torsdag den 29. april 2021

Det blev japansk - og dog...

I må endelig ikke tro vi hviler på laurbærrene, bare fordi tulipanerne blev reddet. Ork nej, vi knokler videre i kulden og får varmen med endnu et have-element inspireret af de sidste to buede stykker træ fra hængekøjestativet - en portal. 



Portalen skulle jo være lidt kinesisk i stilen - tænkte jeg - men vi ender vist nærmest på noget der minder om en japansk Tori port - og dog...


De to sidestykker med indsat armerings-net (som selvfølgelig også bare er en rest fra et tidligere projekt) ligger her, hvor John ser ud som om han er helt lettet over at være færdige med dem, så han kan overlade malerarbejdet til mig. Det er meningen der skal kravle klematis på nettet og jeg ser for mig hvordan hele porten bugner af dejlige klatreplanter og gule klokkeformede blomster.


Men som sædvanlig skal man lige igennem de indledende øvelser først, og her var det John der stod for gravearbejdet. Porten skal stå mellem de to kvadratiske staudebede oven i takshækken, og naturligvis også oven i nogle velvoksne sten, som gav lidt bryderi.



Vi var så spændte på at se et (del)resultat at vi fortsatte ud på aftenen i den kolde blæst, og fik rejst sidestykkerne, og til sidst kunne vi da også få et indtryk af den endelige virkning på haven - men så var det sandelig også tid til at komme hjem i varmen til mad og bad.


Foreløbig ser det hverken kinesisk eller japansk ud, og begge folkeslag ville nok også betakke sig for at lægge navn til stilen, når vi engang er færdige. Med de planer vi har, bliver det nok nærmest en slags "kineseri" med et twist af kolonihave-humor.

- Og et par dage senere...



... er der ved at være styr på konstruktionen, som nu omfatter de sidste to stykker buet træ fra hængekøjestativet samt et gammelt fuglehus af ret omfattende dimensioner. I sandhed et genbrugsprojekt!


Nu ser det således ud inde fra huset. Den nye portal står faktisk midt på sigtelinjen mellem lågen og døren til kolonihavehuset, og det synes jeg er en fin placering.



Hjemme i varmen har jeg Google-studeret portaler og faldt her over den japanske Tori-port, hvor overliggeren består af to vandrette dele forbundet på midten med et stykke lodret træ, og dette løser det problem jeg har tumlet med undervejs i processen: hvordan forhindrer vi hele porten i at kollapse som en korthus, når der ingen skråstivere er?


Det er klart man allerede for længst har fundet en løsning på dette blandt de kloge folk i Østen, men her opfinder vi vores egen version af den dybe tallerken undervejs i byggeriet, og man har jo lov at blive klogere hen ad vejen...



- Og faktisk synes vi den nederste vandrette afbalancerer vores skøre samling af genbrugsmaterialer og giver en dekorativ gevinst oven i den praktiske funktion. Helt ærligt: er det ikke en sjov kolonihave-agtig portal vi har fået rejst - og tænk hvis der flytter en solsort ind i huset...



Som man kan se står portalen ikke alene centralt i haven, den adskiller også staudehaven ved huset fra den runde køkkenhave i den anden halvdel, og sammen med vores asparges-bed-sikring med net indrammer den terrassen. Måske er den lidt top-tung og overvældende, men bare vent til der gror gule og blå klematis over det hele - og takshækken kommer lidt op i højden!

Men apropos buret rundt om aspargesbedet, så har jag lagt hele to dages arbejde i at få syet nettet til så det passer i størrelsen til stativet, og forneden på nettet syr jeg nogle lister på der kan holde nettet stramt og gøre det nemmere at "rulle gardinerne op" når vi skal ind til herlighederne.



Det bedste man kan sige om dette job er, at når nettet sidder rigtigt og stramt er det næsten usynligt,



og nu mangler jeg bare at sætte lister på i enderne af nettet. 



Det kolde aprilsvejr har faktisk været en fordel, for nu blev vi færdige inden al ukrudtet begynder at gro, og inden jorden er så varm at køkkenhaven skal sås til. Det mest fantastiske er at den første asparges stak næsen frem i går:)


I de tidlige aftentimer, hvor man har solen lige i øjnene her oppe fra lågen, ser det næsten ud som om vi har fået spir på huset.
   Det har taget et par uger at få lavet en sikring af aspargesbedet og portalen. Porten lavede vi egentlig for sjov af de sidste genbrugsmaterialer, og det har været en dejlig kreativ proces med mange overvejelser, men nu glæder jeg mig til at vende tilbage til jorden og planterne igen.
   Der sker jo lidt rundt omkring i haven mens vi saver og banker, borer og "bøder garn", og vi skal lige have et par billeder af det (stadig) spæde forår.






18 kommentarer:

  1. Jeg er så imponert over de flotte tingene dere lager av brukte materialer, Ulla! Gjenbruk er alltid en god ting. Pent blir det også :)
    Nå begynner jeg å tro at dere får ha deres grønnsaker i fred.
    Flotte påskeliljer i solskinnet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Marit!
      Genbrug er sjovt, fordi du ikke står med dyrt træ i metervis, som du kan komme til at skære over et par centimeter for kort. Nerverne er i ro når du har hvad du har og må få det bedste ud af det. Ja, sådan tænker jeg i hvert fald.
      - Og nu har vi fået 20 mm regn og alting begynder at gro, så nu har vi ikke tid til at bygge mere:) Er det ikke herligt?

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla
    Sjovt nok tænkte jeg også på et stativ til klatreplanter, da jeg så dit sidste indlæg, I er meget kreative. Det ser hammergodt ud, og hatten af for at I holdt ud så længe i den kulde. Det bliver spændende at se den med klatreplanter på. Det er bestemt ikke en have som alle andre, men jeg kan lide det, jeg ser :)
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. To sjæle én tanke... Men det godt du også kan se potentialet Lisbeth!
      Det er nemmere at være kreativ med et begrænset udvalg af materialer - det stimulerer på en måde fantasien, og resten må man vurdere henad vejen. Vi fik nogle gode pauser mens vi overvejede udseendet.
      Og du har ret, nu må de andre kolonister til at oppe sig hvis de vil være med i krea-klubben:) Der er ingen der har noget lignende.

      Tak for de pæne ord!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla

    Sikke det blev, ingen tvivl om at den vandrette 'japanske' afstiver giver det hele et helt anderledes let udtryk - imponerende!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man stjæler idéer fra nær og fjern og kombinerer det med de forhåndenværende søms princip - og hopla! - så står der et vartegn af dimensioner:)
      Tak skal du have og en god weekend til dig!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hi hi superflot. "Japansk kolonihave stil" Og at det så er genbrug er jo et ekstra pluds.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gunvor!
      God Bededag osv.!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hjertelig tillykke med portalen og buret. Det ser rigtigt godt ud. Meget imponerende så kreative I har været med genbrugsmaterialer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Sydney!
      I dag hviler vi på laurbærrene og nyder de 20 mm regn der er kommet det seneste døgn. Nu bliver det vist endelig plantevejr!

      God Bededag osv.!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Flot er den, uanset hvilken stil det er. Det er især godt, at I ikke er bange for at gå i højden med den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er i hvert fald tale om stilforvirring, og det er ok i en kolonihave synes jeg. Vi mangler af og til lidt humør og legesyge i de små haver...
      Der er rigelig plads i højden til både os og at diverse slyngplanter kan hænge ned, så nu skal det bare begynde at gro (det bliver nok ikke os, men planterne:)

      Tak og god Bededag osv.!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hej Ulla!
    Visst har den en asientouch och den blev fin. Kronan på verket blev den fina fågelholken. Har kvar mitt svarta nät över tulpanerna, men tar bort det när de börjar blomma. Har inte sett spår av rådjur på ett tag.
    Ha en trevlig helg /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu må jeg til at gå rundt i kimono med blomsterpinde i håret Marika:)
      Men tak for de søde ord! Nu har vi også reddet tulipanerne og har endda en buket på bordet, så nettet virker altså. Godt dine rådyr har fundet andre græsgange!

      God weekend!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Jeg elsker at gå rundt i gamle kolonihaveområder, for her er så meget kreativitet, så mange gør-det-selv projekter, der udmønter sig i sjove tilbygninger og små finurlige finesser. Og så udstråler kolonihaveområder altid stor haveglæde. Jeres kolonihave er ingen undtagelse. Hvor er det blevet en flot og brugbar portal, jeg kan sagtens se den for mig fyldt med blomstrende klematis.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har også altid elsket de gamle kolonihaver, men lige netop her hvor min have ligger er der ikke meget af den slags, og jeg synes vi manglede lidt af det overskud som disse sære installationer giver - og humør ikke mindst. Nu har vi taget proppen af og så kan det jo være der er andre der sætter en løgkuppel på redskabsskuret en dag...
      Tak skal du have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Aj, jeg er vild med jeres nye portal - og sikke et flot skillerum i haven. Genialt, at den er lavet af genbrugsmaterialer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Aase! Ligefrem minimalisme er der jo ikke tale om, men jeg tror vi kommer til at holde af den. Om ikke andet bliver den et godt klatrestativ for klematis. Genbrug er altid inspirerende synes jeg.

      God weekend!
      Hilsner fra Ulla

      Slet