onsdag den 29. maj 2024

Jeg kan høre græsset gro

Indtil for en uge siden havde vi næsten ingen regn fået i denne måned, men det er der lavet om på, og nu står måleren på 46 mm - og jeg kan høre græsset gro. Det våde vejr med torden og kraftige byger har fået alle planter til at skyde til højre og venstre, men det har været helt umuligt at slå græsset mellem bygerne, da det ikke kan nå at tørre. I dag håber jeg på en mulighed inden det næste regnvejr rammer os. 


Jeg klager ikke for regnen var velkommen - og så morsomt er det jo heller ikke at slå græs:-)



I denne tid er det de rosa farver der dominerer blomstringen. Geranierne er nærmest eksploderet, og sammen med dem blomstrer pudenelliker og akelejer, mens masser af fingerbøl står i knop rundt omkring.



Jeg bruger tiden til at få skåret kanter på bedene, for græsset arbejder ihærdigt på at overtage hele haven, men det bliver ikke med min gode vilje.






Da de første 15 mm regn var faldet i sidste weekend, fik vi plantet det halve af køkkenhaven i kolonien til - og siden har det regnet meget mere, så det var helt ideelt. Under de hvide insektnet står kål og selleri, og i pallerammerne er der squash og basilikum, mens tomaterne stadig venter lidt. 




Vi har sået radisser, gulerødder, rødbeder, spinat og ruccola, og i de resterende stumper jord hestebønner og sommerblomster. Majs og resten af bønnerne kommer i juni måned.


Regnen kom lige da vi havde mest brug for den, så jeg er tilfreds!


16 kommentarer:

  1. Hej Ulla!
    Det är bra med regn i lagom portion. Vi väntar fortfarande, det har varit mycket varmt.
    Din trädgård ser grön och frodig ut och mycket som blommar. Det blommar här också och känns som att växterna tävlar om vem som skall slå ut först. Vilken vacker bild med den rosa aklejan och bergklinten. Ni har fått mycket gjort på kolonin.
    Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er godt med regn nu hvor alting har fart på og mange planter blomstrer, og her er meget frodigt nu. I dag er vi langt over 50 mm, og det regner forsat. Jeg synes også det hele går så stærkt i år, og måske har du ret i de prøver at vinde en konkurrence...
      Jeg er glad for regnen, og rigtig glad fordi jeg nåede at slå græsset i morges:-)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Ja, regnet var veldig velkomment. Det er godt at du kan høre gresset gro, Ulla. Det betyr at du har fått mye regn :)
    Vakre bilder, og de hvite blomster og den blå hosta passet perfekt til hverandre.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit! Ja, der er nogle gode kombinationer af planter her i haven - også er der andre der ikke fungerer helt så godt, men så er der noget at lave i bedene.-)
      Vi er over 50 mm nu og de er næsten allesammen kommet i den sidste uge.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ja for en gangs skyld er regnen kommet som bestilt. Herligt. Og ihh hvor har - får vi travlt med at plante ud, styre græsset, klapse snegle og bare nyde det friske grønne.
    Jeg må ud og fortælle min lille blå hosta, den skal skynde sig at vokse. Det er et fint match den hvide blomst og blå hosta.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Gunvor! Ja den blå Hosta er flot med det hvide, og senere kommer der endnu en med hvide kanter på bladene. Den passer også godt til Mariesii.
      Ja, man skal skynde sig hvis man vil nå noget mellem bygerne, men selvfølgelig også nå at nyde!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Så smukke billeder, regnen gør godt, vi fryder os sammen med planterne. Selvom det er træls med regn, men tørke er værre, så vi glæder os. Vi har fået 25 mm i går og i dag, det er godt. Næste uge bliver vist uden regn, hvis vi skal tro på DMI.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Indtil for en uge siden havde maj givet 3 mm, og nu står måleren på 55, så der er sket noget. Efterhånden har jeg næsten vænnet mig til de tørre forår, så dette føles helt luksuriøst:-) Dejligt I også har fået en god sjat!
      Her til morgen fik jeg endelig slået græsset, og det pyntede sandelig også.
      Nu er vi vel begge rustet til en fin sommer?

      Knus og tak fra Ulla

      Slet
  5. Jeg la spesielt merke til de hvite insektnettene. Et smart tips ved dyrking av grønnsaker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kønt er det ikke - men det virker med det hvide net, og kålsommerfuglen er jo på farten hele sommeren. Tak Martin!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Til lykke med regnen. Den må have gjort godt. Stukne kanter gør en verden til forskel, men er også et stort arbejde. Her er det Søren, der tager den store tur med spaden, og så justerer jeg kanten ind imellem, når den igen bliver for pjusket. Den eneste farve, man ikke ser for tiden her i haven, er den gule, vil jeg mene. De er skønne allesammen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marie! Ja det har sandelig givet en helt anden have end vi har oplevet de senere år med tørre forår. Lige nu gror det helt ustyrligt. Jeg har det bedst når kanterne bliver skåret ind imellem, og græsset bliver holdt ude af bedene, for der er jo frøukrudt nok endda. Det er jo min egen skyld hvis der er lige lovlig mange kanter... Nej jeg har heller intet gult nu, og den orange vortemælk står lidt alene, men snart kommer dagliljerne og bakker den op - og så er løvefod og løvehale allerede på trapperne.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  7. Mange fine billeder fra din have. Det var en vældig god ide med geranier rundt om bålpladsen. Lækkert at få sået og plantet ud i køkkenhaven sammen med regnen. Det giver en del arbejde, men en skarpskåren græskant er nu flot! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Sydney! Ja, geranierne som tidligere fyldte kolonien med farve er nu rykket hjem til bålpladsen, og de fylder deres plads godt ud. Det er bare et år siden de blev plantet. Og hele det nye græsbed bugner af vækst selvom det blev plantet sidste efterår. Der er virkelig fart over feltet. Kanterne er et stort arbejde, men det bringer mig rundt i haven i øjenhøjde med det der sker:-)
      Køkkenhaven fik den bedste start med dette vejr!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  8. Det var godt, der kom regn, så du kunne få hørelsen tjekket.
    Det ser så velplejet ud i begge haver. En køkkenhave med tilsåede bede er et smukt syn, og træet i midten med krydderurterne nedenunder gør hele haven så hyggelig.
    Skarpt afskårne græskanter løfter det hele, og du er god til at holde dem skarpe. Det er noget af det, jeg altid kommer bagefter med, og det er dumt, for så tager det dobbelt så lang tid.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, tænk engang at regn kan forbedre hørelsen - også:-)
      Mange tak for dine pæne ord Elna! Jeg synes egentlig altid jeg er bagud, men det er vist et vilkår når man er glad for begge sine haver. Vi er begge tilfredse med at have fået gang i køkkenhaven igen, og nu står der andre jobs på listen. F.eks. er hækkene allerede tjenlige til en klipning, men jeg tøver lidt p.g.a. alle fuglene der stadig har reder rundt omkring. Tænker dog der snart må gøres noget... Som du selv siger, det tager dobbelt så lang tid hvis man tøver for længe.

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet