lørdag den 14. oktober 2023

Midt i efteråret

En uge ind i oktober begyndte jeg så småt at mærke en smule til efteråret. Vi har fået masser af blæst, en virkelig god omgang regn, lidt kølige nætter og de første visne blade på plænen. Ellers har det faktisk været sommer. Regnen var det mest fantastiske! En hel nat med kraftige byger gav 22 mm på én gang, og jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har fået sådan en dejlig mængde vand fra oven.


Både september og oktober har stået i plantningens tegn, og jeg er ved at nå i mål med det nye græsbed, som har været fuldt af sommerblomster hele sæsonen. Nu er der 4 forskellige slags græs og en mængde stauder fra andre af havens bede.



Først blev de sidste sommerblomster ryddet væk, og her er jeg begyndt at plante den sidste del af bedet til. Et par hvide sankthansurter, som var ved at forsvinde i lammeører, er kommet herhen som naboer til to elefantgræsser - muligvis Miscanthus Maleparthus eller også er det Miscanthus Dronning Ingrid.


I kolonihaven hentede jeg den flotte egebladede Hortensia, som bliver ædt af rådyr og slet ikke får lov at blomstre. Den skal stå som forgrund (set fra huset) foran græsserne fremover. Det var et stort arbejde at grave den op, og på hjemvejen måtte jeg køre med bagdøren i bilen åben, da den fyldte en hel del mere end jeg havde forestillet mig. Planter ser altid ud af mere når de kommer op af jorden...



Jeg glæder mig til Hortensiaen får flotte høstfarver snart.



Jeg har også sat staudesalvie, blåt bjørnegræs og løvefod i denne ende af bedet. Tænker det vil blive fint med de lyserøde Geranier rundt om bålstedet, og så har jeg lagt 5 forskellige slags tulipaner gennem hele bedet. Det er sorter der skulle være gode til at komme igen: Yokohama, Spring Green, Queen of Night, Ronaldo og Purissima.


I blæsten er de fleste kastanjer faldet ned, og vi samler et par stykker hver dag. Vi har snart nok til et lille lækkert måltid. De sidste æbler drysser ned og er bragt ind i skuret, og flere kilo ligger i fryseren til vinterens æblekager.





Det blomstrer lidt diskret rundt omkring i hjørnerne, og her i oktober er høststenbræk sprunget ud.



Den meget sene blå asters når også sin blomstring i år. Den står og putter sig under trælupinen, som allerede er vokset en halv meter på alle leder siden jeg klippede frøene af den.


Knopurt har blomstret siden foråret og Matrem er også stadig med,



mens disse små klokkeblomster først nu har fået mod på blomstring. De brændte næsten af tidligt på sommeren.


Her i dag har jeg været ude i et par timer i blæsten og opdatere baljerne på terrassen med friske planter. Sommerblomsterne var efterhånden lidt for triste at se på, og nu er her vintergrønne bregner og lyng i stedet for.





Jeg har kun købt planter til den ene side af huset og genbrugt nogle stauder på den anden. Løvehalerne har stedsegrønne blade.



På denne årstid bliver jeg helt glad når solen kaster lidt glans over haven. Der har været en del grå dage på det sidste, men her til aften slap solen igennem. Græsserne pisker rundt i den stærke vestenvind, men de er plantet godt og skal nok stå distancen! De er netop udvalgt på deres lange holdbarhed.





18 kommentarer:

  1. Hei Ulla!
    Jeg fikk ikke tid til å skrive en kommentar hos deg i går, for jeg hadde besøk av barn og barnebarn. Tenk at du fikk så mye regn på en gang! Det er jo helt fantastisk å få det på en gang. Her kom det 20 mm, og regnet kom rett fra syd og det er jo Danmark. Så regnet var hos deg først, og så flyttet det seg til meg etterpå :-)
    Det var så tørt her nå, at enkelte stauder hang med hodet. Så regnet var veldig velkommen denne gangen. Dine bed ser så flotte ut nå, og jeg gleder meg til å se dine tulipaner til neste vår. Tulipaner er favorittmaten til rådyrene, så det må jeg bare la vær å plante.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen kære Marit, det haster jo ikke, og jeg fik først lavet mit indlæg i går aftes:-)
      Regnen var meget velkommen, og det var da skønt der også blev lidt til dig! Nu hvor jeg har brugt en måned på at plante, er det ekstra godt med regn, og september var meget tør her.
      Det er første gang jeg planter tulipaner her, for jeg ville gerne have nogle som bliver stående i flere år, og det kræver et bed der er nogenlunde færdigt, så jeg ikke skal flytte for meget rundt. Jeg gider ikke lægge nye løg hvert år, og man skal slet ikke satse på tulipaner med rådyr i haven!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Ja det pynter altid med solskin, hvis det ikke er højsommer. Skt. Hans urten lyser også op i bedene rundt om. Godt du fik flyttet den egebladede hortensia, der kan du forhåbentlig have den i fred for rådyrene. Det ser fint ud med græsserne, de kan ordentlig vifte i den megen vind vi har.
    I var heldige med meget regn, vi er nogle, der kan glæde os over regn, mens andre synes, de får alt for meget. Jeg har også høststenbræk, men den er ikke så stor som din, jeg håber, min bliver glad for at komme i den fynske muld, den samske var den ikke meget for. Jeg synes i øvrigt, at du klarer det meget godt med at lave en parcelhushave spændende.
    Er du interesseret i frø af silkeplanten, den er lyserød, og jeg har mængder af frø.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er meget tilfreds med at have fået Hortensiaen hjem i haven, hvor den kan nydes året rundt, og måske endda får blomster næste år. Den er blevet stor på de år jeg har haft den, og jeg måtte have gang i drænspaden for at få den vristet op af jorden - men det gik. Jeg tror faktisk det er meget godt med en enkelt busk i det viftende virvar af græsser:-)
      Jeg har måttet flytte mine høststenbræk mange gange, da de altid havnede inde i midten af et stort bed, fordi jeg udvidede hele tiden, men nu tror jeg de har fundet deres plads, hvor jeg bedre kan se dem. De skal nok blive større når de får fred, og din skal nok finde sig til rette i den fynske muld.
      Regnen gjorde underværker på al det nyplantede, og vi har ventet længe på den!
      Jeg håber jo at haven bliver god med tiden, og synes allerede jeg kan se en udvikling selv, men du skal have mange tak!
      Silkeplanten kender jeg slet ikke, men den lyder spændende. Jeg har vist fået en overdosis af frøplanter i år(:-) så det haster ikke med frø, men på længere sigt er jeg naturligvis interesseret. Til gengæld har jeg mængder af frø fra dine valmuer, hvis det var noget...

      Knus fra Ulla

      Slet
    2. Silkeplanten er en staude. Jeg gemmer frø til dig, det haster ikke med valmuerne, de kan sås til foråret også.
      Knus

      Slet
    3. Ok fint! Vi tager den bare med ro:-)
      Knus

      Slet
  3. Hej Ulla!
    Det ser så friskt och fräscht ut i din trädgård. Den nya planteringen med gräs, kommer att bli riktigt fin. Hoppas att hortensian kommer att trivas, skönt den fick komma hem, jag hittade också äntligen en plats för min som jag köpte för några veckor sedan. Vi fick en hel del regn igår, och det har blåst starka vindar i flera dagar. I förrgår fick jag tömt en del krukor och vi packade ihop de större trädgårdsmöblerna under en presenning på altanen. Idag skiner solen, men det blåser . Skall gå ut och plocka lite frön som jag lovat till dottern, bäst att ta dem innan de ramlar ner. Skulle sätta lök, men min leverans har fastnat någonstans på vägen.
    Ha en fin söndag / Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu er vi vel allesammen i gang med de samme procedurer som vi plejer om efteråret. Alt skal samles ind og ordnes og havemøblerne sikres mod vind og vejr, men det har været en lang sommer i år, så det er ok. Den egebladede Hortensia tror jeg du bliver glad for Marika! Den er fin når den får lov at blomstre(!) og så har den disse smukke blade, som får fine høstfarver, så den har en lang sæson. Du kan vel stadig nå at lægge tulipanløg et stykke tid endnu, så mon ikke du når det hele, selvom din pakke sidder fast et sted i systemet.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Det er så dejligt at være i mål med et projekt. Dit græsbed ser rigtig godt ud - bliver spændende at følge med i udviklingen næste år. Herligt at du kunne finde et godt sted til hortensiaen. Synd at se en flot busk blive maltrakteret. Du har mange fine sager som giver et pift farver her sidst på sæsonen. En fornøjelse at se på!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en god følelse Sydney! Jeg har stadig plads til stauder, og skal have købt mig nogle dagliljer bl.a., men det kan sikkert godt nås endnu. Jeg er så glad for Hortensiaen, at det egentlig var synd den stod i kolonien, hvor jeg kun ser den af og til, og når disse rådyr forgriber sig på den... Ja, det bliver bedre herhjemme!
      Farverne begynder for alvor nu, men det er jo heller ikke varmt længere, og jeg holder faktisk meget af efteråret, og glæder mig til bladene skifter til gult og rødt.

      Hilsner og mange tak!
      Ulla

      Slet
  5. Ha, vi fik osse regn forleden, 20 mm. Det hjalp lidt. Dog er jorden ikke rigtig våd endnu, men bare lidt fugtig. Og længere nede stadig tørt. Jeg var nede og kikke i åen bag vores mark. Der er godtnok ikke meget vand i. Og nogle gange kan der være en pæn strøm. Endnu et tegn på tørken dette efterår.
    Egebladet hortensia har jeg hørt om før. Lyder rigtig spændende. Men hvor tørketålende er den egentlig?
    Uhmm æbler og dermed æblekager. Vi har osse fået et par gange. Og der er faktisk mange på de fleste træer i år. Dejligt. Vi har fået en, syntes vi selv, superidè. Det nu kasserede skraldespande stativ, har vi fjernet sækkeholderne i, så nu passer det lige nøjagtigt til 8 stk af vores æblekasser. Dermed burde de være rottesikret, når lågerne er ordentlig lukket.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke forsøgt at grave siden vi fik regn, men det i nye bed er jorden løsnet, så der er regnen nok kommet ned hvor den gør gavn. Det var en ordentlig omgang trommerum på taget da vi endelig fik regn, og jeg vågnede ligefrem af lyden. En dejlig lyd!
      Hortensier er vel ikke ligefrem tørketålende, men jeg har nu ikke ofret meget vanding på den de år den har stået i kolonien, og den er da vokset pænt til. Bladene er så flotte og det er næsten det bedste ved denne sort, så prøv dog bare om ikke den vil - måske et sted hvor der er skygge. I kolonien stod den midt i solen, og det har den klaret fint.
      Æblerne er ganske udmærkede til æblekage, og det holder vi meget af, så de fleste havner nok i fryseren. Idéen med en skraldespand som opbevaring er slet ikke tosset Gunvor! Her bruger vi den gamle spand (med hjul og det hele) til vores partytelt (minus de lange stænger), og jeg tænker lige så godt vi kan bruge alt det plastik til noget fornuftigt. Er du klar over de ikke kan genbruges? Det er jo det rene galimatias!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  6. Tillykke med regnen!
    Jeg holder meget af det første billede. Det lange grønne kik er så smukt. Grønt er godt for øjnene - og giver ro i sjælen.
    Græsbedet bliver flot allerede til næste år, og det bliver et bed, der holder hele sæsonen igennem, modsat sommerblomsterne, der lidt for hurtigt taber pusten. Men sommerblomster er jo gode til at udfylde huller med, og vi kan når det kommer til stykket vel slet ikke undvære alle deres farveglade blomster.
    Det er fine sammenplantninger, du har lavet i trækrukkerne. Man ser ikke så tit sammenplantninger, og det er i grunden en skam, for man kan jo skabe en hel lille have i en krukke.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Elna! Regnen gav virkelig effekt, men det regnede også skomagerdrenge!
      Jeg er selv så glad for det grønne, og af og til får jeg lyst til at lave en helt grøn have, men som du også siger, kan vi vel ikke undvære de kulørte blomster - ikke helt I hvert fald. Jeg er i øvrigt sikker på der kommer masser af sommerblomster i græsbedet næste år, for de har jo smidt tusindvis af frø, så det skal nok blive kulørt igen, men selvfølgelig vil jeg tynde lidt ud og måske flytte nogle væk.
      Krukkerne fik supplement af grønne planter, for dels kan jeg som sagt ikke undvære det grønne, dels kan de stedsegrønne bruges i haven næste år, og det ville også have krævet virkelig mange lyngplanter hvis de skulle stå alene. Lyng overlever ikke her i den tunge jord, så de kan ikke genbruges.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  7. Hvad skal du dog få vinteren til at gå med, når alle dine projekter er afsluttet, og der ikke er alverden at lave i haven 😊 Du må glæde dig til at se, hvordan bedene udvikler sig til næste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan berolige dig med at jeg altid kan finde noget at lave - inde som ude - Marie, men tak for din bekymring! Jeg elsker jo at være derude og rode i jorden, og det skal jeg nok også være til vinter. Der er altid nye planer, og naturligvis glæder jeg mig til at se hvordan det udvikler sig næste år.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  8. Jeg blir imponert av at du kan oppdatere hagen med friske planter så sent på høsten.
    Hos meg er det så mye dårlig vær at hagen får være som den er til neste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil helst plante om efteråret, for det giver de bedste chancer for succes. Foråret her i det østlige Danmark er som regel koldt og tørt, og giver dårlige vilkår for nye planter, men jeg skal da også indrømme at sommeren har varet meget længe i år. Man mærker klimaforandringerne, og havesæsonen er lang. Jeg regner med vi skal slå græsplænen længe endnu...

      Hilsner fra Ulla

      Slet