mandag den 10. juli 2017

Åben Have hos Marianne Folling


Én have blev det til her under Havefestivalen, men sikken en. På sin vis har vi jo nok at gøre med vores to egne haver, så vi holdt os til det lokale område og besøgte Marianne Follings have - tidligere planteskolen Staudestedet - ved Rønnede på Sydsjælland. 


Indgangen til den hyggelige gårdhave er flankeret af to kugleakacier og takshække som lukker haverummet af på bedste måde, og indenfor er der også tænkt på detaljerne. Jeg blev ret betaget af de tre græsser i høje jernkrukker, som virker som rumdeler på en solid og dog luftig måde.
   Og den sjove parasol af pileflet kunne jo sagtens kopieres og bruges som klatrestativ til bønner eller andet.  


Haven er egentlig en række adskilte haver, med hver deres stemning, men det gennemgående tema er stauder med mange græsser, og farvetemaet overvejende let, lyst og køligt - sommerblåt.

Her ved indgangen til husets nære have en flot kornel, som tager imod.


I skyggen under et gammelt træ er der plads til Hosta og Hortensia, men også fine græsser.


Dette bølgende hav af en staudehave er udsigten fra terrassen og huset...


... og fra terrassen, som er hævet over staudehaven, løber en flod af salvie flankeret af blå græsser. 


I den gamle planteskoleafdeling er haverne indrammet af høje bøgehække, hvilket giver mulighed for at dyrke forskellige temaer i hvert afsnit.

Dette lange haverum dannede en akse hvorfra man kan bevæge sig ud i andre haverum til begge sider, og denne formelle akse er meget harmonisk og smukt beplantet. Et roligt rum med træerne som overstandere og klippet buksbom symmetrisk i hvert mellemrum, den lange havegang med stenbelægning og så alle de fine stauder i grønne nuancer med enten hvide eller gule blomster, som gav et vældigt liv og røre under træernes flimrende skygge. Et meget gennemtænkt haverum.



Det lange rum afsluttes med en rosen-rondel og allersidst - fornuftigt nok - en bænk at hvile sig på. 


De mange haverum til begge sider er præget af en overvældende staude-frodighed og lyser af planteglæde, farveglæde og ikke mindst en stor specialviden om både stauder og græsser. 
   Forholdene her er nok i en anden skala end en almindelig parcelhushave kan bære (mange planter er 2 m høje) , men alligevel fik vi inspiration med hjem.




Det sidste billede er fra "reservehaven". En mindelse om planteskolen kunne man også sige. Det er her Marianne henter forsyninger, når noget bukker under i en våd vinter, og det er jo ikke så tosset at have sådan et lager indenfor rækkevidde.


Vi siger tak for en overvældende smuk oplevelse præget af viden og eksperimenteren så det er en lyst! 

12 kommentarer:

  1. Hej Ulla
    Ja det er en flot have, I har besøgt. Jeg har fulgt med på hendes blog, når hun har lavet et indlæg, det er altid spændende.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo blevet vældig moderne med græsser og præriehaver, men kan nok ikke passes ind alle vegne. I vores nye have er der imidlertid en skråning op til huset, som vi gerne vil omdanne fra plænegræs til staudebed, og her kunne disse idéer jo godt komme på tale som en robust og tørketålende løsning. Vi fik i hvert fald noget inspiration med hjem.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Ja, det er en skøn have! Meget inspirerende! Vi var der sidste år da Marianne holdt åben have. Vi bor også ret tæt på :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget enig: en meget speciel have med sin helt egen stemning, og så er det jo sjovt at se hvad der gemmer sig bag hegn og hække i ens egen egn.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Flott hage å besøke, og vakkert med alle gressene. Det gir et luftig uttrykk ja.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den ligner ikke andre haver jeg har set her ude på landet, men fungerer vel også som et laboratorium for Marianne, som designer haver.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla

    Alletiders med en have der har sin helt egen gennemførte stil!
    Tak for turen!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja bestemt. Kommer til at tænke på hvordan din have mon ser ud... Du er meget god til holde din have "hemmelig" trods dine mange gode indlæg.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. En vacker trädgård med fin färgskala, skulle gärna sätta mig ner och njuta en stund, på bänken.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den virker rigtig sommerlig, luftig og nordisk i sin kølige farveholdning. Det er også en stil der tiltaler mig.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Vi var i Follings have for et par år siden. Det var en meget fin oplevelse. Sjovt at genopleve haven gennem dine billeder.
    Jeg nåede slet ikke nogle haver, da vi selv har travlt med at gøre klar til Åben have d. 22/23 juli. Hvis du har tid, og har lyst skal du være meget velkommen til at komme forbi :)

    https://haveselskabet.dk/min-lille-store-have

    SvarSlet
  7. Tak for det! Jeg ved ikke lige om det kan lade sig gøre, men en dag bliver jeg vel pensionist, og får rådighed over min tid...

    Rigtig god fornøjelse!
    Ulla

    SvarSlet