tirsdag den 30. april 2024

Hvidt er det nye sort

Der er så mange buske og træer der springer ud i hvide skyer af blomster her om foråret. Først kom mirabellerne, og nu er det slåen og kirsebær der holder den hvide fane højt, mens pæretræerne er lige i hælene. Frugttræerne glæder vi os vel alle til, men jeg har i mange dage tænkt, at de nok skulle vente til bier og andre bestøvere kom ud i solen. Nu er det så sket!

For et par dage siden kom solen frem og med den fulgte lune vinde, så man næsten overvejede at finde shorts frem. Det første frugttræ i vores have var det lille pæretræ, men det store følger snart efter. 
   Kirsebærtræet har klogeligt holdt sig lidt tilbage, men faktisk kom alle de små lodne kastanjebrune bier frem i går, så nu kan det roligt blomstre. Bierne har en evne til at finde ind i huset af de mindste sprækker, så vi har haft nok at gøre med at bære dem udendørs til alt det arbejde der venter dem der.


Et lille sølle æbletræ, som jeg havde dømt til fremover at være stativ for en klematis, har også besluttet sig for at give den fuld skrue i dette år. Sidste år havde det hverken blomster eller blade, men det har det lavet grundigt om på i år. Nu kan jeg vist godt pille glaskuglerne ned, for nu er der ikke brug for anden pynt end træets egen.



I øjeblikket er jeg i gang med kantskæring og lugning i bedene. Det er nemmest når ukrudtet ikke er så stort, og her i havens yngste bed er der stadig megen bar jord så her skal luges ofte. En del af de små spirer er børn af sommerblomster fra sidste år, så de får lov at stå til jeg ser om der er plads til dem.



De hvide tulipaner ovenfor er Purissima, som har holdt længe i det kolde vejr, men nu hvor de er ved at være færdige, overtager næste hvide indslag - nemlig Greenland med de grønne tegninger. Bagved er Ronaldo i en skøn vinrød farve på vej.



Når jeg ligger og kravler rundt om bedene ser jeg jo alle de fine små forårsplanter som tager over hvor løgene slap, men en enkelt påskelilje blomstrer stadig. Jeg kan ikke huske navnet, men den dufter som en hel parfumebutik, og forsætter sin blomstring næsten til bonderoserne springer ud.



Ukendt påskelilje og Purissima - nedenunder skovmærke.

 
Stribede og mønstrede blade i hvidt. Liljekonval og en selvsået Jack Frost kærmindesøster.



Den første sødskærm er i blomst nu, men de fine blade kan jo egentlig godt klare sig selv.



Skumblomst klæder både de blå perlehyazinter og en bregne som ruller sig ud.


Vores have er fuld af  grønne spirer og blade nu, og man fatter næsten ikke det er den samme have som for en måned siden. Også fuglelivet er der gang i, og vanen tro har vi en fasan-kok som nærmest bor her med sine 3-4 koner. De er åbenbart meget glade for stedet, for de kan gå i ro mellem bedene, gemme sig mellem planter, finde insekter og kryb (og frø under fuglehuset) og ikke mindst støvbade nu hvor jorden er ved at tørre op. Det føles som om vi holder høns hvert forår, men de forsvinder fra haven når de har æg og unger, og så ser vi dem først til efteråret igen.



I tågen forleden morgen var det kun et par af konerne vi havde på besøg, men de hyggede sig åbenlyst ved morgenmaden.


Gråspurve har vi sandelig også mange af. De bor i alle hækkene rundt om haven, og i den store buksbombusk og i laurbærbuskene omkring vores terrasser, og de kommer ganske tæt på os når vi er i haven. Det er et spørgsmål om de bor hos os eller vi bor hos dem, men det kan man jo sige om mange dyr - fra myrer og snegle til flagermus og mosegrise:-)


Vi har ventet længe på varmen i år, men nu har vi mærket den og planterne har fået travlt med at folde sig ud. Her på østkysten får vi ikke 20 graders varme, men det er også helt i orden. Jeg er glad for 10-15 grader, og synes det er den rene luksus lige nu. Haven har det godt - og det har jeg også:-)





I går havde vi den flotteste dag i år, og solnedgangen var også fantastisk. Ude i landskabet er bøgene ved at springe ud i det lysegrønne skrud og egetræerne fulde af blomster. Det er en skøn tid!



20 kommentarer:

  1. Fruktblomstringen er en så fin tid. Jeg blir bare mer og mer glad i hvitt, men må jo ha noe mørkerrødt/sort også. Utrolig moro med fasaner!
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen alle farver er dejlige, men det hvide fremhæver mange af de andre farver så fint, og det gør de næsten-sorte jo også. Lige nu er man bare glad for alt det der blomstrer, og frugttræerne giver jo også forhåbninger om dejlig frugt:-)
      Fasanerne er hyggelige dyr i haven - ligesom høns.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. skønne stemningsbilleder :) - og det skønt at det gode vejr endelig er kommet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tim! Lyset var så dejligt at jeg måtte tage nogle billeder i det lune vejr, men nu er østenvinden tilbage, og som bekendt kommer der ikke meget godt fra den kant her for tiden:-)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ja det er en skøn tid, optimismen kan fornemmes i forhold til sidste eller forrige indlæg. Her har vi desværre masser af blæst, men også her er det lunere. Dejligt du kan kravle rundt og luge, det kan jeg ikke, det er træls. Frugttræernes blomstring ser vi frem til, vi har nu kun et og så vores japanske kirsebærtræ. Gråspurve ser vi ikke mange af og gjorde heller ikke på Samsø, men skovspurve har vi til gengæld i rigelige mængder. God sommerdag og 1. maj.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth! Jeg har været til bisættelse i dag i Nordsjælland, hvor det var betydeligt varmere end hernede på østkysten, men bøgene er da endelig ved at springe ud og turen frem og tilbage var flot.
      Frugttræer var det eneste der var her fra starten, og vi har selv tilføjet paradisæbler, så vi har en god måned foran os nu. Æblerne med de lyserøde knopper og hvide blomster er nok mine yndlinge, men de er alle ret dejlige. Man kan vel ikke være deprimeret i denne tid hvor alting kommer til live igen? Der er altid problemer med et eller andet, men vi skal nok klare det!

      Knus fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!
    Er trädgård är som en dröm, så vackra bilder. Det är detta vi längtar efter kalla vinterdagar, i år har väntan varit lång, men igår kom värmen till oss också. Träden har inte blivit gröna ännu men några buskar har fått "musöron". Värmen kom från en dag till en annan, vi gick från vinterjacka till T-shirt. Så härligt. Blåmesen inspekterar de nya holkarna men kanske väljer de den gamla också i år.
    Ha det fint!
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du har fuldstændig ret Marika! Det er netop dette vi har savnet i den lange vinter, men alligevel bliver jeg hvert år overrasket over hvor dejligt det er. Vi havde en god weekend med skønt vejr og et flot lys, og jeg nød bare at være i haven og se på det hele.
      Jeg tror vores fugle foretrækker de gamle kasser, men der er vist liv i én af dem vi satte op sidste år. Hyggeligt at følge med i udviklingen!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Jeg har alltid vært glad i hvite blomster Ulla, og hos deg er det riktig mange av de. Epletrær har så vakre blomster. Det er så mye fint som blomstrer hos deg nå at jeg blir helt stum, og det er ikke så ofte ;-) Nydelige tulipaner også, og så spennende med fasaner!
    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, æbletræerne er også mine yndlinge. de er så raffinerede i hvidt og lyserødt - og så kan man glæde sig til æblerne:-) Haven er mest grøn her hos mig, men så nyder man de enkelte blomster så meget des mere. Tænk hvis du bliver helt stum... det ville jeg være ked af:-)

      Hilsner og mange tak fra Ulla

      Slet
  6. Ja hvidt er en af forårsfarverne.
    Kan Jack Frost så selv selv? jeg troede den var så forædlet at den var steril. Jeg syntes den har så fine bladtegninger.
    Fasaner er betydligt sjovere end rådyr. Vi har osse et par stykker. Men de er ikke trygge ved hønsene går frit. Så trækker de sig tilbage.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har kun købt én Jack Frost, og nu står der en nogle meter væk, så den må da have lavet nogle frø?! Den blomstrer jo også ligesom de andre kærminder...
      Oh-ja, betydeligt sjovere, og meget nemmere at have som gæster, men jeg vil gerne tro at dine høns kan skræmme dem væk fra 'deres' revir!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Fantastiske billeder fra din have. Ja du har ret i, at foråret byder på hvide skyer af blomster. En fornøjelse! Træls at kravle rundt på hænder og knæ og lede efter ukrudt, men dejligt at komme helt tæt på alle de nye skønheder. Blomster ja men også løv og bregneskud. Så smukke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, sådan en kravletur er hård for ryggen, men man får set et og andet! Nu gælder det så også om at kigge op engang imellem, for de hvide blomsterskyer er jo også dejlige:-)

      Mange tak Sydney!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Tak for både tekst og billeder. Man skal huske at kigge op i denne tid, ellers går man glip af nogle af forårets fineste blomstringer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det går så stærkt med det hele at man må unde sig at sidde ned engang imellem - og bare kigge. Foråret er altid lidt overvældende for mig, men så løfterigt!

      Hilsner og selv tak Marie!
      Ulla

      Slet
  9. Det er godt at høre, at både du og haven har det godt :-) Det er tydeligt at se, at haven har det endog meget godt, men du har jo ikke lige lagt et billede på af dig selv.
    Maj er vel næsten den skønneste af alle måneder, og når vejret skifter fra kulde, blæst og regn til næsten sommerligt vejr, kommer der skub i planterne, og det ser allerede så fyldigt ud i jeres have. I går havde vi 26 grader, det var lige rigeligt, i dag var vi nede på 20, det passer mig bedre.
    De hvide skærmblomster er så smukke og giver en lethed til bedene - og til buketter.
    Godt du nåede at fange solnedgangen, så vi andre også fik den at se.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Elna! Jeg ser vist ikke meget værre ud end jeg plejer, men haven er jeg faktisk yderst tilfreds med i år! Jeg havde jo mine betænkeligheder efter denne vinter hvor vi har stået under vand så mange gange, men det ser ud som om alt er kommet frelst igennem - selv din raketblomst rører så småt på sig!
      Det er slet ikke så varmt her - og det er måske også i overkanten med 26 grader. Her er det varmt når vi kommer op over 15, og det er der håb for de næste dage. Vi rider på en bølge i dette fugtige forår, og man glemmer næsten hvor tørre de foregående år har været, og nyder bare alt det friske grønne. Sødskærmen er jeg meget tilfreds med, for skærmblomster har vi ellers ikke så mange af.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Fina och stämningsfulla bilder från er vackra trädgård. Vårblomningen är ljuvlig och det är verkligen otroligt att bara en månad kan göra en sån stor skillnad. Förstår att du njuter av att vara ute och jobba i trädgården. Våren är härlig inte minst för att man får lov att komma riktigt nära för att avgöra om det man ser är en önskad fröplanta eller ett ogräs.

    Ha det gott! Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, foråret er altid skønt, men i år måske endnu skønnere, eftersom haven vokser til og planterne tager deres plads. Ukrudt er her masser af, men foreløbig dominerer det ikke, og kun i det allernyeste bed kan det udvikle sig til et større problem. De ældre bede skal nok klare sig. Jeg nyder både haven på afstand og tæt på:-)

      Hilsner og mange tak Ulrika!
      Ulla

      Slet