onsdag den 5. august 2020

Genopretning

Sidst jeg skrev var tilbage i maj da æbletræerne blomstrede, og nu er træerne svingende fulde af æbler, så der er forsvundet et par måneder og jeg er vist nødt til at skrive mig varm igen. En slags genopretning af egne formidlingsevner.
   Haven har jo ikke stået stille i den forgangne tid og det har kameraet og jeg heller ikke, så der er hobet materiale op i juni og juli.


Jeg er også vendt hjem fra 14 dages herlig ferie, så haven skulle lige have en overhaling eller genopretning efter et par uger uden min indgriben. Ikke fordi den havde savnet mig voldsomt, men lidt beskæring og vanding er det dog blevet til. Man skal nok være stedkendt for at kunne se den store forandring, og det er egentlig meget rart at haven er blevet så selvkørende.


De røde Amarant er fulgt med komposten ud i de nye bede, men her gør de egentlig god fyldest i år.
14 dage uden min indgriben har ikke forringet vækstkraften, og trods tørre tider er der god gang i det meste.


Georginerne er vokset mest og er i fuld gang med blomstringen, og Montbretia ser endelig ud til at ville blomstre i år.


Ferien tilbragte John og jeg i Jylland hvor vi turede rundt og så en masse dejlige steder, ikke mindst skønne haver og landskaber, så nu er der endnu flere billeder på lager. Det er rart at have lidt i baghånden til de lange mørke vintermåneder, men jeg har jo lyst til at vise alt det dejlige mens det er frisk i erindringen, så jeg må lige sige "pruh!" og holde hestene an inden de løber løbsk.

Så hvor starter jeg så? 
- Jo, jeg vil starte med feriens sidste havebesøg i Høneballehaven på Samsø, hvor Lisbeth og Bent tog varmt imod og brugte timer på at vise os rundt i deres fantastiske og skønne have.


Her bliver man godt modtaget kan jeg bare sige.


I virkeligheden ikke en nem have at fotografere, for her er så meget at man umuligt kan få det hele med uanset hvor mange billeder man tager.


Det flotte vejr vi havde gav også problemer med mit idiotsikrede kamera, for de lange fine kig på kryds og tværs af haven var nok lidt for kontrastfyldte til at yde haven fuld retfærdighed. Nemmere gik det med de mere begrænsede motiver. Her nedenunder et herligt billede af Lisbeth og John der beundrer en skøn fyrrebusk. Måske en af de eneste planter i haven der ikke var navn på:) 



- Og hvad mener I lige om denne violfrøstjerne som er vokset helt ind i himlen, i hvert fald langt over hovedet på Bent og alle os andre.


Der er så mange fine sammensætninger i haven, navnlig forskellige farver og former på blade og grene, blomster og bark, at man bliver helt overvældet, og bare håber at kunne huske en brøkdel bagefter. 
   De mange stedsegrønne Rhodondendron med smuk nyvækst i alverdens farver og former er bare ét element, derudover kommer så nåletræer i alle størrelser og farver, som giver rumfornemmelse og baggrund for alle de smukke buske og træer, roser og stauder, og sikrer at haven stadig fungerer i den bladløse tid.


Jeg bemærkede især at haven er indrammet af den blandede bevoksning som giver kig til marker og skov udenfor haven. Her er ingen hække, men heller ingen smarte vandbassiner med guldfisk og springvand. Al opmærksomheden går til de mange spændende planter.
   Der er også gået megen tid og tanker med at gøre haven i stand til at klare både tørke og ikke mindst regnskyl med grøfter, faskiner og dræning. Et ikke ringe arbejde i disse klimatider.


Jeg fik et par stiklinger og nogle frø med hjem, og glæder mig til at se dem folde sig ud de kommende år, men vigtigst var dog den inspiration jeg fik. 
   Ét besøg er slet ikke nok til at få glæde af al den erfaring som her er samlet gennem mange år, og jeg tager det med mig som jeg selv var i stand til at rumme lige på stedet, men det er rart at vide at der her midt på Samsø er en utrolig samling af planter, viden og ren og skær haveglæde, som man kan trække på i fremtiden. Glæden rækker nemlig ud over det rent gartner-tekniske, for hos Lisbeth og Bent er der en glæde ved at dele deres haveoplevelser og formidle erfaringerne til os andre, og vi drog meget oplivede, og en smule klogere, videre ud i verden fra Høneballehaven. Tak for en stor oplevelse og megen gæstfrihed!

Genopretning er stadig kodeordet her hvor kolonihaven også står for tur, men mere om den en anden gang. Foreløbig bøvler jeg med at benytte den nye "grænseflade", som Google så smukt kalder det layout på bloggen, som de har været så rare at lave i mit fravær. For min lille hjerne er der såmænd nok at forholde sig til uden deres indgriben, men sådan er det jo, og den slags forandringer er åbenbart nødvendige for at holde os vågne. Håber blot jeg får dette indlæg i æteren uden alt for meget ballade.


Prikbladet Perikon har fundet vej til haven helt af sig selv og den skal være så hjerteligt velkommen til at runde dette blogindlæg af.



12 kommentarer:

  1. Hej Ulla

    Velkommen tilbake til bloggland! Ja, mye har skjedd i hageverden hos deg siden sist. Flotte epler, og så mange! Det er morsomt å se dine bilder fra Høneballehaven, for da blir de litt annerledes enn da Lisbeth tar bildene :)

    Ja, jeg må innrømme at jeg sliter litt her med alt dette nye som Blogger og google finner på med bloggen. Det går seg nok til det også, og vi må nok bare ta tiden til hjelp.
    Ha det godt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marit, det er hyggeligt at være tilbage igen.
      - Også hyggeligt og lærerigt endelig at se høneballehaven, som du nok kan tænke dig. Man får et helt andet indtryk af at være der selv - i de 3 dimensioner - end at se alle Lisbeths flotte billeder, og nu håber jeg at kunne følge bedre med på bloggen.

      Og du har også dine vanskelligheder med det nye layout hos Google. Godt jeg ikke er den eneste, der føler sig lidt dum:)

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla
    Så er du med igen trods drilleri fra blogger. Det har jeg ikke haft problemer med endnu, men det kommer jo nok, kan jeg forstå på både dig og Madame.
    Dejligt du starter op igen, du er god til at lave indlæg og har taget fine billeder fra haven her, det kan godt være, de er anderledes end mine, men gode er de.
    Vi var glade for jeres besøg, det er dejligt at vise meget haveinteresserede rundt, og det er I i hvert fald, men det havde jeg nu også ventet :)
    Mange hilsener
    Lisbeth og Bent

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg fik da lidt billeder med fra jeres have, men må indrømme det virker mere overbevisende når du kan slynge navne på de forskellige planter ud. Jeg nød nok mere helhedsindtrykket.
      Vi var som sagt meget glade for den fine modtagelse vi fik hos jer, og det smittede faktisk af på hele resten af vores Samsø-besøg. Jeg har allerede tænkt de nye planter (stiklinger og frø) fra jer ind i de næste udvidelser af bede, men nu må vi vist lige igennem en meget tør og varm periode først. Det er såmænd varmt nok at sidde ved computeren...

      Pas på I ikke får hedeslag!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Den have og de mennesker tror jeg da, jeg har set før :-) Dit indlæg ser fermt ud i mine amatørøjne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh ja, mon ikke du kender den igen!
      Jeg skal vist til at interessere mig mere for din blog også - det mente Lisbeth i hvert fald:)

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Dejligt du er tilbage igen. Du har været savnet. Det ser fint og tæt ud i dit nye bed med den rød Amarant, og planterne passer så godt sammen.
    Sjovt at se Høneballehaven fra dine vinkler.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Elna!
      Jeg har vist været tæt forbi dit bosted i min ferie. Kan det ikke passe du bor i nabolaget af Skjern? I hvert fald tog vi en tur til Hostahaven, som jeg kan huske du har skrevet om, og det var virkelig en flot oplevelse. Meget inspirerende og helt anderledes end noget andet jeg har set.

      Her vokser det godt i de nye bede, men der er stadig rigelig plads til de røde Amarant som fylder hullerne og skygger lidt for de nye planter. Egentlig bare det rene held!

      Mange hilsner fra Ulla

      Slet
    2. Jeg bor i Ringkøbing. Så jeg kan køre til Hostahaven på 5 minutter. Havde jeg vidst, I var så tæt på, ville jeg gerne have givet en kop kaffe. Vi har altid årskort til hostahaven, og vi kommer der 2-3 gange om året. Der er noget at se på gennem hele sæsonen.

      Hilsen Elna

      Slet
    3. Ja, jeg tænkte såmænd også på om vi kunne have mødtes i din have, men lige før vi tog på ferie skrev du på din blog, at nu tog I på ferie, så jeg tænkte ikke der var nogen hjemme hos jer. Det lykkes nok en anden gang.
      Hvis jeg boede i Ringkøbing ville et årskort til Hostahaven også være på ønskesedlen her - også selvom jeg ikke har tænkt mig at samle Hostaer i de mængder. Du milde en flot (skov)have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. ... der kan hurtigt gå nogle uger og måneder, livet haster forbi :) Dine billeder fra Høneballehaven er fine, det er i sandhed et skønt sted at besøge.
    hilsen Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor har du ret både med det ene og det andet!
      Sjovt var det at opleve Høneballehaven efter at have fulgt bloggen i 5 år. Man får trods alle Lisbeths billeder og beskrivelser et helt andet indtryk når man er der selv. Meget smukt!

      Hilsner fra Ulla

      Slet