mandag den 4. maj 2020

4. maj


Her på 75 året for befrielsen har jeg lavet os en lille dannebrogsbuket til bordet - og så har vi selvfølgelig levende lys i alle vinduer. Jeg har ikke oplevet 2. verdenskrig, men mine forældre gjorde, og deres ungdom var nok en del mere besværlig end det vi oplever nu under corona-krisen, så jeg synes stadig det er værd at mindes, at vi trods alt kom igennem dengang. Det gør vi også nok nu.


Og ellers kan man jo bare fejre at maj er her og alting grønnes og mange træer blomstrer.


Vores små bærmispler er meget godt med og den nye røn - Dodong - ser ualmindelig sund og frisk ud, men gemmer nok blomstringen til næste år. Det synes jeg er helt i orden i betragtning af den endnu bare er én pind, men dog en pind som vokser.


Det ser ud som om hasselurterne er godt etableret og figentræet springer ud i sin krukke.



I kolonihaven har vi et fint tulipanflor i murerbaljerne, men vi har været beskæftiget i den anden ende af haven.


Vi havde egentlig en plan om at få kartoflerne i jorden, trimme græsset, luge staudebedene og adskilligt andet jeg har glemt nu, men endte med at få planeret det sidste stykke af terrassen.


Vi gravede igennem sten og rødder, hvor der førhen lå fliser, vi svedte og stønnede, rev og sorterede, nivellerede og planerede - og ind imellem drak vi kaffe og hvilede lidt i solen,


men til sidst kom vi faktisk igennem, og jeg fik sået græsfrø i den stadig fugtige jord.


Det er et af disse projekter som har taget alt for lang tid. Faktisk har jeg glædet mig til denne dag i 5 år, så det var en lettelse endelig at kunne sætte et flueben ved terrassen. Når det nye græs er kommet op kan vi møblere med to nye borde og et par nymalede bænke, og jeg ser frem til at sidde her og bare høre ukrudtet gro.

For 5 år siden så huset og terrassen sådan ud. Det hele var meget romantisk og tilgroet og småt, men jeg har en klar idé om at vi nu vil kunne benytte arealet mere, bedre og forhåbentlig oftere. Nu er der plads til at flytte rundt efter sol og skygge og plads til at invitere gæster. Vi kan endda sidde i to (corona)grupper, hvis det skulle blive nødvendigt.


Alt i alt meget at glæde sig over - og til. Og nu blomstrer Professor Sprenger helt overdådigt!





15 kommentarer:

  1. Ja I har da også været flittige og I har nået meget på de 5 år, jeg kan godt forstå, du glæder dig til at sidde og høre ukrudtet gro, hvis du så kan sidde stille så længe, jeg kan ikke, men jeg hører heller ikke så godt, som jeg har gjort, siger mine drenge :)
    Glæd dig til høstfarverne på dodong, for det kan den også uden blomster og senere bær.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. På en måde har du ret i at vi har nået meget, for jeg synes vi har arbejdet ret konstant, men en del arbejde kunne nok være gået hurtigere, hvis vi havde gjort hver del færdig for sig. Vi har jo bredt os over flere sideløbende spor og dermed skal nogle ting gøres om igen flere gange fordi det er groet til mens man vendte ryggen til. Men det er nok vilkårene, når man har så mange jern i ilden.
      Jeg er slet ikke sikker på jeg kan sidde stille, men det er stadig min ambition at blive bedre til det, så jeg vil i det mindste øve mig:) - og min hørelse er sandt for dyden heller ikke hvad den har været...

      Ja, jeg glæder mig til at se den lille pind i høst-skruddet, og lige nu glæder jeg mig over den er i så fint vigør.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Så fint at dere setter lys i vinduene til minne om befrielsen. Norge ble ikke befridd for 8. Mai, så vi har feiringen tilgode. Jeg har heller ikke opplevd krigen, men det gjorde mine foreldre også. Det var nok en meget vanskelig tid.
    Jeg tenkte at jeg skulle spørre deg om Dodong og blomstring, og så fikk jeg svaret her :) Jeg plantet min i 2018, men enn så lenge har den ikke blomstret. Jeg var en gang på besøk i en hage, og da var dette treet i full blomst. Det var så flott å se på, og hageeieren sa at hvis han bare skulle hatt ét eneste tre så måtte det bli Dodong. Det gjorde stort intrykk på meg :)
    Ha det godt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi sætter altid lidt lys i vinduerne, men i år satte vi ild til alle de stearinlys vi kunne finde, så det var meget hyggeligt. Håber I får en koselig aften 8. maj!

