søndag den 25. oktober 2015

Mynte i overflod

Lige så glad jeg kan blive for mynte - de flotte planter og den skønne duft - lige så bange kan jeg blive for at mynterne skal overtage hele haven. Vi er gået drastisk til værks her i weekenden og har gravet store mængder af de livskraftige planter op. Her er bare én trillebør fuld af de fede, hvide rødder.


Det er lige før skvalderkål virker uskyldig til sammenligning...


Jeg forventer slet ikke vi har fået udryddet mynterne. Faktisk dukker der rødder op næsten hver gang man stikker en spade i jorden, så vi skal nok få kam til vores hår fremover. Men nu har vi da fået genoprettet en del af havegangen, som var helt overgroet i sommer.


Og så er de tre splinternye fiber-beton-krukker plantet til med mynte, som kan stå på terrassen og sprede duft og glæde bierne til næste sommer.



I det nyetablerede staudebed på terrassen har jeg plantet fine lyserøde geranier, mørke kvæsurt og blå asters, som skal supplere hortensier og pink geranier samt timian. Det bliver også spændende at se hvordan det arter sig.


Jorden er så våd og klistret at vi ikke kan komme videre med terrasseanlægget lige nu, men i det mindste fik vi omplaceret endnu en jordbunke i dagens løb.

Og så var det jo en herlig dag med gode arbejdsvilkår i mildt og solrigt vejr.





Smukt forfald og stadig frodighed varmer jo det bankende havehjerte, og selv nu hvor vintertiden er sat ind kan jeg stadig bilde mig ind vi blot er nået til eftersommeren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar