torsdag den 9. juni 2022

En have-gave

Vi er midt i en stime af fejringer, og i den anledning har vi foræret os selv og haven en næsten kongelig gave: nemlig en dejlig bænk med navnet Amalienborg. Tænk nu kan vi tage vores kaffe med til Amalienborg, når vi skal nyde haven fra forskellige vinkler.



Denne bænk er så let at vi kan flytte den rundt som vi vil, og foreløbig står den som et fint fokuspunkt for enden af haven, og fra bænken har man denne udsigt når man sidder ned. Løvehaler og margeritter er på spring med masser af blomster.


Haven er stadig frodig selvom vi ikke får regn her. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst fik en dråbe, men al den snak om regn og byger i vejrudsigten ser ud til at være tom snak, og nu vil jeg se det før jeg tror det!


I solbedet er den røde blærespirea blevet stor og flot og fuld af blomsterknopper. Det var den jeg fik i en kuvert fra en haveven for 1,5 år siden. Nedenunder er trælupinen begyndt at blomstre med den første blomst, men flere er på vej.



6 tomatplanter blev der ud af Johns frø, og de kan ikke allesammen være i samme kasse, så vi måtte finde en kapilærkasse frem til nogle af dem. Jeg samlede en skjuler af noget rest-træ, fordi jeg synes flamingokasser er så grimme. Nu kan vi bedre holde ud at se på dette arrangement, og senere stikker jeg nogle basilikumplanter ned i plantesækken, som kan skjule plastikposen. Så kan vi nyde en tomat-mad på bænken - næsten uden at rejse os op:)



Fra denne bænk har vi udsigt til en vældig fin samling fingerbøl og bronzeblad, som gror omkring den røde hassel.




På terrasserne skal der vandes mange potter nu. Her er både sommerblomster, stauder, buske og spiselige planter som purløg, ruccola og artiskok.


I drivbænken har de 20 solsikker fået pladsen for sig selv. De skal nok bindes til den høje tipi, for de skulle kunne blive 4 meter høje, og kan nikke til trafikken udenfor hækken med deres Ukraine-gule blomster senere på sommeren.



Havearbejde har der ikke været megen tid til men jeg vander lidt og John tager en sneglevandring når det mørkner. Glæder mig til at nyde en stille stund på den kongelige bænk!



24 kommentarer:

  1. Det er stor forskjell på hagen din og min hage. Min gullregn har bare små knopper enda, og det blir 1-2 uker før den blomstrer. Du savner regn, og jeg har alt for mye av det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, goderne er ulige fordelt Martin, men jeg synes det er dejligt at haver er så forskellige. Min have er endnu så ny at jeg afprøver forskellige stauder som bunddække, mens jeg venter på at buske og træer vokser op. Du må da gerne sende lidt regn herned:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Det var en nydelig hagegave! Sitteplasser kan en ikke få for ma ge av :)
    Hagen din er veldig fin nå Ulla, og det ser ikke tørt ut selv om det er det.

    Hilsen Marit

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit! Du har altid en positiv bemærkning parat og det er dejligt!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla!
    Det var en fin present, jag har haft en likadan, men den hamnade hos sonen på Downing Street. (Nervägen) Skönt att kunna se trädgården från olika vinklar, och bara sitta ner och njuta en stund. Trädgården ser fin ut, ser fram emot att få se solrosorna vaja i skyn.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi er også glade for vores nye bænk. Den er pæn at se på og lyser op i alt det grønne, og man sidder faktisk også godt på den. Jeg er også spændt på at se om solsikkerne klarer sig, men håber vi kan styre dem med vores tipi:)

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  4. Tillykke med Amalienborg (flot bænk)- det er da ikke så tosset at spise den medbragte mad på Amalienborg, og så med den fineste udsigt. Jeg synes godt nok den blærespirea er vokset hurtigt. Og tænk næsten uden regn, planter kan endnu klare sig uden det. Nej vi stoler ikke på vejrudsigten længere, vi skulle fra start af have 14 mm i dag, de dråber vi fik kan ikke en gang måles. Sådan kan det gå.
    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvad siger du så! Jeg føler også at haven har fået et nøk opad med den nye bænk, som erstatter en gammel pilrådden 'arve-bænk' der næsten er livsfarlig efterhånden. Jeg fik jo 3 blærespirea-stiklinger og de er alle godt på vej, så jeg er også helt overvældet over deres villighed, og ret vild med bladfarverne:)
      I dag fik jeg snuset til din trælupin og den har virkelig en dejlig duft!
      M.h.t. vejret føles det som vi er kommet i samme skuffe som Bornholm. Al regnen er brugt op når skyerne når frem til os fra vest, og jeg er en smule misundelig kan jeg godt røbe. Men det går som det går...

      Knus fra Ulla

      Slet
  5. Nej vejret tror vi ikke på mere. Den smule vi har fået blæser tørt dagen efter.
    Flot bænk og fornemt navn, lidt sjovt i kan hygge på Amalienborg nu.
    Orv fin træpæon,,, uuh har du den i fred for snegle?? Jeg har plantet nye, fra Høneballe, og de er alle ribbet for blade. Heldigvis har jeg et par i reserve. De spirerede godt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Så sandt så sandt! Engang imellem bliver et par blade våde, men det er mest når jeg går rundt med haveslangen:) Bænken har vi såmænd hentet i Osted (Havemøbelshoppen) og på vejen talte vi om at vi måske var i nærheden af jer omkring Ringsted. Kunne være sjovt at se din have engang...
      Ja, nu er det jo en trælupin (fra Høneballehaven) og den er da ikke blevet snegleføde endnu. Til gengæld mæsker de slimede sig i Georginerne. Jeg såede også frø fra trælupiner sidste år, og de spirede fint men gik til i frosten. Denne her er gravet op i kanten af et bed, og den har helt åbenbart klaret sig godt igennem vinteren i bedet.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Det er dejligt, når noget skal fejres. Tillykke til jer! Eftermiddagskaffen vil helt sikkert smage bedre, når den indtages på en kongelig bænk.
    Det er da helt vildt som det gror i jeres have. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan der ville have set ud, hvis I havde fået regn, så ville planterne da have lukket jer helt inde.
    Det ser farverigt og frodigt ud på terrassen, og jeres hjemmelavede urtepotteskjulere er så fine. Det er noget af et stykke arbejde at få vandet og soigneret så mange krukkeplanter.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er såmænd slet ikke så nemt at finde en god holdbar bænk, som ikke er medvirkende til rov-fældning af træ i troperne og samtidig er så fiks at vi kan flytte på den, men John fandt endelig denne her, og så slog vi til. Navnet er sandelig også et plus:)
      Når man stikker hånden ind imellem stauderne er jorden knastør, men der må jo være fugt længere nede i jorden, for ellers kan jeg ikke forklare væksten. Kompost hjælper vel også, men i bund og grund er det nok den fede lerjord der hjælper alting på vej. Og så gælder det om at finde de planter der kan klare forholdene, så en del af det du har glæde af på din sandede jord vil sikkert ikke trives så godt her. Jeg gør mig hård og vander kun det nyplantede - så vidt muligt.
      Det er et job med alle disse krukker, men jeg synes det er 'nødvendigt' at klæde de store flisearealer på, så jeg ligger som jeg har redt:)

      Hilsner og mange tak fra Ulla

      Slet
  7. Hvor er I heldige, at alle jeres fejri gerne løber af stabelen i år og ikke sidste år. En hvid bænk i en grøn og blomstrende have er et smukt syn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marie! Alle vores fejringer kommer troligt i juni hvert år, men i år kunne vi så nyde dem lidt mere. Den hvide bænk er ganske rigtig dekorativ og giver godt modspil til alt det grønne.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Hvis I har været i Osted, så må I været kørt lige forbi os.. ihvertfald hvis I er kommet fra Ringsted. Vi bor faktisk ved selve hovedvejen. Og jo, det kunne være hyggeligt med havebesøg...
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gunvor! Jeg skal prøve at finde dig næste gang vi dromer forbi, og I er er naturligvis også velkomne hos os, næste gang I kører forbi Præstø på vej til Møn!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  9. Ikke noget bedre end en have-gave! Flot bænk som bliver både en god siddeplads og et fint fokuspunkt. Haven ser så fin og frodig ud - det kan ikke være ret meget vand I mangler. Eller du har måske være god til at finde de gode planter, der tåler lidt af hvert. Men krukkerne ja de skal have meget vand næsten uanset vejret. God ide med tipi over solsikkerne - de får masser af støtte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sydney! Ja, jeg var måske nok lidt inspireret af dig og i hvert fald meget enig m.h.t. at have siddepladser nok:)
      Jeg vander udvalgte områder engang imellem og det er måske med til at redde noget af det nye, men jorden er tør som sten i de øverste lag, og det er ikke nemt at få ukrudtet op med rødder.
      Håber vi kan tøjre alle solsikkerne til tipien når de begynder at vælte. De er allerede vokset en del.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  10. Det er koselig med sitteplasser i hagen, ha en fin kveld, hilsen Ingeborg

    SvarSlet
  11. Hei! Tenk å kunne si velkommen til Amalienborg! Vi har også en hvit benk som vi kjøpte dagen før 22-juli massakeren. Men heldigvis hadde vi allerede døpt den etter en norsk syklist som vant en etappe i Tour de France 21.7. Han heter Boason Hagen og benken heter derfor Boason i hagen. På fredagene hender det at vi sier; skal vi ta en drink på Boasen? Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor var det godt I allerede havde døbt jeres bænk inden den frygtelige dag!
      Af en eller anden grund er det passende med navngivne bænke, og her i kommunen hvor jeg bor har man sat 'tænke-bænke' op rundt omkring. Det er også et godt navn til en bænk synes jeg.

      Hilsner og tak fra Ulla

      Slet
  12. Det var inte illa med lite kunglig glans till er trädgård. Bänken är riktigt fin och utsikten från den likaså! Perioder med avsaknad av regn känns igen och jag är lika skeptisk som du till väderprognoser och tar inte ut något i förskott längre. Men din trädgård ser ut att må gott ändå, fullt av riktigt frodiga och fina planteringar både i rabatter och krukor.
    Härligt att kunna sitta så fint mellan vattningarna.

    Allt gott! Ulrika

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej vel? Man føler sig en lille smule kongelig når man sidder på Amalienborg:)
      Jeg tror egentlig de stauder vi har nok skal klare sig, for de står så tæt at de dækker jorden de fleste steder. Jeg bekymrer mig mest om buske og træer, som stadig er ret nye i haven. De har måske ikke fået boret rødderne ned i den hårde lerjord endnu, så jeg giver dem lidt hjælp. I går fik vi regn 3 gange, men det det var så lidt at du ikke kan se det i regnmåleren... Vi har grund til skepsis!

      Hilsner og tak Ulrika!
      Ulla

      Slet