tirsdag den 31. december 2019

2019 - et godt haveår

Et tilbageblik på 2019 i vores hjemlige have fortæller mig det var et godt haveår med rigtig mange resultater. Når jeg løber gennem alle billederne kan jeg se at stort set alle måneder, undtagen de mest vinterlige, har budt på anlæg af der ene eller anden art, og det føles meget tilfredsstillende.

I januar skete der nu ikke så meget, men til gengæld kom årets eneste lille snedrys her.


Februar bød på årets første blomstring i vintergæk og erantis,


og ikke mindst i den nye troldnød med de røde blomster.


I marts myldrer det frem med påskeklokker, påskeliljer og primula, mens jeg fylder krukkerne med hornvioler og blodribsen tiltrækker alle overlevende bier og humlebier. Det ligner forår.
   Men marts er også måneden, hvor jeg fjerner et ordentligt stykke græsplæne og får omkring 50 nye planter i jorden, så der kan man sige at både foråret og jeg kommer ud af starthullerne.



Der går nogle dage med at få alle disse planter ordentligt på plads, men ved månedens slutning ser det store bed sådan ud. Her er flere stedsegrønne buske, en etagekornel, bregner og dagliljer, vortemælk og hønsebær, hasselurt og vinterglans. Et skyggebed.


Man skal lige trække vejret ovenpå sådan et projekt, men allerede i april er trængslerne glemt og jeg får lavet endnu et hul i plænen omkring 3 små bærmispler.


Det er et rigtigt solbed med margeritter, knopurt, løvehale og solbrud. Masser af salvie og bjergmynte, og over det hele svæver skabiosens sartgule blomster. Ikke alene et solbed, men nok så meget en stor buffet for alverdens insekter.


I juni ser det allerede sådan ud.


Maj er som vanlig den måned, hvor alting eksploderer, men det starter lidt vanskelligt med  kolde nætter og frostsvedne skud. Det er dog ikke værre end det retter sig sidenhen. Men maj byder også på styrtregn og torden mens frugttræer, pæoner, anemoner og flere af de nye planter blomstrer i vores have. 
   Der er ikke brug for nye nye anlægsarbejder i maj, for jeg har rigeligt at gøre med blot at følge med.




I juni fik vi sat et højt dyrehegn op i bunden af haven - ud mod marken, hvor rådyrene græsser mens de holder vores have under skarpt opsyn. Det viste sig sidenhen at det stadig ikke er nok til at holde dyrene helt ude af haven, for de kan springe over hækken ind til naboen, men så må vi lade hækken vokse i år. - Og bedre er det trods alt blevet.



Juni er også den måned hvor farvebælgen og valmuerne blomstrer for første gang, og Skt. Hans aften er varm, stille og med en helt utrolig flot solnedgang.



Juli bringer mindelser om forrige års tørke. Vi vander alle vores nyplantninger, så det løber op på vandregningen. Men juli er også den måned vi får bygget en pergola som skal give tiltrængt skygge til stuen i den varme tid, og det er bare dejligt at se den rejse sig i løbet af et par dage.



 Vi nyder også den blomstrende have og alt det der klarer sig godt.



I august kan jeg anlægge et langt bed under den nye pergola. Her på nordsiden af hegnet planter jeg skyggetålende stauder og klatrehortensier skal sørge for en god skyggeeffekt, når de engang kommer op i højden og dækker pergolaen. Her bliver også lagt masser af løg.


I august er orange den mest dominerende farve blandt blomsterne, og i år blomstrede leopardliljen, som jeg har drevet frem fra frø.



I slutningen af måneden lukkes fasankyllinger ud af deres bure i skoven og render forvildet rundt overalt.


September tager så småt fat på høstfarverne, og jeg køber ind til endnu et bed med paradisæbler og buske.






I oktober graver jeg videre og tilføjer flere planter mellem de nye beboere herover,



og troldnødden klæder sig i fine gyldne blade, mens vi lægger påskeliljeløg blandet pæonerne.


I november udvider jeg det lange skyggebed som blev anlagt i marts så det når hen til æbletræet. Det er så langt komposten rækker i år.



Her i december gælder det julepyntning med gran og lys, og så er året gået.


- Og dog. Jeg fik da også lige vendt komposten før året løber ud. Ikke det mest festlige billede at slutte med, men måske det allervigtigste. Kompost er havens sorte guld og grundlaget for meget af det arbejde vi skal videre med i det nye år.



Rigtig godt nytår!




16 kommentarer:

  1. Hej Ulla!

    Deilige bilder fra haveåret. Hagen deres har blitt veldig fin.
    Den nye pergola er superfin, og en sånn skulle jeg gjerne hatt her :)
    Godt nytt år!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det går fremad med den nye have, men der mangler jo stadig meget, så jeg fortsætter i det nye år. Om 10 år begynder den måske at ligne det jeg forestiller mig...
      Pergolaen er jeg virkelig glad for, og den bliver bare bedre når klatrehortensiaerne vokser til. Det bliver spændende at følge her i 2020.

      Tak og i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla!

    En mycket trevlig sammanställning du gjort över året som gått i trädgården. Det känns redan långt borta och snart har vi de första vårblommarna som tittar upp.
    Ni har varit flitiga under året och då känns det också bra att stänga dörren till det gamla och öppna dörren till det nya.

    Önskar dig och John en god fortsättning på det nya året och att vädergudarna skall vara generösa och välvilliga till oss alla som älskar trädgård.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de gode ønsker Gunilla! Jeg håber også I får et godt haveår i 2020, og ikke mindst et godt vejr til alle de smukke planter.
      Selv glæder jeg mig til at komme videre med vores nye have, men lige nu er det også dejligt med en pause.

      Rigtig godt nytår!
      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla

    Flot flot årskavalkade!
    Sikken et super aktivt år for jer!

    Du og dine ønskes et godt nyt år herfra!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have, og i lige måde!
      Håber du vender tilbage med nyt fra din have- eller træverden i dette friske nye år.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Superflot gennemgang af 2019 i din have. Sikke meget I har nået - imponerende :)

    Godt nytår :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg var faktisk selv lidt overrasket over alt hvad vi har nået.
      Godt nytår til dig!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla!
    Så mycket ni hunnit med, nya rabatter och planteringar och en fin pergola.
    Önskar dig ett riktigt Gott Nytt År!
    /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Marika!
      Ønsker dig også et dejligt nyt år!

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Hej Ulla
    Jeg kan godt huske, at I har været meget flittige i løbet af året. Det ses ekstra tydeligt, når man får se alle månederne på en gang. Rigtig flot - det bliver så godt at se resultaterne i løbet af dette helt nye år. Mon ikke vi får det at se.
    Godt nytår til jer
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen jeg blev selv lidt forbavset da jeg så hele årets billedmængde igennem, også fordi nogle af de nye bede allerede ser så etablerede ud. Tænk, det er kun 9 måneder siden jeg begyndte nogle af plantningerne...
      Glæder mig til at fortsætte i det nye år, og I skal nok få det hele at se. Jeg ved godt du er meget bekymret over så få bloggere der er i gang lige nu, men mon ikke det retter sig når foråret kommer?

      Tak og i lige måde!
      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Orv I har været energiske. Spændende at se når det hele vokser til .
    Godt nytår
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have!
      Jeg fik aldrig svaret dig på et af de forrige indlæg, men jeg kan sige at jeg godt ved du ikke har en blog - prøver bare at lokke lidt. Et digitalt kamera ville selvfølgelig være en hjælp, selvom der ikke er krav om masser af billeder.
      Og m.h.t. den have i Lake District jeg skrev lidt om - Brantwood - så er den helt åben for publikum og fungerer som museum. Lige i nærheden ligger i øvrigt Hawkshead hvor Beatrix Potter (som skrev meget charmerende børnebøger bl.a. Peter Rabbit) har haft sin gang. Der er nok at se, f.eks også hvor Wordsworth er født og har levet. Masser af kultur i den dejlige natur faktisk.

      Men nu må du have et godt nytår!
      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Det ser godt nok ud til at have været et fantastisk haveår hos jer og sikke meget der er sket.
    Jeg ønsker et rigtig godt nytår og ser frem til hvad der skal ske i haven i år :-)
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu ser jeg også hvor meget vi egentlig har fået gjort, og det giver blod på tanden til det nye år. Her i det østlige Danmark har vi heller ikke haft helt så megen regn, så efteråret blev en god tid til plantning.

      Rigtig godt nytår til dig også!
      Hilsner fra Ulla

      Slet