søndag den 31. oktober 2021

Oktober-indtryk

Så er vi tilbage i normal-tid, eller vintertid, og havemøblerne sat væk mens mørket sænker sig over den nordlige halvkugle. De fleste planter går ind i hviletiden, men vi har haft et flot langt efterår uden frost, og oktober har virkelig brilleret med smukke farver.

September lignede mest af alt en sommermåned, hvilket bliver mere og mere almindeligt, men oktober har givet os alle efterårets indtryk uden på nogen måde at afskrække med kulde. Regn og blæst har vi haft, men mest af alt fine dage og megen sol.
   Papirbarklønnen er stadig ikke kommet op over hækken - den er da virkelig langsomtvoksende!




På den store terrasse har jeg fulgt den gule tretorns forberedelser til vinter. Den har beholdt bladene længere end sidste år, men nu er det ved at være slut. De sidste gyldne blade pynter, og den stribede Hakone græs jeg satte ved foden af det nye træ har fået godt fat i løbet af sæsonen. De to vækster klæder hinanden med deres gule indtryk sommeren igennem, og lyser op i skyggen af huset.


En søjle-taks i en krukke har fået selskab af engelsød-bregnen, som også er vintergrøn, og sidste Hosta på skyggehylden har stået flot hele måneden.




I de regnfulde dage har jeg nydt udsigten over haven fra stuens største vindue. Her er der fuld knald på høstfarverne på både Viburnum Mariesii (bag den tyrkiske hassel til venstre) og den lille røn (Dodong) i baggrunden, mens forgrunden gløder af troldnød, benved og Hosta.





Høststenbræk står stadig i fuld blomst sammen med denne vintergrønne bregne.




Den gule troldnød smed sine blade på et par dage, men paradisæbletræet Henry, lyser stadig gult med de mange æbler i pæonbedet i baggrunden. Den er mere langtidsholdbar og har stadig grønne blade.





Morgensolen kommer ind fra højre gennem disen og skinner på fuglehuset, hvor alle spurvene er i fuld gang med morgenmaden. Fuglene i haven er altid en kilde til underholdning, og oktobers mange store fugletræk af grågæs og canadagæs giver indtryk til både øje og øre.
   Jeg tror de snakker sammen og diskuterer ruten undervejs, og ind imellem splitter de lange kiler op i flere grupper, når der opstår uenighed om kursen. Man kan næsten forstå hvad de råber til hinanden deroppe - "jeg sagde jo vi skulle til venstre ved den store eg!"






Sidste år voksede Dodong i et rasende tempo til alle sider, i år er det gået mere adstadigt og jeg tror den har brugt tiden på at etablere sig under jorden. Farverne har til gengæld været rigtig flotte her i oktober.



Den nye Asters nåede også at få vist sin dybe lilla farve, men det er godt nok sent den springer ud, og hvis vi havde fået bare et par enkelte frostnætter var det måske slet ikke blevet til noget. Artiskokken har stået i blomst en lille måned og er nu i gang med hele to blomster, mens den første er færdig. Gad vide om man skal fjerne den visne blomst...?




I den anden ende af dette bed står elefantgræsset og lyser i solen. Det giver liv og bevægelse og jeg nyder det både fra afstand og helt tæt på, hvor man kan studere de fine detaljer. Græs er jo en fantastisk opfindelse!


Her i slutningen af oktober har vi haft besøg af agerhønsene igen. Jeg var ellers helt bange for de allesammen var blevet skudt da jagttiden satte ind, for vi har ikke set dem længe. De er både pyntelige at se på og giver en vis forvirret hønse-hygge i haven.



En enkelt af de 4 bronzeblad jeg plantede i sommerens begyndelse har fået flotte fregnede blade. Enten er den syg eller også vil den bare give mig en særlig fin oplevelse her på falderebet... 


Klatrehortensia giver den fuld skrue inden hele den gyldne pragt lader sig falde til jorden,



og udenfor haven gløder de gamle egetræer i hegnet.



Skovturen er blevet en helt anden oplevelse og det begynder at føles mere luftigt blandt træerne, hvor man vader i visne blade. Det er svampetid nu og en enkelt træstub kan virkelig lægge krop til en god koloni.  


I vores lokale skov står disse to kæmper og læner sig opad hinanden. Det er en eg og en bøg som forhåbentlig får lov at stå mange år endnu. For få år siden var der planer om at fælde dem, men det rejste et folkekrav om bevarelse, og heldigvis vandt folket denne lille kamp!


I skrivende stund er spisekastanjen så småt begyndt at få gule blade, og når den først begynder, går der ikke mange dage før alle bladene falder, men kirsebærtræet lige udenfor vinduet er også i gang med sin finale. Altid et flot syn!


Roen er faldet over os og haven, og vi kan gå ind i den mørke tid med en ret god samvittighed. Nu bliver det spændende at hilse på alle de stedsegrønne planter som har puttet sig mellem stauderne i sommer. Håber haven stadig er se-værdig i de lange vintermåneder!

16 kommentarer:

  1. Ja, så er vi tilbake til vintertid. Det er flott at det ikke er så mørkt om morgenen, men da er det også plutselig veldig tidlig mørkt om kvelden. En kan ikke få alt dessverre ;)
    Det er så flotte høstfarger hos deg nå Ulla! Din Dodong og dine hosta har stadig sine blader i behold. Sånn er det ikke her hvor frosten har vært på besøk.
    Jeg nyter synet av dine flotte prydgress. De trives dessverre ikke her hvor det blir så kaldt om vinteren.
    Kirsebærtreet ditt er også så fint med sin gyldne farge.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. For min skyld kunne vi godt have vintertid hele året. Jeg synes det er så fjollet at lave tiden om ved at skrue på uret. Tiden kan vi jo ikke lave om, og det bliver de korte dage fremover. Tid til lidt afslapning, Marit!
      Ja, jeg har også nydt dette efterår, både i egen have og udenfor i det store landskab. Nu er mine Hosta færdige - og Dodong med! Ingen frost her, men heller ingen blade:)
      Kirsebærtræer er altid så skønne lige inden de går i vinter-hi...

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  2. Den er i hvert fald seværdig nu :) Stadig flotte farver, papirbarklønnen vokser generelt meget langsomt, min er død men den udviklede sig ikke meget i den tid, den var i haven.
    Du har nok ret i det med gæssene, de snakker i hvert fald meget :)
    Jeg synes egentlig at bladene bliver hængende ret længe i år, måske er det sådan hvert år, jeg må lige undersøge, om det er anderledes i år.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Dette indlæg har billeder fra hele måneden, men den har i hvert fald været seværdig for os som bor her. Det er som om elementerne er her - nu skal de bare tage på i vægt og omfang.
      Når gæssene "snakker" kan jeg ikke lade være med at smile. Det minder mig altid om en familie-udflugt, hvor alle i bilen vil være med til at bestemme ruten:)
      Nogle af vores træer var meget nyplantede sidste år, så de var sikkert lidt stressede. I år har de fået mere regn og det er som om de har taget bedre fat.
      Ikke opløftende med dine erfaringer med papirbarkløn, men nu har jeg flyttet den store fennikel, som stod lige ved siden af. Håber det hjælper!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Ja nu er det normal tid igen. Med lidt lysere morgener et kort stykke tid. Og det er nemmere at får hønsene ind til aftenstid. Dine agerhøns passer jo selv deres sengetid. hihi.
    Ja jeg har osse et par meget sene asters, der først nu begynder at blomstre. Meget sent syntes jeg.
    Jeg er osse ved at få øjenene op for stedsegrønne bregner. Og har sat ngle stykker. Nu må vi se hvordan de klarer sig før end jeg finder på flere.
    Det er nogle ualmindelige skønne efterårsbilleder du viser. Sikke en have.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den mørke tid er begyndt, men heldigvis passer "vores" høns sig selv:)
      Kan være vores Asters lige skal i gang før de finder ind i rytmen. Idéen var jo netop at have en sen blomstring, men i år nåede jeg at blive lidt bekymret.
      Alt hvad der er vintergrønt er egentlig interessant, og det gælder både stort og småt. Bregner er bare så dekorative at jeg gerne vil have dem året rundt, og her har jeg forskellige med forskellige grader af vinter-tålsomhed. Pøj-pøj med dine!

      Mange tak for din kommentar Gunvor!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Hej Ulla!
    Det är soliga fina bilder från din trädgård. Rabatterna är vackra med växter som matchar varandra så fint. Höstfärgerna är vackra, med både rött och lila. När jag tittar ut hos mig är det mest gult. Astrarna har inte riktigt slagit ut här ännu, medan de har blommat riktigt fint hos dottern en längre tid. Gräset är mycket fint, skulle så gärna ha det hos mig också. Hittills har de jag planterat, inte överlevt.
    Dina prydnadsäppel är riktigt dekorativa. Jag får satsa mer på att plantera växter som är fina på hösten.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. På en måde er høsttiden min bedste årstid, så der skal også være fine farver at se på. Foråret er jo altid spændende, men der går alting så hurtigt at jeg bliver lidt stresset. Efterår er mere roligt og afslappende, for der kan vi ikke gøre så meget andet end at nyde:) Jeg synes bestemt du skulle tænke på nogle gode høstfarver fremover - det vil du ikke fortryde!
      De små paradisæbler giver føde til solsorten helt hen mod jul, men jeg har også valgt nogle sorter som holder godt på æblerne:)
      Synd du ikke kan have græs Marika. Måske kan du bruge bambus i stedet?

      Mange tak for din kommentar!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Fine oktoberbilleder! Agerhøns har jeg kun set ude i det åbne land, sommetider når de piler tværs over vejen i samlet flok. Dem gad jeg godt se spankulere rundt inde i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er virkelig festlige at se på, og jeg er helt beæret over de kommer så tæt på huset. De har endda også været helt oppe foran vinduerne for at drikke af fuglebadet, men så skal man virkelig sidde stille, for at nyde dem. De er super-stressede!

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  6. Du kan roligt trække dig lidt tilbage fra haven og nyde den gennem vinduet. Det ser ud til, at I har sørget godt for den og fået den gjort klar til vinteren. Det lønner sig at være på forkant med haven.
    Det er et smukt efterår i år, og I har mange planter, der viser flotte efterårsfarver.
    Hakone græs er en dejlig plante, som jeg først fik øje på for et par år siden. Den lyser virkelig op. Det gule indtryk, som du beskriver det, er virkelig smukt, men hakone græs formår også at gøre opmærksom på sig selv, hvis man planter den sammen med fx mørke taks.
    Det ser så hyggeligt ud på jeres terrasse.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen Hakonegræs er også blevet en yndling her, og den oprindelige plante skal deles igen næste forår. Jeg nyder den også om vinteren hvor den ligger som en blød brun dyne og hygger om de andre planter. - Og som du siger passer den stort set til alt. Jeg valgte både den og tretornen med de gule farver for at få kontrast til de mange mørkegrå fliser på terrassen, og tænkte at det måske ville være lidt raffineret med samme farve oppe og nede. Jeg synes også den store terrasse er blevet helt rar efterhånden:)
      Det har været en fornøjelse med farverne i år, og jeg har haft tid til at nyde dem. Ikke alt går lige godt i haven (f.eks. ser misplerne ud som om de er ved at dø) men det der trives skal man vist bare være glad for.

      Hilsner og mange tak fra Ulla

      Slet
  7. Sikke mange flotte billeder af nogle lige så flotte motiver. Din have ser rigtig godt ud og du har nok ret i, at det har givet lidt ekstra her i sept./okt. med al den solskin. Er det ikke bare skønt med alle de snakkende gæs, guffende gråspurve og spankulerende agerhøns. Masser af underholdning! Meget fin kombination af høststenbræk og bregne. Jeg har også en papirbarkløn som gror ok men langsom. Vi må væbne os med tålmodighed!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dine ord! Det luner:)
      Fuglelivet kunne vi slet ikke være foruden, og nu fodrer vi faktisk året rundt, og har så megen fornøjelse af at se de små fugleunger blive madet af fortravlede forældre hele sommeren også. Fugletræk er altid en oplevelse, og giver et godt fingerpeg om hvor langt vi er henne på året, og agerhønsene er bare et ekstra fint tilskud til havens liv.
      Jeg kan se på mine billeder at papirbarklønnen er blevet bredere og tættere, men højden er den samme som da den kom i jorden i efteråret 2017. Den kræver virkelig tålmodighed:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Vilka fina bilder du bjuder på från din vackra trädgård, både på det lilla och det lite större. Så många fina vyer och vilka färger! Det verkar verkligen som om ni haft en härlig oktobermånad.
    Ett litet tips är att hålla koll på hur 'Dodong'-rönnens krona växer nu när den börjar sätta fart. Ibland behöver den lite hjälp för att få en fin form.

    Tack för titten! Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have Ulrika! Jeg har virkelig nydt oktober i haven, og ville gerne dele de mange indtryk med jer andre. Vores Dodong står ret alene uden andre træer til at presse den, så det er vist bare vinden der blive et problem, men foreløbig ser den ret pæn ud. Jeg skal nok holde øje med den!

      Hilsner fra Ulla

      Slet