mandag den 6. oktober 2025

Oktober kan mærkes

To stille, milde dage indledte oktober, men så kom Amy med blæst og regn. En rigtig 'snurrebasse' - som Voldborg ville have sagt - med vind fra snart sagt alle retninger i 2-3 dage før den fik snurret sig hen over hele landet. Men regnen... Den var velkommen! Foreløbigt 40 mm her, og det er fint.



Det grønne i haven blev mere grønt og de høstfarvede blade fik en dybere glød. Nu starter oktobers dejlige farvefest for alvor.




Jeg havde trommet familien sammen til fødselsdag i weekenden, og det var ikke helt ligetil, da de offentlige transportmidler var både forsinkede og aflyste, men det lykkedes da at få samling på tropperne til sidst. Borddækningen var planlagt efter de grå og våde forhold og skulle virke oplysende. Jeg synes det lykkedes meget godt.



 Kastanjerne faldt for Amys kræfter. De er små og få i år, men vi håber stadig på lidt flere.



Haven er stadig mest grøn, men det jo så godt for øjnene. Det lille takstræ (til højre) er vokset betydeligt i år, men det står også i skyggen og kan tåle megen tørke. Det er meningen det skal skjule komposten set inde fra huset, og den opgave skal det snart få løst.
 


Et af de tørreste bede i haven er pergolabedet hvor vi har mange løgplanter om foråret. Nu er det et sammensurrium af flotte grønne blade, som rettede sig op efter weekendens regn, og jeg kan måske endda komme til at grave nye løg ned derude inden længe.


Haven klarede sig fint gennem blæsten og på græsmarken bag haven fik man hentet de sidste høballer ind inden regnen, så det var også godt. 
 

I går drog vi til Karrebæksminde og Enø for at se hvordan det stod til der. Vi fik sandelig vind i håret, men ellers var det dejlig udramatisk. Enø er et rigtigt badested om sommeren med en flot badestrand mod vest, men længere ude på øen er der også klinter og store sten. Ind mod Dybsø Fjord lægger Enø en dæmper på vind og bølger.




17 kommentarer:

  1. Så fine bilder du har tatt, Ulla! Det er jo fantastisk at du endelig har fått regn som monner. Her kom det 75 mm, men det var omtrent halvparten av hva de fryktet kunne komme. Så jeg slapp med skrekken denne gangen.
    Flotte høstfarger hos deg, og veldig fin dekorasjon! Det er du veldig flink til å lage.
    Ja, oktober merkes godt nå.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marit! Ja, endelig fik vi regn i en passende mængde. Ikke så meget som du fik, men vi må være tilfredse:-) Godt du kom igennem Amy uden de store problemer! Jeg synes jo det er sjovt at pynte op på bordet, når det skal være lidt festligt.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hold da op 40 mm, ja så kan vi ikke være med, men du har ret, hvor det pynter på vores haver, nu kommer farverne rigtigt frem, det ser hammergodt ud også hos dig. Tillykke med fødselsdagen, du er jo ikke på facebook, så jeg kan se, om det er dig eller John, der fylder år, men pyt tillykke til jer begge så, og også med din smukke have, hvor er det dejlige billeder, også af dekorationerne, godt folk nåede frem.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. De 40 mm kom over 3 dage, så det har været helt fredeligt. Jorden er som en svamp og suger hver en dråbe til sig, så det var egentlig bare dejligt.
      Nej jeg er ikke på FB og kommer det heller ikke, men man kan godt holde fødselsdag alligevel:-) Ja, det var godt det lykkedes at få gæsterne samlet! John har fødselsdag i juni, og vi siger begge mange tak for lykønskningen!
      Haven klarer sig selv derude og vi nyder den mest fra vinduerne, men nu hvor der er kommet regn håber jeg på at komme i gang med at lægge løg og flytte rundt på visse dominerende stauder. Efteråret er som regel en god tid.
      Tusind tak Lisbeth!

      Knus fra Ulla

      Slet
  3. Til lykke med fødselsdagen, Ulla! Da er vi oktoberbarn begge to :-)
    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit! Jamen det er da også en udmærket måned, ikke sandt?
      Hilsen Ulla

      Slet
  4. Ja hurra vi fik osse vand, rigtig regnvejr, 54 mm over 3 dage så det er blødt godt igennem de fleste steder. Nu kan vi begynde efterårs omrokeringen og plante løg og og.. Uden det støver. Du har nogle dejlige efterårsfarver trods tørken. Jeg håber regnen kom tidsnok til troldnødderne og papegøjebusken får fine farver. De har ellers set lidt tørre ud i farven.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  5. hov teknikken er for hurtig.. Der skulle osse ha stået at din efterårsdekoration er så fin. Der er blomster derude stadig. Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Teknikken har været for hurtig for mig i snart mange år - så jeg ved hvad du mener:-) Super du har fået så meget vand til jorden, ja så kan man godt snart rykke ud. Her er det værst med kastanjetræet i år - det skulle jeg virkelig have vandet noget mere, så vi havde fået nogle ordentlige kastanjer. Lektien er lært til næste år. Håber du får fine farver Gunvor!

      Mange tak fra Ulla

      Slet
  6. Flott bordpynt, og gratulerer med overstått. Ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Ingeborg! Ja, det er jo sjovt at bruge det man har til dekoration.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Mon ikke regnen var en af de bedste fødselsdagsgaver. Når jeg kikker ned over dine billeder passer de alle sammen i farver. Det ser så smukt ud med alle de varme farver i rødt, orange og gult og et par frække blålilla klatter i alle de forskellige grønne nuancer.
    Hvor er det en flot og festlig dekoration mm., det var godt gæsterne nåede frem, så I kunne samles omkring bordet.
    Et dejligt strandbillede med skum på bølgetoppene.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik faktisk flere rigtig gode gaver af de nyttige slags - men regnen var sandelig også et varmt ønske og har været det længe! Nu kan vi lidt igen.
      Af en eller anden grund passer naturens farver altid flot sammen, også dem man ikke selv ville have fundet på at sætte sammen. I en have er det heller ikke nemt at ville have blomstring og smukt løv over det meste af året og samtidigt farvekoordinere det hele fra måned til måned. Det går i hvert fald over min forstand, men planterne sørger for at det går op i en højere enhed alligevel:-)
      Ja, det blev en dejlig dag trods trafikproblemer, og efterhånden er et vissent blad på sporet ved at være nok til at stoppe alt... Det er et indtryk man godt kan få.
      Der var dejligt i blæsten på Enø, for det er nemlig en flot strand!

      Hilsner og mange tak fra Ulla

      Slet
  8. Hej Ulla!
    Gratulerar i efterskott. Du hade dekorerat fint till födelsedagsfirandet. Dina bilder från trädgården är som en landskapsmålare skulle målat en drömträdgård. Det är så fina färger och fantastiskt komponerat med växter, så fint.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marika! Det glæder mig du kunne lide hvad du så.
      Lige nu maler naturen selv min have i de dejligste kulører, og jeg tager billeder for at have de fine farver at kigge på til vinter.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Ja regnen er skøn men blæsten kan vi godt undvære. Tillykke med dagen! Flot bordpynt du fik lavet. Din have ser fantastisk ud med de røde og gule blade blandet med det grønne. En herlig tid. Men jeg er også meget glad for dit pergolabed, som er "bare grøn" men sikke mange bladformer og nuancer. Godt klaret!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, blæsten kan man blive helt kuldret af hvis den bliver ved i dagevis, men regnen var tiltrængt! Mange tak Sydney! En ret kedelig dag at fejre, men det var jo ikke til at vide på forhånd. Jeg nyder også både de kraftige høstkulører og det grønne. Der er, som du siger, en variation at finde hvis man er opmærksom og det kender du jo fra din egen have:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet