torsdag den 11. marts 2021

Et langt, smalt haverum

De fleste parcelhushaver er så små, at der gerne findes et langt smalt stykke jord på - i det mindste - én side af huset. Det kan være en lang indkørsel, eller en smal forhave eller som her hos os, hvor et 3 meter bredt jordstykke ligger langs med husets stue.

Sådan så det ud da vi købte huset i 2016.

Fra vinduerne var der udsigt til et overgroet plankeværk ind mod naboen, og vedbenranker havde bredt sig langt ud under og over græsset. Inde under vinduerne voksede nogle få prydplanter, som vi naturligvis ikke kunne se inde fra huset - et par roser og nogle gamle bonderoser. På endevæggen af garagen en god klatrehortensia.

I 2017 forsøgte vi at få styr på vedben-væksten, 


og dette arbejde fortsatte ind i 2018. I dette år fik jeg også bugt med alle de rodslagne ranker som bredte sig ud fra skellet, og John fandt ind til det stakkels æbletræ under tykke måtter af vedben, som også havde indtaget kronen på træet. Det er ellers et meget dejligt rødt æble, som nok kunne bruge lidt sol, da det modner sent.
   I dette år etablerede vi et pæonbed et andet sted i haven, og derfor blev bonderoserne langs soklen flyttet hen i det nye bed, og de små rosenbuske blev slet og ret fjernet fra haven.


Måske kan I huske at vi i 2018 havde den længste, varmeste og tørreste sommer i mands minde? Vi fandt i hvert fald ud af at der måtte skaffes skygge til de mange vinduer, hvis vi fremover skulle kunne holde ud at være i stuen indenfor. Alle disse vinduer vender mod syd-vest og solen bagte ind i månedsvis.

Et par friske mandfolk i den nærmeste familie - den ene endda med et helt nyt svendebrev som tømrer - rejste os en pergola i løbet af en arbejdsom weekend i sommeren 2019, og det vil forhåbentlig hjælpe på indeklimaet fremover. Vi har købt lærketræ, så vedligeholdelse er ikke noget problem - endnu.


Langs med hegnet anlagde jeg et smalt bed og fyldte det med forskellige bladrige stauder, som kan tåle skyggen, og et par nye klatrehortensier blev plantet opad to af stolperne. I løbet af efteråret lagde vi også en del løg mellem stauderne, og glædede os til at se resultatet året efter.

Og sådan så det ud i foråret 2020.

Det lange smalle haverum er dels blevet nemmere at holde fordi græsset kan slås helt ind til husets fundament, og samtidig kan vi nu se hvad der gror og blomstrer inde fra huset i de kolde forårsmåneder. Både vedben og ingefær skal selvfølgelig stadig holdes i ave, men så håber jeg også vi får en lille skovbund at kigge på fremover.

I år myldrer det allerede op med masser af løg og jeg har lige plantet et par vibeæg, som ellers har pyntet i stuen. Under klatrehortensierne lægger vi vores julegran efter at have klippet det fint. Jeg håber det vil give lidt surhed i jorden.


Og ellers er her billeder fra sidste år, hvor alle løgplanterne var helt nye. I år håber jeg på endnu flere blomster, nu hvor løgene er bedre etableret. Jeg putter stadig nye løg i jorden når de har gjort deres pligt som potteplanter indenfor.

Påskeklokkerne har jeg hentet forskellige steder i haven, hvor de har stået i mange år blandt ukrudt.


Når løgene er ved at færdige fjerner jeg ingefærbladene, så bliver der plads til stauderne.




De første løg er naturligvis vintergækker og erantis. Vi har lagt både blå og gule krokus, men de havde det ikke nemt sidste år, hvor det regnede hele vinteren. Ellers er her mange af de små gule påskeliljer - både Tete-a-Tete og Jetfire, og så kommer de hvide og lysegule, hvoraf jeg kun kan huske Thalia i skrivende stund.


De høje påskeliljer i gult bliver afløst af pinseliljerne til sidst, men samtidig er både kærmindesøster, gul lærkespore og vortemælk i fuld gang, og storkonvaller, liljekonvaller og bregner folder sig ud.





Det er umuligt at grave ingefær op inde mellem vedbenrødderne, men sidste år trak jeg alle blade op, og som man kan se gav det plads til stauderne resten af året.


Klatrehortensierne ser ud til at trives godt, men det varer vist mange år før de kommer helt op så de kan give skygge i de varme måneder. Jeg har tænkt på at købe en rulle markisestof og rulle den ud på toppen af pergolaen, hvis vi får endnu en solrig sommer.


Det blev vist til et langt, smalt indlæg om et langt, smalt haverum denne gang, men jeg synes jo det har været en sjov opgave at løse. Der er også udfordringer ved at få noget godt ud af de mindre charmerende haverum, og her tror nok vi skal blive tilfredse med plantningen fremover.


