Hornvioler

Det er stadig vinter, men når foråret nærmer sig vil jeg gå ud og købe hornvioler, for det gør jeg hvert år. Det er det første der bliver plantet i krukkerne på terrassen, og jeg køber meget ofte et par kasser med hjem, for man får rigtig meget for pengene - og de hæver mit forårshumør med flere grader.

Hornvioler er utroligt hårdføre så man kan starte før påske uanset hvor tidligt den falder, og et drys sne er slet ikke noget problem.

Tidligt på sommeren er væksten eksploderet og planterne ved at sprænge alle rammer. Det må være den nemmeste krukkevækst der findes,

og så fås den i næsten alle farver og kombinationer af farver. Jeg holder mig som regel til de gule og blå, for de står så fint til de andre forårsblomster jeg holder af.

På et tidspunkt begynder hornviolerne at blive lange og ranglede og falder lidt sammen. Det er der jeg skifter til sommerblomster i krukkerne, men de gamle hornvioler bliver klippet ned og plantet rundt omkring i haven hvor der er plads.

Eftersom alle de visne toppe ender i komposten, dukker der også hornvioler op på uventede steder i bedene. Her stikker de næsen frem mellem bregner og græs, hvor jeg bestemt ikke kan huske at have plantet dem.

Her kan jeg dog godt huske at have sat nogle mørkeblå rundt om nogle bærmispler, og de supplerer knopurten så fint i det tidlige forår inden de store stauder overtager pladsen.

Denne lysegule frøplante er sin egen krydsning, men se hvor godt den står til løvefodens blomster.

Også her en krydsning jeg ikke mindes at have købt, men fin er den.

Jeg bliver altid glad over planter som popper op på uventede steder. Nogle gange står de bare perfekt fordi der enten er et hul i bedet eller fordi farven passer godt ind. I dette bed var der flere selvsåninger sidste år: de røde amaranter til venstre og i baggrunden en høj hvid boghvede. Foran busken til højre har jeg selv anbragt en gruppe hornvioler som stod forkert andre steder.

Det uventede er en af glæderne ved at dyrke sin have. Hvor ville det være kedeligt hvis alt var planlagt og ventet, men i år tror jeg faktisk jeg vil købe endnu flere hornvioler og sætte nogle af dem ud i bedene fra starten. Det kan vist kun blive et festligt syn. 

En bemærkelsesværdig dag

Det var en bemærkelsesværdig dag i går, hvor vi vågnede op til snevejr. Smukt så det ud fra vinduet i det blå morgenlys, mindre smukt var det at bilen ikke kunne starte...

 

Tøsne lagde sig tungt på alle stedsegrønne vækster og juletræet blev et rigtig godt sted at være for de mange småfugle som besøgte haven og fugle-maden i går.

Man kan jo tydeligt se hvor tæt trafikken omkring "folkekøkkenet" var i dagens løb.

Jeg forsøgte at få nogle billeder af fuglene fra min lune plads i vinduet. Denne spætte sad længe på pælen til fuglehuset, for den kunne sagtens nå mejsekuglerne fra sin stabile plads. Måske en stor unge fra sidste år. Ikke særligt opmærksom på omgivelserne, men stærkt optaget af måltidet, og enkelte mejser kunne endda få lov at spise med.

Ellers var det en broget flok vi havde på besøg, og der var tilsyneladende mere borgfred i det uvante vejr end der ellers plejer være.

Halemejserne kom flere gange i dagens løb, men de er svære at fange med kameraet ligesom spætmejsen, der også er lynhurtig i bevægelserne. Én halemejse fik jeg dog med på det sidste foto.

Det var en våd dag, og en dag hvor vi fik en god fornemmelse af at gøre gavn for fuglene, men også en mærkelig dag ude i verden. 

   Da mørket begyndte at lægge sig og lysene på buksbombusken oplyste sneen nedefra på festlig vis, satte den amerikanske præsident gang i sit hjælpeløse forsøg på at kuppe sig tilbage til magten, ved at sende sine forvildede fans afsted mod Capitol Hill. Vi sad nærmest lamslåede foran skærmen og følte hver især at dette var en virkelig bemærkelsesværdig dag vi meget sent vil glemme.

Forhåbentlig var det de sidste krampetrækninger fra valget i november, selvom jeg slet ikke føler mig overbevist. 

   Det er en sørgelig tid på så mange måder, men snevejret var en dejlig afveksling fra formørkelsen, og vi nød den hvide nedbør hele dagen. Nu hvor sneen er ved at smelte væk igen viser det sig at vi har fået hele 20 mm væde ud af det, og det kan vi sagtens bruge. 

   Lad så verden finde sammen og lad os løse de mange problemer ved fælles hjælp! Det er bare mit lille ønske i en yderst bemærkelsesværdig tid.

