To udfordringer har præget alle mine overvejelser: at bevare kigget til fjorden og beskytte nyplantninger mod rådyr, som tuller hjemmevant rundt i haven.
Dernæst alle de andre forhold, som skal tages med. Haven er nord-vestvendt så vinden skal brydes inden man kaster sig ud i sarte vækster, og målet er en skovhave fyldt med træer og buske som giver oplevelser året rundt og giver ly og læ til dyrelivet - og os.
Torsdag gravede jeg to huller i plænen, fjernede en del knastør lerjord (her er tørken slet ikke afblæst endnu) og vandede grundigt. Dernæst drog vi ud for at skaffe pæle og dyrehegn, og for at finde ud af hvor vi kunne få de første planter. Heldigvis var vores lokale planteskole i Ugledige leveringsdygtig i et par store eksemplarer af tyrkisk hassel og ægte kastanie, og fredag kunne vi hente dem på traileren sammen med en ordentlig balle god jord.
Med hjem kom også tre bærmispler, Amelanchier Laevis, som er hårdføre nok til at klare forholdene. De giver farver, blomster og bær og bryder vinden, så de blev plantet yderst i haven...
... og pakket grundigt inde i rådyrsikrede bure. De tre skal danne en lille lund af lave træer, så det er ok hvis dyrene spiser lidt af det grenværk der stikker ud gennem hegnet.
Men tilbage til de større træer.
Den ægte kastanie er en lang tynd pist, så den blev støttet godt af pæle, opbinding og dyrehegn. Nu må man bare håbe den klarer vinteren og får godt fat, for den skulle være selvbestøvende og skal give os velsmagende kastanier. Der sidder allerede én i toppen, som vi glæder os til. Desuden har den store smukke blade, som får gule høstfarver, og lysegule blomster (opretstående rakler) til foråret.
Vigtigt er det jo også at den står så jeg kan se den fra min sofaplads inde i stuen. Den får en bred krone (svært at forestille sig lige nu) og vil danne en glimrende forgrund for udsigten ud over landskabet.
Den tyrkiske hassel er et rigtigt træ og jeg havde et større arbejde med at få viklet rødderne ud af potten, som måtte splittes helt ad. Den har en karakteristisk stamme med lysegrå korkagtig bark, som jeg synes er meget dekorativ. Bladene ligner almindelig hassel og den får forhåbentlig fine nødder til næste år.
Jeg har lånt et billede på Internettet for at vise hvordan nødderne sidder i disse festlige haser.
Og her står den så og fanger lyset sidst på dagen.
Og ja, sidst på dagen... Der var vi ærlig talt godt slitne (som vores norske venner siger). Oprydningen foregik i smukt lunt oktobervejr, men vi havde næsten også slæbt det halve af værkstedet og hele haveredskabs-udstyret ud på plænen. Men vi var da også meget tilfredse med egen indsats!
Måske ser det ikke ud af så meget, men for mit indre blik folder det sig flot ud. Hasseltræet står helt til højre bag et lille æbletræ, som vi vil fjerne med tiden. Set fra denne side er der mest plads til plantning i venstre side, når vi skal tage hensyn til udsigten også. Jeg forestiller mig grupper af træer og buske vi kan vandre rundt imellem, når vi bliver så gamle at vi ikke orker forlade haven. Og græsset vil til den tid indskrænke sig til grønne stier mellem små lunde.
Hej Ulla
SvarSletDet er fine træer, I har valgt, det skal I nok komme til at nyde med tiden.
Svært at tage hensyn til både udsigt og rådyr. Det kender vi alt til her, vi vil jo gerne nyde det hele. Amelanchier kan være svær at forme til et træ, nu er det endelig lykkedes for os, dem vi fik var meget buskagtige.
Vi har haft en tyrkisk hassel i mange år, men har aldrig set nødder på den. Jeg har set andre, der har været mere heldige, mon ikke det lykkes for jer. Vi nøjes med at nyde den flotte stamme.
Hilsen Lisbeth
Det er nok også derfor det har taget sin tid at få begyndt. Altså dette med man vil det hele.
SvarSletOm bærmisplerne bliver store buske eller små træer er ikke så vigtigt, bare de fylder og giver læ. Synes det er sådan en pragtfuld mangesidig plante, at vi måtte have den ind i haven.
Og så håber jeg da virkelig vi får nødder på den tyrkiske, både for vores egen skyld, men også for egernet. Jeg har altid drømt om en nøddegang, men da den tager for megen plads op blev det i stedet dette slanke smukke hasseltræ.
Allerede inden det første spadestik har man jo indgået adskillige kompromisser, men sådan er livet jo.
Tak for dine opmuntrende ord!
Mange hilsner fra Ulla
Jeg har en nøddegang, den er mørk og skummel, selvom vi beskærer kraftigt. Nødder får vi ikke mange af, det er træls, for jeg elsker nødder. I år var det tørkens skyld.
SletJamen så er det jo heller ikke svaret... Til gengæld ved jeg af erfaring at lange nøddegrene er rigtig gode og holdbare til blomsterpinde og stativer. Og så er de dejligt diskrete.
SletSå flotte trær dere har kjøpt! Det er jo en stor jobb å få plantet de og støttet de opp, og ikke minst å få beskyttet de mot rådyr. Rådyr er det her også, men enn så lenge så har jeg sluppet de helt store ødeleggelsene uten beskyttelse.
SvarSletHasseltreet ser veldig fint ut, og det blir spennende å se om dere får nøtter på det.
God weekend!
Tak skal du have. Jeg var også meget tilfreds med træernes størrelse i forhold til prisen. Og beskyttelsen mod rådyr kan nok genbruges efter et par år. Så kan vi plante flere af de træer der står på ønskelisten, og pakke dem ind også.
SletMange hilsner fra Ulla
Hej Ulla
SvarSletSuper træer du har valgt - måske en valnød ville passe ind i temaet også?
Jeg forstår heller ikke det med tørken der skulle være forbi - grundvandet står jo så lavt så vi er ekstra sårbare...
Ha en dejlig weekend
En valnød ville passe fint ind i temaet, men dels bliver de så store at det kan blive et problem for naboen, dels er der så mange valnøddetræer her på egnen at vi godt kan skaffe os valnødder rundt omkring.
SletFaktisk kom den fortsatte tørke her mod øst på programmet forleden i vejrudsigten - endelig. 25 mm har vi fået i snit i vores ende af landet i september, og det er jo ikke noget at prale af. Lige under græsset er der støv, og et par cm længere nede cement... Ganske rædselsfuldt.
Hilsner fra Ulla
Hej Ulla!
SvarSletPlanering är halva nöjet sägs det och du har verkligen tänkt till, det kommer att bli fint! Jag gillar hassel men turkisk hassel är inte bekant för mig. Hoppas vi får bilder på lövsprickningen till våren.
Torrt har vi också med väldigt låga grundvattennivåer. Nu hoppas jag på stora mängder nederbörd i vinter.
Trevlig helg Ulla!
Vi deler fuldstændig ønsket om nedbør til vinter! Det går jo slet ikke hvis det fortsætter på denne måde. Og jeg lover dig der nok skal komme billeder af den tyrkiske fremover.
SletPlanlægning er en fornøjelse og i teorien kan man jo lave de skønneste billeder af den fremtidige have på papiret og skærmen og i fantasien, men det er nu også skønt at realisere noget ind imellem!
Hav en dejlig søndag!
Hilsner fra Ulla
Så kul att det du planerat och förberett så länge äntligen är igång. Den utsikten förstår jag att du vill ha kvar. Jättefin. Hoppas träden ska sätta igång att växa till våren. Rådjuren kan verkligen ställa till det men ni har ju skyddat träden väl nu. Jag hade en ganska stor äkta kastanj som var ca 13 år men den fick någon torksjuka så gren efter gren dog så vi fick ta bort den. Men det var ett väldigt fint träd.
SvarSletHa det gott
Helene
Uha! Jeg håber da ikke kastanien bliver syg. Nu har jeg glædet mig i flere år til at plante sådan en, så jeg håber den holder sig til sagen og vokser hurtigt til. Nu om dage kan man jo få træer som sætter kastanier når de er ganske unge, så nu skulle det være.
SletGod søndag til dig!
Hilsner fra Ulla
Det er, som om man skal gøre sig ekstra umage, når det er træer, der skal plantes. Det er næsten som at byde venner indenfor. Vi har både tyrkisk hassel, som vi så i Kjeld Slots ellipsehaver på Djursland for nogle år siden, og ægte kastanje. Den lille pind skal nok vokse sig stor og solid med årene.
SvarSletJa, man vil jo gerne have de føler sig velkomne, og jeg har en fornemmelse af der aldrig har vokset andet end græs i denne have som er omkring 50 år gammel. Før det var der sikkert marker, så lidt jordforbedring er ingen skade til.
SletTak for din opmuntring!
Mange hilsner fra Ulla
Hvor er det et spændende projekt I er gået i gang med. Måske ser det ikke ud af meget endnu, men det skal nok komme. En have tager jo tid :)
SvarSletGlæder mig til at følge projektet.
Det har du ret i, og jeg satset på at gå langsomt frem og plante nogle træer hvert år. Nu starter vi med de største træer, og så må vi plante buske ind imellem når vinden er brudt lidt efterhånden. Men lige nu har jeg bare lyst til at fortsætte, selvom det tager tid med al dyresikringen.
SletJeg er også meget spændt på at se hvordan det udvikler sig.
Mange hilsner fra Ulla
Tillykke med det første spadestik :-) Det er spændende træer, I lægger ud med. Og et stort arbejde at rådyrsikre, men det bliver I glade for.
SvarSletVi døjer også fortsat med tørke. Fx hang nogle af mine nyplantede buske i sidste uge. Normalt kan jeg efterårsplante uden at vande andet end ved plantningen. Du må huske at se til dine. De skal jo gerne lave rødder nu.
God fornøjelse.
Tak skal du have. Jeg har ikke tænkt mig at rulle vandslangen sammen endnu, her skal vandes et par gange om ugen så længe de nye har blade på.
SletDet bedste af det hele er at vi nu er i gang, og samtidig har de små rådyrbure allerede givet haven et andet præg. Måske fordi det føles mere som vores have nu, og fordi de små pister trods alt giver en anden fornemmelse af perspektiv.
Vi håber stadig på vand, men nu bliver det vist sommer igen...
Hilsner fra Ulla
Hej Ulla!
SvarSletDet blir fint med träden, trevligt med ett hasselnötsträd. De ser ut att vara bra skyddade för rådjuren.
Ha en fin söndag /Marika
Tak skal du have! Vi håber på at kunne fjerne beskyttelsen efter et par år, når træerne er kommet i god vækst.
SletHav en dejlig tirsdag!
Hilsner fra Ulla
Jeg kan sagtens forestille mig, hvor skønt det bliver at gå rundt på græsstierne og nyde træerne og den dejlige udsigt. Sådan et kastanjetræ ville jeg gerne have haft. Men de andre træer vil I helt sikkert også få glæde af. Her er tørken afblæst, vi har fået 250 mm regn siden august. Det er en lettelse, og jeg håber virkelig, at regnen snart når over til jer.
SvarSletHilsen Elna
Jamen så har du fået 10 gange så meget vand som vi har, og jeg kan bare ønske tillykke. Heldigvis har vi haveejere en god forestillingsevne, ellers ville man jo ikke orke at kaste sig ud i nye opgaver.
SletDe nye podede sorter af ægte kastanie giver frugt allerede efter et par år, så du skal ikke vente i 10-15 år, som man ofte skal med de frøsåede.
Hilsner fra Ulla