I denne tid skal jeg hver dag hen til vinduerne og se hvad der er sket i nattens løb, for løgvækster gror hurtigt, og nu er der allerede store knopper at se.



20 kommentarer:

  1. Jeg måtte google hva vedbend var for noe, og det er det vi kaller for eføy :)
    Jeg har aldri sett en hekk med det før, men den er jo superflott når du har fått orden på den Ulla.
    Pergola er så flott, og klatrehortensia vil jo gi skygge om noen år ja. Vi har den samme vinkel på hagestuen her, mot syd og sydvest, og det blir veldig varmt der når solen skinner hele dagen. Vi har fått montert noe som kalles for screens på utsiden av vinduene. De demper ca 60 % av sollyset. Uten de hadde det blitt alt for varmt til å være i utestuen midt på sommeren. De heises veldig enkelt opp og ned innefra og tar minimalt med plass for de går i en skinne og sitter på utsiden av vinduet. Det hadde nok vært noe for dere også :)
    Bedet ditt har blitt veldig fint. Jeg plantet ingefær i høst, og har blitt litt skremt av det du skriver om den. Det er jo ikke sikkert at den overlever her, så det blir spennende å se om den kommer opp når det blir vår.
    Heldige deg som kan se knopper allerede! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt du fandt ud af navnet - det er Efeu - på latin.
      Der er et gammelt hegn (du ved sådan et man kan købe i byggemarkeder af flettede spåner) inde bagved planterne, men nu er vedben-rankerne så tykke at jeg næsten tror de står af sig selv. Den er jo meget hurtig-voksende, men til gengæld er den grøn året rundt.
      Dine screens lyder vældig interessante, Marit, og du skal have mange tak for den oplysning! Måske bliver det en god løsning mens vi venter på hortensierne.

      Bedet er lavet af de planter jeg havde til rådighed, så der kunne godt tilføjes lidt farve i højsommeren, men nu har jeg fundet en Perikon imellem alle ingefær, og den kan nok give lidt gule blomster. - Ellers har jeg tænkt på at så fingerbøl (Digitalis) som også er en skovplante.
      Håber ikke du fortryder dine ingefær! Her har vi den efterhånden i bede og græsplæne, og fra nu af vil jeg fjerne de kønne orange bær inden de falder til jorden. Rødderne er meget solide og dybe, men igen er det jo en flot plante - som vedben:)

      Ja, knopper, det kan vi li'!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Ja men det har du fået udnyttet godt, skønt at du nu kan nyde bedet indefra. Det er fint med en pergola, men klatrehortensia tager lidt tid om at nå op. Den der vedbend er/kan være en styg sag, som ikke er nem at amble. Ingefæren er også noget aggressivt noget, den breder sig vældigt. Jeg har den også, men den er ikke slem hos mig, om det er fordi den gror i skoven, ved jeg ikke. Jo mon ikke de fleste husker sommeren 2018, den var simpelthen for varm.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er måske ikke så mærkeligt at de få gamle planter man finder i en have som vores, er netop dem som ingen kan udrydde:) Jeg tænker at vi må få det bedste ud af dem, for ellers bliver man jo vanvittig. Vælg dine kampe med omhu, som man siger.
      Jeg håber bestemt ikke på flere 2018-somre. Kan huske vi sov i telt hele juli måned, og det var såmænd også for varmt.