   

Ny start

Som et af årets allerførste tiltag fik fuglene i haven glæde af juletræet, som nu giver lidt ly og læ til fodringen. Vi tænder altid lys i træet nytårsaften - det er vores "fyrværkeri" - og dernæst kommer træet ud i haven. I den stadig nye have giver det pæne træ lidt at se på i denne tid.

En af julegaverne var disse store kræmmerhuse af hønsenet, som indeholder rigtig mange mejsekugler, og spætten har endelig fået mulighed for at spise sig mæt igen. De gamle kræmmerhuse var flettet af pil, og holdt kun et par sæsoner, men disse kan sikkert holde længe. Rødhalsen sidder på en pæl i baggrunden og lader spætten få madro,

og træet er et godt skjulested for mejser. Navnlig halemejserne er glade for at vimse rundt mellem grenene, men her er det nu bare en enkelt musvit.

Lidt mere kulør er der også kommet på æbletræet, hvor jeg nu har ikke mindre end 13 flotte glaskugler at glæde mig over. Jeg fik en dejlig masse nye kugler til jul, og de giver også farve i haven i den mørke tid. - Ja, jeg er stadig kugleskør.

Julegaver kan også være fra havenissen, som gav os et nyt ørnenæb til haverne. Vi har nemlig planer om at reducere en del på ligusterhækkene, som er blevet brede gennem årene. Som et forsøg startede jeg her i indkørslen, hvor der ikke er problemer med rådyr, og John blev snart involveret.

Man kan se hvordan hækken er vokset mindst en halv meter ud i gruset, og en del har faktisk slået rod i indkørslen. 

Det fylder godt på traileren når det bliver splittet ad, men nu mangler vi bare et par meter.

Jeg håber hækken bliver grøn igen og lidt lettere at klippe. 

I kolonihaven er det hækken her til venstre der trænger til at blive slanket.

Efterhånden er vandhanen forsvundet ind i et hul og den pilebladede pære kunne også godt trænge til mere plads i toppen. Hvis vi tager denne side i år bliver der ret åbent ud mod stien, så jeg tænker vi tager det lidt efter lidt i årenes løb.

Men nu er det nye år startet i haven og det føles ret skønt selvom det er hundekoldt. Vi får røde kinder i den friske østenvind og i morgen kommer der måske endda sne!

Godt nytår!

En juleuge med gæster er ovre og så kan man vende tilbage til hverdagen igen.
   Der er stadig rester i køleskabet og den sidste julepynt skal bringes af vejen, men nytårsdag gik vi en lang tur i den lokale skov, og det var skønt at bevæge benene igen og trække frisk luft ned i lungerne.

Vejret var som det nu har været meget længe, gråt og mørkt, men det går jo i den rigtige retning med både lyset og vaccinerne, så jeg har forhåbninger til det nye år.

Disse gamle kæmper har set et og andet, og er sikkert ikke imponerede over noget som helst. Jeg holder så meget af de gamle træer, som stadig breder kronerne beskyttende over vores hoveder - vel at mærke kroner, som absolut intet har at gøre med Corona.

Lad os gå ind i 2021 med optimisme og sund fornuft!

Rigtig godt nytår!

Glæden er jordens gæst

Jeg bor på ca. 1000 kvm grund, hvoraf vel godt halvdelen er dyrkbar jord, når man regner hus og flisebelægninger fra. De billeder jeg har samlet sammen i dag er fra et af havens bede, som blev påbegyndt i 2018, og der er sikkert en del af billederne jeg har vist før, men det er jo nok fordi haven ikke er større end den er.

Historien starter her i dette område, hvor 1. april 2018 så således ud ovenpå en yderst vinterlig marts.

En mægtig stor og kraftig blodribs står på kanten af skråningen ned fra terrassen, og herfra havde jeg en idé om at et skyggebed ville være velegnet. Efter den voldsomme sne i marts kom der stort set ingen nedbør før hen i august, så det blev oktober før den første plante kom i jorden. En tyrkisk hassel.

Men inden året var omme kom vi dog også i gang med at plante lidt buske og stauder i den øverste ende. Bregner, Hosta, benved og troldhassel.

Dette er et langt indlæg, for selvom haven er ganske almindelig af størrelse giver den mig meget mere end almindelig glæde. Der er så mange oplevelser af liv og drama og indtryk af farver, lys og dufte derude. Det handler vel egentlig om at lave noget man kan lide, og dernæst glæde sig over de fleste af resultaterne. 

Disse billeder er fra 2019 hvor der begyndte at ske lidt mere. Nu var proppen jo taget af, så nu var det ikke til at stoppe igen. I marts krøb jeg et godt stykke ned i haven med et storindkøb af buske og stauder, og jagten på en masse bunddækkeplanter gik ind.
   Bunddækket består af hasselurt, vinterglans, hønsebær og guldnælden, som slynger sig hid og did med sine små brogede blade, men sandelig også en stor mængde krybende læbeløs og steffensurt, som har indfundet sig ganske af sig selv.

