onsdag den 19. august 2020

Dugfrisk morgen

Sådan en hedebølge som vi har haft her de seneste uger levner kun morgen- og aftentimerne til havearbejdet, men da der ikke sker ret meget i en udtørret have, kan man egentlig bare slappe af med vanding af de mest udsatte vækster. 


Som den sidste af havens dagliljer sprang denne lysegule, spinkle og velduftende sag ud for et par dage siden, efter en grundig vanding. Den står under æbletræet, som nok tager sin del af fugtigheden i jorden, så den skulle have lidt hjælp fra vandslangen.
   Den tidlige morgens billeder med det fine lys på langs varsler endnu en varm dag, men endnu er der glimt af dug i græs og blade. Jeg er rigtig glad for dagliljen der står med sine smalle blade og ligner en græstue, når ikke den blomstrer, og jeg håber på at kunne holde liv i den i mange år. Den ville være god at dele når den er vokset til.


Farverne er intense her i morgenstunden hvor lyset stadig er klart og luften renset for støv og skidt.


De blå toner i Skt. Hansurt, lammeøre, Hebe og græs er særligt fine her i varmen. De lokker med et køligt udtryk, selvom både blomster og blade på Skt. Hansurterne er ved at brænde helt af i solen.
   Den lille blå græs er én jeg såede sidste år og den skulle egentlig bare være énårig, men i dette klima har den bestemt sig for at fortsætte. Håber den bliver ved med det, for den er køn. 


I krydderurtebedet er der ingen kølige farver her i august. Georginerne som står i en halv meter champignonmuld er helt overdådige i år, og de mange Montbretia er endelig begyndt at blomstre, så der er nærmest ild i dette bed. I forsommeren er her lutter blå-lilla blomster på de mange timian, merian, purløg og rosmarin, men lige nu er det bare vintersaren der blomstrer hvidt, mens fennikel står med gule frøstande.  



Og så til noget helt andet, nemlig klipning af stedsegrønne buske. Jeg har forstået man ikke må klippe for sent på året, for de nye skud skal have love at hærde inden det bliver koldt - hvis det altså nogensinde bliver koldt igen... Men nu har jeg altså klippet.
   Måske ikke optimalt i varmen, men jeg har benyttet mig af skygge og sene aftentimer, så jeg håber det går. Vi har efterhånden en del formklippede buske både her i haven og i kolonien, og da det tager tid at få ordentlig form på dem, må jeg fordele klipperiet udover flere dage. Her er det den gamle buksbom der har fået en barbering sammen med de små laurbær. 


- Og her i kolonihaven manglede jeg bare den store Thuja. Det er 2 år siden den blev studset, så det er en overkommelig opgave at få den i form.


Jeg kan godt lide den stramme form sammen med alt det der vokser vildt ved siden af. Sammen med hækken er den god til at holde haven på plads.


I kolonihaven har vi også både Cotoneaster, Spirea og buksbom, men de fleste af dem klippede jeg inden hedebølgen satte ind, og nu ser det endelig ud som om vi kan se enden på den voldsomme varme. Til gengæld er det meget småt med udsigterne til regn, så vandslangen må stadig rulles ud i aftentimerne. Det er nye tider med disse lange perioder af ensartet vejr. 


tirsdag den 11. august 2020

-Og kolonihaven

 Jeg spoler lige tilbage til maj måned...


Sidst jeg skrev om kolonihaven var guldregnen nemlig lige ved at springe ud og det var så fint de par uger den blomstrede. Masser af blomster som næsten lyste hele haven op.


Samtidig begyndte kartoflerne i køkkenhaven at stikke næsen frem, og de blev efterhånden også hyppet.





Kartoflerne har været en succes, men vi måtte ofre lidt vanding undervejs, navnlig i juni måned.





Her efter ferien begyndte de så småt at visne ned, så nu er de toppet af allesammen. De første kartofler smagte jo himmelsk - varme med smør eller kolde på et godt stykke rugbrød - og nu har vi allerede gravet de først 10 kg op og kartoflerne smager stadig godt. Der hvor de stod har jeg sået bønner og rucola. Resten af knoldene bliver liggende og hærder af i jorden et par uger eller tre, for så skulle de være nemmere at opbevare.



Mens vi gik og passede kartoflerne voksede resten af haven også op, og i juni var der rigtig fint i staudebedene. I det rosa bed stod silkepæonerne flot -



- og i det gule bed fandt disse små kønne løgplanter op i kanten af bedet. En slags fuglemælk tror jeg.


Kartofler er altid gode at have, men der var jo også lige det med terrassen. Den har jeg skrevet om mange gange, og vi har arbejdet længe på at få ryddet og planeret foran huset. Nu manglede der bare prikken over i'et, et bredt trin langs hele facaden.

Først lige en lille prøveopstilling:



- og dernæst gik det stærkt.



Indkøb af leca-blokke i forskellige størrelser og udgravning af huller til at sætte dem ned i. Dernæst skulle de meget gerne ende i nogenlunde vandret position, hvilket man kan bruge megen tid på, når man er på en skrånende grund.



Så fandt vi ud af der var flere skævheder end terrænet. Huset har også sine skævheder (ja, hvad ellers, det er jo et gammelt hus), så vi måtte afsted efter endnu et bræt for at få kabalen til at gå op, men så fik vi også lige den ekstra bredde. Vi byggede nærmest en mindre landgangsbro af lange terrassebrædder, og anbragte den ovenpå lecablokkene.





Det var et herligt projekt at blive færdig med. Ikke alene ser det rasende godt ud, det er også blevet den allerbedste siddeplads og så virker det som om huset er blevet betydeligt større fordi vi er oppe i niveau med gulvet indenfor.
   En gammel betonklods vi fandt under gravearbejdet er anbragt som trappesten foran døren, og den har sikkert tjent de tidligere ejere af haven på samme måde i en længst forglemt tid.



Således kom vi i mål med terrassen, som nu også kan pryde sig med en dejlig stor parasol og nymalede bænke. Det er da lige før "Bo Bedre" skulle kigge indenfor:) - Nej, for vi er tilfredse med at nyde vores nye frirum i gode naboers selskab over en enkelt kold øl.

Siden ferien har vi haft travlt med alt hvad man nu kan finde på af lugning, vanding og beskæring, men også en del afslapning i skyggen. Haven er ved at tørre ind, men den har ydet sit til både mennesker, insekter ikke mindst - og fugle!




Men fuglene! De må gerne finde deres føde et andet sted end lige her. Blåbærrene har solsorten allerede spist, men brombærrene vil vi altså gerne selv have. Vi har lagt fuglenet over de gode bær, men det gør unægtelig høsten besværlig. Brombær modnes jo over lang tid og skal plukkes når de er lige tilpas, så nu må vi lukke op og i hver gang vi er i kolonien.



Som en hyggelig afslutning på ferien samlede vi en stor pose sneglehuse ved en strand på Samsø.



Alle sneglehusene er nu anbragt øverst på rionettet hvor de sidder og minder os om en dejlig ferie.


Det blev jo en længere reportage, men det er også flere måneder jeg prøver at samle op på. 
   Kolonihaven er efterhånden blevet lige så dejlig som jeg forestillede mig, da jeg købte den en vinterdag for 5 år siden. Jeg brugte den vinter på at tegne en haveplan, og den er nu realiseret, ligesom huset er blevet lige så enkelt og hyggeligt som jeg drømte om dengang. Der er stadig plads til forbedringer og forandringer, men i det store hele kan vi nu læne os tilbage og nyde haven. Tiden er blevet vores egen, nu hvor de store projekter er overstået.

Og så lige et lille P.S.:
     Tak for gode råd og opmuntring fra jer der kommenterede det forrige indlæg! Noget af det kan sikkert bruges, og resten håber jeg Google retter op på meget snart.
   Jeg har lavet et nyt indlæg uden at få problemer med teksten. Startede med at fjerne formateringen, og måske har det virket. Men er det ikke irriterende at de billeder man vælger bliver kastet ind i tilfældig rækkefølge, hvis man vælger mere end ét billede ad gangen? Hvis nogen har fundet en løsning på det er jeg meget interesseret.
   Ønsker andre Google-brugere rigtig meget held og lykke!


søndag den 9. august 2020

Tilbageblik på forsommeren

Her kommer et meget langt indlæg med masser af billeder. Det har taget et par dage at skrue det sammen, dels på grund af besværligheder med den nye "grænseflade" hos Blogger, dels fordi varmen har forkortet min lunte med hensyn til ovennævnte problemer. Jeg har skiftevis sat mig til computeren i tiltro til det må kunne lade sig gøre, dernæst opgivet fuldstændig, for så at sætte mig til arbejdet igen lidt senere. Om og om igen.

Her til aften er temperaturen mere moderat, selvom der stadig er 27 grader i stuen, og jeg forsøger at beskrive haven siden maj måned.

Jeg starter med det lange bed udenfor stuevinduet, som jeg kalder skovbedet, da det ligger i skygge en del af dagen. Her i maj måned er der gang i den rødbladede vortemælk, som stråler med limegule blomster og giver et fint modspil til de røde alunrod. 
   Det er et årstid siden jeg købte 2 små fine vortemælk, plantede dem med en halv meters afstand, og nu her i anden sæson er de vokset fuldstændig sammen og står som en stor dekorativ busk - hele året. Jeg kan kun anbefale den hvis man hurtigt vil have en rødlig busk med denne festlige forårsblomstring.


I år blomstrede etagekornellen med enkelte blomsterskærme og de første af de sibiriske valmuer var kridhvide. En elegant sammensætning, som opstod helt tilfældigt, som det ofte er tilfældet med det virkelig vellykkede:)

   

Senere blev det hele mere kulørt -


- og den sidste måned har vi haft fornøjelse af dagliljerne. Først de gamle orange, som vi fandt i udkanten af haven blandt brændenælderne, siden nogle store gule fra planteskolen, og snart springer de spinkle lysegule ud under æbletræet i enden af bedet.



Nu er der også ved at komme røde farver på benved her i forgrunden, så alt har sådan set artet sig som man kunne forvente. I forhold til det kun er et par år siden de første planter kom i jorden, er jeg meget tilfreds. Visse bunddækkeplanter har bredt sig lidt vel rigeligt, mens andre, som havde en sølle start, er kommet godt med nu. Det gælder f.eks. vinterglans og hasselurt, som begge hører til mine favoritter. Til gengæld har jeg mistet forbindelsen med de canadiske hønsebær, som ellers var så fine sidste år.



----------


En del af forsommerens havearbejde har drejet sig om vores tilbagevendende problem med at holde rådyr ude af haven. John lavede os en smart rulle-låge i garagen da det viste sig dyrene kom ind fra vejen og ikke kun fra marken.


Inden vi drog på ferie havde vi en batalje med et rådyr der sprang igennem vores høje dyrehegn langs marken da vi jog den ud af haven midt på eftermiddagen, og det gik op for os hvor hullet hegnet var blevet. Altså tog vi fat på at stoppe de største huller med indflettede bambuspinde, og jeg monterede plastikstrimler og vindmøller som afskrækkelse. Hvad man dog ikke finder på...


Vigtigst af alt var dog en ordentlig opstramning af hegnet og en ekstra tråd på toppen af stolperne. Så følte vi os ret sikre på de mere kunne springe ind og ud af haven, når det passede dem.


Til gengæld viste det sig kort tid efter, at rådyrene stadig havde en udmærket og diskret adgang til haven gennem et ganske stort hul i hækken, godt gemt bag en stor laurbærbusk på terrassen. John opdagede et dyr som ganske enkelt forsvandt ind bag busken og var pist væk. Vi fandt hullet da jeg beskar busken og stammede den op, så nu hvor dette hul er lukket kan vi vist slappe lidt af. Det virker som om vi endelig har haven og alle planterne for os selv, men det har været en lang rejse. 


Som et lille plus har vi nu fået et dejligt langt kig ned gennem haven fra spisepladsen på terrassen. 


----------


Det allerførste bed jeg gravede ud i haven i 2018 var bedet mellem de to terrasser, og det var på grund af en farvebælg jeg havde fået forærende. Den skulle stå så vi kunne se den fra huset, for den var så smuk. I dette forår gik jeg forgæves og ventede på at se de spidse violette skud bryde igennem jorden, men de viste sig aldrig.
   Jeg ved ikke om det kan tænkes at mus har ædt roden, som ellers skulle være en dybtgående pælerod. Vi har mange musehuller rundt omkring, og det er den eneste årsag jeg har kunnet finde frem til. Uanset hvad skulle den erstattes af noget andet, og det blev en lysegul margerit og et par staudesalvier der fyldte hullet ud, men de har jo ikke den volumen som farvebælgen kunne præstere.


----------


Sidste efterår kom et efterhånden temmelig stort bed til i solsiden af haven. Først plantede jeg træer og stedsegrønne buske, f.eks. krybende ene, buksbom og forskellige Hebe, siden kom der en hel masse Skt. Hansurter til, både røde og de almindelige gammeldags med grågrønne blade og røde blomster. 
   Dette bed har virkelig haft fart på og allerede her i sit først år giver det masser af gode forhåbninger om en frodig fremtid. Her er vi i maj måned, og på det næste billede i juli, hvor solnedgangen sender sit lys gennem bladene. Så fint!


Et af de træer vi har plantet var en Sorbus Dodong, som man kan se her i bagkanten af billedet til højre for den røde paradisæble. Tænk denne 1,5 m høje pind er nu blevet til et rigtigt lille træ! Jeg er ret sikker på dette rønnebærtræ har lagt 70 cm til i højden på få måneder.