Solrigt ja! Lørdag med varme, søndag med kold vind og nattefrost og mandag med stille køligt vejr, men alle dage vidunderligt klart og smukt.
Blodribsen er i fuld blomst, og nu kommer de overvintrende humle-dronninger frem for at fylde sig med honning og nektar. Jeg har ligget under denne store blodribs en god del af de sidste tre dage, for jeg har udvidet vores skovbundsbed fra terrassen og (hvad der føles som) langt ned i haven.
Et storindkøb sidste mandag var grunden til havearbejdet i denne lange weekend, og noget af det første der kom i jorden var denne Hamamelis Pallida, som desværre er færdig med at blomstre gult i år. Den kom ned i et andet bed ved terrassen for i skovbundsbedet står der allerede en rød troldnød.
Her er noget af storindkøbet i et par kasser. Mange bunddækkeplanter til skyggede forhold - kæmpe stenbræk og vinterglans - blandt andet.
Så mens fuglene kvidrede over hovedet på mig og spurvehøgen holdt øje med os allesammen, gik jeg i gang med at skrælle græsplænen væk lørdag formiddag.
Jeg startede længst væk fra huset, hvor jeg gerne ville sammenføje en etagekornel med den tyrkiske hassel -
- og sådan kom det til at se ud. Et par sibiriske valmuer er kommet med blandt bladplanterne, for at give lidt spræl. Den lille gule busk er et dværg hønsebenstræ.
Søndag gik jeg først ud om eftermiddagen da vinden havde lagt sig lidt, og så gjaldt det om at få den nedre ende af bedet føjet sammen med den øvre. Det var lidt bøvlet at kulegrave inde under blodribsen,
men det lykkedes at få alle planterne i jorden inden aften. Her står til venstre en dværgfyr som bliver gul om vinteren (hvis ellers det er koldt), dernæst en canadisk hønsebær med flotte røde blade. Den skulle være god til at dække jorden. Bagerst står de 8 kæmpe stenbræk og foran dem to rødbladede vortemælk - Euphobia Purpurea - som nærmest er selvlysende med deres gul-grønne blomster. Ved siden af taksen en ærtecypres og foran den to dagliljer.
Ja, så nåede jeg så langt.
Mandag tog vi til kolonihaven og fik ryddet lidt op. Jeg fik nogle løvefod og hasselurt med hjem og måtte atter udvide skovbundsbedet.
Bedet udvidet i bredden og samtlige planter i jorden mandag aften.
I det sene aftenlys syner det hele ikke af så meget nu hvor skyggen formørker den del af haven, men blodribsen har alle sine blomster i sol stadigvæk, og humlebierne summer.
Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med alt hvad jeg har nået. Omkring 50 planter er kommet i jorden de seneste dage, og mange trillebørfulde græstørv kørt væk. Det er forårs-motion så det batter!
Men jeg er navnlig glad for at få realiseret en del af de mange planer jeg har for haven, og glæder mig til at se hvordan det udvikler sig. Som man vil se er der stadig græs nok i haven, og masser af plads til bede og busketter og nye anlæg.
Ja for søren, der er plads til mange bede. Nu er du jo godt i gang, så det skal nok komme. Det er mange fine ting, du har fået plantet, og pludselig er de store, det går jo lidt langsomt i begyndelsen. Du har godt nok været flittig i weekenden.
SvarSletHilsen Lisbeth
Det er altid lidt svært at vide hvor tæt man skal plante, men det er ikke værre end jeg kan flytte buskene hvis de står for tæt. Jeg vil jo gerne have jorden dækket så hurtigt som muligt.
SletTak for dine pæne ord, der er god brug for opmuntring fremover også - som du ser.
Hilsner fra Ulla
Så fint det blir hos deg. Det må være deilig å komme i gang i hagen så tidlig. Utrolig hvor mye du har fått på kort tid.
SvarSletJeg tror nok jeg har arbejdet lidt for meget i weekenden. I hvert fald var det ret svært at komme i gang i dag, men nu er det gjort og det er en god følelse.
SletHilsner fra Ulla
Det blir jättefint Ulla! Alltid så upplyftande att få något nytt, jag får i alla fall massor av energi när jag skapar något i trädgården. Det monotona underhållsarbetet kräver energi men ger inte så mycket tillbaka.
SvarSlet..och så har du stora ytor gräsmatta kvar...
Ha det så bra i vårens vackra tid!
Tak skal du have! Det er rigtigt det kreative giver energi, men nu føler jeg mig godt brugt, og ugens arbejde bliver nok i "slow motion". Og der går nok lidt tid før jeg graver mere græs op.
SletDu må også have det dejligt midt i forårets mirakel!
Hilsner fra Ulla
Hej Ulla
SvarSletDer sker rigtig meget hos jer!
Det var da en enorm græsplæne, det er så godt der er plads til nye tiltag:)
Ha en dejlig solskinsdag
Ja, det kan godt være perspektivet snyder lidt, men det føles meget stort når man ligger på knæ og rusker i seje græstørv. Men jeg håber jeg lever længe og når at se en ordentlig have.
SletHav det godt selv!
Hilsner fra Ulla
Altså, når jeg ser det sidste billede, så kan jeg se, at der er plads til mange flere planter - forudgået af græsafgravning :-)
SvarSletMen det var et ordentligt ryk, I fik lavet og dejligt mange planter, du fik sat.
Har din lille 'blondeprimula' overvintret eller er den nyindkøbt? Jeg har ikke kunnet få mine til at overvintre.
Mange hilsener Lisbeth
Ok, det er en blondeprimula. Det vidste jeg slet ikke. Jeg synes nærmest det ligner sådan en god gammeldags én, og den har overlevet 2-3 år efterhånden, og er lige blevet delt. Jeg tænker den er kommet for at blive.
SletHer er såmænd bare omkring 500 kvadratmeter græs/mos, så det er jo ingenting i forhold til dine tidligere projekter. Men man skal jo erstatte græsset med noget andet, og det bliver både med indkøb og deling af større planter plus stiklingeformering, så det er et langstrakt arbejde. Jeg kan nok også bruge nogle pauser ind imellem...
Hilsner fra Ulla
Når du har gravet græstørv op, har jeg hver gang tænkt, at nu må du endelig ikke grave hele plænen op, det vil være en skam. Men når jeg ser det sidste billede, tager jeg det helt roligt, for der er jo gravearbejde til mange år😉
SvarSletDet er en fin plantesammensætning, du har lavet.
Hilsen Elna
Du har da heldigvis humor, og det sætter jeg pris på. Men mange tak for dine pæne ord, dem sætter jeg også pris på!
SvarSletJeg håber jo på at blive gammel, så jeg kan nå at nyde haven i en mere moden udgave end nu (ja-ja, både haven og mig) hvor jeg føler mig som en pionér.
Hilsner fra Ulla