mandag den 27. april 2020

Nyttehave nyt

I år blomstrer de espallierede pæretræer, så der er mulighed for at vi kan få lov at smage en pære eller to senere på sæsonen. Det er en nyhed i vores nyttehave.


Det nye paradisæbletræ er lige på spring med masser af blomster. Træet blev plantet sidste efterår.


Ribsbuskene blomstrer på fuld kraft. Det er ikke nyt for det har de gjort hvert år, men det er sjovt at de er så langt fremme i forhold til de nye ribsbuske i haven derhjemme. De er nemlig ikke sprunget ud endnu, og jeg tænker det har at gøre med både med alderen og med læforholdene i de to haver.


Den gulbladede kornel er i gang med sin anden sæson, men i år er der også blomsterknopper.


Intet nyt i asparges - og dog! Aspargessæsonen er startet og det er altid godt nyt. Den første fede asparges guffede vi i os på stående fod med himmelvendte øjne. Saftig, frisk og ærte-sød i smagen...



Og som noget nyt kommer her en lille foto-gennemgang af en dejlig kolonihave på Nokken i Københavns Islands Brygge kvarter. Nokken er en meget stemningsfuld haveforening, hvor noget af min familie har hus og have. Vi mødtes til en kop (corona)kaffe med behørig afstand ved et laaangt havebord - og det var naturligvis rigtig hyggeligt.

Det er dog ikke familien men derimod haven jeg vil vise billeder af. Der er mange krukkeplanter og samlinger af alle mulige sjove ting arrangeret rundt omkring i haven, f.eks. glaskugler ophængt i et træ med fine tulipaner og Hosta i store murerbaljer nedenunder.


Guldnælden med de brogede blade danner bunddække på en effektiv måde og blomstrer lige nu meget frisk og forårsagtigt.


Her en stor samling forsteninger samlet over en del år. Nu er de med til at holde parasollen på plads tænker jeg.


Både køkkenhave og stauder dyrkes i højbede og indrammer havens centrale græsplæne, men alt er flankeret af potter for her smides intet ud. Det er i ordets bedste betydning en samlerhave, for her samles på alt.


Bagved sneglehuse og krukker står hvidløg flot i højbedet, andre steder i haven dyrkes både jordskokker og rabarber i store beholdere. Alt kan lade sig gøre hvis man kan se mulighederne.


Her er gode sammensætninger som f.eks. den gule forårsvortemælk i staudebedet med en gulbroget benved i skellet til naboen bagved.


- Og her på terrassen hvor en flot lilla judaspenge stikker op foran potterne med hornvioler.


Ja, med sådan et frisk pust af familiesamvær og haveinspiration kan man godt være tilfreds med weekendens forløb!



13 kommentarer:

  1. Vi lærer heldigvis efterhånden, hvordan vi kan være sammen på en forsvarlig måde og nyde hinandens selskab. Uha, de friske asparges sætter virkelig gang i mundvandet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har du ret i, vi lærer da heldigvis lidt.
      Vi skal vist til at vande vores asparges for alvor, hvis de skal blive ved at være gode, men foreløbig smager de bare himmelsk.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla

    Lækkert med egne asparges:)
    Og tur til Nokken - Godt man finder ud af det, også i disse tider, og tilmed en spændende have!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have!
      Jeg tænker vi kan bevæge os lidt friere rundt i takt med vejret bliver lunere, så man kan mødes udendørs med familie og venner. Vi skal stadig være forsigtige naturligvis.

      Pas på dig selv!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Det må være spennende for deg å sammenligne deres to hager.
    Deilig med egne asparges! Vakre blomster både på pære og paradisepler.
    Ha det godt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de to haver er meget forskellige, men vi deler gerne planter.
      Vi har lige nydt en del asparges her til aften, og de er bare bedre end dem du kan købe, men sådan er det jo med egen avl.
      Frugttræernes blomstring er altid vidunderlig, og nu er den begyndt!

      Tak i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla
    Det ser fint ud både i din have og på turen til Nokken, dejligt at kunne ses med familien og holde afstand, men snakke kan man i hvert fald.
    Paradisæbletræer er så skønne, både når de blomstrer og i efteråret, så er der også guf til fuglene.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en hel oplevelse at mødes igen efter et par måneder uden nogen selskabelig aktivitet, men vi drog selvfølgelig afsted for at aflevere en bilfuld planter, som vi længe har haft på lager.
      Paradisæbletræer lever faktisk bare op til navnet, ikke sandt?

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla!
    Fint med blommande träd. Det blir mycket vinbär hos er i år. Har precis delat och flyttat en buske, som stod på fel plats. Trevligt med ett besök i en fin liten trädgård. Vacker färg på Judaspengen.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja , lige nu nyder vi blomsterne, og vejret må bestemme om der bliver frugt. Vi er oppe på 10 på tørkeindekset...
      Det er en dejlig lille have, som rummer utrolig meget. Godt du kunne lide den!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Der er flere højdepunkter i forårshaven, men for mig har frugttræernes blomstring altid været noget helt særligt. Jeg synes, blomsterne er så smukke, og så giver de forventninger om en god frugthøst senere på året.
    Det lyder hyggeligt med familietræf i kolonihaven. Jeg er ikke så meget til “nipseri” i haven, men af en eller anden grund synes jeg næsten, det hører sig til i en kolonihave. Her må gerne være farver og sjove ideer.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du ret i. Frugttræernes blomstring fylder jo virkelig noget, og giver en vældig optimisme for sæsonen.
      Jeg dyrker heller ikke nipseriet, men her i denne lidt Christania-agtige haveforening er det helt naturligt. Man forventer faktisk noget originalt.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Det er en dejlig tid nu, hvor frugttræer og buske blomstrer. Jeg har også et par eksemplarer af kornellen, du viser, og den står bare så smukt lige nu. Hilsen Susanne

    SvarSlet