Desværre havde blodribsen det slet ikke godt, og jeg tror den må have lidt ganske forfærdeligt af vandmangel året forinden. Vi endte med at skære den langt tilbage, men om den vil komme igen er stadig et åbent spørgsmål.
   Blodribs hører ikke til mine yndlingsplanter, men da det var en af de eneste prydbuske i haven, og den skyggede så fint over det kommende skyggebed, synes jeg alligevel det ville være synd at skulle fjerne den helt. - Og bierne er ellevilde når den blomstrer.

Så er jeg nået frem til 2020, som på mange måder har været et underligt år. Corona har i hvert fald gjort sit til at havearbejde blev opprioriteret ganske betydeligt for mit vedkommende. De fleste havejobs i dette år er foregået i andre dele af haven, mens dette første store bed har haft tid til at modne og har givet så mange fornøjelser, at det er blevet fotograferet igen og igen.

   Så her er en lang serie fotos som fuldstændig bekræfter hvordan glæden har slået rod i vores have.

Med denne rundkørsel omkring æbletræet nåede bedet sin endelige længde i løbet af marts,

men i bredden er der plads til udvidelser i takt med at de nye planter tager på i vægt. Også græsset på skråningen skal væk med tiden.

Skyggebedet er det første man ser fra stuevinduet så jeg har masser af muligheder for at sidde inde og overveje hvad der skal og kan gøres - også når det er koldt. Her i vindueskarmen planlægges mange havejobs.

Maj og juni giver en overflod af friskgrønne indtryk krydret med lidt blomster ind imellem. Den rødbladede vortemælk var nærmest limegrøn i maj

og senere tog løvefod over og førte denne friske farve med ind i juni. Løvefod er en dejlig staude til at fylde huller ud med i et nyt bed, og jeg holder også meget af dens store grågrønne blade, som dækker jorden helt overbevisende. På længere sigt bliver der måske ikke plads til alle planter, og så kan man tynde ud i disse gode pionerplanter.

Kærmindsøster er en anden staude med store blade, som dækker godt af for ukrudt. Den dukker op af sig selv hvor der er plads og fylder godt i det nye bed.

De høje orange dagliljer har vi fundet i havens udkant, og når de er færdige med at blomstre kommer der gang i de gule i løbet af juli.

Om formiddagen rammer solen ned i bedet, nu hvor blodribsen er blevet skåret tilbage, men her kan man se hvorfor det ellers er et skyggebed.

Den sidste daglilje der blomstrer er denne citrongule og spinkle sag, som faktisk blomstrede hele efteråret.

Trods tørt vejr i år (også) klarer de fleste ting sig overraskende godt. Man kan dog se på troldhasselens blade at de er visne i kanten, men alle Hosta og bregner er kommet godt i vej.

Langs fliserne gjorde jeg plads til en række dværgmispler for at give bedet en fast kant og et ensartet udtryk. De overskydende stauder kunne så bruges længere nede til at udvide bedet i bredden. Her er vi henne i september og den vingede benved er en farveklat der ikke kan overses.

Det er jo mere blade end blomster der giver et godt farvespil i dette bed, og en del dejlige alunrod er netop egnede til den opgave.

September var og er en yndlingsmåned, og i år var den særlig dejlig. Det var stort set umuligt at tage et dårligt billede i det fine vejr.

Men også i oktober var jeg meget glad for farvespillet i de grøn-gyldne nuancer. Her spillede forskellige Hosta en stor rolle, med kvalificeret mod- og medspil af de stedsegrønne, taks, buksbom og forskellige andre med blå eller lysegrønne nåle.

I oktober er det jo ellers tydeligvis kirsebærtræet til venstre der spiller den store hovedrolle, men det lange krumme bed giver en god modvægt og er med til at definere haverummet nærmest huset.

Vi har stadig lange kig ad grønne stier,

men jeg vil gerne dele haven lidt op i rum, og her på årets sidste billede kan man se hvordan planerne for næste år allerede er lagt til rette med en haveslange der antyder en slags "port" mellem de to store bede; skyggebedet og solbedet. På den måde får vi skabt en spændende haveoplevelse tæt på huset med store blandede bede omkring en næsten oval plæne, mens resten af haven stadig ligger åben for flere udfoldelser fremover.

Ja, så selvom 2020 har været et besværligt og på mange måder rædsomt år at komme igennem, har vi haft et dejligt år i haven. Den har bragt megen glæde og få skuffelser, og alt i alt kan jeg uden forbehold sige at glæden er jordens gæst i dag, og alle andre dage.

Rigtig god jul!