mandag den 1. maj 2017

Heftige havedage

Det har været en meget indholdsrig weekend i begge vores haver, både her hvor vi bor og i kolonihaven.

Lad mig starte med kolonihaven. Her var status på køkkenhaven i søndags at kartoflerne var lagt, og klogeligt har holdt sig nede i jorden, hvor der nok er varmere end oppe i luften. De knap så kuldskære hestebønner er så småt på vej i det inderste runde bed under blommetræet.


Men i forgårs fik jeg i et anfald af optimisme sået ca. halvdelen af de resterende rækker til med kål, persille og spinat. Vi venter lidt med rødbeder, gulerødder osv.
   Aspargeserne fik tilført et lag ny jord, og en række tallerkensmækker-frø af de flotte mørke kom i jorden midt imellem asparges og blåbærbuske. Så kan de brede sig der ved egen kraft.

Her er et billede med John og min gamle far foran aspargesbedet, lige inden vi tog hjem i varmen til en god kop te.


I det lille faldefærdige hus fik jeg fjernet de værste spindelvæv og døde fluer, så nu er sæsonen sparket igang.


I dag kom vi så endelig igang med byggeriet af et nyt haveskur, som skal hægtes op på gavlen af kolonihavehuset. Det er et projekt man skal tage sig lidt sammen til, som med alt andet nyt. Først skal man lige tænke sig godt om, for de 80 cm lange betonfundamenter skulle jo gerne i jorden, så de ikke skal flyttes igen. Jeg prøver at tænke og tegne, mens vinden vælter vores glas og bordet flyder med vand.


Nivellering af området:


Første fundaments-klods i jorden skal lige stampes godt fast:


Og til sidst så arealet sådan ud med to nye hjørner i jorden og et pænt lag stenmel.


Vi var superheldige med at låne et jordbor til de dybe huller og fik faktisk anbragt klodserne i niveau. Jeg havde glemt kameraet derhjemme, så John tog billeder med sin telefon. For én gangs skyld ser det ud som om jeg har lavet lidt.
   Alt i alt et virkelig fint stykke arbejde som jeg er rigtig tilfreds med. Nu er vi i gang, og det første skridt er ofte det sværeste, siger min erfaring.

På hjemme-matrikkelen er det mindre skridt der tages, men naturligvis også vigtige. I en måned har vindueskarmen været fyldt med sommerblomster, som efterhånden var ved at sprænge alle rammer, så det var vigtigt at få det lille plastik-drivhus gjort klart.


I sidste weekend fik vi flyttet drivhuset ind i havens eneste bed (som først skulle tømmes for en masse buske). Ny jord og alt klar - troede vi. Nu skulle tomater og sommerblomster ud af stuen, men nej! Der manglede faktisk selve plastik-dækket over tag og sider på growcampen, som fulgte med huset da vi købte det i efteråret. En detalje vi ikke havde været opmærksomme på.

I dag kom posten - og hvor bliver man efterhånden glad for at se et rigtigt postbud - med de vigtige dele! Nu er drivhuset monteret, og de fleste planter kommet ud under tag, så nu er det spændende om de kan klare mosten.


Tomaterne er frø fra en dejlig tomat-sort vi havde forrige år: Black from Tula. Vi håber de vil føle sig hjemme.

 

En god dag bliver bare endnu bedre når de nye jordbærplanter vi har fået fra naboen i haveforeningen også flytter ind på plantereolen. Så blev der sat punktum for et par heftige havedage!


Og til dem der evt. har fulgt med hele vejen: God nat og sov godt!


8 kommentarer:

  1. Hej Ulla

    Sikken du har haft travlt, Imponerende!
    Jeg er også igang med at få nytteplanterne i jorden, det hører sig ligesom til på denne tid...

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, men er det mon stadig for tidligt? Med denne kulde er jeg i tvivl om jeg alligevel har forivret mig. Men vi må håbe det bedste.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Ja jeg skal love for, at der er sket noget hos jer her i weekenden. Det skal nok blive godt.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - tak, og hos dig kan jeg se. Det myldrer jo frem alle vegne.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Du har virkelig fått gjort mye i weekenden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er sket lidt, og min gamle krop kan stadig mærke det her onsdag.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Så mycket du har fått gjort, här har värmen äntligen kommit, så nu är det mycket som blir gjort som inte blivit av, på grund av kylan. Har äntligen vågat flytta ut lite växter till växthuset, men många är kvar inomhus.
    Gillar din plantstege.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tillykke med varmen - den mangler vi stadig her.
      Plantereolen er hjemmelavet og er slet ikke svær at kopiere.

      God arbejdslyst!
      Ulla

      Slet