torsdag den 5. maj 2016

Vand og varme


30 mm regn i sidste uge og begyndende varme i denne skal nok få sparket gang i grokraften i denne Kr. Himmelfarts-tid. Ikke at planterne ligefrem farer til himmels, meeen alligevel.


Nu blomstrer kvæden og Tulipa tarda, og minsandten om ikke en enkelt hosta kniber sig frem under tulipanen. Jeg tror det bliver den eneste overlevende efter sneglenes hårde fremfærd sidste år.


Den pilebladede pære blomstrer nærmest overdådigt henover hovedet på en skriggrøn merian.




Og bregnerne, som alle er blevet flyttet, stikker endelig bladrullerne frem. Dem har jeg ventet længe på.



Der er violer under hækken og knopper i knopurten. Min sjæl hvad vil du mer'?


Den gamle vinplante er bundet til rionettet, og en ny tornefri brombær er også på plads. Resten af espallieret bliver brugt til ærter indtil efteråret, hvor jeg vil plante æble- og pæretræer.




Pinseliljerne har afløst påskeliljerne helt efter bogen. Det bliver en fornøjelse at se om de vil brede sig i haven med deres dejlige duft.


Det er tid til at få sået resten af køkkenhaven til, men også tid til nydning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar