søndag den 13. maj 2018

Inspiration fra syd

Jeg har været på studietur hele lørdagen med kolleger og menighedsråd, for at samle inspiration til det daglige arbejde på kirkegårdene. Vi drog sydpå til Lolland og stoppede bl.a. her ved Kragenæs på nordsiden af øen med udsigt til flere småøer - Fejø, Askø og Femø - og den hyggelige færge.


Men hvilket syn der møder én!
Er det mon Påskeøen vi har ramt?
Nej, det er blot Dodekalitten såmænd.


Et mildt sagt fantastisk projekt hvor 12 kæmpestatuer (med tiden) skal indramme en rund plads midt i det store landskab, og hvor elektronisk moderne musik skal fylde ørerne med lyde, mens man hensættes til en nutidig eller måske fremtidig myteverden. Her tænkes stort!
   Vi nøjedes med lærkesang i ørerne, men det er også fint for mig.

Dodekalitten ligger i Lollands mest bakkede landskab med kæmpehøje på snart sagt hver bakketop, så her er myter og historier allerede. I læ bag denne høj ligger et fint gammelt hus med udsigt til stenhovederne.


Et sommerhus er det nok, med frodige mælkebøtter mellem de imponerende gamle buksbomhække.


Turen fortsatte til Nakskov, hvor vi var tilbage i vort rette element igen på kirkegården.
   Når man har sin daglige gang på små landsbykirkegårde, og har nok at gøre med at holde ukrudtet nede, virkede den 9 ha store kirkegård dog imponerende nok. Her arbejder 16 gartnere, som får lov til at sætte deres præg på de forskellige afsnit af det store anlæg.
   Her lige ved indgangen er det dog elever der øver sig i formklipning, og det var en fornøjelse at se deres mange sjove figurer i "topiary".




Således opmuntret forsvandt vi ind i skyggen af smukke gamle træer for at fordybe os i mange forskellige stilarter i de forskellige afsnit. Hvert afsnit adskilt fra de andre af alléer, akser, buer og vandkunst i knudepunkterne.



Her en hel allé af Trompetkrone, som dårligt nok var sprunget ud:


Den ældste japanske løn var flere meter høj og helt skøn. Her danner den en fin enhed med rødbøgen i baggrunden. Læg også mærke til søjlerne af avnbøg langs hovedstien til højre. En overkommelig mulighed i en mindre have, hvis man kan lide at klippe og vil skabe perspektiv og dybde.


Rhodondendron fyldte godt i en afdeling...


... mens dette rum, med urnegrave anbragt i cirkler omkring store klatrestativer, om kort tid vil lyse af lange blå blomsterklaser på blåregn, som danner paraplyer over hver cirkel. Flot tænkt!


En anden urnegravplads består af halvcirkler af buksbomhæk med en hængebirk i midten. Endda en rund bænk omkring træet. Adskillelsen mellem gravstederne markeredes af påskeklokker og hasselurt, eller buksbomkugler, hvilket virkede rigtig fint.


Og her endnu et urneanlæg med en slange af lavtvoksende laurbær med en bugtning til hvert gravsted og omgivet af blomstrende japanske kirsebær.


Her faldt jeg pladask for farvestemningen med de gule magnolier i et tæppe af guldjordbær, fint klippede buksbomformer og blomstrende syrenhegn i baggrunden. 


Måske finder nogle det en anelse makabert at interessere sig for kirkegårde, men jeg henter inspiration til egen have ved at studere plantesammensætninger her såvel som i andre haver eller parker. 
   Kirkegården er jo en have for de døde - siger man, men som med så meget andet er det en have for de levende, som kommer her for at mindes eller få frisk luft eller hygge sig med havearbejde i det små. Og så længe der opretholdes en vis værdighed omkring gravstederne kan der sagtens være plads til humor og fri fantasi. Denne klippede cotoneaster er blevet til en gris (jeg synes nu mere det ligner en hund med puddelkvast på halen) der breder sig ud i alle retninger.


Det var god inspiration jeg tog med mig hjem fra Lolland. Kulturen lever i bedste velgående herude i udkants-Danmark. Tak for det!


15 kommentarer:

  1. Vi var på Lolland sidste sommer og blev anbefalet, at se kirkegården i Nakskov. Vi nåede det desværre ikke, hvilket jeg tydelig kan se, var en stor fejl.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen Lolland - og Nakskov - ligger her nok næste gang I kigger forbi. Nu har jeg boet på Sydsjælland i over 30 år og kender stort set intet til Lolland, men jeg kan da se der ligger mange oplevelser endnu og venter på et gunstigt tidspunkt.
      Når man har have er der altid en undskyldning for at blive hjemme...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Hej Ulla

    Tak for Lollandsturen:)
    Godt med en god humor når man nu skal formklippe træerne - humor og fantasi!

    Ha en dejlig ny uge

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak! Ja, det sætter jeg jo også pris på, og humor trives i bedste velgående - og på kirkegården.

      Hav en god uge!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Hej Ulla
    Det er noget af en tur, I har været på, mange flotte formklippede træer.
    Tak for turen.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en lang dag, men med lutter gode oplevelser.
      Jeg tænker at hver eneste egn af landet har masser at tilbyde, hvis man ved hvor man skal tage hen. Jeg synes blot det er svært at finde tid til at se alt det spændende, så det er godt når nogen arrangerer en tur.

      God ny uge!
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  4. Takk for en flott tur! Imponerende formklippede busker. Jeg skulle gjerne hatt en hage full av de.

    God ny uke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kræver vist bare en god tålmodighed og lyst til at klippe. Kunne forestille mig en frisør ville synes det var sjovt i fritiden at lave topiary. Man kan jo bruge alle mulige planter...

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  5. Hej Ulla!

    Vilka attraktioner att visa upp, stenstoderna som står där med vattnet som bakgrund är otroliga, jag tänkte också på Påskön.

    Så välskött och inbjudande är begravningsplatsen, här har man verkligen åstadkommit något utöver det vanliga och visar att begravningsplatser inte behöver se tråkiga ut, mycket vackert är det!

    Ha det gott Ulla och tack för de fina bilderna!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen selv tak!
      Det er dejligt du også kan lade dig inspirere. Selv var jeg meget glad for at se nogle af de - ret enkle - plantesammensætninger rundt omkring på kirkegården. Statuerne var bare helt overraskende og fantastiske.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  6. Kære Ulla
    Flot tur. Kirkegårde kan bestemt være inspirerende. Vores kirkegård her i Ebeltoft er lille og ikke så avanceret, men granpyntningen til jul er meget speciel og flot, og jeg kommer der blot for at se dén. Der er længe til. Man kan slet ikke tænke på jul i denne dejlige varme. Det virker helt skørt.
    God arbejdslyst :-)
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Og så måske ikke så skørt endda. Jeg synes tiden render hurtigere og hurtigere og i slutningen af oktober begynder vi at lægge gran. Hvert år synes jeg lige vi har lagt det på, og så skal det af igen... Formentlig noget der handler mere om min alder end årets gang. Kan hænde man skulle omkring Ebeltoft kirkegård til vinter, for at få lidt inspiration?

      Lad os nyde foråret mens det er her.
      Hilsner fra Ulla

      Slet
  7. Hvor er det en smuk kirkegård med alle de grønne farver, og de stramme linjer af formklippede buske, der bliver blødt op af store fritvoksende træer. Her er virkelig tænkt mange fine detaljer ind i de forskellige afsnit.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var også det jeg så. Der er en sørgelig mangel på træer på "min" kirkegård, men de klippede hække og pur kunne man jo godt lære lidt af - og træer vokser da heldigvis efterhånden.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  8. Hej Ulla.
    Dejligt at høre om dine oplevelser på Nakskov Kirkegård.
    Vidste ikke I have været her, kommer I forbi en anden dag, gir' I bare et kald, så kunne vi nok fortælle en historie eller to.

    Med venlig hilsen, Henrik, Kirkegårdsleder.

    SvarSlet