      Tak skal du have!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Klatrehortensia er smuk, men det tager nok sin tid at blive stor. jeg kan godt lide vedbend, men den skal aves.
    Jeg laver heller ikke bede op af husmuren. Af flere grunde,, dels er der for tørt, dels kan man som du sige ikke se det indefra. Og især fordi gemalen har størrelse 48 i sko, og han er ikke såå god til at se efter sine fødder når han ordner husmur og bindningsværk, hihi
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Den var god, Gunvor! Endnu en grund til ikke at lave bede under tagdryppet:)
      Normalt laver jeg heller ikke bede opad skel, hegn og hække, for der er det også upraktisk, når f.eks. hækken skal klippes. Vores vedben får en ordentlig omgang med hækkesaksen en gang om året, så nu har vi nogenlunde styr på den, men da vi tog fat i -17, var den 1,5 meter inde i haven.
      Dette bed langs skellet gør dog græsslåning meget nemmere, så her har det en berettigelse - plus selvfølgelig noget forårsblomstring at kigge ud på!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Sikke flot dit smalt haverum er blevet. Det er en kæmpe forskel, når du nu fra stuen kan se et flot staudebed med den mørkegrønne vedbend i baggrunden. Jeg elsker også vedbend men den får også kniven 2-3 gange om året hos os. Det var en rigtig god ide med pergola for at få lidt skygge. Bliver spændende at se hvordan klatrehortensia udvikler sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Sydney!
      Jeg har såmænd tænkt lidt over det inden jeg fandt løsningen, men sådan er det i hele haven. De første par år boede vi her, mens jeg overvejede havens udformning, og det er jeg glad for nu. Man skal lige mærke efter med hensyn til verdenshjørner, vind, vejr og opholdssteder, før man kaster sig ud i alt for meget anlæg, og nu synes jeg godt vi kan være tilfredse - navnlig når hortensierne får lidt gang i gakkelakkerne:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Det er en markant forbedring, I har lavet. Det er ellers sådan et område, man let kan stirre sig blind på. Vi har klatrehortensia flere steder i haven, og den trives ganske udmærket i vores lerjord, som helt sikkert ikke er sur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ok, det er da godt at vide! Har ikke de store erfaringer med Hortensia, men har læst de er glade for lidt sur jord. Tænkte til gengæld at hvis vi f.eks. indfører anemoner, ville de nok også kunne bruge lidt surhed, og ellers er det jo en måde at få brugt al det gran til noget fornuftigt. Jeg prøver mig frem, som jeg vistnok altid har gjort:)
      Mange tak dine pæne ord!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det er en rigtig flot udnyttelse af den smalle stribe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Når det kommer fra dig, som jeg nærmest betragter som ekspert i små haverum, så varmer det virkelig.
      Fik næsten tårer i øjnene af dit seneste indlæg om navngivning af jeres haverum, for jeg har også trådt mine barnesko i det Nordsjællandske, hvor mine forældre havde sommerhus midt mellem Rågeleje og Gilleleje. Husker så godt havnen i Gilleleje, de små gader med fiskerhuse (isbaren på torvet!) og stien ud til Nakkehoved fyr. Dine øvrige indlæg i serien fremkalder masser af herlige fnis, og i øvrigt en stor beundring for jeres flotte udnyttelse af en vanskellig have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Mina ögon klistrar sig vid de fina fotbladen och murgrönan i häcken. Jättefint!
    /Anette
    www.atligatradgarden.se

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! det er ellers nogle aggressive planter, som kræver lidt opmærksomhed, hvis ikke de skal overtage hele haven.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Hej Ulla!
    Ni har gjort det så fint. Är det en klätterhortensia mot väggen längst bort? Det är nog fint hela säsongen och på våren med alla påskliljor och narcisser. Är det redan knoppar, hm här har vi fått snö, och idag är det plaskväder. Inget är plogat, här i villaområdet, så man blir helt blöt om fötterna.
    Ha en trevlig helg /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi havde også lidt sne i går - og en hel del regn, men jeg tror det godt for jorden. Men knopper har vi altså nu i de små påskeliljer, så det er rigtig fint.
      Ja, det er en klatrehortensia på bagvæggen, og den er faktisk flot året rundt.

      Tak i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Hej Ulla

    Man kan undre hvad de forrige ejere har tænkt, med prydplanter man ikke kan se osv. Jeres resultat er helt anderledes og den smalle stribe bliver brugt fornuftigt til andet end at overholde byggelinien:)

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, for det er jo det det drejer sig om - at overholde bygningsreglementet. Men det giver godt nok nogle besynderlige haverum af og til. Her er jeg bare glad for vi ikke har en lang indkørsel som naboen. Det er da spild af plads.
      Jeg aner ikke hvad de forrige ejere tænkte på. Kan blot konstatere at de få prydplanter stod under hækken eller som her under tagudhænget. Måske havde de et helt fodboldhold, som skulle have fred til at træne på plænen:)

      I lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Det var godt, du tog fat på det lange smalle haverum, for der er virkelig sket en forandring. Den pergola er simpelt hen genial. Klatrehortensia gror relativ hurtigt, så den vil snart vokse til tops. Det bliver så smukt med alle de forskellige forårsløg i glade farver. Vedbend er en både smuk og anvendelig plante, men man skal være over den, hvis ikke den skal tage overhånd.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Husets nærmeste omgivelser var vores første prioritet, og mens vi fik nogenlunde styr på terrasserne rundt om huset, kunne jeg overveje resten af haven, som virkede lidt voldsom med sin store græsflade. Dette lidt mystiske område langs huset kaldte på en løsning efter 2018-sommeren, og jeg er glad for vi fik lavet en god løsning, som man kan arbejde videre med fremover.
      Pergolaen er så smal at den kan stå på ét ben - om jeg så må sige - og det var vigtigt af hensyn til græsset. Som det er nu skal man ikke løbe rundt om stolperne med slåmaskinen, så det er blevet et nemt haverum - også.

      Tak skal du have Elna!
      Hilsner fra Ulla

      Slet