mandag den 24. april 2023

- Om at miste overblikket...

Ja, det er lige præcis i disse dage jeg mister overblikket. Nu kan jeg ikke mere følge med i alt det der grønnes og springer om ørerne på mig - og jeg elsker det! Det kan være meget godt at have overblik, styr på og - tilsyneladende - kontrol over de nære omgivelser, men der er nu ikke noget bedre end at blive blæst bagover af den grønne eksplosion, som hvert år overvælder én. I løbet af et par dage ændrer alting sig fra en brun og overskuelig virkelighed til en helt grøn verden!

Se nu blot hvordan skoven ser ud på en søndagstur!




De sidste par uger har vi arbejdet i kolonihaven. John fældede det gamle blommetræ i køkkenhaven, og et par dage senere lagde jeg kartofler i alle bedene. 




Vi lod det nederste af stammen stå, for måske kan der skabes en lille krone i toppen, hvis træet bliver ved at vokse videre...



Efter naboen fjernede en mængde træer der skyggede i vore have, kunne det godt betale sig at gøre noget selv, så nu får køkkenhaven lys i år!


Krydderbedet rundt om blommen var helt vildtvoksende: en vissen rosmarin og en guds velsignelse af merian og timian væltede rundt mellem hinanden og ud over alle bredder, så jeg fik gravet op og flyttet rundt, så man igen kan se lavendel-hækken i kanten. Der skal vist laves nye stiklinger af lavendel i år...


Tulipanerne gror og har knopper inde i teltet, men ellers var det hele meget bart endnu, og meget overskueligt.




Nu har jeg ikke lige været i kolonihaven de sidste par dage, men den hjemlige have er i hvert fald sprunget ud og den ser således ud efter en uge med sol og lidt regn. Vinterviburnum blomstrer, og næsten alle buske og træer er sprunget ud i friske grønne og røde nuancer.



Tyrkisk hassel



Viburnum mariesii


Blærespirea og jasmin



Paradisæblet Freja



Rød hassel


og Sorbus dodong.



Nogle af de mere eksotiske træer, som spisekastanje, papirbarkløn og tretorn, venter lidt endnu, men i maj kommer de, og det er bare én stor fornøjelse!

Nu står de gule kejserkroner i fuld blomst og pinseliljerne er på vej mens fasanerne danner par som alle de andre fugle. Her er fruen gået til tops mens han holder vagt nedenfor fuglehuset




14 kommentarer:

  1. Det er så deilig å se hvor langt våren er kommet hos deg, Ulla. Det ser ut som en drøm hos deg nå. Ja, hos deg er det lett å miste overblikket, men det er da skjønt at alt vokser så det knaker. Ditt siste bilde er så flott med alle de gule nyanser. Fasan har jeg aldri sett her.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Marit! Ja, det er en skøn tid nu, og jeg kan rigtigt mærke hvor meget jeg har savnet det grønne i det sidste halve år.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla!
    Härliga bilder både från skog och mark. Koloniträdgården är så väl planerad. Det är riktigt vackert hemma hos er med både Kejsarkronor och Påskliljor. Det är väldigt grönt och frodigt, här finns inte grönskan ännu. Men om vi får tillbaka värmen så kommer det att går fort. Jag hade en Fasánhona på besök i trädgården för ett antal veckor sedan.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal have mange tak Marika! Jeg tror nok du får den samme dejlige grønne følelse om kort tid, og så bliver det svært at være i dårligt humør:-) Lige nu er fasanerne i haven dte meste af dagen, og måske lægger de deres rede her?

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ja nu kniber det at følge med, også her er der en sand eksplosion af grønt, jeg tager med på ture til genbrugspladsen bare for at beundre alt det grønne. I haven sker der også meget, jeg har taget billeder af de grønne hække og meget andet. Jeg er ikke så meget for kejserkroner, men din gule ser flot ud. Jeg tror på, at blommetræet skyder igen, du kan også plante en clematis op af det.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det forstår jeg, for hele landet ændrer karakter netop nu, og det går så hurtigt at det gælder om at få det meste ud af det.
      Blommetræet skal ikke fylde for meget og heller ikke have en klematis... Det skal egentlig bare stå der som en pind der kan bruges når jeg riller op til grønsagerne:-)

      Knus fra Ulla

      Slet
  4. Uha ja der sker bare så meget for tiden. I ser ud til at have helt fod på kolonihaven - den er klar til at være klar. Fantastisk at se alt det forskellige løv på træer og buske. Og ja du har ret - lidt overvældende er det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja! Kolonihaven er klar til at være klar, som du så rammende udtrykker det, men lur mig om ikke den vokser til i ukrudt før vi får set os om... Det er bare den sidste gang man føler der er fod på inden det går galt:-)
      Det er dejligt overvældende synes jeg.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Ugh ja det hele eksploderer nu. Og især fordi det har fået lidt vand. Jeg kan heller ikke følge med. Vores kejserkroner er osse så flotte nu, både gule og de rødorange. Men jeg tjekker dem for liljebiller hver dag.
    Det er utroligt så fint I har, både i kolonihaven og den hjemlige.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Husk det er et øjebliksbillede, for om kort tid er alt groet til i grønt, og meget af det er nok ukrudt - i hvert fald i kolonien. Man skal nyde det store billede og ikke gå i detaljer fra nu af tror jeg:-)
      Ja, kejserkronerne er flotte og der er blevet dobbelt så mange som sidste år!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  6. Det er en herlig måde at miste kontrollen på. Der er så mange lækre små detaljer, ikke mindst det nye løv, ligegyldigt hvor man går. Herligt billede af fasanparret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor har du ret! Og detaljer er der i rigelig mængde, så fine små blade i alle mulige former og kulører. En dejlig tid!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Det er en skøn tid nu hvor skoven, markerne og haverne grønnes. Jeg synes, bøgebladenes grønne farve overgår alle andre grønne farver. Men man skal ikke vente for længe med at beundre bøgetræerne, for der går ikke mange dage, før bladene begynder at få en mørkere farve.
    Jeg vil gerne tro, at et bed med krydderurter kan komme til at se lidt uredt ud, mange af urterne sår jo også sig selv, men mon ikke din indsats bliver belønnet. Jeg har tidligere beundret dit krydderurtebed, når du har vist billeder. Jeg kan ikke finde ud af, om der er liv i min rosmarin, men jeg giver den en chance. Kan du se liv i din?
    Hvor har du mange buske og små træer med fint løv og smukke blomster. Det gør sig godt med lidt højde i bedene.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Der findes heller ikke noget bedre end bøgens udspring, og dens farve er næsten umulig at gengive - nærmest selvlysende. Det er et af årets højdepunkter. På Møns Klint holder bøgetræerne noget af den lysegrønne farve p.g.a. kalken i undergrunden.
      Ja, krydderurter der først har fået fat... altså lige bortset fra rosmarin, som var stendød og knastør. Jeg har også haft eksemplarer hvor det var svært at se om der var liv - og ofte er der liv - så lad den endelig stå lidt endnu.
      Haven manglede i den grad træer og buske, så alle de små træer og buske har jeg selv valgt på baggrund af netop blomstring, frugt og farver, men også så de ikke er alt for sarte og eksotiske her midt i de relativt landlige omgivelser. Her er også mange hyld som har fået lov at stå, for de hører til synes jeg:-)

      Hilsner og mange tak Elna!
      Ulla

      Slet