lørdag den 25. januar 2020

Vårlig væde

Der er blevet sagt og skrevet meget om denne vinters vejr og rekorder, men uanset hvad, så er der sikre forårstegn oppe og nede. Jeg beskæftiger mig som vanligt med det dernede, som har fat i den våde jord, og det ser sådan ud her en måned efter jul.



Sibirisk valmue, som jeg såede sidste år har stået grøn hele vinteren og adskillige stauder sætter friske blade i et behersket tempo.




Den gule troldnød er nu også godt med og blomstrer for første gang i vores have.


Denne troldnød er mellemlandingsplads for alle grå- og skovspurve som æder fuglefrø og mejsekugler hos os hver eneste dag. Efterhånden er det næsten kun disse spurve vi ser i større antal - alle mejserne holder sig væk og må kunne klare sig selv i det milde vejr. Jeg tænker i hvert fald ikke de er døde af kulde.


Billedet af de sølle rester af paradisæbler solsorten har efterladt siger jo alt om vejret...


Forrige weekend var der solstrejf i kolonihaven og så bliver man jo helt glad i låget af det dejlige lys. Vi fik hentet en masse tang til aspargesbedet, og resten kom med hjem til kompostbunken.





Jeg slutter med et par solskinsbilleder fra sidste uge. De kan hæve farve-stemningen lidt. Det er stadig en mørk tid og solen står lavt på himmelen, men når jeg ser på min skygge kan jeg næsten bilde mig ind at jeg har rigtig lange ben - og det er bestemt ikke tilfældet. Der er endnu en uge tilbage af januar og meget kan nå at ske i dette herrens år, men man kan glæde sig over det der gror, så længe det gror, og glæde sig over at jordens vanddepoter nu må være fyldt godt op. Det er jo ikke nok at havens stauder og løg overlever. De store træer i skove og hegn skulle også gerne have en chance når det bliver varmt igen, og det tror jeg på efter al den regn vi har fået.




18 kommentarer:

  1. Fine bilder, og det er jo supert at dere kan utnytte tangen i bedene. Det store bedet ser helt fantastisk ut. Troldnød har jeg ennå ikke fått meg i hagen, men det skal jeg få meg i år :)
    God weekend!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, en troldnød tror jeg du vil blive glad for, så køb du dig en fin en. Det er så livsbekræftende med blomster i haven i vintertiden.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Flot at din troldnød blomstrer nu, min gør også men den er af ældre dato. Det er lidt træls med alt det vand, men på sigt bliver vi nok glade for det, for lur mig om vi ikke får tørke igen til sommer. Klimaet er som det er, vi kan ikke ændre på det, men glæde os over alt det fine, der allerede nu dukker op og blomstrer.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er bange for du nok skal få ret. Udsvingene i vejret virker voldsommere end de gjorde førhen, og det er de robuste planter med gode rodsystemer der overlever.
      Men jeg vil heller ikke gå rundt og bekymre mig mere end godt er. Man må nyde det der er.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ingen tvivl om, at nogle solstråler hæver humøret betragteligt. Troldnød er en fin vinterblomstrende busk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sol giver et helt andet indtryk, og jeg tror alle mennesker får løftet stemningen lidt i solvejr. Jeg er så glad for de to troldnød vi har i haven og håber på de kan vokse sig store og tætte.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Pudsigt med dine fugle,, her vrimler det med mejser af diverse slags. Sjaggeren har vi så ikke set i år. men det er jo nok pga den milde vinter.
    Bare den smule sol der var i morges fik humøret opad, vi er ved at være nøjsomme med sol.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi savner også vores små mejsefugle i år, men der må være nok at leve af i naturen. Vi har jo skoven lige i nærheden og jeg tænker de finder føden der.
      Ja, vi dyrker nøjsomheden om ikke andet...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Der er meget at kikke på, hvis man vender blikket nedad, og når solens stråler rammer erantis og vintergækker, kan man da kun blive glad. Begge troldnød er smukke. Den røde ser man ikke ret tit. Vi har ikke ret mange fugle i haven i vinter, til trods for, at vi fodrer dem. Men de finder sikkert føde andre steder. I går så jeg en spurvehøg på græsplænen, så da var alle småfugle pist væk.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, spurvehøgen! Den savner vist også det lette bytte ved foderbrættet. I går sad den ligefrem ovenpå fuglehusets tag og ventede, hvilket der jo ikke kom noget ud af. Så dumme er gråspurvene trods alt ikke.
      Erantis er som små sole i sig selv, og vintergækker er bare så elegante, så dem kan man altid glædes over, hvadenten solen er fremme eller ej.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Hej Ulla

    I det vejr har fuglene bestemt ikke svært ved at klare sig - der er masser af mad i naturen, og mange fordrer ja:)
    Tang er bare så godt også til andet end asparges, det formulder over et par år og giver en fantastisk muld.
    Prognoserne har ikke rigtig nogen kulde i sigte - dette er en aparte vinter!

    Ha en dejlig søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Aparte er et meget præcist udtryk!
      Der er enorme mængder af tang i år. Ved vores strand ligger det næsten en meter højt og er lige til at skovle op, så man skulle være et skarn, hvis man ikke benyttede sig af det. Så længe vi ikke har store træer og mange blade i haven vil jeg i hvert fald bruge tang - og så indeholder det jo også næring.

      Tak i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!
    Ser vårlikt ut, när solen skiner är det riktigt skönt. Mina fåglar hälsar inte heller på varje dag, de hittar nog annat att äta. Minns att vi hämtade tång på stranden, till farmors trädgård. Den doftar hav.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
  8. Det er jo kun godt at fuglene selv kan finde mad, men man savner alligevel at se dem her i haven.
    Lige nu savner vi solen og lyset alle sammen. Det er som om vitaminerne fra sidste år er ved at være brugt op.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  9. Ja, solen står stadig lavt....jeg får ikke ret meget sol ind i haven endnu pga. plankeværket rundt om - og derfor springer mine gækker, erantis og tidlige krokus heller ikke rigtigt ud - men så holder de jo det længere, bilder jeg mig ind :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Forventningens glæde - og alt det der!
      Nej, men oprigtig talt er vi jo stadig kun i januar måned, så det nås nok.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Man kan lige så godt glæde sig over den milde vinter og håbe på, at der ikke lige kommer en ordentlig gang frost senere.
    Vi har også haft et par dage med lidt sol, og er man heldig lige at være der når den skinner, kan man godt mærke varmen :-)
    Det er lidt mærkeligt med vores gule Troldnød, den er meget sent til at blomstre. Den er ikke så gammel og har kun haft blomster de sidste 2 år, men kommer noget senere end dem jeg ser andre steder.
    Spændende med tang i bedene, jeg tænker lidt på om tang indeholder salt og hvordan det påvirker køkkenhaven.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
  11. Ja, det tænker jeg også, så jeg nyder det så længe det varer.
    Jeg tror der er mange forskellige sorter af troldnød, og måske har de "rødder" i forskellige klima-bælter. Hvert år har vi jo også nogle bøgetræer som springer før alle andre i dette lille land.

    Her hvor vi bor er der brakvand, så saltindholdet er ikke voldsomt i vores tang, og asparges kan netop klare salt da det er en strandplante. Men hvis man lader en bunke tang ligge i regnen et stykke tid, kan det også sagtens bruges til roser og alt muligt andet. Så vasker saltet nemlig ud. Der er meget god kompost i tang, og som jorddække holder det længe.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet