebesøg i Høneballehaven på Samsø, hvor Lisbeth og Bent tog varmt imod og brugte timer på at vise os rundt i deres fantastiske og skønne have.

Her bliver man godt modtaget kan jeg bare sige.

I virkeligheden ikke en nem have at fotografere, for her er så meget at man umuligt kan få det hele med uanset hvor mange billeder man tager.

Det flotte vejr vi havde gav også problemer med mit idiotsikrede kamera, for de lange fine kig på kryds og tværs af haven var nok lidt for kontrastfyldte til at yde haven fuld retfærdighed. Nemmere gik det med de mere begrænsede motiver. Her nedenunder et herligt billede af Lisbeth og John der beundrer en skøn fyrrebusk. Måske en af de eneste planter i haven der ikke var navn på:) 

- Og hvad mener I lige om denne violfrøstjerne som er vokset helt ind i himlen, i hvert fald langt over hovedet på Bent og alle os andre.

Der er så mange fine sammensætninger i haven, navnlig forskellige farver og former på blade og grene, blomster og bark, at man bliver helt overvældet, og bare håber at kunne huske en brøkdel bagefter. 

   De mange stedsegrønne Rhodondendron med smuk nyvækst i alverdens farver og former er bare ét element, derudover kommer så nåletræer i alle størrelser og farver, som giver rumfornemmelse og baggrund for alle de smukke buske og træer, roser og stauder, og sikrer at haven stadig fungerer i den bladløse tid.

Jeg bemærkede især at haven er indrammet af den blandede bevoksning som giver kig til marker og skov udenfor haven. Her er ingen hække, men heller ingen smarte vandbassiner med guldfisk og springvand. Al opmærksomheden går til de mange spændende planter.

   Der er også gået megen tid og tanker med at gøre haven i stand til at klare både tørke og ikke mindst regnskyl med grøfter, faskiner og dræning. Et ikke ringe arbejde i disse klimatider.

Jeg fik et par stiklinger og nogle frø med hjem, og glæder mig til at se dem folde sig ud de kommende år, men vigtigst var dog den inspiration jeg fik. 

   Ét besøg er slet ikke nok til at få glæde af al den erfaring som her er samlet gennem mange år, og jeg tager det med mig som jeg selv var i stand til at rumme lige på stedet, men det er rart at vide at der her midt på Samsø er en utrolig samling af planter, viden og ren og skær haveglæde, som man kan trække på i fremtiden. Glæden rækker nemlig ud over det rent gartner-tekniske, for hos Lisbeth og Bent er der en glæde ved at dele deres haveoplevelser og formidle erfaringerne til os andre, og vi drog meget oplivede, og en smule klogere, videre ud i verden fra Høneballehaven. Tak for en stor oplevelse og megen gæstfrihed!

Genopretning er stadig kodeordet her hvor kolonihaven også står for tur, men mere om den en anden gang. Foreløbig bøvler jeg med at benytte den nye "grænseflade", som Google så smukt kalder det layout på bloggen, som de har været så rare at lave i mit fravær. For min lille hjerne er der såmænd nok at forholde sig til uden deres indgriben, men sådan er det jo, og den slags forandringer er åbenbart nødvendige for at holde os vågne. Håber blot jeg får dette indlæg i æteren uden alt for meget ballade.

Prikbladet Perikon har fundet vej til haven helt af sig selv og den skal være så hjerteligt velkommen til at runde dette blogindlæg af.