Hækkeløb

Når vejret er tørt og uden sne fortsætter vi med det jeg nok vil kalde verdens langsomste hækkeløb i kolonihaven. Vi kravler nærmest afsted på begge sider af hækken, mens vi klipper og river lange vedbenranker ud,

men vi er da på vej med en kraftig reducering af tykkelsen nu.

Oppe fra stigen ses det tydeligt hvordan vi får en langt smallere hæk, og vi kan endda ane vandhanen (der hænger en klud på den) igen.

Den pilebladede pære får bedre mulighed for at brede sig henover hækken nu hvor den endelig er nået op i en passende højde. Det ville være dejligt at kunne gå under det lille træ fremfor at få grenene i øjnene.

Resten af haven får love at være i fred i sin vinterdvale.

- Og dog. Helt i fred er den ikke. Et rådyr har slået sig ned her i vinterens kulde, og den har gang i sin egen beskæring rundt omkring i havens bede og buskadser. Kolonihaverne ligger midt i byen, men rådyr er åbenbart også ved at blive byboere ligesom ræve har været det i mange år. 

Den sætter spor overalt,

har pelset den ellers så pæne Hebe ganske alvorligt, 

og har indrettet sig en god soveplads hvor sneen er skrabet væk i læ af hækken.

Det er et spørgsmål hvor mange tulipaner vi får lov at plukke - selv - her til foråret, og hvor mange køkkenurter man kan avle, når man skal dele herlighederne med et eller flere rådyr. Vi er endelig blevet fri for rådyr i den hjemlige have, og så flytter de ind i kolonien i stedet!

Nå, men tilbage til hækken, som jeg åbenbart selv må klare. Den er endnu ikke på rådyr-menuen.

Jeg ved slet ikke om man kan se forskel på billederne, for på trods af sneen var det en grå dag i går,

men jeg kan da se at bunkerne vokser. Midt på eftermiddagen kom sneen væltende ned fra oven og så kunne jeg godt pakke sammen og drage hjem i varmen.

Som sagt et meget langsommeligt hækkeløb som startede tilbage i januar, men nu mangler der bare 5 m i det fjerneste hjørne, så vi kommer i mål før foråret rigtig melder sig.

Valentins Dag

 

Jeg har aldrig fejret Valentins Dag, som siges at være de elskendes helligdag, men det er nok bare fordi den slags ikke rigtig var opfundet da jeg var ung og romantiske forbindelser stod højt på dagsordenen.

I dag vil jeg alligevel drysse lidt romantik på bloggen, og minde os allesammen om hvor dejligt det kan være at fejre en hyggelig stund med et stor buket blomster på bordet. Blomster i sig selv er jo en påmindelse om forplantning og grøde og summen af insekter og sommer og farver og forførende dufte.

Jeg vil mene man sagtens kan blive lidt romantisk stemt blot ved at samle sig en en buket i haven eller naturen, og jeg nyder at lave buketter - om det så også bare er for min egen skyld. Her er billeder af buketter jeg har hygget mig med gennem årene og årstiderne.

Døvnælder som lægges i krans på en dyb tallerken og dernæst holdes fast under vand af en stor sten rejser sig op i løbet af ganske kort tid og står så flot. Enkelt og nemt.

 

Således opmuntret kan vi atter vende opmærksomheden mod de frosne omgivelser.

Vi fryser med anstand

- men flot er det! Vejret er bare smukt og det indre af fjorden er islagt.  

Ikke alene islagt, men dekoreret med et rundhåndet drys af diamanter.

Vi drog ud i kulden for at beundre isen og sneen og solskinnet under en isblå himmel. Her er vi kørt til den anden side af fjorden for at betragte isranden,

og John ligner jo også en rigtig polarforsker her - én af min barndoms helte.

En travetur i skoven blev det også til, men faktisk var der ikke meget skov tilbage. Jeg skal da lige love for der skoves, og jeg håber virkelig ikke det hele bliver til juletræsplantninger, som der ellers er rigeligt af.

Der bygges flotte brændestabler, men der var dog også nogle fine skov-detaljer rundt omkring.

Solen ramte denne gren med gult lav og skovbunden var fuld af dyrespor.

- Og nu vi er ved dyr vil jeg lige vise hvordan vores lokale vinterbadere pænt dels om den smule flydende vand de kan finde i fuglebadet.

Sorte dyr

Der er stadig liv i den frosne have - i hvert fald er der fuld gang i muldvarpen. Den ene store sorte kuppel af jord efter den anden skyder op af jorden, og det er anden gang i denne vinter vores muldvarp tager en runde.  

 

Et andet sort dyr er dog meget tilfreds med at få maden serveret på denne måde. Vi oplever en mindre invasion af solsorte lige nu, og de står gerne på hovedet i muldvarpeskuddene for at se om der skulle være en lille regnorm til overs.

I går havde vi 8-10 solsorte i haven det meste af dagen. Hvis man ser godt efter kan man se 2 under hækken, 1 i mejsekuglerne og 3 under fuglehuset på dette ene billede. Vores "egen" solsort, som har boet her det sidste årstid, havde mere end travlt med at prøve at jage de andre ud af haven, men måtte efterhånden opgive.

"Vores" solsort har lidt hvidt i fjerdragten, så derfor kan vi kende den fra gæsterne, som stoppede sig med frø, fedtkugler og liguster-bær dagen igennem. Til sidst kunne de knap lette fra jorden. 

I øvrigt var det en flot solbeskinnet dag selvom vinteren strenges og vinden bider i næsen. På en gåtur ud i nabolaget glitrede sne og is i det skarpe vejr mellem blå skygger.

Og canada-gæssene kommer stadig i store flokke selvom markerne er dækket af sne.

Knirkende sne og grafiske virkninger

En frisk tur ud i hvirvlende sne gav mig rigtig røde kinder og en god kaffetørst, men også en masse billeder med hjem i kameraet. Jeg blev helt optaget af de flotte mønstre naturen frembringer.
   Den hvide tøsne tegnede alle konturer tydeligt op, mens de flyvende snefnug på længere afstand dulmede kontrasterne og gav landskabet en en lang række gråtoner.

Begge dele er meget smukt, og giver inspiration til billeder jeg godt kunne tænke mig at male.

 

De fine strukturer fremhæves selvom motiverne mestendels består af hvide og grå nuancer.

Bortset fra enkelte rådyrspor gik jeg her som den første i et eventyrlandskab af  knirkende sne.

Se blot hvordan bøgetræerne skifter udtryk fra læ- til vindsiden. Magisk!

Men det mest fortryllende var grantræernes struktur og mønstre, som trådte så tydeligt frem i det kolde vejr. Jeg begyndte at forestille mig hvor fine strikmønstre man kunne lave på baggrund af den symmetriske grenstuktur, eller hvad med tekstiler?

Vi ved allesammen hvordan et grantræ er konstrueret,

vi har alle prøvet at pynte et juletræ,

og alligevel var det en skøn overraskelse

endelig at SE hvor genialt sådan et træ er skruet sammen.

Hvor er naturen dog mageløs!

Lys og mørke

Dagene bliver mærkbart længere og nu går vi ind i den sidste vintermåned.
   På vejrprognoserne kan man se at vi stadig kan se frem til koldt vejr med temperaturer lige omkring frysepunktet, men det gode er at vi har fine klare dage ind imellem, og man virkelig kan føle lysets gavnlige virkning - ikke mindst på humøret.

Den gule troldnød, Pallida, har været i gang med sin oplysende virksomhed længe, og klarer også nattefrosten ret godt. Den er hverken stor eller imponerende, men den er vores, og det er just det fine ved den!

I nat lige før midnat stod den næsten på tæer med sine gule kvaster for at nå op på siden af buksbommen med sine mange meter lyskæde. Jeg synes det er et godt makkerpar, der kan låne lidt fra hinandens pragt.

I februar kommer der nok flere små blomstrende indslag i haven, men lige nu er troldnødden ene om pladsen og tiltrækker sig megen opmærksomhed. Det skal den have lov til.