mandag den 1. august 2016

Bønnemøde

En overvældende bønnehøst gav arbejde på min første feriedag.


Planterne er segnet under vægten af gule voksbønner.


Tænk hvad der kan komme ud af en enkelt række bønner - i denne omgang.


I køkkenet var der dømt serieproduktion som på en anden konservesfabrik. 5 store poser til fryseren plus mad til flere dage. Bare skønt!


Nu er der rigtig gang i georginer, de svenske tagetes og morgenfruerne, og ind imellem har jeg udplantet forskellige rævehaler med spændende farver på bladene. Det er lykkedes at få gang i bedet trods myrekolonier.

Også aspargesbedet flyder over af dejlige farver med tallerkensmækkere, flere rævehaler og de blånende blåbær ind imellem. Bærrene er stadig sure, så jeg venter relativt tålmodigt...


I køkkenhaven fik jeg høvlet en del ukrudt væk og grønsagerne gror så man næsten kan høre det efter regnen. Vi har fået 25 mm i tunge byger her senest.


Gulerødder, porrer og bladselleri.


Kartofler, som smager aldeles dejligt. Stadig ærter på rionettet.


Her er det grønkål under tyl-net plus voksbønnerne. Jeg har lige puttet en række spinat i jorden, hvor der var plads. 


Denne Amarant er på vej med hvide blomster, mens andre er mere brogede.



Som vores gode nabo bemærkede så der rædsomt ud udenfor haven, men det tog John sig heldigvis af. Nu kan vi igen være stien og hækken bekendt. En batteridrevet hækklipper lettede arbejdet en del.

En god første feriedag, hvor der kunne sættes flueben ved nogle vigtige opgaver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar