fredag den 12. april 2024

Grønt er godt for øjnene

Det grønnes i min have og det er virkelig godt for mine øjne! Ikke alene er det dejligt at se på, det giver også haven liv og skærmer for vinden, som ikke har tabt pusten endnu. Haven bliver klædt på til en ny sæson og om kort tid vil planterne fylde deres plads ud og give rumfornemmelse og nye oplevelser igen.



Viburnum Mariesii har allerede store blade og masser af blomsterknopper, og den nye klematis fra sidste år, som skal pakke mit halvvisne æbletræ ind, har fået godt fat og sender lange skud i vejret.



Her kan man se hvordan paradisæblerne har sat blade i rødt og grønt, og i baggrunden bliver rønnen blæst godt igennem af vinden. En enkelt af de stedsegrønne er ikke mere grøn, så den har nok haft det for koldt i vinter.



Også den flotte trælupin har haft det lidt svært i år. Jeg har skåret alt det visne af og håber på den vil skyde nedefra, så vi kan få glæde af de duftende blomster til sommer.


Når vejret er til det er jeg i gang med mit evige arbejde med guldnælderne, som har invaderet det meste af skyggebedet. Jeg må grave stauderne op og rense dem for alle rødder og udløbere, men det er jo ikke muligt at grave alt op på den måde, så der vil stadig være guldnælder når jeg engang er igennem.
   Et lille område er blevet plantet til med 3 bispehuer som hedder Amber Queen. Det gode ved dem er at de blomstrer over bladene med gule blomster på ret lange stilke - og så er de virkelig smukke. De 3 planter skal helst dække jorden inden nælderne kommer til kræfter igen:-)



I samme bed blomstrer kodriver og lungeurt på fuld kraft.



Et nyt græsbed omkring den hvide bænk har fået tilført 2 dværgsyrener - en på hver side af bænken - og i det store græsbed blomstrer de allerførste tulipaner.



Også kæmpestenbræk blomstrer nu, og i pæonbedet dufter de rosa blomsterduske på endnu en Viburnum henover gule og hvide forårsløg.



Ikke alt det grønne er grønt, om jeg så må sige. Blærespirea glimrer med sine kobberfarvede blade flere steder i haven.


For en lille uge siden havde vi den flotteste blå himmel og mirabellen lyste med hvide skyer af blomster og summede af aktivitet. Nu blæser der et mindre 'snefald' af kronblade rundt i hele haven.






12 kommentarer:

  1. Så flott blomstring det er hos deg nå, Ulla! Din hvite lungeurt er veldig fin. Vakre tulipaner også. Ja, alt det grønne i hagen er så godt å se på nå. Etter en lang vinter er det rent helsebringende å se på det grønne hos deg nå. Mirabellen er også så vakker.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er godt for både øjnene og hele resten af kroppen med alt det friske grønne. Den hvide lungeurt har jeg fået af Lisbeth (Høneballehaven) og den er allerede blevet delt en gang og kan sikkert snart deles igen. Den er så fin her i det tidlige forår.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla!
    Det är helt fantastiskt i din trädgård. Om några veckor kanske det ser ut så här också, beroende på om vi får lite sol och värme. Blir förtjust i din vita lungört, har bara sett den i blått och med röda och blå blommor. Så söt den lilla Primulan är.
    Det är riktigt grönt och frodigt hos dig.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi fik 4 gode dage i sidste uge, og så begyndte det at gå hurtigt, men nu er det koldt og blæsende igen. De 4 dage var skønne, og nu kan vi nyde det friske grønne mens det pisker rundt i vinden:-) Jeg håber ikke de nye blade får det alt for hårdt.
      Den hvide lungeurt kommer meget tidligt og bliver større hvert år. Den kan jeg virkelig anbefale! Jeg deler den nok snart igen og får flere planter.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  3. Din have er grøn, ja, men der er sandelig også mange andre farver både i form af blomster og lækkert nyt løv. Alt det grønne virker specielt forfriskende og stimulerende i år, synes jeg. I tilbageblik har vinteren i år vel også været virkelig træææææls.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan vist ikke siges tydeligere på jysk! Også for mig har vinteren været ualmindeligt lang - uden havearbejde i et halvt år. Jorden har været for våd, selvom kulden ikke har været værre end den plejer. Alt arbejde er forsinket i dette år... Det grønne er en ordentlig vitaminindsprøjtning til den vintersløve hjerne, og så er det jo bare dejligt med farver på nethinden igen!

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Åhåh, hænger din trælupin osse i fingerneglene??. Min ser meget tør ud, både den i bedet og den i potte i drivhuset. Men sidste år så den ude ligedan ud og den kom helt nedefra. Så jeg krydser fingre. Den er så smuk og den dufter...
    Hvid lungeurt ser fin og sart ud. Men den fylder da pladsen godt ud. Den er da længere fremme end mine alm. farvede lungeurt.
    Guldnælde opfører sig åbenbart som skvalderkål. Det gør japansk asters osse skulle jeg hilse at sige. gosh, hvor jeg luget den. Den er okay i yderkanter og hjørner. Men der var engang jeg ikke kendte den og troede den var fin og sart og plantede den i bedene som andre asters. Det skulle jeg aldrig have gjort. Men den har da nogle smukke blomster som bierne er vilde med.
    De lover regn igen på tirsdag øv
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Trælupinen, som voksede over al måde sidste år, ser faktisk noget afpillet ud i år - navnlig efter jeg fjernede al det visne. Håber den tager fat nedefra som din gjorde! Jeg tror bestemt ikke lungeurten er sart. Den kommer meget tidligt og får ingen specialbehandling her. Jeg delte den sidste år og deler den måske igen i år, så kan den vel også være med i kampen mod guldnælderne.Japansk asters kender jeg ikke, men nælderne er virkeligt seje at grave op. De laver en ordentlig rod og breder sig både ved frø og lange udløbere - nærmest som jordbær, og nu er de alle vegne.
      Ja, det var en kort fornøjelse med det gode vejr Gunvor! Nu er det koldt og blæsende igen og mere regn er ingen spøg. Her har vi fået 68 mm i april.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Ja skønt at se det grønne farve sprede sig i haven, men du har sandelig også mange andre gode farver. Lidt misundelig med din hvid lungeurt - mon ikke min forsvinder pga. min lette jord. Fantastisk at se løvet på blærespirea med de hvide påskeliljer. Flot billede af mirabellen. Vi skal virkelig nyde dem mens vi kan - de er straks væk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så sandt, så sandt! Og jeg nyder alt hvad jeg kan. Det virker som om lungeurt kan føjes til de trivelige her på min jord, og det er kun godt. Jeg er glad for de tidlige stauder - som primula, der også kan lide at være her - som fylder lidt farve på inden de store kraftige stauder tager over. Ja blærespirea er en gevinst med sit rødlige løv, og meget nem at lave stiklinger af. Så hvis du kommer forbi en buske et sted...:-)
      Mirabellen er allerede fortid, men så kommer surkirsebær osv. osv. Heldigvis!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  6. Det ser godt ud, også selvom det blæser hele tiden kommer foråret alligevel frem stykke for stykke. Mirabeller har jeg ikke her, men jeg har et enkelt moreltræ. Hostaerne i kom med sidste år er på vej op, jo alt er godt bortset fra blæsevejret. Hvis du har en dusk af den hvide lungeurt, du kan undvære, vil jeg blive glad for sådan en næste gang vi ses.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, selvfølgelig! Du må have et 'barnebarn' af din lungeurt tilbage - jeg skal nok dele den igen i år. - Og nu er det surkirsebær der lyser op i de levende hegn, mens pæretræerne står og tripper i køen. Fra nu af er der bølger af hvide blomster i landskabet.
      Her er Hostaerne også godt i gang i haven og krukkerne, så det er jo på vej, selvom vi nok synes det kunne være en tak lunere i vejret:-)

      Knus og tak fra Ulla

      Slet