søndag den 7. april 2024

Foråret kom på en lørdag

I går landede de længe omtalte tocifrede temperaturer her hos os, og da det samtidig var solskin hele dagen blev det en lørdag i haven med tusind små projekter, bare arme i skjorteærmer og kaffe i solen! 




De første 5 dage af april har ellers givet knap 60 mm regn og lørdagen startede da også med endnu en påfyldning af vandhullet, men altså også i smukt vejr med sølvskinnende dråber i hele haven.

Vi fik hentet et læs af den gode champignonsmuld på traileren, og da det var meget vådt i haven og træskoene svuppede i den svampede græsplæne, bestemte jeg mig for at blive på terrasserne for at dele og omplante de store Hosta i krukkerne. Dette bragte meget andet småtteri med sig i dagens løb, som det ofte går når man først får begyndt på omrokering(!) - og nu er de fleste krukker parate til en ny vækstsæson, men mange af billederne kommer fra haven i dag.





Jeg har stukket mirabelle-grene i den ene store balje på terassen, og med den megen regn står de her og springer ud i den våde jord. I en anden beholder har jeg en kornel, som skal ud i haven senere, og den har fine små blade. I det hele taget var der mange buske og træer der sprang ud i går, og rønnebær-træerne har allerede store blade og blomster på vej.





Jeg har gået og holdt øje med bispehuerne et stykke tid, men synes det var for koldt til at klippe bladene af, og så i går var der pludselig blomsterstilke på vej. Det blev et herrens arbejde at befri dem fra bladene, som vokser i en tæt måtte på omkring en kvadratmeter, og det blev ikke nemmere af at nogle store grupper vintergækker også står netop her, så jeg måtte ligge og kravle rundt med saksen under hasselbusken. Næste år klipper jeg bladene tidligere!



Men ellers var det en herlig havedag, hvor fuglene sang og jeg ordnede mange små praktiske gøremål smurt ind i champignons-muld fra top til tå. Hos min søde nabo havde de fået tilbudt at tømme et helt Rhodondendron-bed i en lokal have, så jeg kunne få et par hyggelige pauser sammen med min lige så havetossede nabo, mens hun knoklede på med at udgrave et stort bed i forhaven. Hun fik det hele i jorden inden aften og jeg tager hatten af for den indsats!  
   En sådan tidlig, produktiv, lun og solbeskinnet dag kan da kun gøre én lykkelig!




20 kommentarer:

  1. Det hørtes deilig ut Ulla. I går var det iskaldt her, men nå er det sol og 10 grader. Hvilken forskjell! Dine hvite påskeliljer er så fine. De ser ut som små soler der de står. Det er mye regn du har fått så langt i april! Jeg håper at det får tørke opp hos deg nå.
    Bispeluer gir meg også det samme problemet. Som regel klipper jeg de for sent, og da er plutselig blomsterknoppene der ja. Det var smart å holde deg borte fra gressplenen, og heller potte om hosta. Jeg bare venter på at all snøen skal bli borte her så jeg kan få begynt med litt våropprydning. Jeg tror mye vil bli borte i denne uken.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var den bedste forårsdag hidtil, men i dag har vi også nydt kaffen i haven, og det smager altså godt i solen!
      Jeg er på jagt efter en bispehue som blomstrer over bladene på lange stilke, men det er ikke så nemt at finde i de danske planteskoler. Måske må jeg bestille den hjem over Nettet, for det er så irriterende at komme for sent i gang med at klippe - men det var jo min egen skyld:-)
      Jeg håber du meget snart får en dejlig dag i haven!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla!
    Vi får vänta på det fina vädret. Låter helt fantastiskt att kunna vara ute och njuta av det fina vädret och trädgårds sysslor. Det ser helt fantastiskt ut med alla vackra vårblommor. Här har det varit grått och blött idag, solen tittade fram i fem minuter.
    Jag får vänta på min premiär.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber ikke du skal vente længe endnu, for det var så fint at komme rigtig igang igen! Jeg nyder min have netop nu hvor alt er frisk og ukrudtet endnu ikke er kommet fra start:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  3. Det vejr, du beskriver fra i går, er præcis det vejr, vi har i dag, og hvor er det herligt at kunne lave havearbejde i solskinsvejr. Måske burde man beskære bispehuerne om efteråret. Da kommer blomsterknopperne ikke i vejen, og de er da vist ganske hårdføre planter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan være du har ret i bispehuers hårdførhed, men jeg nyder jo at se bladene vinteren igennem... Jeg skal bare lære at være lidt mere brutal:-)
      Vejret har også været fint i dag med masser af sol, men også vind. I går var det stille, og det er jo skønt!

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Ja endelig en fin dag , der osse var fridag. Din "sø" er nu fin og spejlblank. Bare jorden så ikke er helt så splattet som nu. Men det kommer, håber jeg.
    De fleste af mine hosta står osse i potter. Men jeg er lidt tilbageholdende med at give dem større potter. Et råd en hostamand gav mig for et par år siden. De kan åbenbart godt lide at stå lidt klemt. Men selvfølgelig alt med måde. Jeg håber de ældste, især dem med grove blade snart er så store, at de kan plantes ud i bedene, og tage kampen op med snegle.
    Hihi ja bispehue er drilsk. Først ser den fin ud hele vinteren og man glemmer at klippe den, pludselig er den brun og lægger sig og de fine blomsterstande er langt fremme. Ofte når jeg slet ikke at klippe dem. Eller kun de blade der er i kanterne. Man kan ikke nå det hele, så pyt.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. I dag har det blæst med en lun vind, og den kunne tørre haven så meget op, at John fik slået græsset for første gang i år. Her er de fleste Hosta allerede plantet ud - både grove og mindre grove - og vi har måske ikke helt så mange snegle som du - men jeg vil jo gerne kunne nyde dem på skyggehylden også, så derfor blev de delt. Nu har de fået champignonsmuld med masser af hestemøg, og enten bliver de store og flotte eller også tager jeg livet af dem. Det vil tiden vise...
      Bispehuerne er klippet nu og der røg måske et par blomster, men som du siger: pyt! Man kan ikke nå det hele.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  5. Ja der er nok mange, der har været i haven i går. I dag blæser det voldsomt eller i hvert fald i eftermiddag, hvor vi tog i skoven, jeg kunne dårligt holde mig oppe mod vinden. Regn har vi også fået mængder af, lad os håbe, det er slut nu. Bispehuerne er ikke sjove at klippe, når blomsterne er på vej, herovre har jeg været i god tid med det, men jeg har heller ikke så mange som jeg har haft.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var dog et voldsomt vejr du beskriver! I dag har været ret tør med sol og en fuldstændig almindelig vind, men vi ligger jo nok i læ bag Fyn:-)
      Jeg nåede at klippe bispehuerne sidste år, men i år gik det galt, og det må jeg tage ved lære af. Håber vi får flere af de fine dage!

      Knus fra Ulla

      Slet
  6. det var faktisk skønt i weekenden, især lørdag var perfekt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det samme her, og det var dejligt!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Bispehuer kan man sagtens blive snydt af, for blomsterne kommer tidligt. Nu har jeg gjort det til en vane at klippe dem ned i januar.
    Det er skønt med sådan en dejlig forårsdag, hvor man kan gå i haven og få lavet en hel masse af de småting, man har gået og husket på. Potterne er så fine, som de står der på rad og række på bænken, og så er det nemt at vande dem. Man kan hurtigt bruge en del tid på havens krukkevækster, men det er sjovt at gå og "pusle" med dem. Jeg nåede ikke i haven i weekenden, men i dag har det været en dejlig solskinsdag, og jeg gik til angreb på ukrudtet og fik græsset slået. Lad os håbe, vi får en periode med mere stabilt vejr.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt du også kom i gang Elna! Det har været en lang periode uden jord under neglene og det giver i hvert fald mig en slags abstinenser:-) Jeg er jo så glad for alt det der dækker jorden om vinteren, at jeg ikke nænner klippe bladene af bispehue så tidligt, men jeg må nok forhærde mig og gå noget tidligere til dem næste år. Nu har jeg bestilt 3 stks. Amber Queen, som skal blomstre over bladene, så dem vil jeg sætte min lid til fremover.

      Godt forår!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Grattis till våren! Så härligt att kunna vara ute och jobba utan varma kläder och även om trädgården fortfarande var lite för blöt så blev nog hostorna glada över lite omsorg. Det finns ju så mycket att göra på våren att det alltid går att hitta på något som passar.

    Allt gott! Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var herligt at komme i gang igen, og nu håber jeg Hosta'erne bliver glade for forandringen! I dag er det koldt og regnfuldt igen, men vi har nogle gode dage at tænke tilbage på - og lidt nyttigt fik vi da også gjort:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  9. Det er så deilig når varmen kommer. Har ikke vært særlig varme her foreløpig, men har vært et par fine soldager sånn inn i mellom. Jeg har forresten ikke overvintret basilikum, det var bare det at den klarte seg ute over sommeren, noe som ikke er vanlig her hos meg. Ha en fortsatt fin dag, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nu ikke så varmt her hvor det blæser næsten hver dag, men man lægger jo mærke til de ekstra gode stille dage. Nå, så forstår jeg bedre din basilikum!
      Tak og i lige måde Ingeborg!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Åh ja endelig en dag uden regn så er vi bare klar til at rulle ærmerne op! Smukke billeder fra haven. Alle de smukke forårsblomster og fine nye skud på træer og buske er til at grine højt af. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, på sådan en dag får humøret lige 'en gang lak' - og man opdager hvor meget man har savnet sit havearbejde. Det går så hurtigt med det grønne nu, og inden længe skal vi vel også i skoven og kigge på den.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet