mandag den 6. april 2020

Påskeprojekter

Ja, påskeprojekter mangler vi aldrig, hverken i påsken eller på andre tidspunkter af året.


Her er et af sidste sommers havearbejder, som nu endelig har fundet sin afslutning, nemlig en låge i det dyrehegn vi fik op at stå i juni 2019. John har lavet snedkeriet, og vi kunne heldigvis genbruge noget af det gamle trådhegn på rammen.


Nu kan vi igen komme ud af vores have til græsmarken bagved og det er dejligt, men det var et større arbejde at få "hæftet alle enderne" og sikret det sidste hul inde under mirabellen. Og tænk, lågen kan både åbne og lukke!


En bunke store marksten som lå langs hegnet blev kørt til terrassen, hvor jeg har planer om endnu et projekt. Men det ligger lidt ud i fremtiden, så det vender jeg tilbage til.


Jeg har delt alle primula og nu er der efterhånden kommet 10-20 planter ud af de 2 vi startede med. Så i et af Monty Dons haveprogrammer at det bedste tidspunkt at dele primula var lige efter blomstring, men vores har blomstret uafbrudt det sidste år, så den slags må man vist se stort på. Jeg kan fortælle at de blomstrer stadig og ikke har lidt overlast. Økonomisk havebrug - ikke sandt?

Skovspurven har indtaget en mejsekasse og påskeharen hygger sig på marken sammen med rådyrene, som foreløbig bliver på den rigtige side af hegnet.


Den nye Sorbus Dodong er kommet flot fra start, og stråler i skønne grønne og røde farver i udspring. Den skal nok blive fin når den får sat nogle sidegrene.


Sidst på eftermiddagen - efter en  tiltrængt pause - tog jeg mig sammen og fjernede endnu engang en hel del græsplæne. Jeg havde plantet et par hjemmeavlede buksbom her forleden, og nu hænger de sammen med resten af bedet.


Det er de rundbladede buksbom som vokser relativt hurtigt, og samme slags som den store kugle ved terrassen, så jeg håber de kommer godt igang og tager hurtigt på i vægt. Dette skulle være den sidste udvidelse i denne ende af bedet, og her er nu brug for en del bunddækkeplanter indtil buskene vokser til.



Skyggerne var blevet lange inden jeg fik sat dagens sidste haveredskaber på plads...


Vi kan vist godt tåle at se fasanerne igen. Det kan godt være kokken er sindsygt flot og navnlig her i forårstiden, hvor den stråler om kap med solen, men jeg synes nu også de brune høner er ganske elegante med de fine mønstre i fjerdragten og flotte tegninger omkring øjnene.

 

Således kom vi i mål med nogle gode jobs på en fin og forårsagtig søndag, og endnu ligger der påskedage foran os med flere idéer til nyttige tiltag. Vi må undvære familien og den traditionelle festivitas, men vi keder ikke.

Rigtig god påske!



9 kommentarer:

  1. Så spennende med deres påskeprosjekter! Det er så fint å kunne gjenbruke ting. Så flott deres 'Dodong' ser ut nå. De nye skudd skyter jo veldig fint ut fra stammen.
    God påske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg elsker projekter når man kan se en ende på dem, og derfor splitter jeg tit projekter op i mindre bidder. Genbrug er rigtig godt på mange måder, det kan vi kun være enige om.
      Ja, tænk man kan være så glad for en pind med en lille grøn kvast i toppen, men det er altså min kommende pragtfulde Dodong:)

      Tak i lige måde!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla

    Nej, man kan ikke sige i ligger på den lade side:)
    Lovende ser det ud - 20 bliver et super haveår!

    Ha en dejlig påske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er der jo det at sige til det, at John er pensionist og jeg har været hjemsendt p.g.a. coronavirus, så noget skal vi jo lave. Den friske luft kan vi heldigvis hente lige udenfor døren.
      Jeg er ved at tro du får ret. 2020 kunne meget vel blive et super haveår.

      Du må også have en god påske!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Det er dejligt med haven, så keder man sig ikke, vi har også flere nye projekter i gang hos os. Godt med hegn og låge, så I kan holde rådyrene ude, de er sødest uden for haven.
    God arbejdslyst og påske
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  4. Så sandt, så sandt - og sagt af én der nok skulle vide det.
    Projekter er gode så længe de har en chance for at blive fuldført. Selvom jeg elsker processen er jeg også meget glad for at se resultater. Tænker du har det nogenlunde på samme måde:)
    Ja, der er afgjort forskel på hvor meget man nyder dyrelivet, og lige netop rådyr må gerne blive udenfor haven!

    I lige måde!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  5. Hej Ulla!
    Skönt att vara ute och få gjort klart med hägnet och nya projekt. Är så imponerad över gästerna som trivs hos er. Fasaner är riktigt eleganta fåglar.
    Ha det gott och en riktigt God Påsk!
    Marika

    SvarSlet
  6. Tusind tak Marika!

    Mange hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  7. Det er så spændende at læse om jeres projekter. Og en ting er helt sikkert, I kommer aldrig til at kede jer. Der ryger af og til lidt af græsplænen, men det ser heldigvis ud til, at der er nok at tage af.
    Også en god påske til jer!

    Hilsen Elna

    SvarSlet