mandag den 13. august 2018

Storm og stille

Så kan man atter trække vejret!
   Siden bulder og brag og styrtregn torsdag nat, kraftig blæst (ikke storm her) fredag og dejlig dryppende, silende, stille regn henover weekenden, er luften renset, temperaturen modereret og lyset mildnet til høstlignende toner.


Torsdag aften i sidste uge fik vi 23 mm sammen med tordenvejret.


Nogle farver bliver mere intense i gråvejret, og krukkerne strutter stadig af sommerblomster.


Lørdag blev der 7 mm ud af bygerne.


Som et elegant springvand står græsset opad den sorte væg.


I nat har vi fået 15 mm mere. Summa sumarum 45 mm de seneste 5 dage og nætter.

Men det var sandelig også på høje tid!
I sidste uge nåede termometret op og runde de 35 grader både ude og inde. Jeg ved godt det ikke er en officiel registrering, men det var slemt nok endda.

Jeg tyndede kraftigt ud i æbler og grene på det lille Rød Ananas træ mens heden var på sit højeste. Grenene var ved at knække under vægten af æbler allerede da, så jeg bankede løs på træet med et riveskaft, da det var helt uoverskueligt at tynde ud på anden vis. Bagefter klippede jeg alle de grene der krydsede over hinanden.
- Og ja, vi sov i telt det meste af juli måned da der ikke var til at være inde i huset. 


Nu er der sidenhen drysset mange flere frugter ned, så jeg tænker vi kan få nogle ret pæne æbler ud af dem der sidder tilbage.

 

I den varme sommer har jeg haft travlt med vanding, og uanset hvor meget jeg vandede var der stadig planter som blev forsømt. Ligusterhækken så tynd og skravlet ud, Hortensierne gav næsten op og Ribesbusken droppede mange blade. På en måde var jeg plaget af dårlig samvittighed både over at vande og lade være.

Men visse planter kan ikke slås ihjel. Ingefær breder sig, og de har haft en fin sommer. De har kun blade i forsommeren, så deres blade var visnet ned da tørken blev rigtig slem. Nu kommer de flotte farver på bærrene som lyser op foran vedbenhegnet - og vedben er jo også en utrolig overlever... 


Jeg glæder mig over alt det grønne som har klaret sommeren. Vanding eller ej.


At fange regndråber med kameraet er nu min største fornøjelse.



Jeg er allerede begyndt at glæde mig til at få plantet nogle træer her i efteråret. Der er en lang liste af ønske-træer at tage hul på, men nu skal vi sikkert først igennem en periode med lugning og græsklipning. Måske endda lidt hækklipning? - Med andre ord ganske almindeligt havearbejde. 




15 kommentarer:

  1. Så deilig at du har fått så mye regn! Det var jo meget etterlengtet og nødvendig, så det var godt. Det er plutselig blitt annen luft her også, og kun 6 grader i natt. Skiftet til høst kommer alltid brått.
    God uke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god begyndelse med 45 mm, men det er ikke nok til at genoprette balancen. Men vi er jo blevet taknemmelige for lidt...
      Det er godt nok hurtigt du går over til høst, men du havde jo også vinter lige til sommeren gik i gang. Du må være "omstillings-parat" (frygteligt modeord!)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Ja dejligt med den gode regn, og dejligt at slippe for de voldsomme temperaturer, det er vi ikke bygget til. Ja og så glæder vi os over, at vi igen kan komme til at rode i jorden.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kunne ikke være mere enig!
      Jeg har allerede været i gang med lidt gravearbejde i kolonihaven i dag, men der er stadig tørt 5-10 cm nede under græsset, så vi er ikke normaliserede endnu.

      Håber på mere regn og en god haveuge til dig!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ullas

    Ja, selv DMI er ved at aflyse tørken, jeg tror nu det varer lidt før grundvandet er normalt!
    Og dejlige æbler, jeg er ikke så god til det med sorter, jeg spiser dem bare, og i disse dage ryger der mange ned!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. - Og afbrændingsforbuddet er vist ophævet. Men der er et stykke vej til vandmængden er oppe på normale tilstande alligevel.
      Jeg er heller ikke god til æblesorter men nyder meget at spise dem.

      God uge til dig!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Dine krukkesammenplantninger er så fine.
    Jeg er også blevet så glad for de grønne planter i sommer. Mange har klaret sig godt, og man lægger mere mærke til dem, når der ikke er så mange blomster til at stjæle opmærksomheden. Det vil blive rart med lidt “almindeligt” havearbejde igen. Jeg har nogle huller hist og her, fordi jeg ikke nåede at blive færdig med at dele og plante om i foråret. Nu er jorden fugtig og lun, så nu kan jeg vist snart gå i gang.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. "Jeg holder af hverdagen" - som Dan Turell sagde. Og det var egentlig klogt sagt. Det er i hvert fald ikke nemt at holde af det ekstreme i lang tid - eller er det ekstremt hvis det bliver ved og ved? Lige
      lovlig filosofisk for mig...
      Næh, lad os bare komme tilbage til græsslåning og lugning og deling af stauder igen, det er spænding nok for mig.

      God arbejdslyst!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Mye fint til deg! Og så godt med regn. Det trengtes over det meste av Skandinavia. Fine epletrær, så der blir det nok til utover vinteren.
    Og så flotte bær. Riktig så dekorative.

    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have. Og regn mangler vi vist mange steder i verden - ikke bare Skandinavien. Det kan blive dyrt at købe kartofler til vinter - og æbler. Godt man har lidt selv!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Jeg genkendte i høj grad din bemærkning om at have dårlig samvittighed ved at vande og ved at lade være. Og følelsen af at der hele tiden var grimt, selv om man vandede.
    Det var bare SÅ godt med regn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig rigtigt. Lige meget hvor meget man vandede blev det ikke kønnere af det. Meget utilfredsstillende og helt atypisk for den almindelige følelse jeg plejer at få i haven.
      Men det viser måske også at planter ikke bare kræver postevand, men en hel masse andre komplicerede forhold, for at trives. Det er nok ligesom os andre... vi kan jo heller ikke trives uden alt det som ikke kan defineres.
      Da jeg gravede et stykke græsplæne væk i går, fandt jeg steder, hvor vandet slet ikke var nået ned. Jorden var stenhård og knastør lige under græsrødderne, og der lå der nogle små sammenkrøllede regnorme, som bare forsøgte at overleve i en slags dvale. Der er et stykke vej til normale forhold, men vi er da i gang nu.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!

    Tänk att vi kan bli så glada över gråväder, det har väl aldrig varit så efterlängtat som nu. Det ser väldigt trevligt ut i trädgården, gräset som står där i krukan som ett utropstecken är jättesnyggt!.

    Här dignar också äppelträden under tyngden av onormalt mycket frukt. Jag har kartgallrat men ändå bröts en stor gren av när vindarna tog fart. John fick lite mera arbete men nu är det gjort.

    Hälsningar

    /Gunilla

    SvarSlet
  8. Forandring fryder! - siger man jo, og forandring har vi virkelig brug for nu. Jeg håber sådan på et regnfuldt efterår, så jeg kan komme i gang med at plante træer i haven. I år har der næsten kun været liv i krukkerne og de små bede omkring huset og jeg længes efter at sætte mit præg på den store gule græsplæne.

    Håber du og din have også er ved at vågne op!
    God weekend fra Ulla

    SvarSlet
  9. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet