søndag den 31. december 2017

Tilbageblik

2017 - ja, så er det snart slut, men vær velkommen 2018!

   I tilbageblik på dette års billeder kan jeg jo se vi har haft både godt og skidt vejr, og at nogle sider af kolonihaven klarede sig bedre end andre. Vel egentlig bare et gennemsnitsår alt i alt.
   Men i min hukommelse var 2017 et år næsten uden vinter og næsten uden sommervejr (én grillaften på terrassen), samt et meget vådt efterår. Heldigvis tager jeg flest billeder, når der er noget pænt at se på, så denne lille opsummering bliver med de positive briller på.

JANUAR

Så vidt jeg husker mild og uden stor dramatik. Jeg satte pris på de stedsegrønne.



FEBRUAR

Der kom lidt sne i en ugestid, men vintergækker og Erantis lod sig ikke slå ud. Rent praktisk var det den måned hvor vi lagde stenmel på havegangene, og det var et godt projekt at få ordnet så tidligt i året.




MARTS

Foråret banker på for alvor og løgplanter myldrer frem.


Køkkenhaven fik sig en ordentlig tur og blev klar til såning.



APRIL

Her begyndte der virkelig at ske noget både med planterne og med os. Vi kastede os blandt andet ud i byggeri af et nyt haveskur, men her vil jeg hellere koncentrere mig om haven. Køkkenhaven blev tilsået, og vi nød en kort tid uden ukrudtsproblemer. I april er haven stadig tilpas overskuelig og alting ser så rent og enkelt ud.




MAJ

Alting grønnes i maj og hvor vi dog har savnet denne friske farve! Nu skal den bare nydes så længe den er helt sprød og næsten selvlysende. Tulipa Tarda lyser op under bregnebladene, og Hostaerne er endnu ikke blevet spist af sneglene.



De første spirer viser sig i køkkenhaven...


... mens græs, hæk, ukrudt og stauder gror så man næsten kan høre det. I kolonihaven var diverse byggematerialer flyttet ind, og resten af året gik med at flytte dem rundt og få dem anvendt.



JUNI

Det rigtige sommervejr faldt i juni og den varmeste dag var nok den hvor vi byggede højbed til asparges og blåbær. På denne dag blev der gravet og banket, boret og savet så det var en lyst, og da skyggerne begyndte at falde var vi faktisk blevet færdige og kunne nyde den dejlige aften.


Men resten af juni bød også på masser af byggeri, så der skulle regnes og måles og tænkes, når ikke lige vi klippede hæk eller græs.


I juni kan man næsten ikke følge med, for alting går så stærkt. Måske den bedste måned at nyde stauder, krydderurter og klatreplanter i min gammeldags kolonihave.



JULI

Haven er moden nu og de tidlige stauder færdige med blomstring. Geranierne når som regel en ny blomstring, hvis de klippes ned midt på sommeren. Her i juli er vi færdige med haveskuret og godt igang med renovering af huset. I løbet af måneden når vi rundt om bagsiden og gavlen og får også skiftet taget, og til sidst er havegangen mellem de to staudebede tømt for brædder.



Ja, nu er Skt. Hansurterne godt på vej, og hækken trænger snart til en ny klipning.



AUGUST

De røde nuancer præger august med kvæsurt og Amarant i førertrøjen...



... men en lille forårsprimula blandede sig i festen med en uventet blomstring.



SEPTEMBER

  Vi tog på ferie i september og var hjemmefra i et par gode uger. Forinden fik vi skiftet den sidste side af huset og sat en dobbelt glasdør i. Skt. Hansurterne er nu i blomst og alting bugner af frodige grønne planter, mens hækken er blevet barberet.



Efter ferien fik vi bund i ukrudtet.
 


OKTOBER

Fine efterårsfarver indtog kolonihaven i oktober. Ahorn i gult, bøg i gyldent, benveds frugter i pink og orange og ikke mindst blåbær i alle mulige nuancer af rødt.


Den lille blyrod kan godt være med i det fine selskab.


Og regnen blev bare ved og ved...



NOVEMBER

Bare et enkelt billede med bøgepur som gløder i høstfarver, og så er vi næsten tilbage ved udgangspunktet - hvis nogen kan huske det.



DECEMBER

I julemåneden blev der ikke tænkt så meget på haven, men fuglene fik et lille hjem, som de forhåbentlig kan bruge til næste år.


Og sådan er det jo, måske kan man bruge noget af det hele - oplevelserne, erfaringerne, projekterne, fejlene og alt det der lykkedes - til næste år. 
   I hvert fald vil jeg ønske alle jer skøre og skønne havefolk et rigtig godt NYT ÅR!



13 kommentarer:

  1. Flott oppsummering av året 2017! Når vi har bilder er det så enkelt å huske tilbake på hvordan året var. Vi glemmer så hurtig, og det er så morsomt å se tilbake på hageåret.
    Godt nytt år!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så sandt! Hvis ikke jeg havde de mange billeder ville meget være glemt. Jeg har altid taget mange havebilleder, og fået mange "sjove" bemærkninger for det, men nu nyder jeg at kunne se tilbage på de haver jeg har arbejdet med. Bloggen er også med til at fæstne indtrykkene og drage nogle erfaringer af al arbejdet, så jeg bliver bare ved.

      Tak for hyggelige (koselige?) kommentarer i det forgangne år og rigtig god arbejdslyst til dig i det nye!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla

    Det ser bare så supertjekket ud! Jeg imponeres gang på gang over jeres gode energi, og flotte resultater, også nu i et år der ikke har været let!

    Lad os satse på et fantastisk 2018.

    Godt nyt år!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen tak! Det er rart at få sådan nogle positive indspark, når man selv synes man bare er bagud med det meste. Men tilbageblik er godt for selvtilliden. Det lærte jeg engang jeg gik og hakkede roer på en meget stor økologisk gård, hvor rækkerne var nærved 1 km lange. Der skal man ikke kigge frem, men tilbage.

      Godt nytår med masser af spændende projekter!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla
    Flot årskavalkade, I nåede meget i 2017 trods det dårlige vejr, så flot. Men du har ret grille kunne man kun sjældent, vi nåede vist 3 gange, det var stort.
    Godt nytår fra Samsø

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi havde vist nogenlunde samme sommervejr, selvom vi ikke led af tørke som Samsø gjorde, så det undrer mig ikke du heller ikke fik lavet megen grillmad. Jeg håber virkelig -18 bliver bedre.
      Men du har ret i at der alligevel sker meget i vores haver både her og hos dig, og det er det fine ved disse årskavalkader, at man lige bliver mindet om de fremskridt der trods alt har været.

      Rigtig god vind, vand og sol til dig i det nye år!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!

    Tack för en talande årskavalkad, massor med arbete som ni lagt ner. Själv så glömmer jag mycket från tidigare år, hur vackert det är med all grönska och hur glad man blir när de kära små växterna troget återkommer år från år.

    Det jag inte glömmer är den hemska torkan vi drabbades av, nu vill jag verkligen glömma motgångarna och hoppas att vädrets makter skall vara på min och trädgårdens sida.

    En fin årskavalkad med trevliga illustrationer och jag önskar dig en god och framgångsrik fortsättning på det nya året!

    /Gunilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak og i lige måde!
      Vores besværligheder med vejret var vist ikke værd at nævne i forhold til dine umulige forhold, så jeg forstår så godt du bare vil videre. Håber virkelig 2017 var en stor undtagelse rent vejr-mæssigt i din ende af verden!

      Rigtig god arbejdslyst i dette friske nye år!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla.
    Godt nytår.
    Når jeg ser dine billeder, kan jeg ikke se at det havemæssigt har været et dårligt år. Det ser super ud,
    Hilsen Mette.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, som sagt: man render rundt og fotograferer når solen titter frem, så indtrykket er nok mere rosenrødt end det egentlig kan bære. Men der er vel ikke noget galt i at huske de positive sider af tilværelsen...

      Men tak for dine gode kommentarer og god fornøjelse fremover!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Sikke en dejlig årskavalkade :) I har nået meget i året, der nu er gået.

    Rigtig godt nytår til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre fra dig igen! Du har jo også haft et travlt år med nye udfordringer, så du kan vel også se tilbage på 2017 med en vis tilfredshed tænker jeg.

      God vind fremover!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!
    En härlig återblick på trädgårdsåret. Så fint i rabatterna,och den runda köksträdgården är jag mycket förtjust i.
    Önskar dig ett fint nytt trädgårdsår.
    /Marika

    SvarSlet