      Jeg tror måske det er meget godt hvis træet får lidt størrelse og robusthed før det blomstrer. Blomsterklaserne er jo ret store og dermed bliver der også god vægt på bærrene. Jeg væbner mig med tålmodighed og nyder det lille træ som allerede er vokset 15-20 cm i højden på sit første år. - Og som Lisbeth skriver er der stadig fine høstfarver at glæde sig til - også uden blomster og bær.
      Jeg faldt fuldstændig for Dodong da jeg så det i en have for et par år siden. Det var i høsten og træet strålede i de mest fantastiske farver.

      Hav det godt!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
    2. Jeg glemte å kommentere din vakre bukett, og den var jo veldig fin. Dere har fått gjort veldig mye på bare 5 år!
      Ja, vi får smøre oss med tålmodighet, og håpe at trærne våre en vakker dag vil bellønne oss med blomstring.

      Ha det godt!

      Slet
  3. Har I virkelig kun haft haven i fem år. Det er imponerende, hvad I har nået.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig sødt sagt, Lisbeth! Jeg synes jo alting tager en krig, men 5 år er jo ingenting når det gælder havebrug. Det er jo også sådan at vi rent faktisk klarer det meste uden motorhjælp, og vi har flyttet megen jord efterhånden. Nu tror jeg lige vi tager en pause med det.

      Jeg er også med på vortemælk-bølgen, som du, og tror faktisk vi har den samme rødlige slags. Lige nu ligner vores et rent fyrværkeri i rødt, grønt og gult, men det er også så dejligt de er stedsegrønne! Sjovt at opdage disse planter, som jeg tror vi har hentet inspiration til i England. Tidligere kendte jeg kun forårsvortemælken, som jeg stadig holder meget af bl.a. fordi den laver så flotte kupler og klæder forårsløgene så flot.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla

    Ja, godt at mindes - dette klarer vi også:)
    Dodong rønnen har da fået noget af en succes! Ikke noget at sige til det - dens farver kommer vi til at se meget mere til fremover i rigtig mange haven:)

    Flot arbejde med planeringen!

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal have mange tak!
      Gad vide hvor i verden du fejrede 4. maj? Tænker på om du stadig er strandet i Polen.
      Rønnebærtræer har jeg altid holdt meget af, og det er som om Dodong er lige så køn, men gør alting i højeste potens: blomstring, farver og bær, og så er bladene lige så kønne som på vores almindelige røn, men større. Mange grunde til at vælge netop den.

      Hyg dig hvor du er!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Det är verkligen vår i dina bilder med fruktträd som blommar och bærmispler. Den är en av mina favoriter också. Vilket stort arbete ni har lagt ner under åren. Men kaffe och en stol i solen är viktigt också.
    Ha det gott
    Helene

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak!
      Her er vejret køligt men ret flot, så vi får tid til at nyde foråret og de mange frugttræer som blomstrer.
      Jeg håber på at blive bedre til at sidde stille og nyde livet i haven, for du har ret; vi har snart arbejdet nok med anlæggelsen.

      Hav det godt du også!
      Ulla

      Slet
  6. Hej Ulla!
    Ser så fint ut i trädgården, med de nya rabatterna. Växterna har redan vuxit fint.
    Ser mysigt ut på kolonin. Finns inget som är så vackert som fruktträd i blom på våren.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have! Jeg er også tilfreds med at se de nye bede vokse til, og synes foreløbig det ser lovende ud. Nu kommer al vedligeholdelsen, og så bliver der nok ikke megen tid til at udvide.

      Frugttræer er også blandt mine yndlinge når de blomstrer. Så fine og elegante nu og fulde af løfter om dejlige frugter sidenhen. Hvad mere kan man ønske sig?

      Hav det godt!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Det er en smuk 4. maj buket. Befrielsen er værd at mindes, det var en tung tid for vores forældre og bedsteforældre at komme igennem. Vi sætter også altid lys i vinduerne, og jeg kunne se, at mange på vejen også havde gjort det i år.
    Jeg kan godt forstå, det var dejligt at kunne sætte flueben ved terrassen. Det er altid godt at få afsluttet et haveprojekt, der mere eller mindre har været i tankerne i 5 år.
    Jeg kan godt lide professoren, blomstringen er vidunderlig.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  8. Jeg kunne se et enkelt lys hos min nabo, så vi signalerede altså lidt til hinanden, men herude på landet kan vi ikke se så mange vinduer hjemmefra, så jeg ved ikke hvor udbredt det er at fejre 4. maj.
    Lettelsen er altid stor når vi får afsluttet et arbejde, men dette var ekstra rart, da det var et super kedeligt job.
    Professoren kan jeg kun anbefale. Har haft et par af disse paradisæbletræer i under et år, men de er faktisk så fine med små orange æbler lige til jul (eller til solsorten har spist dem) så der er en lang sæson med gode vibrationer.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet