Stort og småt

I det gode vejr tog jeg endnu en omgang i haven i dag. På en tur til Tystrup-Bavelse søerne og Sorø, var vi nemlig kommet til at købe et par buske i en planteskole, og dem ville jeg gerne have i jorden.

Denne gang tog jeg hul på plænen i venstre side af den lille terrasse, under Ribes busken.

Her kan man se hvor langt jeg var nået inden John kom hjem og gav en hånd. Vi fandt hurtigt ud af at udvide det nye bed med et ordentligt stykke, for den ene af de nye buske er en troldnød - Hamamelis Diane med røde blomster - og den måtte længere væk fra den store fjeldribs.

På vores tur op over det midt-sjællandske landskab så vi mange skønne træer og dejlige farver, og i dag kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor heldige vi er, at vi kan nyde de mange flotte træer folk har plantet gennem tiden. De har jo været optimister som os, og har haft evnen til at se hvordan det engang kunne komme til at se ud - om mange år. 

Her har John fået fjernet en meter mere græstørv og er ved at plante troldnøden. Den skal jo ikke blive til et stort træ, så netop derfor skal den stå lige udenfor vinduet hvor vi kan se den når den blomstrer i vintertiden.

Ved Tystrup-Bavelse er der mange flotte udsigter, og lige nu er der så mange fine farver på skovene.

  

Der ligger varmedis i det fjerne i denne mærkelige oktober.

Hjemme i haven kom vi i mål med første etape af plantningen, og så skal der vandes.

Da vi nåede frem til Sorø på vores tur forleden, gik vi en dejlig tur rundt i parken omkring Akademiet. Prøv lige at se disse gamle lindetræer.

Der er lindealléer på kryds og tværs i parken, og de lyser op med masser af gule blade lige nu.

Men der var også paradisæbletræer som var meget høje - måske 5-8 meter - og var fulde af orange æbler i mængder. Meget smukt!

 

Japanske Løn med begyndende farveskift...

... og krogede elletræer og pile langs søen. Så får man lige sat haven med fuglebadet lidt i perspektiv.

 

Men tilbage til vores egen lille virkelighed. Dagen var stadig varm da vi havde fået ryddet op, så vi satte os på bænken og nød synet af det nye bed. 

   Jeg har plantet en del Hosta og bregner, som har stået i krukker et årstid. De trængte til at komme ud af krukkerne. Der blev også plads til løvefod, som kan dække hullerne i starten. I øvrigt kan man måske lige ane en lille håndfuld meget røde blade midt i bedet. Det er den anden busk vi købte, en lavtvoksende vinget benved som jeg forventer mig en del af fremover.

Sådan ser der ud nu, og det er starten på det nye bed i skyggen under Ribes busken. Det bliver et skovbundsbed med bladplanter og mindre buske, måske med tiden også løg. Der er stadig plads til at plante mere, og jeg har blandt andet nogle små buksbomplanter, som nok ville være glade for at få chancen her.

Når man vender sig om og kigger på den anden ende af terrassen ser man staudebedet i solsiden. Med tiden vokser de to bede nok sammen til ét i takt med vi skaffer flere planter. Jeg har en del frø og stiklinger af forskellige stauder og noget af det der allerede gror her kan nok deles til næste år. En gul troldnød ville jo heller ikke være af vejen...

En park som den ved Sorø Akademi eller et skovbryn som ved Tystrup er jo ikke realistisk i en almindelig have, men drømmene kan godt oversættes til en mindre målestok, som vi kan glæde os over i takt med at træer og buske vokser til.

En lummer affære

Pyh-ha! Det har været varmt i dag, og måske skulle vi bare have holdt fri, men det gjorde vi ikke.

Vi lavede os en ny kompostplads af 6 Europa-paller, 7 stks. hegnspæle og lidt hegnstråd. Og det var ikke hverken indviklet eller besværligt, dyrt eller krævende, blot sveddryppende i godt 20 graders varme. - Tænk rigtigt sommervejr midt i oktober!

Havens gamle kompostplads, som vi har arvet fra de forrige ejere af grunden, ligger bag hegnet man aner til højre for trillebøren, mens vi har trukket pladsen ind i skyggen af det gamle pæretræ og et blandet buskads af snebær, hyld, blomme og roser.

   Jeg har hele tiden tænkt det var underligt at placere komposten midt i sol og vind ud til åbne marker, og nu glæder jeg mig bare til at få nedlagt den gamle bunke og få fjernet hegnet den gemmer sig bag.

   Jeg tænker vi kan lave en fin siddeplads hernede i havens vestlige hjørne og bryde vinden med syrener og jasmin-buske (pibeved) plantet rundt omkring. I forvejen står her en gammel syren og et æbletræ, som rammer udsigten meget fint ind.

Men foreløbig er vi nået det første skridt med et par båse til haveaffaldet.

Solens gang

Man mærker at dagene bliver kortere og solen har travlt med at komme videre til andre egne, men når den skinner på os må vi jo nyde det - på denne årstid. Der tales om sommerlige tilstande i denne uge, og det er jo skønt her midt i oktober.

Kolonihaven vender ryggen til solen, så der arbejder vi mest i skygge på denne årstid. Inde i mørket går mystiske ting i svang, som her hvor John er i nærkamp med en midgårdsorm af en rod. Det er det sidste stykke græstørv under terrassen vi har skrællet af, og nu må vi så igang med at fjerne rødder af både træer og ukrudt.

Så er det pænt i denne ende af arealet, mens den anden ende er groet til i græs og mælkebøtter i mellemtiden...

Tulipanløgene er lagt i midten af køkkenhaven - igen. Det fungerede jo fint sidste år. I forgrunden til venstre kommer årets sidste grøngødning pænt op.

Der er også flotte farver på pæretræerne, selvom solen er forsvundet...

... og her går solen til sengs i en farvedemonstration som er næsten lige så flot som solopgangen i morges. Tyrkis himmel med orange skyer og godnat! 

Ud i det blå

Nu kunne jeg vælge at fortælle om hvad vi har lavet i kolonihaven og vise jer billeder af den runde køkkenhave og den halvfærdige terrasse - vi er nået et stykke videre med begge dele i dag - men da I jo godt ved hvordan her ser ud, med og uden ukrudt, vil jeg i stedet vise jer billeder fra vores lørdagstur ud i det blå.

Vi tog en dejlig fridag i smukt diset oktobersol til en del af Møn, som vi ikke kendte ret meget til. Og det lykkedes da også at fare vild adskillige gange, men da afstandene er overkommelige og vi ret rutinemæssigt farer vild, så bekymrede det os slet ikke.

Vi udforskede de små veje langs nordkysten af Møn, og i sagens natur ender mange af dem blindt ved stranden. 

   Her er vi kørt ud ad en grusvej som ender ved en pumpestation og dernæst forsvinder østpå i en cykelsti. Ikke et sted jeg ville have lyst til at cykle på skarpt grus og større sten, men et dejligt sted at stige ud af bilen og trave langs vandet.

John forsøgte at finde ud af hvor vi var havnet, men opgav ret hurtigt for at nyde stranden i det fine vejr.

Benved lyser rødt blandt rynket rose, som er smuk, hvad end man mener om dens invasive evner.

Turen gik videre mod Nordfelt gods, og efter et par omveje blandt høsttomme marker i bølgende landskaber og flere ture forbi det samme hus med haven fuld af haveskulpturer (alt kan overdrives), lykkedes det at ramme den rette vej. 

Naturen bugner af overflod hvor man end kigger hen. Det er som om alle planter er stålsatte på at bringe generne videre til næste generation før det er for sent. Utvivlsomt en stress reaktion efter sommerens og efterårets vandmangel.

Her på Nordfelt går højskoven helt ned til stranden, og det er dejligt at se nogle ordentlig store træer, både ege og bøge. På køreturen gennem skoven ligger der store stabler af træstammer til begge sider, men ved hovedbygningen skilter man med at drive bæredygtigt jordbrug, så man må tro de ved hvad de gør.

Langs stranden ligger i hvert fald en del træ og får lov til at forvitre i eget tempo, som f.eks. denne kæmpe dinosaur-knokkel.

Mens John går på jagt efter spændende sten sejler en hel flotille af svaner forbi.

Vi nød de flotte træer i eftermiddagens varme lys. De gyldne farver er skam på vej også derude i det vi kalder naturen.

 

Men det var også noget af det sidste vi så til solen den dag. Fra diset sol gik vi nemlig over i decideret tåge som vi rullede videre ud mod Høje Møn. I tågen kunne man såmænd meget nemt fare vild, hvilket vi da også gjorde, og i det bakkede landskab bagved klinten kørte vi skiftevis under, over og igennem rigtig mange nuancer af gråt, så dette må blive dagens sidste billede.

Tak for en dejlig tur - og for din tålmodighed.

Store plantedag

Så blev det endelig tid til at starte tilplantning af vores 500 kvadratmeter græsplæne. Nu har vi boet her i 2 år og utallige er de planer jeg har lagt og dernæst modereret, ændret og forkastet. Jeg ved såmænd ikke om jeg har en egentlig plan i skrivende stund, men i hvert fald en idé om hvor jeg gerne vil hen. Og man skal jo starte et sted - og en dag - og det blev så d. 5. oktober 2018.

To udfordringer har præget alle mine overvejelser: at bevare kigget til fjorden og beskytte nyplantninger mod rådyr, som tuller hjemmevant rundt i haven. 

   Dernæst alle de andre forhold, som skal tages med. Haven er nord-vestvendt så vinden skal brydes inden man kaster sig ud i sarte vækster, og målet er en skovhave fyldt med træer og buske som giver oplevelser året rundt og giver ly og læ til dyrelivet - og os.

Torsdag gravede jeg to huller i plænen, fjernede en del knastør lerjord (her er tørken slet ikke afblæst endnu) og vandede grundigt. Dernæst drog vi ud for at skaffe pæle og dyrehegn, og for at finde ud af hvor vi kunne få de første planter. Heldigvis var vores lokale planteskole i Ugledige leveringsdygtig i et par store eksemplarer af tyrkisk hassel og ægte kastanie, og fredag kunne vi hente dem på traileren sammen med en ordentlig balle god jord.

Med hjem kom også tre bærmispler, Amelanchier Laevis, som er hårdføre nok til at klare forholdene. De giver farver, blomster og bær og bryder vinden, så de blev plantet yderst i haven...

... og pakket grundigt inde i rådyrsikrede bure. De tre skal danne en lille lund af lave træer, så det er ok hvis dyrene spiser lidt af det grenværk der stikker ud gennem hegnet.

Men tilbage til de større træer.

   Den ægte kastanie er en lang tynd pist, så den blev støttet godt af pæle, opbinding og dyrehegn. Nu må man bare håbe den klarer vinteren og får godt fat, for den skulle være selvbestøvende og skal give os velsmagende kastanier. Der sidder allerede én i toppen, som vi glæder os til. Desuden har den store smukke blade, som får gule høstfarver, og lysegule blomster (opretstående rakler) til foråret.

   Vigtigt er det jo også at den står så jeg kan se den fra min sofaplads inde i stuen. Den får en bred krone (svært at forestille sig lige nu) og vil danne en glimrende forgrund for udsigten ud over landskabet.

Den tyrkiske hassel er et rigtigt træ og jeg havde et større arbejde med at få viklet rødderne ud af potten, som måtte splittes helt ad. Den har en karakteristisk stamme med lysegrå korkagtig bark, som jeg synes er meget dekorativ. Bladene ligner almindelig hassel og den får forhåbentlig fine nødder til næste år. 

Jeg har lånt et billede på Internettet for at vise hvordan nødderne sidder i disse festlige haser.

Og her står den så og fanger lyset sidst på dagen. 

Og ja, sidst på dagen... Der var vi ærlig talt godt slitne (som vores norske venner siger). Oprydningen foregik i smukt lunt oktobervejr, men vi havde næsten også slæbt det halve af værkstedet og hele haveredskabs-udstyret ud på plænen. Men vi var da også meget tilfredse med egen indsats!

Måske ser det ikke ud af så meget, men for mit indre blik folder det sig flot ud. Hasseltræet står helt til højre bag et lille æbletræ, som vi vil fjerne med tiden. Set fra denne side er der mest plads til plantning i venstre side, når vi skal tage hensyn til udsigten også. Jeg forestiller mig grupper  af træer og buske vi kan vandre rundt imellem, når vi bliver så gamle at vi ikke orker forlade haven. Og græsset vil til den tid indskrænke sig til grønne stier mellem små lunde.