torsdag den 20. maj 2021

Lige til at spise

Om sommeren dyrker vi grønsager i kolonihavens runde køkkenhave, og i år skal vi have mange forskellige grønsager i modsætning til sidste år, hvor hele haven var fuld af kartofler. I år bliver der lidt af hvert af alt det der smager bedst, når det er helt frisk.

Vi har ikke så travlt med at få det hele i jorden før der kommer noget varme, men nu har vi plantet kål og ærter under net, og porrerne har fået et par rækker i hvidløgsbedet. Bønner og majs kan sagtens vente til det bliver mere sommerligt vejr. De skal helst vokse hurtigt fra starten for at kunne løbe fra ukrudt og skadedyr. For 10 dage siden såede vi lidt rodfrugter og nu er rødbeder og radiser på vej, men de har sandelig ikke travlt i det kølige vejr.


Udenfor den runde køkkenhave har vi jo også "luksusbedet", som vi har fået pakket godt ind i en stort fiskenet, for at få afgrøderne for os selv. Lige nu bugner rækken af asparges, og vi spiser store saftige asparges hver dag for tiden.


Sådan en pose kan vi hente et par gange om ugen, og så flotte har de aldrig været før, men nu er det vel også ca. 5 år siden de blev plantet.


Inden jeg vender mig mod den hjemlige have skal vi lige se den japanske løn "Orange Dream". Den er en drøm hvert år, og selvom den ikke indgår i vores måltider er den jo lige til at spise:)


I haven derhjemme dyrker vi ikke grønsager, men vi har et stort udvalg af krydderurter, som vi bruger af året rundt, og her i foråret nyder vi de saftige blade af purløg, citronmelisse og fennikel til maden. Rucola har vi taget hjem fra kolonien, da rådyrene åd den, og nu har vi den i en potte lige udenfor køkkenvinduet og kan hente de blade vi skal bruge helt friske.



I krydderbedet blomstrer citrontimian lige nu sammen med den lyslilla Geranium malviflorum, som forsvinder når den har blomstret. Til højre (oven over) kommer fransk estragon sammen med purløg, og til venstre står den grønne vintersar lige foran buksbom. Helt nede i bunden af billedet ses et par lysegrønne blade af merian.
   På det næste billede kan man ane fennikel i baggrunden bag blade af Montbretia og citronmelisse til venstre.


Jeg bruger også gerne krydderurter som prydplanter, og har f.eks. både citronmelisse og gulbladet merian i havens bede. Tidligere har jeg brugt masser af persille i et nyt staudebed og år vil jeg fylde en del huller i de nye bede med bladbeder i grønt, gult og rødt. De er gode til at klare tørke med deres solide pælerødder, og giver farve og frodighed blandt små stauder. De er så småt på vej i potterne her.


I år har vi ingen jordbær på reolen, for sidste år fandt sneglene frem til potterne, så alt er smidt ud, og næste år kan vi starte på en frisk. Til gengæld har vi planer om at prøve tomater og basilikum på friland, så det kræver jo at vejret opper sig lidt og sender os noget varme. Vi vil dyrke disse planter i et højbed på terrassen, et sted hvor der er sol det meste af dagen. Disse planter står dog stadig lunt og godt i en vindueskarm.
   Jeg slutter med et billede af et lille og meget tørt bed på terrassen. Her trives citrontimian og gulbladet merian sammen med porcelænsblomster. I øvrigt vokser der en taks, en selvsået hyld og en klematis som kravler på garagen, og de ser ud til at trives allesammen, selvom jorden mest består af stabilgrus.




18 kommentarer:

