onsdag den 10. august 2022

Varme farver

Tiden står stille i sommervarme dage, men hænderne gør ikke. Der fifles og flyttes på planter - og vandes overdådigt. Kun ændringer jeg selv kan se, og med det forhåndenværende plantemateriale, men det er med til gøre dagene indholdsrige i min beskedne målestok.



Det er som om de varme farver får mere opmærksomhed her i varmen, og man bliver så glad for de rødlige blade som gode holdepunkter i den bladrige have. Lidt blomster er der dog også, men snart skal jeg på planteskole og finde flere solbrud til det tørre bed. Det bliver dejligt!




En potte med et par persilleplanter i vores egen kompostjord har i al stilfærdighed - og helt uden min opmærksomhed - udviklet sig til en sammenplantning af Amarant, tomat og hornviol. Det kunne jeg ikke have gjort bedre selv:)



Montbretia er begyndt at blomstre og i baggrunden skinner solen gennem papirbarklønnens røde bark.



Den sene spinkle daglilje springer ud med første blomst på dagen hvor de gamle orange dagliljer smider deres sidste blomst. God timing!



Rødbøgen blegner og Georginerne gløder og glæder,



og ved et rent held har jeg fået disse tre planter anbragt i samme område. Alunrod, perikon og i baggrunden vortemælk med det sigende navn: Fireglow.



Der er fri bar og 'all inclusive' for humlebier i solsikkerne. De slæber sig hjem om aftenen helt gyldne og tunge af blomsterstøv, som værtshusgæster der har badet i øltønden.



I den stadig syrlige grønne del af haven hænger der masser af kastanjer og æbler på grenene, så der er noget at glæde sig til!





18 kommentarer:

  1. Tidligere likte jeg ikke de varme farger på sensommeren, men nå har jeg lært å like de. Det har sikkert noe å gjøre med varmen på sensommeren å gjøre, for de passer så godt inn i staudebedet nå.
    Det blir spennende å lese om hvilken solbrud du kjøper. Det finnes nå veldig mange forskjellige navnesorter av de.
    Ja, det er bare å arbeide i hagen, for en kan ikke la varmen stoppe seg. Jeg arbeider ute her jeg også.
    Ha en god dag i varmen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marit! Vi kan se frem til en meget varm weekend, hvor haveselskabet holder havefestival med åbne haver over hele landet. Vi skal også på en lille udflugt!
      Men ellers kan jeg ikke sidde stille så længe ad gangen, så det er godt jeg altid kan finde et eller andet at lave i haven. Man bliver så dejligt træt af haveluften - og det forstår du jo også:)

      God arbejdslyst hos dig!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Forandringer, som kun du kan se. Ja, sådan tænker jeg også tit, når jeg foretager 'vigtige' rokader i haven. Havearbejde kan virkelig sommetider godt ligne børns leg i sandkassen. Det er så ærgerligt, at din have lider under tørke. Måtte det snart få ende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man kan vist roligt kalde det finjusteringer, men når først man begynder at flytte én plante, så ved du jo godt hvordan det går:) Mange af Hortensierne skal deles her til efteråret og så må der skabes plads. Det er som du siger, ren leg, og jeg elsker det! Jeg gider ikke den tørke, men jeg gider heller ikke at blive ved at brokke mig, hvad enten vi er skyldige allesammen - eller ingen, er det nok for sent at gøre ret meget ved det. I hvert fald i min levetid.

      Hilsner og tak!
      Ulla

      Slet
  3. Ren poesi som du beskriver haven, ja tørken er vi desværre fælles om, det er nok mest nordjyder, der ikke har problemer med den. Trods tørken ser også dine bede godt ud, du går tæt på stauderne, det tør jeg ikke, dine kan godt tåle det, det er nemlig fint med de røde planter ind i mellem. Jeg flytter ikke på noget i denne varme, der er nok at vande i forvejen.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Lisbeth! Alt hvad man fortager sig af omrokeringer er jo risikable, men nu kan jeg se hvor meget planterne fylder og hvordan farverne klæder hinanden, så jeg tager chancen. Vores tunge jord er nok bedre end din til at holde på vandet, så det virker med en god vanding - i dagevis.
      Pøj-pøj med dine havejobs!

      Knus fra Ulla

      Slet
  4. Så mange fine fargekombinasjoner, varme farger er fint, det har kanskje noe med årstiden å gjøre. Ha en fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er som om de varme farver passer så fint til august og september. I foråret ville det måske have set lidt mærkeligt ud.

      Hilsner og tak!
      Ulla

      Slet
  5. Uha, jeg tør ikke flytte,plante i denne tid, det er alt for tørt. Dine bede ser fantastiske ud, både grønne og frodige og meget rene.
    Sød sjov sammenplantning, havenissen laver tit noget helt uventet og fint.
    Og høsten er inde. Det har været helt eventyrligt med moreller, syltekirsebær og nu blommer og brombær. Jeg er lidt spændt på gemmeæblerne, om de falder ned pga, tørke eller de når at få noget livreddende regn. Sommeræblerene er fine nok.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal have mange tak Gunvor! Jeg er meget glad for skyggebedet som helt klart har det bedst. Solbedet virker nærmest afbleget og der skal flere planter til hvis jorden skal dækkes. Ja, den sammenplantning er helt festlig - i forhold til hvor kedelig persillen ser ud:)
      Ja, vi høster i kolonien. Masser af skønne grønne bønner og store brombær. Også blåbær har der været en del af. Herhjemme er mirabellerne begyndt at få farve. Det er ligesom i -18, hvor frugthøsten også var enorm. Dengang kom der heldigvis væde til at fylde æblerne ud inden høst.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det ser jo veldig ryddig ut både i bedene og på plena. Din Amarant er fint sammen andre planter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Martin!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!
    Det är en riktigt vacker färgpalett i din trädgård. Vackert med det röda emellan grönt. Kastanjerna ser mycket dekorativa ut. Solrosorna ser ut att vara populära och har många besök. Tycker jag ser fler insekter, både humlor och fjärilar nu.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er også mange insekter her i varmen, men ikke mange blomster til sommerfuglene lige nu. Håber virkelig på noget regn snart!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  8. Uha sikke nogle fantastiske historier du fortæller og billeder du viser. Kæmpe smil ved at se på din fin "sammenplantning"!! :-)) Enig med dig at det røde/mørke løv ser så godt ud ind imellem alt det grønne. Jeg går hver dag og kigger på de planter, der skal flyttes, men jeg tør simpelthen ikke. Jeg vander nok i forvejen, og vejrudsigten er ikke just til den gunstige side!! :-((

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sydney:)!
      Når nu ikke der er ret meget i blomst, så er de røde blade gode kontraster. Dette med at plante om er måske også lige lovlig overmodigt, men når man nu ikke kan lade være... Vejrudsigten er helt ad h til, for nu at sige det mildt. I det hele taget har der ikke været nogle rigtig gode (her mener jeg blandet vejr) somre siden vi satte spaden i jorden for 4-5 år siden, så det har været op ad bakke. Det bliver jo en vane og til sidst må man bare handle. Til vinter kan jeg ikke huske farver og størrelser ved jeg:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Jeg synes, det er modig gjort at flytte planter i denne hede. Men det hjælper selvfølgelig med en overdådig vanding. Jeg har næsten opgivet at vande. Helt nyttesløst er det vel ikke, men vandet løber lige igennem sandet.
    Naturen er en mester i at lave sammenplantninger.
    Mit blik falder på de store grupper med sankthansurt. De er fine året rundt, men næsten allersmukkest lige før blomsterne springer ud. Og de er gode sammen med de rødlige blade.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Som sagt til Sydney ovenfor...:) Her kan man stå og vande på samme sted meget længe uden der løber noget vand væk, men i modsætning til sand, så holder lerjorden godt på vandet. Forleden fandt jeg ud af hvad tørkeindekset fortæller: 10 betyder at der mangler 100 mm vand i jorden, og her ligger vi vist meget tæt på 10, så den kan tage meget!
      Ja, jeg er også begejstrede for sankthansurt stort set året rundt, og lige nu inden den springer rigtigt ud, er den helt forfriskende i en bleg mintgrøn udgave. Det er en super-staude!

      Hilsner fra Ulla

      Slet