  1. Så flotte asparges dere har fått dyrket frem! Imponerende størrelse på de :)
    Godt at dere har fått opp nett, og får ha avlingen for dere selv. 'Orange Dream' er helt nydelig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, i år er de virkelig fine, og smagen er altså meget bedre end dem du køber i butikken. Tror det handler om friskheden. Det nye net kom op lige i rette tid:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hold da op så flittige I er med grønsager, men I kan uden tvivl lide det og at spise grønsagerne. Det er godt nok imponerende med de asparges, kan I virkelig nå at spise dem på en dag, koger du dem eller bruger dem i salat?
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi kan lide grønsager, og navnlig de helt friske fra egen have, som smager mildere og er saftigere end noget du kan købe. Vi kan overhovedet ikke spise så mange asparges på én dag, men lidt hver dag er jo fint - kogt, stegt, råt eller i en ovnfad med lidt fløde og parmesan. Det smager bare godt, men hvis vi skulle få lyst til en aspages-fri dag er der sikkert nogle der vil være glade for et bundt:)
      Lige nu står den på asparges og rabarber, og det er skønt så længe det varer. Jeg kan godt lide at mærke forskel på årstiderne, for så er der noget at glæde sig til hele tiden.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Der er ikke noget så godt som friske asparges :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!
    Den runda köksträdgården är så fin. Helt otroligt med all sparris, så gott att plocka i egen odling. Det ser ut att nätet håller rådjuren borta. Här är vädret också väldigt varierande, inte riktigt den härliga värmen, men det är skönt ute ändå, och lite får jag gjort. Vill så mycket mer men ryggen vill inte.
    Ha det gott /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det er trist med din ryg, for man vil altid lidt mere end man egentlig kan holde til. På en måde er det en fordel at foråret ikke har så travlt i år...
      Asparges er nok den nemmeste afgrøde at dyrke og så er den jo flot at se på, når sæsonen er forbi. Kan kun anbefale den til alle der har en stump jord til overs. Det sværeste er at vente 2-3 år før man kan høste:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Så flott et grønsaksbed, og fantastisk aspargesavling!
    Jeg har ikke riktig kommet i gang med å så grønnsaker ennå. Mange tomatplanter som behøver oppfølging, og mye guffent hagevær er unnskyldningene. Men i dag...
    God helg!
    /Irene

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak!
      Nej, vi tager det også stille og roligt med at så, for i det kolde vejr vil planterne ikke gro, så det bliver først hen i juni før vi har fået alting i jorden.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. hej Ulla

    Det ser da bare super ud. Jeg er helt enig, mange krydderurter og grøntsager er egentlig også prydplanter!
    Flotte Asparges, imponerende!

    Ha en dejlig pinse

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gode ved mange krydderurter er jo også at de kan tåle en del tørke, og det har vist sig at være en god egenskab de senere år.
      Asparges er en nem afgrøde i forhold til hvor megen fornøjelse man får af dem.

      God pinse og hilsner!
      Ulla

      Slet
  7. Flotte asparges. Vores er nu osse ved at være store. Vi har bådede grønne og de hvide. Det har hjulpet på dem jeg gav dem hønsemøj sidste år.
    Smart at bruge farvede bladbeder til huller i bedene. Det har jeg ikke tænkt på. Jeg har haft brugt gulerødder for at give nogle skærme.
    Krydderurter er faktisk dekorative, og hvis de står ved terrassen, så kan man osse nyde duften.
    To haver så flotte sikke et arbejde, men når man kan lide det, er føles det jo ikke som arbejde.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Gulerødder er da også en fin idé! De er jo kønne og blomsterne lige så fine som mange af de flerårige. Krydderurter ser godt ud det meste af året, og man får jo ikke ligefrem spist dem op uanset hvor meget man plukker:)
      Jeg nyder jo havearbejde og har også tiden til begge haver efterhånden, så det er helt ok.

      Nyd jeres asparges i pinsen!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Dejligt at se at køkkenhaven og krydderurtehaven er godt i gang, men du har ret i, at det meste står helt stille i det kolde vejr. Jeg bliver ved med at sige: "Jeg skal lige vente et par dage, jeg skal lige vente igen." Æv! Nu fortryder jeg lidt, at jeg valgte i år at prøve frilandstomater. Vi må se. Smart ide med at bruge farvede bladbeder i prydhaven. Det tror jeg også jeg vil prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, vi kan lige så godt vente til vejret arter sig med ordentlige temperaturer. Det nytter ikke at plante og så i dette vejr, for det ender bare med at nogen spiser både frø og planter inden de kommer i gang. Nå, men frilandstomater kan vise sig at være en dårlig idé netop i år, men vi håber da stadig!

      God pinse!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Man kan se på billedet af aspargeserne, hvor friske og sprøde de er. Da vi for en del år siden nedlagde vores køkkenhave, begik vi den store fejl at grave vores asparges op. De asparges, man kan købe i supermarkederne, er ikke nær så gode.
    Det undrer mig, at dine porcelænsblomster trives i et tørt bed. Her i haven visner porcelænsblomsterne, når det bliver for tørt. Gulbladet merian lyser så fint op i bedet.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
  10. Dine krydderurter sender mig tilbage i tiden, for da havde vi også et decideret krydderurtebed; men med arbejde og børn havde jeg ikke overskud til at krydre maden med de lækre urter, så de blev gravet op og et spaltebed til alpine planter indrettet i stedet for, og sådan er det stadigvæk. Krydderurterne står rundt omkring i køkkenhaven og i blomsterbedene, hvor de både dufter og pynter.

    SvarSlet